Mordermysteriet

''...Toget gav et ordenligt ryk, og alle gispede. Toget stansede.. Kulde.
Jeg kunne virkelig mærke kulden.
Den skar igennem min hud som tusind knive.
Mit hjerte, hamrede mindst 1000 gange per sekund. Jeg var redselslagen.
Mikkel og Jonas turde ikke trække været af skræk. Cecilie og Leona klamrede sig op af hinanden. De var så bange, de turde ikke blinke. Jeg så vores ånde, jeg så Carolines hastige og rædselslagene ånde...''
6 almindelige børn er på vej til skolelejr i Nordjylland. De kan ikke lide deres lærer og der sker mærkelige ting på vejen til lejren...

1Likes
0Kommentarer
2249Visninger
AA

12. Mere mellem himmel og jord (Jonas)

Kunne der bare være gået et kvarter længere af natten? Kunne vække uret ikke være død? Kunne jeg bare sove længe. Efter al den slid gennem Dronninglunds gader, var jeg nærmest faldet om af træthed. Jeg syntes ikke man kunne være det bekendt at vække en kl. 7 når man først sov kl. halv 1 om natten på grund af Mikkels snorken. Det var møg ireterrende. Men op skulle man.
Hvad skete der i nat? Katten vill ikk efjerne sit blik.
Som en langsom vind, gik katten fra toget i mellem vores senge.
Der var noget der løb koldt ned af mit bryst. En skarp klo. Ned fra min skulder mod navlen. Miavvv. Katten stod på MIT bryst! Den stirrede lige ind i mine øjne. Som en kold kniv stak de øjne mig. Og katten hvæsede. Jeg ville ikke tage chancen og skrige. Men kun ganske stille skubbe katten væk. Og ned på gulvet.
Drengene og jeg sov i et værelse med køjesenge. Jeg havde selv en køjeseng derhjemme i Ishøj, men denne her jeg sov i havde godt nok en dårlig madras. Jeg fik ondt i ryggen. Det var ikke spicielt godt for en som dyrker Parkour. Mine briller var røget ned fra mit natbord, og var næsten umulige at finde. Dog kunne jeg godt se uden, men det bliver bare så sløret når man er træt. Da vi kom ud af værelset, var vi klædt på til bad inde i drenge-omklædningen.

’’ Av for satan!’’ bannede Rasmus, da han snublede i sæbe. Det var måske lidt rigeligt, med Rasmusses brækkede ben og det forslåede halben, fra faldet. Da vi kom ud fra badet skulle hele klassen mødes i spise salen.
Til morgenmad var der brunch. Vi var stadig ikke helt på toppen, men hvad vi end skulle, syntes jeg ikke der var nogen grund til at stå op så tideligt.

’’aaah, har i nogen anelse om hvad vi skal lave i dag?’’ gabte Cecilie, og havde poser under øjnene.
’’ Nææ, aaaahhh, ikke rigtig. Jeg er også ligeglad bare jeg kan få lov til at sove noget mere.’’ tilføjede Leona.

Caroline lagde sit hoved på bordet. Hun var helt væk. Det var ikke ligefrem hvad man forventede af hende.

’’ jeg har læst hele natten.’’ sagde Caroline, ’’ Jeg læste mange ting, blandt andet tænke jeg på, at vi skulle gå en tur i skoven’’

’’ Ej Caroline hvad med i byen? Så kan vi kigge i den der?’’ spurgte Jeg.
’’ Nej, aahh, jeg har noget jeg skal vise jer, kom med mig efter morgenmaden.’’ svarede Caroline, og stirrede på mig.
’’ Men hvad er det Caroline’’ spurgte Cecilie. Cecilie så meget intreseret ud. Cecilie var så smuk. Måden hun talte på og hvordan hun er og hendes øjne og hendes hår. WAWWW. Men øjeblik, time out, der er ikke tid til den slags. Gadvide havde det var Caroline ville vise os…
I hvert fald havde det jeg ikke lige foerventet:

’’Ej, hved i hvad vi har haft for som lektie? Jeg var der ikke den dag vi fik det for!’’ pev Cecilie, og så ret bekymret ud.
’’Altså Cecilie, du var der den dag.’’ begyndte Leona at påstå.
’’Men hvis jeg havde været der, hvorfor skrev jeg det så ikke ned, det plejer jeg altid.’’ Cecilie holdt sin attityde.
’’Cecilie, er du sikker på du ikke havde været der?’’sagde Caroline med munden fuld af mad.
’’Ja det er jeg Caroline, jeg var der ikke, desuden hvor skulle jeg havde skrævet det ned, det gør jeg altid.’’ påstod Cecilie.
’’Aha jeg er sikker på at det var den dag, hvor vi tegnede grafitti på tavlen…hihi…Det var jo kun med kridt i mange farver men… Og vi viste det til Marianne. Hun blev faktisk inponeret kan du huske det?’’ sagde Leona grinene, og så ud til at være halvalvorlig men fuldkommen useriøs! Den fladpanne. Det var ikke personligt ment men helt ærligt. Det var hun seriøst.
’’Nårhhh… og så fik vi lektiefri ikke?’’ sagde Cecilie undrene og småfnisede, ved tanken om grafitti-flip! Jeg forstod ikke hvor mærkelige piger kan være...og det gør jeg stadig ikke den dag i dag!
’’Se selv! Du var der jo. Vi fik lektiefri fordi vores klasse lærer var så inponeret over det. Ærligtalt var lidt halvfjollet. Men det gav os lektiefri, selvom jeg syntes jeg kunne havde brugt min tid på noget andet i stedet for at lave forud i danskbogen. Spild af tid hvis i spørger mig!’’ tilføjede Caroline.
’’Prik, Prik, Prik.’’ Bibbede Rasmus, og prikkede i mellemtiden til Cecilie, Leona og Caroline.
’’Hvad prikker du for!? Din… hmmmm….!’’hvæsede Leona på den sjove måde Caroline altid fik grineflip over. Og som altid Carolines grineflip smittede…
Cecilie var den første, så Mikkel og så jeg. Jeg har aldrig set Leona løbe efter Rasmus på den måde nogensinde før. Hun holdt en køkkenrulle over sit hoved mens hun løb, og Rasmus derimod løb som en eller anden galning der havde mistet forstanden. Rasmus gemte sig bag Mikkel.
’’Mikkel frels mig fra dødens skæbne!’’ pev Rasmus, så han lød som en baby.
’’Nej, Ras! Nej gå nu væk jeg sidder og spiser! Aaadd for føøøj! Rasmus!!!!’’ skreg Mikkel, da han lige havde sagt til Rasmus at han skulle gå væk. Derefter stak Rasmus hele klør fem ned i salaten med dressing og det hele! Leona stirrede på ham med dræberblik. Hun stod oppe på sin stol, parat med køkkenrullen, og stirede på Rasmus der krømpede sig sammen.
’’Jeg tror det er rette tidspunkt at tage afsked. Vi ses på Bali!’’ sagde Rasmus og beyndte at løbe. Leonas dræberblik var ikke ligefrem seriøst eller for den sags skyld alvorligt.
Nej. Dræbeblikket dennegang som det altid har været, gav mig gåsehud. Leona var altid morsom med dræberblik, eller det så ud til det hos pigerne de kunne næsten ikke trække vejret.
’’Er du færdig nu Rasmus??’’ sagde Leona.
’’Leona den gode fe, den søde fe, med vinger, lyserøde muffins og hun siger putteluuuut…’’sagde Rasmus, men det skulle han ikke havde sagt for i næste øjeblik kom Leona farene og trak Rasmus til hans plads og nærmest satte Rasmus som en slaskedukke på stolen der var ved at tippe. Rasmus var ikke færdig.
’’Du er anholdt Leona, du er mistænkt!’’påstod han.
’’What!?’’Leona fattede ikke Rasmus. Det gjorde vi andre vist heller ikke.
’’Du hørte mig godt, du er ikke ligefrem døv vel? Du er mistænkt! Du skal anholdes. Den søde lille tandfe skal anholdes juhu! Så taber vi ikke flere tænder! Og så tager vi hendes penge.’’lød Rasmus begejstret, og vippede på stolen. Caroline og Cecilie kunne ikke trække vejret af grin. Jeg forstod ikke Rasmus så jeg gav mig til at spørge hvorfor Leona var ’’mistænkt’’ og hvad hun var ’’mistænkt’’ for.
’’Hvor i hele hulen, alverdens navn skulle jeg vide det fra!’’ sagde Rasmus. Han så tilfreds ud. Men ikke så længe.
’’Jeg for spat af dig!’’sagde Leona, og så helt uforstående som man overhovedet kan være. Caroline begyndte at fnise, da hun så Leonas ansigst udtryk. Leona satte sig ned. Hun ville ikke kigge på Rasmus.
’’Jeg kender dig ikke!’’sagde hun til Rasmus, og kiggede væk. Rasmus listede sig hen til hende. Men Leona af ren refleks, ramte hun Rasmus i skritet! Det var nok ikke særlig fedt… I hvert fald ikke for ham!
’’Lige i klokkerne fra notredam!’’ hylede Rasmus. Jeg gik hen til ham…
’’Rasmus er du okay?’’ spurgte jeg ’’Nej jeg er ej! Jeg har det som om mine nosser skal eksplodere!’’ hylede han. Vi grinede alle sammen.
Rasmus gik stille og rogligt hen til sin plads. Rasmus var færdig…
’’Åh man denne krig glemmer jeg aldrig…’’ sagde Rasmus.
’’eh hvad snakker du om???’’spurgte Mikkel og lavede øjne…
’’Krigen! Leona vores krig er ikke slut enddu!’’ Rasmus kombinerede sine øjne med Leonas. Som man nu gør….
’’jeg fatter dig ikke…’’sagde Caroline.
’’ Det gør jeg sgu heller ikke. Det er derfor jeg er dum’’sagde Rasmus.
’’Så du står altså og siger at du ikke fatter dig selv?’’spurgte Caroline. Hun fattede virkelig ikke Rasmus. Det kunne man vist se på hende.
’’Ja’’ sagde Rasmus. Det værste var nok, at det lød overbevisende…
’’men angående det jeg vil vise jer. Det ligger ude i skoven. Lige udenfor Dronninglund. Det er ikke specielt langt væk.’’ meddelte Caroline.
’’Ej, Caroline. Kan vi ikke gå ud i byen i stedet for?’’ bedte Mikkel.
’’Hvorfor? Det kune være sjovt.’’ sagde Cecilie.
’’Okay… så går vi. Men jeg vil ikke med på et eventyr, som ikke findes!’’ sagde Mikkel.
’’Så vær’ fri.’’ svarede Caroline. Vi gik fra morgenbordet. Jeg var lidt spændt på hvad det var…


Vi gik over marken. Vi løb ind i skoven.
’’Se!’’sagde Caroline og pegede ned mod jorden.
’’Der er ikke noget.’’sagde Jeg.
’’Ved du hvad tag lige at åben øjnene…’’ lynede hun. Hun begyndte at rive blade væk fra jorden. De afslørede et kæmpe hul der så ud til at være meget dybt.
’’Ned med os.’’ sagde Caroline.
’’Jeg skal ikke derned!’’ lynede Mikkel.
’’Hvorfor?’’
’’Vi ved jo ikke hvad der er dernede….’’
’’Det ved jeg’’
’’Hvad er det så?’’
’’Fentasimanernes ældgamle tunnel’’
’’TH! Og hvor fører den så hen?’’
’’Ja det ville jeg ønske jeg vidste. Men der mangler en side, der hvor der burde stå noget om det!’’ skændte Caroline.
’’Vi skal ikke derned. Tænk nu hvis vi ikke kan komme op igen…’’ skændte Mikkel.
’’Nåh, men så må du da finde et reb så vi kan komme op igen!” Caroline svarede igen. Det så ikke godt ud det her…
’’Åh, ti stille!’’råbte Mikkel.
’’NEJ’’ råbte Caroline tilbage.
’’ NÅH, MEN SÅ GÅR JEG! DIN BOG ER IKKE ANDET END EN TESKT FULD AF SLUDDER!’’
’’OG DET VIL DU PÅSTÅ!?’’
’’FARVEL! GIDER IKKE AT SE DIG IGEN. MEN DU SKAL IKKE LOKKE MIG TIL NOGET!’’
’’Nåh, er vi sure på hinanden? Kom her så skal jeg nok lave min benahandlene yoga. Så skal jeres stress nok gå væk….’’
’’RASMUS!’’
’’RASMUS!’’ råbte Caroline og Mikkel på sammen tid.
De skulede til hinanden. De vendte ryggen til hindanden og gik hver sin vej!

Jeg gik hen til Mikkel.
’’Mikkel du må da inse, at det her er noget latterligt noget.’’
’’Så du vil måske have at jeg siger undskyld til hende! Aldrig!’’
’’nåh,’’ svarede Jeg ’’men så må jeg da hellere lade dig være…’’

Ovre hos Caroline gik det heller ikke specielt godt.
’’Rasmus jeg tror Carrie behøver en veninde!’’
’’Cecilie! Jeg tror Caroline har brug for en ven!’’
’’ Åh! Shut up.’’
’’Nej din rejekælling, jeg har sgu været venner med hende lægere end du har.’’ svarede Rasmus.
’’Rasmus din lille ireterrende Dværg!’’
’’Årh hvem kalder du dværg!’’ råbte han.
’’Hvem kalder du rejekælling?!’’råbte hun.
’’Dig dit store bæ!’’
Smash! Rasmus fik godt nok en kæmpe ørefine! Hans kind blev helt rød.
’’Nåh, så skrider jeg bare… Din store phykopat man!’’
Rasmus gik.
Rasmus havde følt sig undermineret af Cecilie, hvilket jeg syntes var taveligt.
Rasmus luntede langsomt hen til Mikkel, som var skide muggen.
’’Nåhhh… Hva så abemand?’’ fjollede Rasmus, i håb om at Mikkel ville grine.
’’Ikke noget Ras! Fatter du slet ingenting!?’’ svarede Mikkel igen.
’’Jo jeg gør. Jeg ved at du ikke vil tale med Caroline. Men Mikkel makker det her er sgu for latterligt. Vi er på en tur. Vi skal sgu have det cool sammen. Hvis du ikke starter med at sige undskyld hvem skulle så starte? Du ved hvor stædig Caroline er.’’ svarede Rasmus roligt.
’’Og hvad så? Skulle jeg måske bruge min tid på at sige undskyld til hende? Hvis hun ikke vil sige undskyld til mig? ALDRIG!’’ rasede Mikkel.
’’Jamen det gør dig til en dårlig ven Mikkel! Så er du da ikke bedre end hende. I to er lige åndsvage til at sige undskyld.
Ja og nu siger jeg det ærligt. I har begge været en dårlig kammerat mod hinanden.’’ skældte Rasmus.
’’Hvem kalder du en dårlig ven!’’ rasede Mikkel.
’’Jer begge. Mod hinanden!’’ svarede Rasmus.
’’Men hvis du har det sådan at jeg er en dårlig ven, så FARVEL MAKKER. OG DU SKAL IKKE REGNE MED AT JEG NOGEN SINDE VIL SE DIG IGEN!’’ råbte Mikkel.
’’Nej mikkel det må du ikke gøre mod mig!’’ klynkede Rasmus.
Mikkel sagde ikke mere.

’’Carrie hvorfor siger i ikke undskyld?’’ spurgte Cecilie roligt.
’’Hvad med dig og Rasmus?’’ spurgte Caroline.
’’Hvad hørte du det?’’
’’Ja, jeg har en extrem god hørelse’’
’’Men hvad med mig og Rasmus?’’
’’Siger du undskyld til Rasmus, siger jeg undskyld til Mikkel.’’
’’What?! A A! nej. Jeg siger ikke undskyld til den dværg.’’
’’Så er du da ikke bedre’’ sagde Caroline. ’’Deal? Hvis du siger undskyld til Rasmus, siger jeg undskyld til Mikkel?’’ Caroline rakte hånden frem. Cecilie var ikke meget for at tage i mod den. Men til sidst tvang hun sig selv til det.

’’Leona…. Jeg troede det her ville blive en god lejertur. Hvad med dig?’’spurgte Jeg.
’’Det troede jeg også. Det ser ikke ud til at gå alt for godt.’’ svarede Leona. ’’Jeg syntes det er synd for Rasmus, han havde lige mistet to af sine venner ved at i det mindste prøve at være venlig… men det ser ud til at mislykkedes!’’
’’Jeg er helt enig. Og hvad Caroline og Mikkel angår, syntes jeg de minder mig om pattebørn, der ikke kan finde ud af at sige undskyld til hinanden.’’ tilføjede Leona.
’’Det der hul Caroline snakkede om lyder til at være ret mærkeligt.’’ sagde Leona.
’’Ja jeg syntes det lyder sejt’’ Jeg smilede.


Regn plaskede ned som hagl!
Det blev koldt.
Jeg hørte en stærk knorren… Og det var ikke min mave selv om den knorrede i forvejen!
Et åndedræt i nakken!
Et vindpust og lugten af rådden fisk ramte mig!
Rasmus gemte sig forfærdet bag et træ og prøvede uhjælpligvis at se usynelig ud.
’’Arghhh!’’ skreg Cecilie! Hun sad oppe i det træ rasmus gemte sig bag. Rasmus bed sine negle.
Så godt han kunne med bøjle.
Jeg forstod ikke hvad de var skræmt over.
Intil en kæmpe pote væltede mig forover!
’’Arghhh’’ Skreg Cecilie. ’’Hjælp!’’
’’JA CIL DET KAN DU SAGTENS SIGE!!’’ skreg Jeg og havde store smerter!
’’Berred dig dit store bæ! Hold dig væk fra min…. Eh… nye bedste ven! For jeg ved du er kommet for at udplyndre os med dine spidse tænder. Du er her for at rive vor hjerter ud af vor kroppe. Men jeg har set dig før i min åbenbarring….. Da jeg sad på WC! Du er i ledtog med bæverne! Og uanset hvad, vil du ikke tage mine venner fra mig! Din Kat!’’
Råbte Rasmus, som om det var en dramatisk komedie?
Det store dyr kiggede på ham som om han var åndsvag?
Med et kunne han se de øjne Hallim viste i S – toget.
’’Kom bare an flæbemis og vis hvad du kan!’’
’’Arghhhhhh, shhhhyhhuuuu’’ spyttede Katten.
Rasmus var nu dækket i gråt slimet snot!
’’Det kalder jeg et prægtigt våben. Men forstår du? Jeg har et bedre eksemplar, af det der kaldes et hemligt våben!’’Rasmus talte som om han var en engelsk opdagelses rejsene.
’’Du fik hvad du bad om. Mis!’’
Rasmus vendte rumpen til og…..
Dyret fik en usynelig møggas i hovedet. Rasmus kunne minde om et stinkdyr i den retning.
’’Ad Rasmus! Kunne du ikke have gjort noget bedre?!’’ Skreg Mikkel af misundelse da han lå nede på jorden sammen med Jonas og næsten ædt op af en kæmpe kat, og at Rasmus stod og spillede helt!
’’Hvem er det nu der bestemmer… Lille flæbe mis.’’
Rasmus dansede med ryggen til katten.
’’Rasmus og Mikkel’’ begyndte Caroline’’ Jonas Cecilie kommer om lidt og hjælper dig op. Mikkel råb ikke. Katte har en ekstrem høresans og…..’’
’’Caroline vi har ikke Biologitime nu!’’ skreg Cecilie.
’’ Tro mig. Når katte får en hørelammelse af jeres råb, kan den enten finde på at gå…. ELLER DEN KUNNE FINDE PÅ AT SLÅ JER IHJEL!!!! RASMUS PAS PÅ!!!!!!’’
Rasmus vendte sig om og udstødte et frygtindjagende skrig.
Rasmus flygtede fra det store uhyre. Den var sort med læderhud, dragevinger og klør som en ørn. Dog var det en katte krop som var befæstet med disse kropskabninger. Dens kolde og onde øjne havde kun ét i sinde… Dræb!! Rasmus var skrækslagen. Aldrig havde jeg set Rasmus komme så hurtigt op i et træ. Denne kat var helt klart den kat med den største pote!
Den fyldte hele min ryg og mere til. Da den overfaldt Mikkel og jeg havde den åbenbart tænkt sig at holde os på plads. Denne kat havde otte ben og hver eneste pote var en meter i diameter mindst med fem klør på størrelse som køkkenknive.
Efter Rasmus skulle spille smart over for uhyret jagtede den ham og slap Mikkel og jeg. Mikkel var der ingenting sket med. Han var faktisk 100% uskadt, hvilket var heldigt, da Jeg strittede i mod presset fra den store pote, hvor han lå ubevægelig.
Derimod var jeg rimelig såret og kunne ikke få kræfter til at stå op.
Til trods for al min træning jeg havde dyrket, følte jeg mig som en slatten dejklump. En slatten våd og svag dejklump. Alligevel fik jeg kæmpet mig op. Mit slid og modstand havde den blottet klør og den rev store flænger i min hud. Det blødte igennem alt. Jeg troede det ville være ude med os. Det væmmelige, hurtige og stærke uhyre ville nå os alle og dræbe os med et hug.
Nej åbenbart ikke.
Da vi var mindre var Mikkel den bedste til at kaste med bolde. Det var han stadig.
Han ville derfor redde sin ven ved at tyre skarpe sten efter katten.
Han kastede en. Og en til.

Pigerne sad stadig oppe i et træ og prøvede på ikke at blive opdaget. I hvert fald lige indtil det mest perfekte skete…
Cecilie skreg. Jeg vidste ikke hvorfor hun skreg, men jeg vidste bare at hun ikke skulle have gjort det. Hun ville bringe sit eget liv i fare. Og ikke nok med det. Hun ville bringe os alle sammen i fare.
Det var sådan set også lige hvad hun gjorde. Leona begyndte at prøve få Cecilie til at stoppe. Caroline fokuserede på uhyret der var efter Rasmus. I hvert fald indtil Mikkel begyndte med stenene…
Katten ændrede kurs. Den stirede på Mikkel… Som om han var det lille forsvarsløse bytte, som den skulle overfalde. Den knurrede. Det var ikke et godt tegn.
Rasmus sad og klamrede sig til en gren. Han sad 10 meter over jorden og åndede ind og ud, som om han manglede luft.
Leona og Cecilie snakkede om de skulle løbe hen efter en voksen, eller blive i træet og ringe til politiet. De valgte det sidste.
De ringede 112. De ventede men de tog den ikke... Pis også!!!
Katten lå på lur parat til et stort spring.
’’Mikkel løb’’ sagde Caroline sagte. Men Mikkel frøs til is af frygt.
’’Mikkel! Løb for guds skyld! Mikkel Løb!!!’’
Endelig var der gang i Mikkels ben. Han satte i løb. Men mod det store træ hvor pigerne fulgte med.
Jeg kunne desværre ikke se så meget for jeg lå på ryggen. Og lidt efter gled øjnene i…

Mine tanker og følelser i et.
Men mine handlinger er alene.
Død.
Mørke.
Sommerfugle?
Kan jeg mon flyve?
Måske…
Måske kan jeg hvis jeg virkelig prøver…
Drømmenes verden er verdens bedste sted…
Melodien i mig er slukket.
Og jeg er alene.
Nej ikke helt alene.
Jeg er sammen med min klasse.
Der er intet der mangler.
Og dog… Jo det er der…
Hvor er mine venner??!!! Mine venner. Hvor er de henne!!??

En lang og dræbelig tone skiller sig ud fra mørket. Med lyset i sin hånd. Tonen bliver højere og kraftigere. Den er smuk. Hvem mon spiller den?
Lyset og stemme kommer til sig selv…
’’Jonas?’’ en stemme lød.’’ Jonas er du okay?’’ en stemme lød.’’ Jonas er du okay? Jonas er du der?!’’
’’Hvor er katten?’’ spurgte jeg. ’’Hvad skete der? Hvor er jeg?’’
’’Sikke mange spørgsmål…’’
’’Jonas vi troede du var død!’’
Det viste sig at være Marianne vores klasselærer. Jeg lå i mit værelse.
Men alligevel viste en fugtig skræm af kød. Dette måtte være en drøm. Endelig efter lange og klamme fornemmelser i min mund vågnede jeg.
Der lå larver og fluer i min mund!!
’’Arghhh!!!!’’Jeg skreg og fandt ud af at jeg lå i skoven alene!!!
Hvor var de andre? Hvor var mine sår?
Jeg havde en masse spørgsmål. Så mange at jeg ikke kunne svare på dem alle. Jeg var møg beskidt. Min bluse var stadig flænget og mine bukser var der huller i. Men mine sår var der ikke.
Skoven lagde jeg først mærke til nu. Den lignede ikke den skov vi var i før.
Den skov vi gik ud i var grå og trist. Men denne skov var helt farverig.
Men træerne var de samme. Buskene var de samme. Og ligeså var stenene.
Ja selv græsset var det samme. Den var bare ikke så grå og så forladt. Den var virkelig grøn. Og himlen var virkelig blå.
Der var så også en ting mere der gjorde skoven mere farverig. Blomsterne.
Der var masser af blomster over alt. Valmuer, Vintergækker, påskeliljer, violer, liljer… Anemoner.. alle blomster. Det var godt nok ikke min stil. Men det var bare så smukt!
’’Jonas!’’ Stemmen kaldte igen. Den samme fra drømmen.
’’Herovre! Jonas vi troede du var død!’’
Stemmerne kaldte sagte.
Som om de hviskede…
Støves fra en Valmue fløj ud i hovedet på mig. Det gjorde mig en smule omtåget.
’’Hey’’ sagde en lille stemme.
Den lille skabning som fløj lige foran mig var ikke andet end en tommelfingernegl høj.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...