Mordermysteriet

''...Toget gav et ordenligt ryk, og alle gispede. Toget stansede.. Kulde.
Jeg kunne virkelig mærke kulden.
Den skar igennem min hud som tusind knive.
Mit hjerte, hamrede mindst 1000 gange per sekund. Jeg var redselslagen.
Mikkel og Jonas turde ikke trække været af skræk. Cecilie og Leona klamrede sig op af hinanden. De var så bange, de turde ikke blinke. Jeg så vores ånde, jeg så Carolines hastige og rædselslagene ånde...''
6 almindelige børn er på vej til skolelejr i Nordjylland. De kan ikke lide deres lærer og der sker mærkelige ting på vejen til lejren...

1Likes
0Kommentarer
2252Visninger
AA

4. Lys... Mørke... Død! (Mike Johnson)

Vækkeuret ringede, det var tid til at stå op. Jeg konstaterede, at jeg havde sovet dårligt. På min afdøde kones fødselsdag skulle vi have brunch. Derfor skulle vi ikke sove tiden væk.

Vi skulle have en lang dag foran os, med en degelig kop varm te med æg og bacon
toast, kippers, bagte bønner, marmelade, honning, mælk, stegte svampe, stegte tomater og smør.
Hun ville blive meget glad for det.
Men hun skulle ikke op nu, det var først om en halv time, og kl. var kun 06:00. Det var tidligt, men købmanden havde åben.
Jeg gik derhen og købte, hvad jeg skulle have. Snart ville vi få en lækker brunch.

På vejen hjem var det blevet lysere.
Nu havde skyerne vist sig.
Det var dejligt. Nu kunne man se, at Allah havde gjort dagen smuk.
’’ Millah? Millah?’’ kaldte jeg, imens jeg gik ind ad døren. Der var intet svar. Kl. var 07:00
’’Millah! Så er det op!’’
’’ Ja, Ja, Ja!’’
’’Du behøver ikke være ireterret.’’
’’ Jo når man er midt i en drøm!’’.
Hun kom ind i sin pyjamas, med uglet sort, langt og tyndt hår.
’’ Af hvilken grund skal jeg vækkes så tideligt? På grund af maden? ’’
’’ Ja, det er det. Kom og sæt dig, vi fejrer din mors fødselsdag. ’’




’’Og hvad så? Jeg er ikke en lille pige mere! Jeg er snart en teenager!
Jeg er vokset fra, at være glad på mors fødselsdag! Nu har jeg inset det, hun er død, og det bliver hun ved med at være! Jer ser ikke tilbage til fortiden! Hun er glemt! Glemt¨, glemt for altid! Så hvis du har en mening om, at vi holder mors fødselsdag med brunch. Ved du hvad, så er du alene. For jeg vil ikke mindes om mor mere!!! ’’

En tårer faldt, på den smukke følsomme hud. Hendes kinder.
Hun smækkede døren og gik op på sit værelse.
Hun ville sikkert gøre sig i stand til skolen, håbede jeg.
Hvad var der sket? Min datter, min søde lille datter på 10 11 …. 12 år! Hvorfor var hun så forandret? Hun har været forandret ligesiden vil ankom til Danmark. Nu da jeg selv tænker over det var jeg også selv forandret… Det eneste selvskab jeg havde nu, var katten. Missy, søde lille missy der klamrede for mine ben og afmærkede sin duft på mig. Den spandt. Jeg blev glad, for der var i det mindste nogen der ville holde mig ved selvskab.

I hvertfald skulle jeg spise min morgenmad alene. Jeg skulle skynde mig for jeg skulle møde tideligt. Det regnede udenfor.
Okay, faktisk øsede det meget. Man kunne ikke engang have en tæt regnfrakke på, uden at blive gennemblødt. Men alligevel var det ikke noget prolbem.
Jeg kunne jo tage bilen, men der var bare så meget vand.
Jeg overgav til sidst mig selv og ville tage bilen, ellers ville både min datter og jeg blive gennemblødt.
Vores bøger ville også blive våde, så bilen ville da være det sikkereste.
Efter jeg havde spist min morgenmad kaldte jeg på Millah. Min datter.
’’ Millah? Millah, Millah? ’’
Men der kom stadig ikke noget svar fra hende. Hvis der var noget der tog hendes opmærksomhed, skulle jeg op og hente hende. Det ville jeg ikke, men til sidst overvejede det og gjorde det.
’’ Millah? ’’
Jeg hørte et skrig! Et pige skrig.
Millah!!!!







Jeg åbnede døren. Og et stærkt lys, blændede mig. Jeg kunne høre en hvisken.
DUUUUUUUUUUUGOOURVVVVVVVVVÆÆÆÆÆAEERKKKKK, GLEEAAAAM HVVAAAAAAAEEEAAAADD DUUUUUUUUUU SÅÅÅÅ OOOOOOOGJ MIEÆAAAAAAAAAAAAAIEIIIG.
Det var ord som jeg aldrig havde hørt før.
Men jeg fik da fremtydet:
-Du, gå væk! Glem hvad du så og mig-
En Sang brød ud, en klar, ren og klokkeagtig stemme. Sangen fyldte mig.
Sangen var så smuk. En hvid tåge der lugtede af…
Intet!!!!!
Den lugtede død.
’’Døden, død, død, dræb!!!!!!!’’
Lyden blev ved i midt hoved. Jeg fik hovedpine. Det dunkede…
Sort?!.............
Det sotnede. Og jeg.
Jeg
Jeg dødede?....
Jeg kunne mærke en stærk kilden. Og så stadig sort.
Så kom masser af flach-backs. Jeg fødtes, jeg voksede og voksede, lærte at gå, at tale, at få venner. Blev venner med Maria, gik på tyrkisk sprogskole. Jeg som femten, kysse Maria, gift Maria, Millahs fødsel…..
Mit liv. Alle tingene veltede rundt for mig. Det var forvirrende.
Det sidste flach-back, var min død.
Neeej! Hvad skete der med mig? Jeg var død, men så mig selv ligge på gulvet. Død. D-Ø-D. Jeg lå der så lang jeg var.
Jeg så lys, et gråt skimmelt lys. Lyset var svagt. Kunne skimte en skikkelse. En sort skikkelse, der kom ud fra tågen.
Jeg var skrækslagen. Jeg løb. Jeg sprang. Jeg faldt ned ned, og atter ned.
Jeg tabte brikken ud af lommen, den lå stadig i gangen.
I intethedden.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...