Mordermysteriet

''...Toget gav et ordenligt ryk, og alle gispede. Toget stansede.. Kulde.
Jeg kunne virkelig mærke kulden.
Den skar igennem min hud som tusind knive.
Mit hjerte, hamrede mindst 1000 gange per sekund. Jeg var redselslagen.
Mikkel og Jonas turde ikke trække været af skræk. Cecilie og Leona klamrede sig op af hinanden. De var så bange, de turde ikke blinke. Jeg så vores ånde, jeg så Carolines hastige og rædselslagene ånde...''
6 almindelige børn er på vej til skolelejr i Nordjylland. De kan ikke lide deres lærer og der sker mærkelige ting på vejen til lejren...

1Likes
0Kommentarer
2252Visninger
AA

10. Det tiende Tal... (Cecilie)

Jeg var ikke klar over, at der fandtes et tiende tal. I hvert fald ikke før nu. Da vi så i Carolines bog, med Maddanins informationer, så vi også en tabel for Maddanins levebrød. Vi sad i toget på vej til Ålborg. Dervar koldt og næsten igen luft. Det var til at brække sig!

1 2 3 4 5 6 7 8 9 =


Det var et tegn, jeg aldrig nogen sinde i mit liv havde set.
Jeg følte mig som en uviden lille bums. Jeg måtte finde på noget – hurtigt!
’’ Det jo kan altså godt være, den ikke findes. Det kan jo bare havde været en eller anden what-ever-guy, der har udgivet en bog, som bare hjernevasker én totalt. Se det dog i øjnene, der findes ikke en sådan planet. Der findes kun vores solsystem og ikke andet.’’ sagde jeg og syntes, det var meget klogt sagt. I hvert fald indtil Caroline fik mig til at blegne.
’’ Cecilie, hvis du ikke vil være med til det her, så kan du godt vende om nu. Men jeg tror ikke, vi vil høre ” Hvad snakker I om” på hele turen. For hvis det er det du beslutter dig for, så det vi finder ud af får du ikke af vide. Med hensyn til, at der kun findes vores solsystem, så ved du det jo ikke, for du har jo ikke været i hele universet. Det kan man forresten heller ikke. Universet er uendeligt. Så mon der ikke findes et lille bitte solsystem deromkring. Hvorfor skulle den ikke findes?’’ sagde hun uden afbrydelser, og alle gloede på mig som om jeg var den åndssvage. Det var ikke en god følelse. Det var en dårlig følelse, jeg aldrig havde haft før.

’’ Har I set Hallims øjne?’’ sagde Rasmus
’’ Ja’’ svarede Jonas
’’ De var gule med en tynd, lodret pupil. Det var så uhyggeligt’’
’’ Jo, men hvordan skull… sagde Jeg, inden Caroline ville få mig overbevist om, at det havde noget med min mors død at gøre. Som om!

’’ Cecilie. Fortæl os helt nøgagtigt hvordan din mor døde. Med detaljer. Dem har vi brug for.’’ sagde hun ganske roligt.

Jeg begynde at fotælle uden tøven:

’’ Jeg sad på mit værelse og sms’esede med Jonas. Vi havde det vist meget sjovt. Min mor kom ind og ville informere mig om, at hun ville købe min fødselsdags gave. Der var en uge til min fødselsdag. Jeg glædede mig rigtig meget. Vist for meget. Min mor skyndte sig derefter ud af døren. Oppe fra mit vindue kunne jeg se min mors bil. Den kørte ud af den store gård, bag ved vores lejlighed i København. Det regnede så det øsede. Bilen kørte væk. Den kørte mod syd. Resten af dagen tegnede jeg fine nye manga tegninger.
Efter nogle få timer, bankede min far på døren og gik ind til mig. Han spurgte mig, om jeg ikke ville gå ned med skraldet og hente posten, mens han lavede mad. Jeg nikkede og tog min mobil med mig. Der var et problem Jonas og jeg skulle løse. Jeg kan huske skraldet var tungt. Så tungt at jeg faldt ned af trappen.
Det er derfor, jeg har et skævt ben nu. Det gjorde ondt. Meget ondt endda. Jeg kunne ikke gå på det. Jeg smed skraldet i den store container midt i det øsende regnvejr. Jeg blev gennemblødt, selvom jeg havde vandtæt regnjakke på. Da jeg skulle hente posten, så jeg min mor komme hjem. Hun var lige ved at køre ind i gården, da en anden bil pludselig kom farende, og væltede min mors bil, så den tippede og var ved at mase mig. Glassene smadrede, og dørene blev skæve. Min mor. Min mor lå død. Hun havde blod over det hele. Sit eget blod. Jeg kunne ikke lade være med at græde. Jeg tudede og lagde mig ind til min mor. Hun duftede. Det var en duft, der mindede mig om noget svagt lyserødt fra min barndom. Jeg havde vist været 3 år. Min legesyge alder. Jeg huskede tilbage. Min mor, der legede med mig og snakkede thai til mig. Jeg var meget glad. Så rejste jeg mig en lille smule inde i bilen. Jeg kunne se noget i bagagerummet. Jeg kunne se en væltet lille kasse med et dyr, der havde overlevet. Jeg åbnede kassen og så et lille hanpindsvin, der hvæsede af mig. Jeg tog det stakkels dyr op i mine arme og ville gå op i min lejlighed efter hjælp. Da jeg gik forbi den anden bil, trådte der en stor høj skikkelse, som virkede pelset med dårlig ånde. Den stirrede lige ind mine øjne. Den ville røre mig, men det fik den ikke lov til. Jeg trådte tilbage. Men denne gang ville personen fange mig. Det fik han heller ikke lov til. Jeg løb så hurtigt, jeg kunne, op til døren. Jeg kan huske, at jeg faldt på grund af mit ben, der gjorde så ondt, så det dunkede som et helt damplokmotiv. Jeg humpede resten af vejen op ad trappen. Trappen var glat og jeg faldt endnu engang. Jeg besvimede.
Da jeg vågnede, lå jeg i min seng. Min far var ingen steder at se, men jeg så det lille hanpindsvin ligge nede i kassen sammen med Pjævs. Jeg besluttede mig for at kalde mit nye pindsvin for Prik. Resten af dagen havde jeg ondt i maven. Min far var ikke hjemme. Jeg fandt ud af senere, at han var taget på hospitalet med min mor. Han kom først hjem, da jeg var gået i seng. Han gik ind på mit værelse og strøg mig over håret. Jeg lod, som om jeg sov. Han sagde, at nu er der kun os to, og vi skulle være på vagt. Han gik derefter ud af rummet. Jeg vendte mig om og sov så tungt, at det var helt umuligt at vække mig næste morgen. Det sidste jeg husker, er den mysktiske persons øjne. Øjne jeg kun har set to gange. Han havde øjne mage til Hallims… Hey hey, vent nu lige prøver i at fortælle mig, at alt det her har forbindelse med min mors død?’’ sagde Jeg.

Jeg var tung om hjertet nu. Men alligevel let. Jeg havde fortalt om min mors død. Det har klistret så det pinede mig i en måned. Da jeg så endelig fortalte det, forsvandt det. Mystisk.

’’ Ja, det tror jeg. Rasmus og jeg så du kiggede ind i Hallims øjne. Hun fik dig til at fælde tårer.’’ sagde Jonas.

’’ Ja, men det var bare fordi jeg fik noget i øjet, og fik tørre øjne, så…’’ sagde jeg.

’’ Jeg synes vi ikke skal snakke mere om, hvorvidt Cecilie græd eller ej. Det er på tide at komme videre. Jeg gider ikke høre på det.’’ sagde Mikkel, den kæmpe nar.
Mine tanker og føelser er mindst lige så vigtige som det her med det nye solsystem…. skulle jeg mene. Men pyt det kan vi vel snakke om på et andet tidspunkt. Caroline tog den store gamle bog fra Leona ganske stille.

’’ Hey, en side faldt ud!’’ sagde Mikkel og tog den. Han gav den Caroline. Caroline så på den og gav sig til at fable om, at det var den sidde vi skulle bruge.
Hun gav mig siden. Den var gammel. Siden var dekoreret med alle muglige cirkler og mønstre ude i kanten, som jeg syntes var meget smukt. På siden stod der en slags formular, som mindede om en form for tabel. Der var mange tal. De stod helt nøgagtigt, i bestemte rækkefølger.
Det tiende tal var også med. Det stod hist og pist. Vi sukkede alle sammen og pludselig lyste alle tallene.
De fløg op i luften, lige over vores hoveder. De cirklede rundt og rundt, og de bevægede sig hurtigere og hurtigere. Vi alle blev forbavsede og kiggede på de flyvene tal. De dannede sig til en form for cirkel, med en linje der skar igennem den.

’’ Wow!’’ sagde Rasmus, der var vantro. Det var vi nok alle sammen.

Caroline kiggede uroligt på den, som om hun ikke syntes den var flot. Men den var ret flot. Cirklen gav et gyldent skær, der var ved at blænde os.
Det gjorde den så bare ikke helt. Cirklen blev tykkere og tykkere, og til sidst lignede den et katteøje. Det var vildt uhyggeligt.
Jeg tog bogen, lagde siden ned i den og klappede bogen sammen. I samme øjeblik jeg lukkede bogen, forsvandt cirklen.

’’Jeg fattede bare minus af det der!’’ sagde Leona, og lavede et blik, der kunne minde om – Øhh, hvad var det?- blik.

’’Jeg tror nu mere vi skulle lægge det hele til side, og tage det frem igen når vi ankommer til lejeren. Der kan vi bedre studere denne bog.’’ sagde Caroline ivrigt.

’’ Jeg tror nu hellere, vi vil slappe af når vi ankommer. Så kan vi rigtig have det sjovt. Det er jo ikke hver dag man kommer på en måneds lejertur vel?’’ sagde Mikkel afslappende.
’’ Jeg tror heller ikke jeg gider lige når vi sætter vores ben i lejeren. Det ville være bedre at pakke ud og slappe af. Men i morgen kan vi godt kigge i den igen.’’ sagde Leona og var meget træt.

’’ Jeg skal læse min bog færdig. Du ved. Den er så spændene og jeg skal bare nå at læse den færdig’’ sagde Jonas, og lød meget ivrig.

’’ Og jeg skal lege med chip og chap!’’ sagde Rasmus og lød enormt fjollet.

’’ Men fint så kigger jeg bare i den selv.’’ sagde Caroline skuffet, og lagde bogen ned i sin sportstaske.

’’ Carrie jeg vil da gerne kigge i den sammen med dig.’’ sagde Jeg. Jeg syntes måske det var lidt strængt at melde sig fra når vi nu var kommet så langt. Caroline havde ret. Vi skal ikke bare give op hvis det begynder at blive kompliceret.

’’ Det er sødt af dig Cil. Men de andre har ret. Lad os lægge den væk og tage den frem i morgen. I dag skal vi bare hygge og slappe af. Desuden behøver du ikke at blive oppe om natten med mig for at læse bogen færdig.’’ sagde Caroline med et lille smil. Hun havde ret. Det var vel også på tide at hygge sig, og pakke ud og sådan noget.

Da vi nåede Ålborg, var det blevet sent og mørkt. Vi var alle meget trætte. Men der var stadig en times kørsel fra Ålborg til Dronnig lund. Det var så nederen!
Men sådan er det jo. Jo hurtigere vi kom ind i bussen jo hurtigere kom vi til Dronningluds Vandrehjem. Kl. var halv ni før vi trådte ind i bussen.


Vi ville først ankomme til Dronninglund halv ti, og sove først kl. halv 11! Jeg ville bare ønske jeg kunne lægge mig til at sove nu. Næsten hele klassen sov under turen. Selv Caroline der var faldet i søvn imens hun læste i bogen.
Hun sov nu med bogen i skødet, ved siden af Mikkel, der lå helt op af vinduet. Le og jeg sov op ad hinanden, hvilket var meget hyggeligt. Det var nok ikke nær så hyggeligt for Jonas, da han og Rasmus sad ved siden af hinanden.
Jonas syntyes det var møg ireterrende at Rasmus klamrede sig op til ham mens han nynnede ’’putte putte lut’’. Jonas prøvede virkelig at skubbe Rasmus væk.

Men Rasmus storkrammede ham bare. Rasmus talte i søvne: ’’UUH. Skat kom til farmand, jaaa. Nu skal vi putte’’. Det værste var at så begyndte at savle! Jonas flygtede derfor over ved siden af Jeppe for at komme væk fra Rasmus! Rasmus prøvede så at kramme vinduet i stædet for. Man kunne simpelthen ikke få fred til at sove! Heldigt for Caroline og Mikkel de sad ikke lige bag ved den savlene sugemalle. Dog faldt jeg til sidst i søvn.


’’ Cill, vi er der! Vi er der nu, vågn op’’ en stod og ville vække mig, hun råbte men jeg hørte det som en lille hvisken. Jeg syntes jeg kun har sovet i fem minutter.

’’ Cill! Vågn nu, for helvede…’’ Jeg opdagede nu at det var Leona der ruskede i mig.

’’ E…Er vi der allerede?’’ spurgte jeg, og gabte så meget at mine kæber var ved at gå af led.

’’ Ja og vi skal også gå i et kvarter, hen til vores lejr’’ gabte Leona
’’ Leona ærlig talt, det hedder et vandrehjem.’’ rettede Caroline træt.
’’ så et vandrehjem’’ mumlede Leona.

Jeg rejste mig op, ganske stille. Alle var samlet udenfor i en række tre og tre. Alle så mindst ligeså trætte som Jeg. Mødet med frisk luft fik mig til at hikke. Det vækkede mig endda også en smule.
Luften var meget kold, og nærmest lagde sig i små tapetstykker, der blev limet fast til kroppen, og ikke gav slip.
Det var bælgmørkt. Jeg så på mit ur. Kl. var 10! Det ville være et helevde at gå gennem gader og lyskryds i Nordjylland midt om natten, og når man selv er ved at falde sammen som et skellet af træthed.
Benene føltes som tunge sten, der var lige så varme som her var koldt.
Jeg svedte. Ikke fordi her var varmt. Men fordi bussens airkondition var gået i stykker. Alle personerne havde ikke noget andet at tale om, end at de var trætte og de ville komme så hurtigst som muligt i seng.
Men der var stadig lang tid til. Vi skulle pakke ud og alt det der. Vi skulle endda også i bad. Drenge og piger for sig. Lærene mente det var sundt at gå i bad efter sådan en svedende tur.
Der var ingen mandlige lærer så lærene måtte lade drengene være alene. Heldigvis kunne de godt, og det var et lille omklædnigsrum. Lærene havde ladet Jeppe om, at hold øje med tiden. Så havde de i det mindste tjek på det.


Da vi piger gik i bad var der hele tre lærere med. Surt!
’’Caroline. Rekker du mig lige shampoen?’’ sagde en anden pige, som hed Freja.
Caroline rakte hende shampoen.
’’ Le kan du give mig shampoen efter dig?’’ spurgte Jeg.
’’ Okay, men så skal du også låne mig din duft-shampo den med roserne.’’ svarede Leona, og gav mig shampoen.
’’ Jeg foretrækker nu den med syrener’’ konstaterede Caroline.
’’ Jeg er nu mere til tulipaner’’ tilføjede jeg. Det viser vor forskellige vi er. Forskellige farver.
Vores farver Tante grøn, tante brun og tante lilla.
Efter kuldens aftryk på min nøgne krop, føltes vandet ekstremt kogene, da den gled ned af min ryg. Men jeg vendede mig til den, den blev så dejlig varm, at jeg ikke havde lyst, til at gå ud igen.
Os tre tanter brugte lang tid på at få vores hår til at blive fint, glat blødt og krøllet ved hjælp af vores fælles shampoer.
Carolines var syrenerne der havde en smuk lyngfarvet lilla farve da den kom ud af dunken. Dog Leonas var brun og min grøn.
Det passede med vores farver.
Efter badet blev vores hår helt unikt. Caroline havde taget sine jern med, så vi kunne krølle på mit, og crepe på Carolines og glatte på Leonas hår.
Vores hår blev super lækkert og blødt og havde forskellige dufte.
Nu var vi klar til at sove. Da vi gik ind i vores værelse, var luften så grim. Den stank af maling! Leona for hen og luftede ud i alle vinduer!
Så kom vi jo af med den grimme luft. Vores pyjamasser lignede hinanden. I vores farver. Grøn Brun og Lilla.
Vi strålede som prinsesser. Værelset var på omkring 25 kvadrat meter med toilet, skrive borde senge og tøj skabe. Her var super hyggeligt.
Vi lavede en konkurrence om hvem der kom først i seng og sove.
Det var Caroline der vandt. Og jeg kom på tredje pladsen. Øv! Til gengæld sov jeg først. Leona snorkede. Men Caroline havde sin lampe tændt. Hun lå med den tykke bog. Imellem tiden drak hun masser af vand! En stor flaske i en stor slurk.

’’ Caroline hvorfor sover du ikke?’’ gabte jeg.
’’ Bare sov Cill, lad være med at bekymre dig om mig. Jeg skal nok klare mig.’’ svarede hun venligt. Og dæmpede lampen.

Jeg vendte mig om. Sengen knagede. Og jeg ånede. Jeg lukkede øjnene langsomt i. Og snart var jeg væk. Mine tanker om et sted hvor ingen smerte findes. Ingen kulde. Intet realistisk. Hvor alting bare kunne findes. I Drømmenes verden kan alting ske…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...