Mordermysteriet

''...Toget gav et ordenligt ryk, og alle gispede. Toget stansede.. Kulde.
Jeg kunne virkelig mærke kulden.
Den skar igennem min hud som tusind knive.
Mit hjerte, hamrede mindst 1000 gange per sekund. Jeg var redselslagen.
Mikkel og Jonas turde ikke trække været af skræk. Cecilie og Leona klamrede sig op af hinanden. De var så bange, de turde ikke blinke. Jeg så vores ånde, jeg så Carolines hastige og rædselslagene ånde...''
6 almindelige børn er på vej til skolelejr i Nordjylland. De kan ikke lide deres lærer og der sker mærkelige ting på vejen til lejren...

1Likes
0Kommentarer
2251Visninger
AA

6. Det mørkeste i mørket... (Rasmus)

Jeg løb sammen med Mikkel. Hen ad gaden og op ad trappen.
Jeg så på mit armbåndsur, vi var sent på den. Vores klasse stod og ventede på os. Caroline, Cecilie og Leona stod på trappen og skyndte på os. Det var varmt, det var i starten af septemper.

’’ Kom nu! I er næsten oppe. Toget kører snart!’’ råbte Caroline.
’’ Kom nu for hevleda!’’ råbte Leona
’’ Damed! Sæt jeres længste ben foran.’’ sagde Cecilie, ’’Så skal i nok nå det’’og gjorde et eller andet ligegyldigt show med det. Og pigerne grinede.
’’ Hold nu op med, at gøre for meget ud af det Cill’’ sagde Caroline, der flækkede af grin.
’’ Ej Carrie, det er bare for sjov, foresten Le, kan du gå op og stemple? ’’
Jeg havde aldrig svedt så meget i hele mit liv. Mit hår som var sat strittene, var nu slasket sammen til en drivende våd, vatklat der klaskede mig i øjet. Vi skulle på museum i Jylland. Der var langt, derfor skulle vi også, udover vores skoletaske have en taske med sovegrej. Vi skulle bo i en uge på et vandrehjem. Vi havde tre lærer med: Marianne(klasselærer) som var en lille dame med kort brunt hår, og buttet. Pernille(matematiklærer) var en høj og tynd dame med gult langt hår og var altid god mod børn. Og Hallim vores sproglærer, hun havde brunt næsten sort hår. Meget bleg. Meget blege øjne… pupillerne var grå, Iris var hvid. Mærkeligt nok lagde ingen lærere mærke til dette. I dansk, skulle vi læse en fælles roman: Lysskæret(Skrevet af Anders Møel Jensen).



En enormt spændende bog.
Hovedpersonen:
Mike Johnson er bare så sej.
Vi havde hørt at denne også skulle være en virkelig historie, at hans datter Millah forsvandt, hun blev aldrig fundet.
Men, jeg ville se det før jeg tror det.
Vi nåede toget. Lige akurat. Vi satte os i en cupe for os selv. Vi havde to seder. En til pigerne og en til drengene.
Vi satte os, og vi hyggede os.
Jeg var en glad dreng på 13.
Min bedste ven Mikkel var en 13 årrig dreng med blegt lyst hår, og lyse fregner, jeg var derimod tynd og havde mørkblondhår, og fregner.
Cecilie var en høj og og mager pige på 14, med langt glat kastanjebrunt hår. Leona havde meget dunkelt chokoladebrunt hår og var meget sjov hun var tynd, og var Carolines bedste veninde.
Caroline på 12 havde naturlig blond, tykt hår og var en stærk pige.
’’ Nå hva’ så? Hvad skal vi lave? Hvad skal vi snakke om?’’ spurgte Cecilie ivrigt, som vi alle bare kaldte Cille, eller som pigerne kaldte hende: Cil(jeg måtte aldrig kalde hende sådan, men Cille var dog okay).
’’ Jeg ved det ikke. Men måske kunne vi ærligtalt snakke?’’ foreslog Caroline, der blev kaldt Carrie af os alle sammen.
Carolines motto var: Ærligtalt… så ved I det.
’’ Men hvad skal vi snakke om? Jeg mener… AHR’’ nåede Mikkel lige at sige før han blev dunket i ryggen af Jonas.
’’ Hvad så, hva? Gutter.’’ Jonas var 13 år og tynd med masser af muskler(Det er snyd for han gik til parkour!). Jonas’s stemme var overgang, han satte sig ved siden af mig.
’’ Hvorfor fa’en gir’ du moi sådan en forsrækkelse?’’ stønnede Mikkel for sjov og grinede. Min stemme gik i overgang for et par uger siden. Stakkels Mikkel der var ærligtalt ældre end mig, ikke havde fået sin mandige stemme. Han havde den samme pige agtige stemme fra 6. klasse.
’’ Rolig, det gør jeg ikke, ikke forløbig’’ Jonas tjekkede sms’er.
’’ Og hvad skal det sige?’’
’’ At jeg ikke gør det mere i dag’’
’’ Vil det så sige hver dag?’’ Mikkel stirrede vantro på Jonas.
’’ Nej, nej’’
’’ Det lød som om’’ Mikkel fnisede.
Pigerne sad og talte om tøj og sange, mens jeg spillede på min nye mobil, Mikkel og Jonas snakkede… indtil Caroline endelig sagde noget.
’’ Er i spændte?’’
’’ Thi, OM vi er.’’ grinede jeg.
’’ Altså, Carrie det er jo bare en tur til Ålborg og så med bus til DronningLund. Det er altså ikke så intressandt. Har været der.’’ påsstod Leona, der blev kaldt Le.
Cecilie sagde ikke en lyd. Hun skulede til Hallim.
Hendes instinkter sagde, at noget var galt. Hallim skuldede tilbage, med sit stikkende, kolde blik som kun Cecilie kunne tåle. Begge rørte sig ikke.
Indtil noget skete, der fik mig til, at fryse. Jeg kunne ikke se Hallim i øjnene, men jeg kunne skimte dem. De forvandlede sig. Den hvide iris og resten af øjet blev til en stærk selvlysene guldfarvet tone, mens de grå pupiller blev sorte og blev lodrette og tynde.
Hun fik katteøjne!! Da gispede Cecilie og sank hovedet smerteligt. Hallim smilede ondskabsfuldt.
I samme øjeblik blev Hallims øjne hvide og grå som før. Det nummer der gav mig virkelig gåsehud.
’’ Cill, hvad er der?’’ klukkede Leona
’’ Jeg. J-Jeg kom bare til at tænke på noget forfærdeligt.’’ mumlede Cecilie.
’’ Men hvad er det, der er så… ’’ nåede Leona at sige før Caroline stoppede hende for at hviske hende i øret, at Cecilies mor var død i en bilullykke for en måned siden, og derfor var meget dipremerret over det. Caroline mente vi ikke skulle tale mere om det, det gjorde Cecilie i trist humør.
Leona forstod, og prøvede selv at forestille sig den situation.
’’ Nå, Mikkel? hvornår er din pentionsdato? Du ser lidt… øhm… rynket ud?’’ sagde jeg
’’ Ha ha, meget morsomt’’ sagde Mikkel til mig, og gav et venligt puf.
’’ Jeg skal da også på pention gamle ven. Om 40 år!’’ sagde jeg
’’ Hold nu din kæft’’
’’ Ikke før du har lugtet til min fis.’’
’’ Nej, skulle jeg virkelig noget så klamt.’’
’’ Mikkel, han siger prutteluut, og nynner på sin hårdut…’’
’’ Kan i to ikke finde på andet at snakke om?’’ lød Caroline ireterret, mens hun holdt et pigeblad i hånden, som hun delte med de to andre hunkønsvæsner.
’’ Nej, TRUNTE, RUNTE MED DEN KORTE LUNTE!!!’’ råbte Mikkel og jeg i kor. ’’ Det var i holdt op med for længst. Der var jeg 11 år, men folkens moi er 12 nu snart 13. I er forsent på den.’’
’’ Nå er vi det? Tante lilla…’’ Mikkel viftede med sine øjenbryn og fnisede. Pigerne havde deres fælles farver. Cecilie var tante grøn, Leona tante brun og Caroline tante lilla. Det var deres ’’hemlige’’ orden vi opdagede for nogen uger siden og drillede dem med det lige siden. Det var så morsomt.
’’ Hold op med at kalde mig det! Og nej, man kan ikke være to ting på en gang. Det er faktisk ireterrende, når i kalder mig nogen, eller noget jeg ikke er. Ærligtalt!!!’’ snerrede Caroline, og kiggede ned i bladet med Cecilie og Leona og diskuterrede farve på tøj, om det var pænt eller ej. Vi plejede at sige det til hende. Hun bliver altid så flov. Hi Hi det var vildt grineren.
’’ Nå’’ sagde Mikkel vantro, og lavede øjne. Jeg fnisede som en vanvittig. Mikkel og jeg lavede øjne resten af tiden sammen med Jonas.


Toget gav et ordenligt ryk, og alle gispede. Toget stansede.. Kulde.
Jeg kunne virkelig mærke kulden.
Den skar igennem min hud som tusind knive.
Mit hjerte, hamrede mindst 1000 gange per sekund. Jeg var redselslagen.
Mikkel og Jonas turde ikke trække været af skræk. Cecilie og Leona klamrede sig op af hinanden. De var så bange, de turde ikke blinke. Jeg så vores ånde, jeg så Carolines hastige og rædselslagene ånde.

Det begynde at sne. Det sneede så hurtigt som Haglslag!!
Der blev mørkt. Helt sort, så man ikke engang kunne se ned af sig selv, og skimte noget som helst. Et redselslagent skrig kom fra Caroline da hun fik et elektrisk stød, da hun prøvede at tænde for kontakten, så der i det mindste blev noget lys.
Et skrig bagfra, i den anden ende af kupeen. En kats hvæsen der skar igennem ørene og gav mig kuldegysninger. Mine tænder isnede. Jeg holdte mig for ørene, men det hjalp ik’ en skid. Hvæsnen blev kraftigere og kraftigere, hvergang jeg prøvede at ungå den. Tilsidst øredøvene!!!
Lyden blev ved og ved. Den var ikke til at holde ud. Jeg tænkte at det her var et forfærdeligt marerit, lyden var sikkert bare vækkeuret, der syntes at være øredøvene.
– Vågn op!! – tænkte jeg
– Vågen op, vågen op!!!
Jeg nev mig selv, slog mig selv, prøvede alt.
Men hjalp ligemeget.
Jeg vågnede ikke, så det måtte være virkelighed.
Det var et pinefuldt øjeblik.
Et pinefuldt øjeblik, lige intil det blev varmt.
Jeg fik hedeslag, og lyden stilnede hen.
Der begynde lansomt, at blive lyst.
Sneen havde holdt op med at sne.
Men man kunne stadig se friske snedriver udenfor som langsomt smeltede væk.
’’ Hvad satan i helvede foregår der her!!! Bandede Mikkel
’’ Hvad, hvad, er der sket’’ spurgte Caroline fortumlet.
Hun var åbenbart besvimet af lyden, fordi hun var forfærdelig fortumlet.
’’ Det – er – sidste – gang – jeg – kører – i – tog – med – klassen.’’ Stammede Cecilie.
’’ Hvordan kunne det sne i septemper? Hvorfor blev der mørkt? Hvorfor…’’Leona stillede mange spørgsmål, som ingen kunne svare på.
’’ Hvem har gjort det?’’ Jonas var stiv som et bræt og sagde ikke mere før vi ankom til ålborg.
Pernille og Marianne var ved at komme sig. Hallim var ikke tilstæde. Der var en død kat på gulvet der var sprættet op så man kunne se dens indvolde.
Der var højst en mm sort blod over alt i kupeen.
Marianne talte eleverne for at være sikker på de alle var uskadte. ’’1..2..3..19!!!!
Hvem mangler???!!!’’ skreg Marianne. Pernille råbte alle elever op fra protokollen, alle elever i klassen var med.
Pernille fandt ud af, at en af eleverne var borte.
LAURA!!!
Det var uhyggeligt at tænke på, hvor hun kunne være henne.
’’ Her er lidt stille er her ikke?’’ sagde Caroline tvivlene. Jeg gav hende ret.
Der var ingen udover vores klasse, untagen Laura der var i toget.
Som mange andre, var jeg blevet på en eller anden måde bange for frygten selv.
Det var ikke sjovt, men jeg kan ikke beskrive hvordan det var.
Det skete så hurtigt, det skete så mærkeligt, det skete så uhyggeligt.




Jeg var nu bange for frygten over frygt og det mørkeste i mørket.
Det kunne ikke blive en værere tur for os. Men det blev det…
Lidt efter sad Leona på noget hårdt, ved den plads på sædet hun sad ved, før hun sad med Cecilie.

’’ AV!! Hvad er det jeg sidder på?!’’

Det var et bogstav på en sort brik som smittede af. Bogstavet var hvidt og der stod et stort L på.
’’Le, den smitter af, se dine fingre, de er helt sorte!!
Du kan også tjekke ved bagdelen, om du er blevet smittet af på!!’’
Komanderede Cecilie.
’’ Hva? Ej shit!! Hvad gør jeg nu!’’
’’ Tager tøjet af’’ sagde Mikkel
’’ Ej okay, meget morsomt!!!’’ Leona så skeptisk
ud.
’’Må jeg låne stenen?’’ spurgte Caroline Leona.
Caroline havde elastiske, hvide hansker på, så hun ungik at blive smittet af
på.
’’ Ja, tag den bare, før jeg bliver mere sort!’’ sagde Leona, hun var desparrat.
’’ Rolig nu Le, rolig.’’ sagde Caroline, hun tog stenen og sin bog
ALT om sten frem, og søgte og søgte efter en sten magen til.
Lidt efter smækkede hun bogen i.

’’ Ej, altså! Den sten findes ikke! Den findes ikke på hele jorkloden!!’’ lød Caroline bekymret.
Mikkel så meget mærkelig ud.
’’ Hvad fa’en mener du med, at den ikke findes. Du holder den jo i hånden.’’
’’ Denne bog fortæller om alle sten på hele vores planet!!’’
’’ Er du sikker på det? Det kan godt være der mangler nogen sten, som de har glemt at skrive om.’’
’’ Det jeg mener med, at den ikke findes, er fordi der står i bogen:
- Denne sten er ikke fra vores jord, den kommer sikkert fra et sted miliader af lysår herfra – Det er helt precis hvad jeg mener med, at den sten ikke findes! Ikke på vores klode!’’
’’ Men hvor kommer den så fra?’’ spurgte jeg ’’ Hvordan er den kommet hertil?’’
’’ Jeg hved det ikke’’ Caroline kiggede ned i sin bog. Hun tænkte.


’’ Hey, vent lige. Den der kat som vi opdagede lige før, den ligner ikke katte jeg har set i hele mit liv.’’ sagde Cecilie.
Og ganske rigtigt, katten var en sort pelsklump, med fire øre og med seks ben. Vi lagde først mærke til det nu. Dens blod var sort, dens pels smittede af som stenen.
’’ Vent, lad mig tjekke, om det ku’ være samme organisme’’ Caroline tog noget af håret fra katten i den ene hånd og stenen i den anden. De begge smittede af, og begge dannede blank sort støv.
’’Ved I hvad det her betyder?’’ spurgte
Caroline roligt dem alle. Vi rystede på hovedet.’
’’Det betyder, at vi har besøg fra en anden planet.’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...