Mordermysteriet

''...Toget gav et ordenligt ryk, og alle gispede. Toget stansede.. Kulde.
Jeg kunne virkelig mærke kulden.
Den skar igennem min hud som tusind knive.
Mit hjerte, hamrede mindst 1000 gange per sekund. Jeg var redselslagen.
Mikkel og Jonas turde ikke trække været af skræk. Cecilie og Leona klamrede sig op af hinanden. De var så bange, de turde ikke blinke. Jeg så vores ånde, jeg så Carolines hastige og rædselslagene ånde...''
6 almindelige børn er på vej til skolelejr i Nordjylland. De kan ikke lide deres lærer og der sker mærkelige ting på vejen til lejren...

1Likes
0Kommentarer
2277Visninger
AA

9. Den gamle by... (Cecilie)

Alle gik på fortorvet i en række tre og tre. Vi var lige gået ud af
hovedbanegården og satte nu kurs mod Den gamle by.
Laura blev ikke funnet hvad kune der havde sket med hende?
Pigerne og jeg pjattede med gamle minder for to tre år siden, de fleste af dem handlede om Mikkel og Rasmus.
Vi hørte drengene snakke om hvad de havde spist til morgen mad og hvor sultne de var og hvad de fik til aftensmad dagen før. Jeg tænkte hvorfor man i alverden ville kunne snakke om sådan noget, jeg forstår altså ikke drenge. Århus var en stor by. Den var lige så stor som København, men med et mindre areal. De havde en masse højhuse i forhold til København. De her højhuse var højere og mere moderne. I København er højhusene mindre og ældre. Vi kom hen til en gade med små træer med vej–parkering. Der så ud til at være meget hyggeligt.



’’ Ej, se Rasmus nu kommer vi ud på landet. Nu kan du endelig være forhyrde.’’ pjattede Mikkel.
’’ Fornøjlsen er helt på min side, Oberst’’ sagde Rasmus og drengene gav bifald.

’’ Er de ikke blevet lidt skøre for tiden?’’ sagde Caroline.
’’ Jo meget med aldren’’ sagde Leona’’ Jeg tror at de aldrig får en kæreste hvis det skal gå på den måde.’’



’’ Det kan da godt være’’ sagde Jeg ’’ Det kan godt være de for en kæreste der er ligesom dem. Der snakker om mærkelige ting.’’ Vi allle tre grinede.
’’ Hov, hov hva…. Havd er lige det i snakker om Tøser!’’ sagde Mikkel ’’ Husk på at jeg har haft over 20 kærester, så hvad er lige det der kommer i vejen der?’’
’’ Jo, forstår du Mikkel hvis du har haft over 20, så må du være ved at blive brugt op. Det jeg mener er at jo flere x du for jo mindre har du en chance til at få dig en ægtefælle.’’ sagde Caroline bestemt. Leona og Jeg grindede endu mere.
’’ Ne… men…mmmm’’ sagde Mikkel, vi havde lukket munden på ham. Sådan! Carrie!
’’ Mikel tag det ikke så tungt, hun siger det fordi hun kan lide dig’’ sagde Rasmus, den lille skøre dværg. Caroline er ikke forelsket i Mikkel, jeg ved det bare. Hvis hun var, ville hun enten havde sagt det eller også være hele tiden tæt på Mikkel. Og dog.
’’ Det er jeg i hvert fald ikke!!!!’’ skændte Caroline og kiggede væk mod os. Hun var lidt vræd. Det kunne jeg mærke. Når hun sagde, at hun ikke kunne ’lide’ ham. Så trode jeg på hende. Men selfølgelig kunne hun det, de var jo venner. Bedtse venner. Og jeg var en af hendes bedste veninder. Hun fortalte mig engang, at der var forskel på venner og veninder. Rasmus og Mikkel var hendes bedste venner og Le og jeg var hendes bedste veninder.
Hun er fuld af mærkelige meninger, selv om nogle er OK og andre er meget gode. Men hun er sød.
’’ Så, så Caroline. Du skal ike lyve!’’ sagde Rasmus udfordrene.
’’ ÅH, ja Caroline lyver er det den nyeste nyhed på E-bay? Ja sikkert.’’
’’ Ha ha ha. E-bay det er lige før det rent faktisk kunne være en god idé. Hva?’’ sagde Mikkel der fik sit mod igen.
’’ Jeg mente det jeg sagde! Kan vi snakke om noget andet??’’ Caroline var ireterret.
’’ Nå nå, skal det være på den måde’’ Mikkel gjorde tegn til Rasmus om, at de skulle kille Caroline og mig!!!
’’ Pas på Caroline.’’ sagde jeg hviskende til Caroline.
’’ Hvad for noget??’’ sagde Caroline, hun sagde det lige før Mikkel kom farende og killdede hende og Rasmus killdede mig!! Så slog jeg til!!
Som en hvæsende tiger, krædsede jeg både Rasmus og Mikkel med mine spidse negle….

’’ Ej, altså. Nu var det hele ødelagt. Vi skulle kille jer ihjel. Eller… Til i også ville kille os…’’ nåede Mikkel lige at sige før Caroline sprang op og killede ham. Sådan Carrie, jeg har altid kunne lide denne pige.
’’ Kan, du, så holde dine fingre væk fra Mikkel, unge dame!!’’ sagde Rasmus, som om han var hendes far.
’’ Hved du hvad, du kan få samme tur!!! sagde Caroline i det hun gjorde tegn til mig om, at jeg skulle kille Rasmus. Jeg gjorde det. Så kan de lære det. Sådan!!!

’’ Hved du hvad Caroline? Jeg tvivler på, om Rasmus han er vild med Cecilie’’ sagde Leona.
’’ Det kan godt være, han er vild med mig, men han får mig aldrig!! tilføjede jeg.
’’ Hved i hvad, vi kan jo spørge ham? Kan vi ikke?’’ sagde Caroline
Vi gik hen til Rasmus og Mikkel.
’’ Hvaaaa, er du lun på Cille’’ sagde Caroline, ’’ Det tror vi altså såå. Skal du sige noget?’’
’’ Det er en ret og retfærdig løgn.’’ sagde Rasmus. Og begynde at danse.
Sådan fortsatte det hele vejen til den gamle by. Den gamle by havde et stort blåt skilt foran hvor der stod med guldfarvede bogstaver: Den Gamle by.
Man kunne tydeligt se binningsværkshuse, som lå i en lille dal. Og for at komme derned, skulle man ned af en trappe. En lille trappe. Billetkontoret var en lille indelukket boks, med kun en ekspedient. Stakkels hende. Hun havde travlt hele dagen, med billetter og penge og sådan noget.


’’ Nå? Nu skal i dele jer i grupper. Højest fem og mindst to.’’ sagde Marianne.
Caroline, jeg og Leona havde selvfølgelig valgt vores gruppe. Vi var i gruppe.

’’ Må vi være med i jeres gruppe?’’ spugte Mikkel ,Jonas og Rasmus. Vi kiggede på hinanden, altså mig og pigerne. Vi overvejede det en smule. Så gav vi dem altså for en gangs skyld lov til sidst. Hvor skulle vi så gå hen først? Godt spørgsmål.
’’ Nå, skal vi trække lod, om hvem der bestemmer først?’’ sagde Caroline, og tog sit viskelæder frem.

’’ Godt vi trækker i tuneringer. Den der for viskeren, går videre.’’ sagde hun. Det var Leona og jeg først. Neej, Le vandt. Surt. Men jeg for vel min tur, på et ellet andet tidpunkt.
Af Mikkel og Rasmus, var det Rasmus der vandt. Så var det Leona, og Rasmus vandt igen.

’’ Nu bestemmer jeg, hvor vi skal hen. Vi skal til smeden!’’ sagde Rasmus begejstret.
Jeg syntes det var et sted, som jeg ikke ønskede at skulle hen. Men lad gå. Vi havde jo afgjort det.
Gaderne var lavet af skæve brusten, som i rigtig gamle dage. Alle husene var i forskællige farver, af binningsværkshuse. Vi gik forbi Apoteket og bageren.
Smedjen lå et lille stykke uden for vandet. Vi gik ind, og der var mørkt. Mørket satte sig nærmest på os. Det var bare vildt scary…

’’Hey, havd med at begynde at skrive?’’ sagde Leona, ’’ Vi står altså bare og glor.’’

’’God idé Le, hey folkens det står lige der...’’ sagde Caroline, der havde fået blok og blyant frem.
’’ Hvad med lidt lys lille dame??’’ spurgte Rasmus udfordrene, han prikkede hende på hagen.
’’Det har jeg tjek på. ’’ avbrød Mikkel, og lyste med sin mobillygte.

’’ Ej hvor godt. Men lad os nu bare skrive og komme videre. Jo hurtigere vi er færdige, jo længere tid har vi, til at hygge os i bagefter.’’ Sagde jeg med sådan en mor-agtig stemme.
Denne gang var det Leonas tur, hun valgte Skomageren. Hun ville se, hvordan sko så ud i den tid, og hvordan de lavede dem. Det var da i det midste et rent sted, skomageren. Men møgbeskidt inde bag glasset. Vi skrev ned en gang til. Vi gik videre, og denne gang, var det Mikkels tur til at vælge, hvor vi skulle hen. Vi skulle til bageren, typisk ham. Ham og slik kan man bare virkelig ikke sklide fra hinanden.
Bageren var ikke lige frem det store kageri. Det var mere den lille hyggelige barresso, med kager og brød og slik. Vi spurgte ekspedienten om bageriets historie. Hun fortalte en hel del, og vi skrev hvist kun halvdelen ned.
Caroline ville hen til skolen. Skolen var grå og kedelig og der var sorte tapporetter over alt med små sorte borde. Der stod mere end skolen end jeg havde forventet. Hvad der angik Jonas, ville han se hvordan billedskæren skar billeder. Hele stuen var fyldt med gamle og smukke billeder skåret ud af træ. Der var et jeg faldt for, det forstillede en lille fugleunge der fløj imellem roser. Jeg var ikke til at trække væk.
Jeg var den sidste der skulle vælge. Jeg valgte apotekeren.
I apoteker huset var der alle muglige ting af forskællige former. Krukker af knækket hvidt pocelæn, små statuer af rigtige døde dyr, en udstoppet slange, gift skab, lakrids kanon hvilket rasmus var så begejstret for og små regensglas med biller og larver. De var selvfølgelig kunstige. Vi kiggede længe på skriften om apoteket. Der stod blandt andet om hvordan de brugte de forskællige midler omkring visse sygdomme man fik. BLA at de slugte tørrede bænkebiddere, når de havde ondt et sted, og skulle de måske have lungebetændelse, skulle de havde en ile eller to. Jeg syntes godt nok det var klamt, og jeg var ikke den eneste. Men selvfølgelig hvis det hjalp så er det vel sådan det er.

’’ Hva, skal gå og få os noget at spise?’’ sprugte Caroline utålmodigt.
’’ ja det ville væææ……’’’ sagde Mikkel lige før han stytede ned i et et sort hul der før var skjult af en faldlem.
’’ Fuck her er sgu klamt her nede kan i få mig op?’’ sagde Mikkel endu mere utålmodigt.

’’ Nej Caroline, du…. Forsent’’ sagde Rasmus, da Caroline sprang ned i det sorte hul.
’’ Du har ret, her er ret klamt’’ sagde Caroline ’’ Hey, gyes. Kan i finde noget der kan bruges som reb eller sådan noget??’’
’’ Nej Caroline jeg er bange for der kun er ting herinde vi ikke må røre.’’ sagde Jonas

’’ Nå Mikkel så må vi selv finde en måde, kan jeg stå på dine skuldre??’’ sagde Caroline hurtigt.
’’ Nææ nej. Det kan du godt glemme jeg er ikke akrobat.’’ sagde Mikkel ireterret.
’’ Mikkel dette her er en nøds situation. Enten det eller jeg smider dig op på mine skuldre!’’ sagde Caroline
Vi kunne ikke se dem dernede men vi kunne høre dem. Og tilsidst hørte jeg Mikkel sige:
’’ Ej, okay så du kan alligevel ikke bære mig.’’
’’ OK, så er det afgjort. Mikkel jeg kravler op på dine skulre og så kan jeg måske nå kanten, så beder jeg de andre om at trække mig op. Nå de gør det så holder du fast om mine ben og så trækker de os begge op.’’ sagde Caroline, den perfektonist. Hun er altså meget skæg. Vi var helt med på planen, undtagen Rasmus, der påstod, at han ikke kunne løfte en nød uden at falde.
Caroline klatrede op på Mikkels skulre. Mikkel sagde, at gulvet var glat dernede og at de snublede hele tiden. Men endelig lykkedes det, takket være Caroline, som aldrig giver op. Caroline kune ikke nå kanten, kun næsten. Jonas tog fat i hendes hænder, og jeg tog fat om livet på ham. Det samme gjorde Leona på mig og Rasmus på Leona.
’’ Okay, så træk til!’’ sagde Jonas ’’ af alle kræfter’’
’’ Nej, ikke nu vi tæller så kan alle følge med’’ sagde Caroline ’’ Mikkel holder du om mine fødder?’’
’’ Ja, og du står på mig, men skynd jer, jeg kan ikke få luft, og jeg er ved at glide’’
’’ Okay vi tæller en, to, tre, okay??’’
Vi talte alle til tre. Caroline kom en lille smule op og denne gang var det tungere fordi Mikkel ikke stod på gulvet dernede længere…
’’ En, to, tre!!! sagde vi allesammen. Men i steden for at vi fik Mikkel og Caroline op, fik de os ned til dem. Vi faldt med et stort klask, og lemmen lukkede sig. Nu var der intet lys i totalt mørke…
’’ AV! Fuck, mand! Caroline gå væk du faldt oven i mig’’sagde Mikkel, der havde store smerter. ’’ Undskyld, hvor har du ondt?’’ ’’lige her i ryggen’’
’’ Okay, Cill kommer du og skubber Mikkels ryg på plads?’’ Jeg gik til kiopraktor skole her i dette år sammen med en klassekammerat. Jeg drømte om at bliver en læge der kunne ordne folk både fysisk og phykisk. Men Caroline er nok den bedste til det der med det phykiske.
’’ Okay.’’ sagde jeg så ’’ fortæl mig hvor du har ondt.’’
’’ Lige her ved lænnen og i midten.’’ Sagde Mikkel der hylede af smerte.
’’ Okay, det her kommer ikke til at gøre ondt!’’ sagde jeg og begyndte at tage fat de rigtige stæder. ’’ Dette her er intet problem’’
’’ Av! ’’ sagde Mikkel ’’ Du må ikke røre mig der, det gør nas!’’
Jeg ignorede ham og vred om på ham og hans ryg faldt på plads.
’’ Aaaah, det var bedre. Men hvad med de andre? De ser heller ikke for friske ud?’’ sagde Mikkel begynde at rømme sig.
’’ Jeg har det fint, jeg landede på noget blødt.’’ sagde Rasmus
’’ Det er sgu mig din idiot!’’ sagde Leona skeptisk, ’’ flyt dig så!’’
’’ Ej, jeg skal nok flytte mig og lille dame, jeg skal så nok anskaffe dig en jakob med sixpack… øhhhh’’ sagde Rasmus lige inden han fik et los lige i ballerene.
’’ Flyt dig så!’’ sagde Leona, og var på benene inden Rasmus kune nå at flytte sig.
’’ Kunne Jonas være et eksempel?’’ sagde Rasmus udfordrene…
’’ Hold nu kæft!’’ sagde Leona.
’’Cecilie, hjælper du mig ikke lige op?’’ spurgte Jonas.
’’ Jo, selvfølgelig.’’ svarede jeg og løftede ham op.

’’Hvad nu?’’ spurgte Caroline ’’Vi kan ikke komme op, så må vi vel finde en anden vej’’
’’ Glem det, Carrie! ’’ sagde jeg der syntes, her var lidt for sort til at vi kunne finde vej. ’’ Vi prøver igen, kom så! ’’
’’ Hey, jeg syntes jeg kan mærke en lille sten’’sagde Rasmus der for rundt mellem mine ben.
’’ Rasmus, som ikke der var masser sten her…’ sagde Mikkel
’’ Nej, nej, den her er anderledes,’’ fortsatte Rasmus, som var overbevist om, at den sten var anderledes end alle andre sten i verden. Det værste var, at han mente det.
!Switztsh! Flammer blussede op fra små fakler på stenvæggen, og man kunne pludselig se rundt. Rasmus lå ganske rigtigt imellem mine ben på jorden, men han havde fat i en form for kugle, der sad fast i jorden.
’’ Rasmus, hvad har du gjort?’’ sagde Jonas der var så udmattet så det var løgn.
’’ Ikke noget… jeg rørte bare den der og nu, er der lyst. Aahhh, mit ben! ’’ svarede Rasmus. Nu kunne jeg se det, der var noget der havde prikket hul på ham. Han blødte og kunne ikke komme op og stå.
Vi fór alle sammen og hørte en kat, der hvæsede. Vi så katten. Det var den fra toget. Vi løb. Allesammen. Leona og Jonas bar Rasmus. Henad nogle gange og lige hen til en kløft, hvor vi heldigvis alle nåede at stoppe!
’’Uha… Hey, vi er seks personer. Det her minder om Scooby Doo. Bortset fra - hvem er hunden?’’ spørger Leona med et smil.
’’ Jeg vil godt være hunden!’’ sagde Rasmus.
’’ Okay, kan vi stoppe den der snak nu? Vi kan jo ikke komme over, og vi skal over.’’ sagde jeg.
Jeg tror, alle var enige med mig. Tilbage kunne vi ikke komme, og fremad ville være umuligt…

’’Hey, der er en muglighed’’ sagde Caroline’’ se deroppe… Mod loftet…’’
’’ Carrie, hvad sku…’’ sagde jeg og så mod loftet. Et eller andet slags tov hang og dinglede under stenloftet. Det så gammelt ud, men det var tykt.
’’ Vi snupper rebet og svinger os over ! ’’ foreslog Caroline.
’’ Men hvordan for vi fat i det? Det hænger over skrændten.’’ sagde Rasmus der stadig havde ondt i sit ben.
’’ Det er let nok.’’ sagde Jonas bagfra. Han havde stillet sig cirka 100 meter fra os. ’’ Vent og se’’
Jonas tog tilløb. Han satte af fra kanten og hev fat i rebet, og kurrede med nedad. Men det var ikke et problem for ham. Han hev sig selv op ad det så let som ingenting.
’’ Så - imens I stod og diskuterede, hvorvidt vi kunne komme over, fik jeg øje på rebet før Caroline og fokuserede på det. Jeg løb, sprang og fik…
(han tog fat i rebet) som sagt rebet.’’ sagde Jonas.
Ja, nu skulle vi bare over kløften, men jeg har aldrig kunne lide højder, og slet ikke, hvis man ikke kunne se, hvad der var under mig. Den store revne var så sort, som gangen var, inden her blev lyst.
Vi fór sammen igen, og vi kunne høre kattens mjaven. Den ville kunne lugte sig frem til os. Og den var ikke langt væk…
Derfor var der ingen tøven blandt os - udover hos mig. Vi svang os alle over den, som om ingenting var hændt. Det gik lidt galt med Rasmus’ dårlige ben. Hans mobil faldt ned i kløften, og han selv var også ved at falde ned i kløften, da Leona og jeg trak ham ind.
Vi kunne se Katten. Katten kunne se os. Den kom løbene og sprang over skrænten. Vi løb igen. Så hurtigt som aldrig før. Vi nåede til en lille åbning i væggen og kom ind i Møntmestergårdens kamin. Vi var beskidte og alle kunne se, at vi havde været i skidt og møg.
’’ Hvad er klokken?’’spurgte Caroline.
’’ 14:55’’ svarede Mikkel.
’’ Hvad 14:55?’’ sagde Leona ’’ vi skulle være ved Madkassen kl. 14:30!’’
Vi alle blev forbavsede og løb igennem alle gaderne mod Madkassen.

’’ Hvor har I været! Se på mig, jeres ven er kommet til skade, I kommer en halv time for sent, I er møgbeskidte fra top til tå! Så sig mig, hvor var I?’’ sagde Marianne.
’’ Vi… blev skubbet af nogen dumme mennesker! Vi faldt i støvet og Rasmus faldt i et søm. Vi hev sømmet ud og… så fór vi vild.’’ sagde Caroline, der løj så stærkt som en hest kunne rende.
’’ Jasåå, og er denne historie sand? Mikkel?’’ sagde Marianne
’’ Ja, de store drenge slog min ryg. Jeg fik hold i den. Cecilie satte den på plads. Se selv.’’
Mikkel viste sin ryg. Man kunne godt se han havde slået sig.
’’ Jeg tror jer, sæt jer ned og spis, I kan takke jer selv, for har I nu ikke meget tid til at hygge jer i, inden vi skal gå. ’’ sagde Marianne.
Vi skyndte os så meget, at vi fik ondt i maven. Og lige efter at vi havde købt os nogle lækkerier hos bageren, skulle vi videre.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...