Mordermysteriet

''...Toget gav et ordenligt ryk, og alle gispede. Toget stansede.. Kulde. Jeg kunne virkelig mærke kulden. Den skar igennem min hud som tusind knive. Mit hjerte, hamrede mindst 1000 gange per sekund. Jeg var redselslagen. Mikkel og Jonas turde ikke trække været af skræk. Cecilie og Leona klamrede sig op af hinanden. De var så bange, de turde ikke blinke. Jeg så vores ånde, jeg så Carolines hastige og rædselslagene ånde...'' 6 almindelige børn er på vej til skolelejr i Nordjylland. De kan ikke lide deres lærer og der sker mærkelige ting på vejen til lejren...

1Likes
0Kommentarer
2185Visninger
AA

1. Et minde...(Mike Johnson)

1954

Jeg låste døren, vendte mig om og gik ud på vejen. Med et stod jeg i mine egne tanker...
Vandpytterne var ikke så store mere som de havde været i nat, og det gjorde det lettere at spadsere med pænt tøj på. Kvarteret jeg boede i var hverken engelsk eller amerikansk. Nej. Det var lille, sødt og smukt. Dette skulle være de typiske huse i Danmark. Med vejene. Med indretningen. Med duften. Og med husenes placering i forhold til hinanden. Haverne lignede hinanden. Med små buske rundt omkring og en stor græsplæne. Det kalder jeg klassiske haver.
Jeg tillod mig at plukke en blomst fra naboen. Jeg plukkede den forsigtigt og helt nede ved jorden. Den var smuk. Jeg kunne ikke huske, hvad det var for en blomst. Men den mindede mig om de blomster, man plukker kronbladene af med remsen: ’’Elsker mig? Elsker mig ikke?’’
Da jeg duftede til den, kunne jeg mærke dens unikke blomsterduft. Da tænkte jeg tilbage på den gang jeg var på min datters alder. Det var en god alder. Man var så frisk, men også forfærdelig følsom.
Büsra min lillesøster var 5 år den gang og løb rundt i haven med vores hund. Hunden hed Yildes. Meget smuk. Dens gyldne toner i sin pels mindede os om en stjerne. Det var derfor hun kom til at hedde Yildes. Meget sødt. Jeg havde været 13. Jeg gik i skole på mellemtrinnet, som så svarer til ca. 7. klasse. Jeg drømte om at læse til tolk. Men der skete store ændringer.
Vi boede i Izmir. En by tæt ved Middelhavet. Forårsblomsterne var de smukkeste i hele verden. I mange forskellige farver strålede planter over hele byen. Meriam, min nuværende kone gik i samme klasse som jeg. Hendes mor faldt for en tyrker, og ja så fik de hende. Hendes mor hed Anna, og kom fra Jylland. Det var derfor Meriam ikke lignede nogle af os andre.
Hendes hår var stærk rødbrun, hun havde fregner og var hvid i huden. Til forskel fra os andre lignede hun en indvandrer. Men det var hun jo også nogenlunde…
Hun var en dejlig pige. Jeg drømte om hende. Jeg tænkte på hende når hun ikke var der. Og jeg kiggede altid på hende i klassen. Som hun var den store Prima Donna. Desvære var det ikke kun mig der gik efter Meriam. Alle klassens drenge kiggede på hende og drømte om hende lige så meget som jeg gjorde. Men hun var jo meget lækker. Hun havde en perfekt kvindekrop. Hendes lille gule kjole hun altid gik med rørte mit hjerte. Og ikke mindst hendes søde lille stemme, der mindede om klokkeklang. Hun var meget klog, hun havde lært så meget ude i verden. Hun havde også rejst meget. Klassens hotteste dreng Mustafa, var alle piger vilde med. Dog kun Meriam ignorede ham.
Den største katastrofe var, at han begyndte at forkæle hende. Endda spille sej. Han var vild med hende. Nu var hun kendt som klassens hotteste pige. De andre piger i klassen, begyndte at mobbe Meriam. Hun havde jo alle drengene for fødderne, og det var de ret misundelige over, og også fordi hun ikke gik med tørklæder eller var muslim. Hun måtte alle mulige andre ting som de andre piger ikke måtte... som at være ude efter kl. 9. I det første frikvarter havde jeg brugt tiden på at finde en pæn blomst til Meriam. En fin lyserød blomst. Den mindede mig om hendes smukke krøllede hår. Den mindede mig om hendes blik. Og den mindede mig om selveste hendes krop… Men mine drømme gik i opløsning om denne perfekte kvinde, da Mustafa inviterede Meriam ud. Han satte sig ved siden af hende og lagde armen om hendes skulder…Jeg kunne ikke håndtere det så jeg løb væk og gemte mig et sted i skolegården. Og den blomst jeg havde plukket til Meriam. Enkel men den var svær at få fat i. Og al den spild af tid på drømme. Jeg fik nogle skæld ud af lærene for ikke at følge med i timerne. Jeg var en nørd i klassen. I hvert fald i forhold til Mustafa hvis hår bare sad som Elvis’s, og hans jakke der bare sad rigtigt. Han røg. Jeg har aldrig brudt mig om smøger. Og det værste var at det var tilladt på denne skole. Jeg var da ellers en sej dreng. Men lige netop der sad jeg og tudede.
Jeg beyndte remsen. ’’ Elsker mig?’’ jeg hev et kronblad af. Fire tilbage. ’’Elsker mig ikke?’’ tre tilbage. ’’Elsker mig?’’ to tilbage. ’’Elsker mig ikke’’ kun et enkelt tilbage… ’’HUN ELSKER MIG!’’ Men det var desvære ikke nok til, at jeg ville tro på det. Jeg knækkede blomsten. Og lod den falde til jorden. Hvor ville jeg dog ønske, hvor ville jeg ønsle at hun elskede mig. Elskede mig virkeligt. Højere end nogen anden. Men hun var vel faldet for den populære Mustafa. Mustafa! Ham og hans klamme smøger… I det samme kom min allerbedste ven Kassim, der var den eneste, der ikke kunne lide Meriam, men han var enig i, at hun var ret pæn..
’’Hva så?’’ sagde han, og puffede til mig.
’’Hej’’ mumlede jeg uden at kigge på ham. Jeg var for deprimeret, og ville ikke vise at jeg var ked af det.
’’Du skulle se.’’ Begyndte han. ’’ Du skulle se Mustis fjæs man. Efter den ordentlig syge lussing han fik…’’
’’Af hvem??’’spurgte jeg.
’’Meriam selføljelig. Da han spurgte om hun ville med ham ud, sagde hun nej.
Så spurgte han hende hvorfor ik? Hun rejser sig op og stirrer direkte på ham. Han rejser sig op og siger til hende med smukke ord at han elsker hende ik?
Han løfter hende op til sig og er lige ved at kysse hende…
Så SLAM! Jeg ved ikke hvor ondt det gjorde og jeg ved heller ikke hvordan hun kan gøre det så sygt mand! Men efter det blødte Musti. På kinden og i munden. Mand! en tand var røjet ud man! Hun er en orednlig syg stærk pige man. Jeg siger godt det ik var mig.’’
’’HVAD?!!!’’råbte jeg’’Hvor er hun så henne nu?’’
’’ Hun gik vist på biblioteket. Typisk piger mand! Man jeg fatter slet ikke hvorfor piger læser så meget.. Spild af tid mand...’’
’’Tak! Vi ses’’ råbte jeg til min ven i fuld galop til det store skole bibliotek. Jeg skulle forbi en del bolde og sjippetorv, men nåede uskadt forbi. Jeg kunne mærke mit eget åndedræt. Mit hjerte hamrede tusind slag. Måske havde jeg en chance nu. Det var nu eller aldrig. Og satte tempoet op.
Jeg nåede biblioteket. Jeg fandt Meriam stå og bladre i en stor bog om bog om verdens vidundere. Jeg tog mig sammen. Jeg gik hen til hende.
’’Øh… hejsa’’ sagde jeg, og prøvede på at se så interessant ud som mugligt ved at læne mig op ad boghylden.
Hun kiggede langsomt op. Hendes bilk mødtes med mit. Hendes grønne øjne strålede som smaragder. Meget fine og kostbare ædelstene. De var værdifulde. Nøjagtig som hende…
’’Hej, og har ikke tænkt dig at fri til mig, har du?’’ sagde hun i et ynkeligt tonefald.
’’Altså… ja… Du skal vide at jeg tænker på dig. At jeg elsker dig… Du er ret pæn…øh… Jeg synes dine øjne er smukke… de ligner smaragder. Dit hår er meget smukt krøllet. Og jeg har altid syntes du havde den perfekte krop…
Men hvis du ikke vil have mig så… ja. Men hvis du er ked af det eller ikke har det godt så bare kom til mig. Jeg vil gerne være der for dig. Passe på dig. Som du var min lille smaragd. Men det ringer snart så jeg må gå… øhhh… hej hej jeg håber vi ses…’’ sagde jeg tøvende, med kæmpe nervøsitet siddene nede i maven på mig, følte jeg det som det man kalder sommerfugle i maven. Jeg vendte mig og gik langsomt og tungt hen mod udgangen.
’’ Vent. Det var helt andre ord på gled. I hvert fald i forhold til Musti… ’’ sagde Meriam sammenbidt.
’’Hvad sagde han?’’ spurgte jeg og vendte mig om mod hende.
’’Han sagde jeg var vildt sexet. Og at han ikke kunne leve uden mig, og at jeg var fem milioner lira værd.Og at hvis jeg ville være hans kærste, kunne han tage mig med til hans familie så de kunne se mig. For så kunne det jo være han fik sin belønning på, at finde en perfekt kvinde at gifte sig med. Og han fortalte at hans familie ville have at han skulle have 5 til 10 børn så Kart-slægten kunne være for alvor stor. Og at jeg så ud som om jeg kunne klare det. Jeg siger dig. Jeg blev så vred. Han havde ikke fortjent at få mig til kone. Så jeg gav ham hele armen.’’
Det var løgn. Mustafa var ikke en charmetrold kunne man høre. Og denne søde pige skal ikke udfordres i hans familie og få jeg ved ikke hvor mange børn. Det havde hun ikke fortjent. Det var dråben…

’’Det er jeg ked af at høre… Jeg har ondt af dig. Du har ikke fortjent at være i hans familie…
’’Næ.. det har jeg nok ikke.’’ sukkede hun.
’’Men klokken har ringet. Skal vi følges?’’ spurgte jeg.
’’Vil du ikke hellere følge mig hjem?’’ spurgte hun.
’’Jo det vil jeg da gerne.’’ sagde jeg.’’Hvor bor du?’’
’’Ved vandet der er en stor udsigt. Meget smuk.’’ svarede hun
’’Skal vi gå?’’spugte jeg ’’ ellers kommer vi for sent’’
’’Ja, lad os gå.’’
Jeg tog hende i hånden. Hun smilede til mig. Til mig. Kun til mig.
Efter skole tog vi hjem til hende. Vi gik ned på stranden hånd i hånd. Vi sad på en sten med flot udsigt.
’’Hvad er din største drøm?’’spurgte hun.¨
’’At være med dig. At passe på dig. At være sammen med dig for altid.’’ svarede jeg.
’’I lige måde. Du er en pæn fyr og jeg kan godt lide dig. Du forstår mig. Du elsker mig. Ikke kun fordi jeg er sexet. Men fordi du syntes jeg er et godt menneske.’’ sagde hun.
’’Men så hvad siger du til at, være sammen med mig? Resten af livet?’’ sagde jeg og lænte mig frem mod hende.
’’Ja, af hele mit hjerte’’ sagde hun og lænte sig frem mod mig.
Kuldegysninger ramte min krop. Fra munden af hvor vores læber mødtes og helt ned til fødderne. Siden den dag har vi altid været sammen. Holdt i hånd. Holdt om hinanden. Kysset hinanden. Krammet hinanden… og så videre. Da vi gik ud af skolen stak vi af sammen fra vores familier, og tog de billigste pladser i et fly på vej til Texas. Vi havde lært engelsk i skolen så det var intet problem.
Vi læste på universitetet derovre. Jeg læste til lærer. Og Meriam læste til sygeplejske. Vi fik en lille lejlighed, hvor vi kunne være sammen. Vi giftede os. Jeg skiftede fra Muslim til Kristen. Vi fik vores barn 5 år senere. Millah. Mit barn. Tænk at hun nu var 12 år. Mærkeligt…
Hun lignede mig. Smukt knaldsort hår, med brune øjne. Men hun havde sine mors krøller. Hun var et dejligt barn.
Hun voksede op. Smuk som hun var. Meriam talte engelsk med hende og jeg tyrkisk. Og til England rejste vi. Vi boede der. Min datter fik skoleuniform.
Og så var der det mærkelige. Lige efter vi var rejst hjem fra Tyrkiet i sommeren for 5 år siden. Meriam forsvant. I vores hus i England. Jeg vidste ikke helt hvad der skete. Jeg var på vej hjem med bussen. Jeg var meget glad. Jeg havde fået en forfremmelse. Vi skulle til Danmark. Meriam ville hente posten. Hun havde lige fået sit overtøj på. Det regnede, og det gjorde det meget i England. Hun gik ud af døren og skreg. Hun faldt død om. Vi så ikke hvad der skete, Millah og jeg. Men da vi kom ud var hun intet steds at se.
Der var blod der flød i det løbene vand gennem gaderne.
Men der var et bogstav. Jeg nåede lige at gribe det, inden det faldt ned i rendestenen.
Skåret ud af en særlig slags sten, som var glat men samtidig ru. Den var også blød men alligevel hård? Den var sort og smittede af, men bogstavet på brikken var kridhvidt.
Mærkeligt nok var det hendes forbogstav tilsvarene til bogstavet på brikken.
Der stod ’M’.
M… jeg tog brikken i en pakke, i min pung, i min lomme.

Min datter var 7 år gammel, og var sig derfor bevidst om, at hun ikke længere følte tryghed i sit hjem. Dagen det skete, græd hun. Hun ville ikke se mig resten af dagen. Hun ville være alene. Dagen efter kom hun gående og græd, hun lagde sit hoved ind til mit brystkasse. Hun ville nusses. Hun havde mistet sin mor.
Som om hendes mor var en beskytter.
Men mod hvad?
Og det var det store spørgsmål…

Nu kunne jeg huske hvad den blomst hed.. Det var en bellis.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...