oh my bieber!

well... læs den!:)

5Likes
25Kommentarer
4385Visninger
AA

10. sovemedicin, og epilepsi anfald!

Jeg vågnede næste morgen, i Justin’s seng. Hvordan var jeg kommet herop? Jeg kiggede mig rundt omkring. Der var kun mig og Chris. Jeg rejste mig op. Jeg havde stadig mit tøj på. Jeg gik nedenunder. Jeg havde en forfærdelig hovedpine. Chaz, Ryan og Justin sad og så tv. De hørte mig komme ned af trappen, og de vendte sig om. ”godmorgen” sagde Justin og smilte. ”hm” sagde jeg bare. Jeg gik ud i køknet, og tog et glas dejligt koldt mælk. Jeg drak det, og gik ind til drengene. Jeg satte mig ved siden af Justin, da der ikke rigtig var andre steder at sidde. ”noget galt?” sagde Justin, og kiggede bekymret på mig. ”jeg har bare hovedpine” sagde jeg, og sank dybt ned i sofaen. Han tog den flaske frem fra i går. Den de havde brugt, for at få mig til at sove. Det havde smagt forfærdeligt. Jeg rejste mig hurtigt op, og gik over og satte mig på en stol, et stykke væk fra drengene. Justin kiggede op da jeg gjorde det. Han kiggede på flasken. ”det er også én af bivirkningerne, første gang man bruger det” sagde Justin, og smilte. ”du mener ikke at jeg skal have det der hver aften? Er du klar over hvordan det smager?” sagde jeg, og skar ansigt. ”jo da… ellers ved jeg ikke om du tager sodavand eller ej… så ved jeg jo at du sover” sagde han, og smilte. Jeg sukkede. Jeg gik ovenpå, og gik ind på Justin’s værelse, og kiggede Chris imens han sov. Jeg tog et billede af ham. Nurh! Jeg sad der i lang tid, og bare kiggede på ham. Så kom de andre også op. De satte sig ved siden af mig. Så kiggede de på hinanden, og vækkede Chris. De begyndte at ryste ham let. Så vågnede han med et sæt. Han kiggede sig omkring, og smilte så. ”godmorgen” sagde han, og smilte til os. ”godmorgen” sagde jeg, og smilte tilbage. Min hovedpine var væk. Vi rejste os alle sammen op, og gik nedenunder. Jeg kiggede på min mobil. Klokken var 12:30. allerede! Så havde jeg sovet til omkring klokken 12:00! Det har jeg aldrig gjort før! Vi satte os i sofaen, akkurat som vi sad i går. ”hvad skal vi så lave i dag?” sagde jeg, og kiggede rundt på drengene. De trak på skuldrene. Jeg kiggede ud af vinduet. Der var solskin i dag. ”vi kunne bade i poolen?” sagde jeg, og kiggede ud af vinduet. Drengene nikkede ivrigt. Jeg gik ned, og fandt mit badetøj, og skiftede på badeværelset. Jeg gik ud til poolen. Drengene var allerede derude. Jeg lavede bombe ned i vandet. Jeg kom op til overfladen, og kiggede rundt på drengene. De havde vist også været under vand. Jeg plaskede vand i hovedet på Chaz, og han kiggede drilskt tilbage på mig. Så plaskede han tilbage, og det endte med en vandkamp, hvor det var alle mod alle. Vi stoppede, og gik så op. Vi tog en stol hver, og solede os. ”jeg skal på turne om 3 dage” sagde Justin trist. Jeg kiggede over på ham. ”jeg kommer til at savne dig helt vildt, når du ikke er her” sagde jeg lige så trist. Der var også kun tre uger tilbage, til at jeg skulle hjem igen. ”og jeg skal hjem igen, om tre uger” sagde jeg, og lød stadig trist. ”så kommer vi til at savne dig når du er væk, men vi kan tage med dig ud til lufthavnen, og sige farvel. Skal du egentlig selv flyve derhen?” sagde Chaz, og kiggede på mig. Jeg nikkede. ”men jeg har jo 2 billetter, og min mor er der jo allerede… så hvis der var en af jer, der gerne vil bo hos mig i nogle uger… så ville det være dejligt” sagde jeg, og kiggede rundt på drengene. De rejste sig straks op. ”jeg ringer og spørg!” sagde de i kor, og løb indenfor. Jeg grinte af dem. Justin sad stadig tilbage. Han så lidt trist ud. Fordi han ikke kunne? Vi fik øjenkontakt, og jeg smilte opmuntrende til ham. Han smilte tilbage. Så kom drengene tilbage. ”vi må alle sammen” sagde de, og satte sig tilbage. ”men jeg har jo kun en billet?” sagde jeg, og kiggede forvirret på dem. ”ja. Men! Vi har fået lov til at købe en tur retur billet, til Danmark… alle tre… vi tager hjem, når du begynder at blive trætte af os” sagde Chaz, og smilte. Jeg smilte tilbage, og nikkede. Jeg havde egentlig mistet kontakt med Emilie, som min mor sagde, var min bedste veninde. Vent lige lidt. Jeg har glemt at tage min pille. ”hvor er mine epilepsi piller?” sagde jeg, og kiggede rundt på drengene. ”i køknet” sagde Justin, og smilte sødt til mig. Jeg smilte sødt tilbage, og gik ud i køknet. Chaz gik med mig, for at sikre sig, at jeg ikke tog noget sodavand. Jeg begyndte at få krampe i benet, og valgte at sætte mig lidt ned. Chaz kiggede mærkeligt på mig. ”jeg har krampe i benet. Kan du ikke finde pillerne, og et glas vand?” sagde jeg, og smilte til Chaz. Han nikkede, og smilte tilbage. Jeg kunne mærke at jeg fik krampe i hele kroppen, og så begyndte jeg at ryste. Det endte med at ligge på gulvet, og gøre det. ”drenge!” kunne jeg høre Chaz råbe. Jeg kunne se drengene kom ind til mig. De stod som lammet, da de så mig. Jeg havde hørt, at dette kunne tage op til et kvarter! Drengene satte sig ned på gulvet ved siden af mig, og prøvede at få mig sat op. Det gjorde ondt, og gjorde det ikke rigtig bedre. ”nej” mumlede jeg, og drengene slap mig forsigtigt. De sad alle sammen omkring mig. Der var gået 2 minutter. Jeg lukkede mine øjne. Det gjorde så ondt! ”hold dine øjne åbne! Det er ikke godt, hvis du falder i søvn når du får et anfald” sagde Justin, og lagde sin hånd på min skulder. Jeg åbnede mine øjne forsigtigt. Det var ikke rart, men jeg blev nødt til det. Der var nu gået fem minutter i alt. Han fjernede sin hånd. Jeg kunne mærke, at jeg begyndte at ryste kraftigere, og smerten blev større. Jeg begyndte at skrige lige så stille. Drengene kiggede forskrækket på mig. Det blev værre og værre. Der var gået syv minutter i alt nu. Og det blev kun værre og værre. Det endte med at jeg skreg alt hvad jeg kunne. Jeg kunne ikke holde det tilbage. Jeg kunne se at Justin, ringede efter en ambulance. Hans stemme var grødet. Lidt efter kunne jeg se en masse læger, kom ind foran mig. Drengene flyttede sig, for at gøre plads til dem. De løftede mig forsigtigt. De fik mig op på en båre, og fik mig en i ambulancen. De spændte mig fast, for at jeg ikke skulle ryge af. Drengene kom med i ambulancen. Jeg fik noget smertestillende, og jeg skreg ikke mere. Der var nu gået 12 minutter i alt. Rystelserne begyndte at aftage, da vi kom ind på hospitalet. Mange folk kiggede på mig, da jeg rystede sådan. Jeg begyndte at stoppe med at ryste, og til sidst stoppede det helt. Der var også gået 14 minutter. Jeg lukkede mine øjne. Jeg havde ikke kræfter, til at gøre noget. Jeg endte med at falde i søvn.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...