oh my bieber!

well... læs den!:)

5Likes
25Kommentarer
4389Visninger
AA

14. øhm... trædør?

Jeg vågnede næste dag, og var øm i hele min krop. Jeg åbnede mine øjne, og kiggede lige op i et hvidt lys. Jeg missede med mine øjne. Jeg valgte at lukke dem igen. Jeg prøvede at åbne dem lige så forsigtigt, og det hjalp. Jeg var inde i et hvidt rum. Jeg kunne se Ryan, Chaz og Chris sidde på nogle stole, og sove. Jeg prøvede at sætte mig op, men det gjorde alt for ondt i min krop. Jeg havde en maskine, der fortalte min hjerterytme. Den lød normal. Drengene så, SÅ søde ud når de sov! Jeg sad og kiggede på dem, i rigtig lang tid. Så, så jeg en bevæge sig lidt. Det var vist Chris. Han kiggede hen på mig, og jeg smilte til ham. Han kiggede forskrækket på mig, og løb så hen til mig. ”hvordan har du det?” sagde Chris, og kiggede bekymret på mig. ”jeg har ondt i hele kroppen… hvordan og hvorfor er jeg endt her?” sagde jeg, og kiggede forvirret på Chris. ”du begyndte at slå og sparke løs på døren… alle de træ stumper der røg af, snittede i din hud… nogen satte sig faktisk fast… vi så dig, og ringede straks 112… vil det sige du ikke var vågen? Det er jo sket før, at du har gjort noget i søvne...” sagde Chris, og så betænksom ud. ”jeg gjorde det i søvne… det der ville jeg helt sikkert kunne have husket… men det er mærkeligt… det var det sidste jeg tænkte på at gøre, lige inden jeg lagde mit til at sove… jeg havde sådan lyst til sukker” sagde jeg, og smilte uskyldigt til Chris. ”det ER sært” sagde Chris, og smilte stort. Jeg smilte lige så stort tilbage. ”jeg vækker lige de andre” sagde Chris, og gik hen og begyndte at ruske i dem. Da de var vågnet, hviskede han dem et eller andet. Men de løb alle hen til mig. Jeg smilte. De smilte alle tilbage. ”hvordan har du det?” sagde Ryan, og smilte endnu mere bekymret, end Chris. ”jeg har bare ondt i hele kroppen” sagde jeg, og smilte tilbage til Ryan. ”hun gjorde det i søvne! Hun kan ikke huske det! Men hun siger, at det var det sidste hun tænkte på at gøre, lige inden hun faldt i søvn” sagde Chris, som var det en verdensnyhed. De kiggede forbavsede på mig. ”sukker” sagde jeg, og smilte uskyldigt. De smilte stort tilbage. Jeg smilte ikke lige så stort tilbage, men næsten. Så begyndte jeg at fryse, og jeg syntes alting begyndte at sortne for mig. Det næste jeg huskede, var en lang biplyd, fra maskinen, der fortalte min hjerterytme. Så kunne jeg høre stemmer i det fjerne, og så sortnede det hele for mig. Så kunne jeg mærke et stød, og jeg kunne høre en biplyd igen, men denne gang ikke en lang en, men en normal hjerterytme. Hvad skete der? Var det min hjerterytme? Jeg vidste det ikke, men jeg var lidt ligeglad. Så kunne jeg høre en stemme, der talte i det fjerne. Jeg kunne høre den sige mit navn. Jeg fulgte lyden, og den var tæt på nu. Den sagde mit navn, og det lød fantastisk. Jeg kunne ikke tale, men jeg kom med en lille mumlen. Jeg orkede ikke meget andet. Jeg kunne mærke en røre ved min hånd, og der kom et stik af smerte igennem min krop. Men jeg orkede ikke at sige noget. Det var på en måde dejligt. Jeg følte mig elsket. Nogen var bekymret for mig. Mon Justin ville komme? Det håbede jeg… det ville være rart, at se ham igen. Jeg åbnede forsigtigt mine øjne. Og der så jeg ham. Justin sidde og holde min hånd. Det var som at se solen igen, efter 1000 regnvejrs nætter. Jeg kiggede hen på stolene, hvor Chris, Chaz og Ryan, stadig sad. Denne her gang sad de og trippede uroligt på stolene. Sådan havde jeg aldrig set dem før. Det var mærkeligt. Så kiggede jeg hen på Justin. Man kunne se, at han havde været ved at græde. Jeg kunne ikke lade vær med at kigge på ham. Jeg ville ikke lade ham tage af sted igen, selvom der nok ikke var noget jeg kunne gøre. Han kiggede hen på mig, og vi fik øjenkontakt. Hans ansigt lyste op. Han kom helt hen til mig, og krammede mig. Det gjorde ondt, men det var rart. Han trak sig væk fra mig igen, og jeg så de andre drenge komme hen til mig også. Vi kiggede bare på hinanden, uden at sige noget. Det var ubehageligt. De kiggede jo alle på mig. Jeg hader opmærksomhed! Jeg prøvede at sætte mig op, men uden held. Drengene fnes. Jeg kiggede irriteret på dem. ”drenge kan være så belastende” mumlede jeg, og heldigvis forstod de det ikke. ”hvad sagde du?” sagde Chris, og kiggede forvirret på mig. ”ikke noget” sagde jeg, og prøvede at smile, men det blev et forpint smil, da det gjorde ondt. De så det, men smilte bare tilbage. Så kom der en læge ind. ”jeg ser du er vågnet igen… hvordan har du det?” sagde lægen, som der så var en mand. Han lignede en på deromkring de 30, og havde lyst hår, og briller. ”jeg er bare øm i hele kroppen” sagde jeg, og prøvede at smile. Han smilte tilbage. ”godt… du kan komme ud igen om… 2 uger” sagde lægen, og gik derefter. 2 uger? Jeg skulle hjem om 1! ”jeg skal jo hjem om 1 uge” sagde jeg, og kiggede på drengene. ”så må du vel blive her en uge mere?” sagde Justin, og smilte. Jeg nikkede. ”kommer min mor også?” sagde jeg, og kiggede på Justin, med håb i øjnene. ”hun ville gerne men… hun har arbejde der skal gøres” sagde Justin, og kiggede på mig, som om han forventede jeg ville tude. Jeg nikkede bare. ”hey Justin tjek det her ud” sagde Chaz, og fik øjenkontakt med Justin. Jeg kiggede nysgerrigt på ham. ”bøh” sagde han, og forskrækkede mig. Man kunne høre bip maskinen, bippe derud af. Drengene flækkede af grin. Jeg holdte mig for vejret, så min puls blev helt svag. De kiggede forskrækket på mig. Jeg trak vejret igen. Jeg vidste det ville stoppe dem med at grine. Jeg kiggede hånligt på dem. Så begyndte de at snakke med små munde. De begyndte at snakke om sovemedicinen, og hvor sjovt det havde været med mig og Ryan, når vi havde holdt om hinanden. Og så kom de til vores sammenstød. ”stop! Det fortæller i ikke til ham! Jeg siger jer! Det var irriterende nok at jeg ikke kunne stoppe Ryan!” sagde jeg, og kiggede irriteret på dem. Justin kiggede forvirret på drengene. ”vi glemmer det hele tiden… hun kan åbenbart mundaflæse” sagde Chaz, og sukkede. Justin kiggede overrasket på mig. Jeg trak bare skuldrene, med et lille lumskt smil på læberne. De sendte bare hinanden blikke. ”hey Justin” sagde jeg, med et lumskt smil på læberne. ”hvad er du ude på?” sagde han, og sendte mig et snedigt smil. ”altså ser du… det der sovemedicin ikke? Lad mig aldrig få et igen!” sagde jeg, og kiggede bedende på ham. ”hvordan holder jeg dig ellers fra sukker?” sagde han, og kiggede mistænksomt på mig. ”låse døren?” sagde jeg, og kiggede spørgende på ham. ”det kan jeg jo også se virkede effektivt” sagde han, og kiggede ned af mig. Jeg sukkede. ”hvis jeg skal have det, skal i også prøve at få det” sagde jeg, og kiggede stædigt på dem. ”en enkel gang så” sagde Justin og sukkede. Jeg smilte. ”aftale” sagde jeg, og kiggede hånligt over på Chris, Chaz og Ryan. ”jeg siger jer… det smager hæsligt!” sagde jeg, og skar ansigt. Drengene gav hinanden et blik. ”måske skulle vi bare droppe det sovemedicin” sagde Chris, og kiggede over på Justin. ”nej! Så hellere få det en gang, og så må hun jo døje med det resten af tiden, til hun er blevet afvænnet med sukker ” sagde Justin, og smilede. De andre nikkede bare. Det lød som om, jeg var en eller anden dranker, eller en stofmisbruger. Men næh nej… jeg var sukker alkoholiker, eller sukker misbruger. Utroligt. Jeg havde faktisk lyst til sukker lige nu! Sukker, sukker, sukker! Vent! De gange hvor jeg er gået i selvsving, havde jeg tænkt på sukker! ”eller haft mareridt! Så ikke sove nu! Så går jeg i selvsving igen! Og det vil jeg ikke her! Hvad med min epilepsi? ”øh… har jeg mine piller her?” sagde jeg, og kiggede på dem. ”nej, dem fik vi ikke lige med” sagde Chaz, og kiggede rundt på drengene. De begyndte at skændes, om hvem der skulle gå, og hvem der skulle blive. Ingen af dem gad gå. Drenge altså! Det gælder min sikkerhed? Lige meget. Det må de selv finde ud af! ”drenge… stop så med at skændes!” sagde jeg, og kiggede irriteret på dem. ”nårh ja… du kan mundaflæse” sagde Justin, og smilede. ”jeg henter det” sagde Ryan, og gik. Jeg smilede taknemmeligt til ham. ”stop! Ryan kom lige tilbage!” sagde jeg, og Ryan kom hen til mig. Så begyndte vi også, at snakke med små munde. Du skal nok få et kram, og et kindkys når du kommer tilbage, så ville de andre hellere end gerne, have gået. Sagde jeg, og Ryan nikkede og gik. De andre kiggede forvirret på mig. ”i er ikke de eneste der kan mime” sagde jeg, og kiggede fornærmet på dem. ”jeg har bare aldrig set en pige gøre det” sagde Chaz, og smilte. ”fordi vi ikke gør det foran andre… og fordi jeg heller ikke er så piget” sagde jeg, og smilede. De nikkede bare. ”kan i ikke bare tage en stol herhen, og sætte jer? Jeg bliver træt af i er så høje” sagde jeg, og smilede sødt til dem. Så skyndte de sig hen, og tog en stol og satte sig. Chaz og Chris på den ene side, og Justin med en tom stol til Ryan, på den anden side. Så kom Ryan ind. Han rakte mig den, og jeg gjorde tegn til at han skulle komme hen til mig. Det gjorde han så, og jeg krammede ham, og gav ham et kys på kinden. ”tak!” sagde jeg, og tog min pille. De andre så lidt misundelige ud. Ha! Jeg begyndte at blive lidt små træt. Jeg gabte, og drengene kiggede på hinanden. ”ja jeg er træt, og jeg behøver ikke det der… sovemedicin” sagde jeg, og kiggede på dem. Så lagde jeg mig til rette og lukkede mine øjne. ”skal vi give hende noget? Så er vi sikre på, at hun sover i længere tid” sagde Chaz. ”jo lad os det” sagde Chris. Så kunne jeg mærke min mund blive åbnet, og så kom den hæslige smag. Ad! Men jeg fik det ned. Dumme drenge! ”drenge! Det gør i aldrig igen! Jeg er på et hospital” sagde jeg, og sukkede. ”er du vågen?” sagde Chaz. ”ja! Og godmorgen til dig!” sagde jeg, og kunne høre nogen grine. Jeg gabte igen. Jeg åbnede mine øjne. Drengene kiggede på mig. ”lad vær med at kigge på mig når jeg sover!” sagde jeg meget bestemt, og kiggede rundt på dem. De nikkede bare. De ville ikke holde det, men så er det da sagt? Jeg kiggede rundt på dem, og gabte igen. ”pokker tage sovemedicin! Hvem har lavet det?” sagde jeg, og kiggede rundt på drengene. ”jeg ved det virkelig ikke, men jeg ville hylde den mand eller kvinde der har!” sagde Justin, og smilte. ”jeg ville dræbe den person der havde” sagde jeg, og kiggede surt på ham. Hans smil forsvandt. Sagde jeg det for hårdt? Nu ved han da, hvor meget det irriterer mig? Jeg ville strække mig, men da jeg var i gang med det, kunne jeg mærke en smerte, der tog livet af mig. Jeg lukkede mine øjne og bed mig selv i læben, for ikke at græde, eller sige av. Men desværre, kom der en tåre ud. Jeg åbnede mine øjne. Justin så bekymret på mig. ”er der noget galt?” sagde Justin, og nu kiggede alle på mig. Jeg rystede på hovedet, og prøvede at stoppe med at strække mig. Jeg kom til at ligge normalt igen, men så kunne jeg mærke noget på mit ben, der flød ned ad. Det gjorde ondt, og der kom endnu en tåre ned af min kind. ”der er noget galt… sig det!” sagde Justin, og kiggede bekymret på mig, og det samme gjorde drengene. Jeg trak dynen væk, og jeg havde kommet til, at få sprunget nogle sting, på mit ben. Drengene kiggede overrasket, og forskrækket på det, og fløj en meter væk fra mig. Jeg bed mig selv i læben, og så begyndte tårerne at trille ned af mine kinder. Justin tog min hånd, og begyndte at berolige mig. ”så, så, så. Jeg henter en læge, og er tilbage lige om lidt! Okay?” sagde han, og jeg nikkede. Så kom Ryan helt hen til mig, og tog min hånd, og Chris tog den anden. Chaz var gået sammen med Justin. De kiggede bare forskrækket på mit sår. Stingene fra såret var sprunget, lige over knæet. Der kom flere og flere tårer. Hvorfor skulle det gøre så helveds ondt? nu begyndte sovemedicinen også at virke! ”pokker tage den sovemedicin!” sagde jeg, med en grødet stemme. Drengene kiggede på mig. ”begynder den at virke nu?” sagde Ryan, og kiggede bekymret på mig. Jeg nikkede. Godt nok ville smerten stoppe, men jeg ville ikke sove nu! Så kom Justin og Chaz ind, med en læge. Han kiggede forskrækket på mit ben, og styrtede ud af døren igen. Chaz og Justin kom også helt hen til mig. Ærgerligt jeg ikke var en blæksprutte, eller var født med fire arme. Jeg gabte. ”sovemedicinen” sagde jeg, da Justin og Chaz kiggede på hinanden. De nikkede. Så kom lægen tilbage, med to andre. De kom helt hen til mit ben, og rørte ved såret. Jeg lukkede mine øjne, og bed mig selv i læben. Jeg kunne mærke en tåre, trille ned af min kind. Jeg åbnede mine øjne igen. Lægerne studerede mit ben. ”vi bliver nødt til at rense, og sy det igen… der må kun være en herinde, når det foregår… resten går ud” sagde lægen, og kiggede rundt på drengene. De sendte hinanden blikke. ”må… de ikke… godt alle være… herinde?” stammede jeg, af smerte. ”så lad gå, men i skal være stille, og gå ud hvis det bliver for overvældende!” sagde lægen, og kiggede alvorligt på drengene. De nikkede. ”må… jeg også gå, hvis… det bliver overvældende?” stammede jeg, med en ironisk klang i stemmen. Lægerne fnes, og rystede så på hovedet. Drengene smilte bare. ”utroligt du stadig kan være sarkastisk, når du skal sys” sagde Justin, og kiggede opgivende på mig. ”tro mig… det er jeg ikke lige om lidt” sagde jeg, med en overbevisende stemme. Han nikkede bare. En af lægerne gik, og kom tilbage, med en nål til at sy med, tråd, rensende, og en nål med noget bedøvende. De rensede det først, men uden bedøvelse. Det gjorde herre ondt. ”nogen der vil tage over herfra?” sagde jeg, og kiggede på drengene. ”sagde du ikke, at du ikke ville være sarkastisk?” sagde Justin, og smilte til mig. ”jeg er ikke sarkastisk jeg er bare ved at besvime” sagde jeg, og bed mig selv i læben, for ikke at pibe. Han kiggede bekymret på mig. Jeg kiggede beroligende på ham. Han smilte igen, og det samme gjorde de andre. Jeg bed mig endnu hårdere i læben, og det endte med at bløde. ”av!” sagde jeg, og kiggede hurtigt ned på mit ben. De var halvvejs færdige, med at rense det. Drengene kiggede på min læbe, der var begyndt at bløde. ”slap af! Det er ikke første gang jeg bider hul på min læbe… jeg gjorde det også i går nat, eller natten før, fordi jeg tænkte på sukker” sagde jeg, og kom med en lille klynkende lyd til sidst. De kiggede bare uroligt på mig. ”slap af sagde jeg! Sæt jer i det mindste ned!” sagde jeg, og drengene satte sig ned. De kom til et punkt, hvor de skulle rense, der hvor såret var åbnet. Jeg tog hurtigt fat, om Ryans og Chris’ hånd, og klemte lidt i dem. Nu gjorde det ondt som bare helved! Jeg kunne jo lige så godt blive brændt! Drengene kiggede forskrækket på mig. ”undskyld, men de er nået til et åbent sted!” sagde jeg, og kiggede undskyldende på drengene. Nu kiggede de bekymret på mig. Jeg sukkede. Kunne de ikke slappe af? Så kunne jeg se de tog rense grejet væk, og fandt deres nål med bedøvende frem. Jeg lukkede mine øjne… jeg havde lidt nåle skræk. Så kunne jeg mærke et prik, og så kunne jeg ikke mærke mit ben mere. Jeg åbnede mine øjne, og gav slip på drengenes hænder. Nu gjorde det jo ikke ondt mere. ”de har bedøvet mit ben” sagde jeg lettet. De gav også slip på mine hænder nu. Så sad de afslappet igen. Så gabte jeg igen. ”sovemedicinen går mig på nerverne! Og jeg vil have sukker lige nu!” sagde jeg, og lød ret desperat. Lidt ligesom et 5-årigt barn, der gerne ville have et stykke legetøj, men ikke måtte. Lægerne kiggede forskrækket på mig. ”jeg har epilepsi, og må ikke få sukker, for det gør det bare værre” sagde jeg, og lægerne syede videre. Jeg sukkede opgivende. Sukker, sukker, sukker! Jeg vil have sukker! Lige nu! Jeg lukkede mine øjne, og tog dybe indåndinger. Slap af Sarah, slap af. Du vil ikke have sukker! Det er ikke godt for dig! Jeg åbnede mine øjne igen, og alle inklusiv lægerne kiggede mærkeligt på mig. ”jeg prøver at få sukker og sodavand ud af mit hoved” sagde jeg, og smilte uskyldigt. Lægerne var blevet færdige, og gik igen. Jeg lagde lige så stille, min dyne hen over mit ben igen. ”sidste gang jeg strækker mig!” sagde jeg, og lagde mig til rette, for nu kunne jeg ikke modstå sovemedicinen mere. ”nu tror jeg at jeg vil lade sovemedicinen virke, og så ses vi når jeg vågner” sagde jeg, og lukkede mine øjne. ”ja vi ses… sov godt” sagde Justin, og jeg nikkede. Så faldt jeg i søvn. Der er en dør, forenden af den mørke gang. Jeg er helt alene. Jeg fryser, og kommer til døren. Jeg går ind ad døren, og ser Justin. Jeg springer i armene på ham, men han krammer mig ikke. Jeg trækker mig væk, og ser han er en statue. Jeg rørte ved væggen i rummet, og den blev til sten. Jeg skreg, og løb ud af rummet. Jeg kom ud i en storby, og løber over gaden. Jeg er jo et monster! Halvvejs over gaden, kommer der en bil. Den kommer tættere og tættere på, også! Jeg åbnede mine øjne, og satte mig op med et sæt. Væmmelig drøm! Drengene kigger forskrækket på mig. ”du havde vist mareridt hva? Man kunne høre dit hjerte galopere af sted, og det har vi kunnet i 2 minutter nu” sagde Chaz, og de så alle roligere ud nu. Jeg gispede. Jeg prøvede at få luft, men det var svært. Jeg kunne mærke jeg svedte, og at jeg rystede af skræk. Justin kiggede bekymret på mig, og tog fat i min arm, for at få mig til at lægge mig igen, men min arm var som et bjerg, og rokkede sig ikke. ”kunne jeg få lidt hjælp?” sagde Justin, og kiggede på drengene. De prøvede at få mine arme til at knække under af presset, men det hjalp ikke. ”slap nu af Sarah! Der sker dig ikke noget!” sagde Justin, og kiggede bekymret på mig. Jeg stoppede med at ryste af skræk, og mit åndedræt blev normalt, men min hjerterytme, var stadig helt vild. Drengene havde også opdaget det. Jeg lagde mig stille ned igen, men min hjerterytme var stadig hurtig. Jeg lagde sådan i noget tid, men så blev min hjerterytme normal igen. Jeg lukkede mine øjne, men drømmen kom tilbage igen. Jeg åbnede mine øjne igen, og min hjerterytme var lidt hurtigere igen. Jeg satte mig halvt op, og prøvede at berolige mig selv, men min hjerterytme var stadig lidt hurtig. ”på så mange måder, skræmmer du mig Sarah” sagde Chaz, og kiggede bekymret på mig. Jeg fnes. Skræmte jeg Chaz? ”det må jeg have på skrift” sagde jeg, og smilte. Min hjerterytme blev normal igen. Han smilte også nu. Jeg prøvede at slappe af, men jeg kunne mærke mit ben igen, og det gjorde ondt. resten af min krop var også øm, men helt ærligt! Lorte ben! Jeg er egentlig sulten. Og tørstig! Min hals er helt udtørret. Så rumlede min mave, for at understrege det jeg lige havde tænkt. Skulle man i hvert fald tro. ”er du sulten?” sagde Chaz, og var ved at dø af grin. Jeg nikkede ivrigt. ”så tager jeg to plader mælkechokolade og 1½ liters sodavand” sagde jeg med en ironisk klang i stemmen, og smilte. ”ej okay… hvad kan man få her?” sagde jeg, og kiggede rundt på drengene. ”næsten alt… bare sig hvad du vil have” sagde Chaz, og smilte. Jeg smilte stadig, og tænkte mig om. ”jeg har ingen anelse… bare et eller andet” sagde jeg, og smilte endnu større. ”et eller andet er på vej” sagde Justin, og rejste sig op, og det samme gjorde de andre, udover Ryan. Han ville have gået med, men fik et blik af Justin, der betød han skulle blive ved mig. ”jeg ville ellers gerne vide hvad du skal have” sagde Ryan, og smilte. Jeg smilte tilbage, og lod mig så falde helt afslappet ned i sengen. Min mave rumlede endnu engang, og mig og Ryan grinte. Vi stoppede dog hurtigt igen. Så blev døren åbnet, og Justin kom ind med et fad. Min mave rumlede helt vildt, som om den kunne se maden. Jeg tog mig hurtigt til maven, og tyssede på den. Drengene fnes bare. Chaz rystede på hovedet, som om jeg var dum. ”har i aldrig tysset på jeres mave?” sagde jeg, og slap grebet om min mave. Jeg satte mig op, og Justin satte fadet foran mig, og smilte lumskt. ”vil jeg vide hvorfor du smiler lumskt?” sagde jeg, og kiggede nervøst på Justin. Justin rystede bare på hovedet. Jeg var så spændt, at jeg havde lyst til at flå låget på fadet væk, men jeg gjorde det stille og roligt. Jeg tog fat i håndtaget, og begyndte at løfte den stille og roligt. ”vi prøver altså ikke at forgifte dig” sagde Chaz, og kiggede utålmodigt på mig. Jeg begyndte at grine. Jeg vidste ikke hvorfor. Men… hvorfor var han utålmodig? Det var ikke ham der skulle have det! Min hjerterytme, begyndte at blive meget langsom. ”stop så med at grine! Du ender med at dø” sagde Chaz, utålmodigt. ”kan… ikke… få… luft” stammede jeg, og prøvede at trække vejret ordentligt. Jeg begyndte at stoppe med at grine, men jeg havde det stadig svært med at få luft, og min hjerterytme begyndte at blive, meget langsom. Drengene kiggede bekymret på mig. ”har du det meget svært med at få luft?” spurgte Chris mig så dumt om. Jeg nikkede bare. Så løb Chris af sted, og hentede en læge. ”hvorfor er hendes hjerterytme så svag?” sagde lægen, der var kommet med Chris ind. ”fordi hun fik grine flip, og nu har hun problemer med at trække vejret” sagde Justin, da Chris ikke rigtig vidste, hvad han skulle svare. Lægen nikkede. Så gav hun mig en pose. ”træk vejret i den” sagde lægen, og gik så. Jeg kiggede useriøst på den. Var det ikke det, man altid gjorde i film? Men jeg gjorde det alligevel, og det hjalp. Bagefter kæmpede jeg, for ikke at få endnu et grineflip. Jeg tog dybe vejrtrækninger, og åbnede så lige så stille låget på fadet. Og der var der så: 2 plader mælkechokolade og en 1½ liters sodavand. Jeg hvinede, og kastede mig så over sodavands flasken. Jeg drak den i en mundfuld, og derefter spiste jeg den ene plade chokolade. ”vil i have den anden plade?” sagde jeg, og kiggede rundt på drengene. De nikkede ivrigt, og jeg gav dem den. De delte den hurtigt op, og nød chokoladen. Så kunne jeg mærke min hjerterytme blive hurtigere. Jeg blev hyper nu! Den blev faktisk rigtig, rigtig, rigtig hurtig! Drengene kiggede bekymret på mig. Jeg skyndte mig at tage min epilepsi pille. ”sådan bliver min puls hver gang! Lad vær med at se så overraskede ud!” sagde jeg, og smilte til dem. De trak på skuldrene, og slappede så af. Nu havde jeg lyst til endnu mere sukker! Sukker! Sukker! Sukker! Min hjerterytme begyndte at blive endnu hurtigere. Nu kiggede drengene meget bekymret på mig. Jeg sukkede. Kunne de ikke slappe lidt af? ”slap af!” sagde jeg, men det virkede ikke. ”når din hjerterytme også slapper af, så gør vi også” sagde Justin, og smilte nervøst til mig. Jeg smilte beroligende tilbage. Men det hjalp ikke. Jeg sukkede endnu en gang. Jeg prøvede at tage dybe indåndinger som hjælp, men det hjalp ikke. Det irriterede mig! Nu skulle de se bekymret på mig hele tiden! Jeg har det! ”drenge? Skal vi lave en aftale? Hvis i stopper med at se bekymrede ud, skal i ikke prøve det der sovemedicin” sagde jeg, og kiggede opgivende på dem. De nikkede ivrigt, og endte med at se afslappede ud. Dejligt! ”og nu vi snakker om det!” sagde Chaz, og kiggede drilskt på mig. ”jeg har super power sagde jeg, og kiggede ned på mine arme. Der var rifter over det hele på dem! Jeg fik et chok, og kom med en lille pive lyd. ”hvad er der? Havde du ikke opdaget det før nu?” sagde Chaz, og kiggede på mig, og var ved at dø af grin. ”nej! Hvor mange piger kigger på deres arme?” sagde jeg, og kiggede forvirret på ham. ”de ved jeg ikke… men hvis det var mig, ville jeg have set det noget før… dine ben er lige så slemme… du får sikkert ar efter det” sagde Chaz, og fnes. Jeg sukkede. Hvorfor skulle han være så irriterende nogle gange? ”men… sovemedicin! Klokken er faktisk 23:57” sagde han, og kiggede over på drengene. Jeg sukkede. Ja! Og jeg er jo næsten lige vågnet! Men de andre var med på den! ”vent! Justin hvornår tager du af sted igen?” sagde jeg, og kiggede nysgerrigt på ham. ”i morgen?” sagde han, og kiggede forvirret på mig. ”vil du så spille tid på at se mig sove, i stedet for at snakke med mig? Jeg mener… vi ser nok ikke hinanden i lang tid så” sagde jeg, og kiggede håbefuldt på ham. ”men du ser SÅ sød ud når du sover så…” sagde Justin, og kiggede drilskt på mig jeg sukkede. Så havde jeg da min power endnu! Lige da jeg tænkte det, begyndte min puls, at blive meget lav. ”sådan er det at få sukker! Helt op i feltet, og derefter helt ned i jorden! Og drenge! Jeg bliver alligevel træt lige om lidt, og jeg vil gerne prøve at sove selv! Vi er også på et hospital så… jeg kan ikke en gang finde rundt i det, og så er jeg spændt fast til den der maskine” sagde jeg, og pegede på bip maskinen. ”du har ret… måske vi skulle droppe det? Bare i dag?” sagde Justin, og kiggede på drengene. Chaz sukkede. ”fint… men kun denne her gang” sagde han, meget bestemt. Jeg nikkede bare ivrigt. Jeg ville hellere end gerne gøre det denne her ene gang, end aldrig! Jeg lagde mig til rette, og gabte. Jeg kunne bare ikke sove. Jeg vendte og drejede mig. Okay… ikke så meget dreje, for jeg havde jo bip maskinen spændt til mig. ”jeg har faktisk skrevet en sang til dig! Skal jeg synge den for dig? Den hedder favorite girl” sagde Justin, og smilte til mig. Jeg lagde mig helt til rette, og han fandt så sin guitar frem. Så begyndte han at synge. Jeg lyttede meget til teksten. Den var helt vild god! Hvor var han bare sød! Syntes han virkelig det? Nurh! De andre drenge kiggede på ham, som var han en casanova, der lige havde taget deres pige fra dem. Så lukkede jeg mine øjne, og faldt i søvn, til verdens bedste sang. Jeg vågnede, ved at jeg hørte nogen der snakkede. ”hvorfor skriver du altid en sang? Nu falder hun sikkert for dig, fordi du har skrevet den til hende” kunne jeg høre Chaz sige. ”slap nu af” sagde Justin. ”det er faktisk rigtigt casanova” sagde Chris. ”nu må i lige styre jer… vi ved jo godt at hun bedst kan lide Ryan… med mindre det har ændret sig, siden jeg er rejst, og hun har mødt Chaz” sagde Justin undskyldende. ”det kan godt ske… men alligevel! Du skriver en sang” sagde Chaz. Hvorfor var Ryan ikke med i den? ”slap nu lige lidt af alle sammen! Hun vælger nok kun den hun kan lide, og vi skal ikke sætte skylden på Justin’s sang, hvis hun vælger ham… eller sætte skylden på mit sove noget… eller Chaz’ styrke, eller Chris’ højde og smil… som de fleste piger, vælger at falde for” sagde Ryan. Så kom Ryan da ind i samtalen. ”fint…” sagde Chaz opgivende. Kunne de alle lide mig? Men… jeg kunne bedst lide Chaz og Ryan, og Justin og Chris… nej! Jeg kan ikke vælge nogen fra! Okay… jeg kan vælge Chaz fra… og Chris… men så er der Justin og Ryan… Ryan: sød, lækker, dejlig, kan ikke lyve, og hans sove kram. Justin: sød, dejlig, smil, lækker, stemme, og så kendte jeg ham først. Jeg lagde og ventede på, at der var gået ret lang tid, så jeg kunne vælge at vågne. Altså ”vågne”. Jeg lagde sådan i et kvarter, og begyndte så at ”vågne”. Jeg åbnede mine øjne, og smilte til dem. De smilte alle tilbage. ”godmorgen sunshine” sagde Justin, og jeg smilte til ham. ”godmorgen Bieber” sagde jeg, og gabte. Mine sår begyndte at klø. Sikkert fordi, at de var begyndt at hele. Jeg var lige ved at klø i en af mine så på min arm, men Ryan greb fat i min arm. ”jeg tror ikke det er nogen god ide” sagde han, og smilte. Jeg lod min arm glide ned igen. ”sikkert ikke” sagde jeg, og smilte. ”så er der kun 13 dage tilbage, og så slipper jeg for hospitalet! Wuhu! Jeg hader hospitaler” sagde jeg, og smilte. Drengene fnes. ”du slipper da en uge fra skole” sagde Chaz, og smilte. ”jeg elsker hospitaler” sagde jeg, og så flækkede vi alle af grin. Så stoppede vi, og så kiggede vi bare rundt på hinanden. Til sidst kiggede drengene bare på mig. Jeg hader opmærksomhed! Kunne de ikke bare kigge den anden vej? Det ville være dejligt! Men hvad skulle vi mon lave nu? Hvad kunne vi lave? Vi var på et hospital! Men det er jo drenge! De kan næsten alt! ”hvad skal vi så lave i dag?” sagde jeg, og kiggede nysgerrigt på dem. De trak på skuldrene. Så kiggede jeg rundt. Er der virkelig ikke noget man kan lave, udover at sove? Nu vi tænker om at sove! ”hvor meget har i egentlig sovet?” sagde jeg, og kiggede rundt på drengene. ”et par timer af gangen?” sagde Chris, og kiggede rundt på drengene. ”så er det sove dag for jer!” sagde jeg, og kiggede rundt på dem. De var også begyndt, at få lidt rande under øjnene. ”nej det kan vi ikke” sagde Justin, og kiggede rundt på de andre. ”i er begyndt at få rande under øjnene, så i kan godt droppe jeres undskyldninger! I skal sove! Om jeg så skal synge jer i søvn!” sagde jeg, og så kiggede de på hinanden. ”så skal du synge fire sange. Vi er fire, så vi vælger en hver!” sagde Chris, og kiggede bedende på mig. Jeg sukkede. ”jeg har ikke en guitar?” sagde jeg, og kiggede rundt på dem. ”nej men det har jeg! Her!” sagde Justin, og gav mig en guitar. Jeg sukkede. Skulle jeg lige sige, om jeg så skulle synge, dem i søvn? Hvorfor er jeg så dum? Jeg tog imod guitaren. ”Chris… dig først” sagde jeg, og kiggede på ham. Han tænkte sig om. ”så skal du synge pick me!” sagde han, og smilte stort. Jeg sukkede. ”som den herre ønsker” sagde jeg, og begyndte at spille introen. Jeg blev færdig med sangen, og kiggede så over på Chaz. ”så skal du synge… that should be me” sagde han, og smilte til mig. Jeg nikkede. Så begyndte jeg introen, og sang også den. Så kiggede jeg derefter over på Ryan. ”the key to my heart” sagde han, og smilte. Den med Jessica Jarrell? Der er jo nok ikke andre. Så sang jeg den, og så kiggede jeg på Justin. ”favorite girl… her har du teksten” sagde Justin, og smilte til mig. Jeg smilte tilbage. Der var også noder. Jeg spillede melodien igennem først, og sang den så. Jeg blev færdig, og drengene smilede til mig. Så kiggede de på hinanden. ”ekstra nummer!” sagde de i kor, og jeg fnes af det. ”fint… 1 nummer mere… hvad for en sang?” sagde jeg, og lagde ekstra tryk på 1. De kiggede på hinanden. ”down to earth” sagde de i kor. De er så mærkelige. Jeg begyndte at spille introen, og sang så sangen. Sangen blev færdig, og jeg lagde så guitaren fra mig. Så skulle de også sove! ”tak for koncerten! Den ryger direkte på youtube” sagde Chris, og stoppede en video. ”Chris! Jeg tager livet af dig en dag! Jeg kommer ud om 13 dage! Og så skal i være ved mig, indtil i bliver smidt ud! Jeg siger dig! Mit hus mine regler!” sagde jeg, og kiggede irriteret på ham. ”undskyld, men jeg elsker videoer!” sagde han, og smilte. ”det ved jeg så godt Chris” sagde jeg, og opgav at stoppe ham. Det ville være umuligt! Han er ustoppelig! Han elsker videoer for meget. Han har video misbrug! Men han er jo Chris. Hvad ville Chris være uden sine videoer? ”i skal sove nu!” sagde jeg, og smilte. De lagde sig tilbage i stolen, og de faldt hurtigt i søvn. Så kom en læge ind. Lægen som så var en dame, tog bip maskinen fra mig, og det drop jeg havde. ”vil du gerne ud at gå?” sagde hun, og smilte usikkert til mig. Jeg nikkede. Jeg kiggede ned af mi selv. Jeg havde hospitals tøj på. Hun hjalp mig ud af sengen, og så støttede jeg mig til hende, da jeg gik rundt på værelset. Mine ben gad ikke rigtig. Jeg havde ikke brugt dem i noget tid nu. ”jeg tror at når du kommer ud, skal du starte med at gå med krykker” sagde hun, og smilte venligt til mig. ”det syntes jeg lyder som en god ide” sagde jeg, og smilte venligt tilbage til hende. Vi gik også ud på gangen. Der var ret tomt. Der var kun nogle læger, og nogle gamle mennesker, der var ude at gå. Ligesom mig. Hun gav mig nogle krykker, og jeg tog hurtigt imod dem, for ikke at falde. Jeg tog en i hver hånd, og begyndte så at gå. Det gik godt, og hun behøvede ikke at hjælpe mig. Så jeg gik rundt på gangen, helt alene. Jeg valgte, at jeg nok hellere måtte gå tilbage til drengene, og jeg gik lige så stille tilbage ad. Jeg kom til mit værelse, og jeg stod lidt i døråbningen. Jeg havde kun været væk i et kvarter, så jeg valgte at gå lidt mere. Det var faktisk rart. Jeg begyndte at synge pick me, da jeg var alene. Så hørte jeg en bag mig, men ignorerede det, og sang så videre. Så kom en person op foran mig, og stoppede mig, jeg kiggede op, og så Usher. Jeg opdagede at jeg stadig sang, og stoppede så. ”hej Sarah! Hvordan har du det?” sagde Usher, og smilte. Jeg smilte tilbage. ”jeg prøver bare lige at gå lidt rundt… jeg har egentlig gået rundt i tre kvarter! Jeg må nok hellere komme tilbage til mit værelse” sagde jeg, og smilte venligt til Usher. ”okay… angående værelse… skal jeg ikke gå med dig? Jeg skal lige snakke med Justin… vi skal jo af sted, senere i dag. Jeg ville ikke have at han tog af sted alene, det er sådan set derfor, at jeg er her” sagde han, og smilte venligt tilbage. Jeg nikkede, og så gik vi tilbage til mit værelse. Det tog et kvarter, så jeg havde gået i en time. Jeg stod i døråbningen, og så at drengene kiggede forvirret rundt, på den tomme seng, og så rundt i resten af lokalet. ”hej drenge! Se hvem jeg stødte på” sagde jeg, og smilte. Drengene kiggede hurtigt over til mig. De smilte tilbage. ”hey Usher” sagde de i kor. ”hey drenge” sagde Usher, og kiggede på mig. Vi sendte hinanden et blik, der betød at de var mærkelige. Så endte mig og Usher, med at stå og skrald grine. De andre kiggede mærkeligt på mig. Så stoppede vi, og jeg gik hen til sengen. Jeg satte mig i sengen, og lagde krykkerne, ved siden af sengen. Jeg kiggede rundt på drengene. ”du synger for resten godt” sagde Usher, og smilte venligt til mig. Jeg rødmede. ”øh… tak?” sagde jeg, og smilte også venligt til ham. Syntes han jeg sang godt? Han sang titusind gange bedre end mig. Drengene var et stort spørgsmålstegn. ”hun sang på gangen” sagde Usher så, da han så de var forvirrede. Så kiggede de alle på mig. ”der var kun mig… og så Usher selvfølgelig” sagde jeg, og smilte. De nikkede. Så sad vi bare. ”Justin? Vi skal af sted om nogle timer… faktisk om 2” sagde Usher, og kiggede på Justin. Justin nikkede trist. Hvorfor skulle han af sted igen? Jeg kunne jo skrive en sang! En sang til Justin. En som han også kunne synge, men som var til ham, lige som han havde lavet en sang, til lille mig. Jeg rejste mig, og fandt noget papir, og en blyant. Så fandt jeg en bakke, og begyndte at skrive. Jeg fik hurtigt skrevet sangen, og noderne. Drengene iagttog mig bare. Jeg blev færdig, og kiggede så på Justin. ”jeg har lige skrevet dig en ny sang, som du kan synge! Selvfølgelig set fra en drengs side, men som har noget med mig at gøre” sagde jeg, og det lød lidt kluntet, så jeg tænkte mig lige lidt om. ”lige meget! Jeg har skrevet en sang” sagde jeg, og tog guitaren. Jeg begyndte at spille den, og holdt øjenkontakt med Justin, under hele sangen. Han smilte stort, især da jeg sang om det med øjnene, og favorite girl blev nævnt. Jeg blev færdig, og gav ham hans guitar, og teksten + noderne. Han tog imod det, og fandt en tusch frem. Så skrev han noget på guitaren, og gav den til mig. Jeg tog imod den. Der stod: kære Sarah… jeg kommer til at savne dig, men husk at blive ved med at spille, på denne guitar, og skriv en masse gode tekster! Håber vi ses snart! Din Justin Bieber<3 ”tak” sagde jeg, og rejste mig, og krammede ham. ”Justin? Vi skal nok af sted nu, hvis du også skal nå flyet” sagde Usher, og Justin nikkede. Han lavede håndtegn med drengene, og krammede mig. Så gik han, og så lagde jeg mig ned i sengen. Klokken var blevet 22:09. jeg lagde mig til at sove, og det samme gjorde Chris, Chaz og Ryan.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...