oh my bieber!

well... læs den!:)

5Likes
25Kommentarer
4245Visninger
AA

16. can't fight the moonlight! og dumme JUSTIN!

Ej okay! Det var ikke mit sidste åndedræt!
Jeg åbnede mine øjne, ganske langsomt. Jeg kiggede mig rundt omkring. Jeg var endnu en gang, inde i et hvidt rum. Lyset var slukket, men månelyset faldt på væggen, og man kunne se den var hvid. Jeg kiggede hen i den anden side, hvor jeg så min mor, Chris, Chaz og Ryan, sidde og sove. Typisk. Det gjorde de altid, men så plejede de at vågne. Jeg kiggede på dem, i hvad der føltes som en evighed. Men de vågnede ikke. Jeg sukkede. Så kiggede jeg ud af vinduet. Månen var fuld. Den var så smuk. Jeg havde aldrig set på månen, som smuk før nu. Den virkede bare meget smukkere nu. Den skinnede mere end tusind diamanter. I mine øjne i hvert fald. Der var også stjerner fremme. Jeg kunne ligge og kigge på dem hele natten, hvis ikke det var fordi, jeg skulle sove. Jeg hørte nogen pusle ved døren. Men jeg kiggede ikke. Jeg ville hellere kigge på den smukke måne. Jeg hørte skridt, men jeg kiggede stadig på månen. Så mærkede en hånd på min skulder. Jeg kiggede stadig ikke. Hånden var dejlig varm. ”Sarah?” sagde en englestemme. Den virkede bekendt, men alligevel så fremmed. Jeg kiggede på personen. Det var… Justin! Jeg smilte stort. ”Justin?” sagde jeg, og kiggede ham dybt i øjnene. Han krammede mig. jeg krammede med, imens jeg smilede endnu større. Han trak sig væk fra mig, så vi kun var få centimeter fra hinanden. Jeg kiggede ham dybt i øjnene. Så rykkede han sig helt tæt på mig, og kyssede mig blidt på munden. Jeg kyssede med. Det var dejligt. Det var som om jeg fik vinger, og fløj til paradis. Han trak sig væk fra mig, og vi kiggede bare hinanden i øjnene. Så kiggede han hen på drengene. Så kiggede han på mig igen. ”jeg troede du var død… ved de godt du er vågen?” sagde Justin, med en lidt rystende stemme. Men stadig smilende. Jeg rystede på hovedet, og kiggede hen på dem. Justin gik hen til dem. Jeg kiggede ned af mig selv. Jeg var ikke sat fast i noget. Jeg rejste mig, og nåede Justin. Jeg tog fat i ham. Han kiggede forskrækket på mig. Jeg smilte, og han smilte tilbage. Vi gik sammen hen imod dem. Jeg stoppede Justin. Jeg havde aldrig prøvet at vække dem. Jeg gik hen til dem. Jeg kyssede de tre drenge, på kinden. De rykkede lidt på sig, og åbnede så deres øjne cirka samtidigt. De kiggede sig forvirret omkring. så kiggede de på mig, og smilte. de rejste sig, og krammede mig. Eller… Chaz kom først hen til mig, og krammede. Så kom der en smerte i min højre lunge, og jeg fik problemer med vejret. ”Chaz! Jeg kan ikke få vejret” gispede jeg, og han trak sig hurtigt væk fra mig. Jeg fik vejret igen, efter 10 sekunder. Så lavede vi et gruppekram. Det var dejligt! Så trak vi os væk fra hinanden. Jeg kiggede hen på min mor. jeg gik hen til hende, og krammede hende. Hun rykkede lidt på sig. Så krammede hun med. Jeg trak mig ud fra hende. Hun smilte stort. Jeg strakte mig, men stoppede hurtigt. Av! Jeg hostede. De kiggede bekymret på mig, da jeg hostede. Jeg stoppede lige så stille med at hoste, og begyndte at grine. Jeg ved godt det ikke er sjovt, men jeg kunne ikke lade vær! Hvorfor er de så overbeskyttende. Jeg gik grinende hen til sengen igen, og lagde mig. Jeg stoppede med at grine, og fniste. Min mor lukkede sine øjne igen, og faldt hurtigt i søvn igen. Drengene tog en stol hver, og satte sig omkring mig igen. Jeg kiggede endnu en gang ud af vinduet. Det gav mig en ide til en ny sang! Jeg kiggede hurtigt på drengene, med et smil. De sukkede. ”hvad nu?” sagde Ryan, og smilte opgivende på mig. ”kunne i ikke finde noget papir, en blyant og et underlag?” sagde jeg, og kiggede bedende på dem. Ryan sukkede, og rejste sig så. Han tændte lyset. Det skar i mine øjne. Jeg kiggede hen mod vinduet. Man kunne ikke se månens lys på væggen mere. Så gav Ryan mig et papir, en blyant og et underlag. Jeg tog ivrigt imod det. Jeg lukkede mine øjne. Tekst. Overskriften først. Hvad skal den hedde? Jeg har det! Can’t fight the moonlight! Det lyder perfekt. Jeg åbnede mine øjne og skrev det. Det var svært når man ikke kunne se månen! Det var min inspiration! ”du… Ryan? Kan du ikke slukke lyset?” sagde jeg, og kiggede bedende på ham. Han rejste sig, og slukkede lyset. Månens lys, kom ind på væggen igen. Så kom teksten til mig. jeg skrev teksten hurtigt, og fik melodien med også. Jeg smilte tilfreds. Så kiggede jeg på månen igen. Den er så smuk! Så rev Justin papiret ud af min hånd, og læste teksten højt. Jeg kiggede på månen imens. (sangen er allerede lavet). Justin stoppede. Nok fordi han var færdig. Jeg fulgte ikke med. jeg var opslugt af månen. Jeg gad godt skinne ligesom den! Justin gav mig papiret igen. Jeg blev som hypnotiseret af månen, så jeg hørte ikke efter, hvis de sagde noget til mig. pludselig stod Chris foran mig. jeg kom til mig selv, og kiggede ham i øjnene. Jeg lukkede mine øjne, og rystede let på hovedet. Jeg kiggede væk fra vinduet, og kiggede på drengene. ”undskyld.. sagde i noget?” sagde jeg, og smilte lidt halv flovt. ”ja… men før vi spørger igen… hvad skete der lige med dig?” sagde Chaz, og kiggede forvirret på mig. ”jeg faldt i staver… da jeg kiggede på månen… inspirations kilden til sangen” sagde jeg, og pegede på papiret, der lagde foran mig. Han nikkede. ”hvordan har du det?” sagde Chaz, og smilte. ”jeg har det fint… men jeg tror ikke jeg skal kramme for meget! Jeg kan VIRKELIG ikke få luft” sagde jeg, og kiggede på Chaz imens. Han kiggede undskyldende på mig. Jeg smilte til ham. Han smilte også igen. ”hvad var der egentlig sket med mig?” sagde jeg, og kiggede på drengene. Det vidste jeg ikke en gang. ”du… altså du hostede så meget, at du trak nogle af dine ribben med ind.. 3 af dem knækkede, og pressede din lunge… derfor du har ondt når du bliver krammet” sagde Chaz, og kiggede stadig lidt undskyldende på mig. ”det forklarer smerten, da jeg trak vejret ind” sagde jeg, og kiggede på drengene. De kiggede nysgerrigt på mig. ”de sagde du… døde inden du blev opereret, men de fik dig til live igen… hvordan føltes det at være død?” sagde Chris, og kiggede nysgerrigt på mig. Det samme gjorde de andre. Jeg fnes, og kiggede ned på mine hænder. ”altså… det sidste åndedræt var… hvad kan man kalde det? Dejligt? Det føltes som vand, efter 3 uger i ørknen… efter det… var alting sort… jeg sov bare…” sagde jeg, og tænkte tilbage på det. De kiggede nysgerrigt på hinanden. Sikkert, fordi de syntes det var interessant. Det syntes jeg ikke. Jeg syntes det følte befriende. Dejligt! Alt det man kunne drømme om. Som om det var det, jeg manglede i mit liv. Det havde gjort mig hel. Men det forstod de nok ikke. Hvordan jeg så end forklarede det. Men det var lige meget. Jeg vidste det inderst inde. Det var min lille hemmelighed. Jeg havde intet at frygte. Jeg ville gå døden i møde, med glæde. Men hvad skulle vi mon lave? Jeg kiggede mig omkring. Jeg lagde mig ned. Jeg ville sove! ”godnat” sagde jeg, og lukkede mine øjne. Jeg faldt så lille så stille i søvn. Jeg vågnede igen senere. Ved ikke hvorfor. Jeg åbnede mine øjne lige så langsomt. Jeg kiggede mig omkring. Det var nat. Månen var endnu en gang fremme. Justin rykkede lidt på sig. Jeg kiggede over på månen igen. Justin rømmede sig, og jeg kiggede på ham. ”øh… jeg rejser snart igen… jeg tænkte på… om vi ikke kunne glemme, alt om det der kys?” sagde Justin, og kiggede ned på sine hænder. Glemme det? men det var jo fantastisk! Jeg kiggede over på månen igen. ”jo jo” sagde jeg, og kiggede stadig på månen. Jeg så han kiggede på mig igen. Kunne han ikke lade det ligge please? Han sagde ikke mere, så han lod det nok ligge. men så må jeg jo se, om de andre vil have mig? Jeg er sikker på, at en af dem kan lide mig!? men åbenbart ikke Justin. Mere. Jeg ved han kunne lide mig. men nu er jeg ærligt talt, blevet lidt i tvivl. Jeg lagde mig ned igen, og lukkede mine øjne. Jeg kunne høre nogen, der begyndte at flække af grin. ”wow charmetrold! Skal vi ikke bare glemme alt om det der kys?” kunne jeg høre, at Chris sagde. Så kunne jeg høre endnu mere latter. ”det var jo dumt af mig… jeg skal jo af sted igen, i morgen” sagde Justin, og lød trist. ”alligevel… nej vent! Har i kysset?” sagde Ryan, og lød nysgerrig. Justin fnes. ”ja… lige inden hun skrev den der sang Can’t fight the moonlight” sagde Justin, og fnes igen. ”uh! Men hvorfor ville du så have, at i skal glemme alt om det? Jeg mener… du kan da også lide hende? Ikke? Eller er det bare os andre?” sagde Chris, der lød lidt oplivet. ”jeg kan stadig lide hende… men når jeg rejser igen… jeg vil gerne have, at hun skal have en kæreste, der kan være der for hende” sagde Justin, og jeg kunne mærke de kiggede på mig. Så han kan godt lide mig? hvorfor siger han det ikke bare? Jeg mener… jeg kunne også sige noget, men han er jo drengen. Jeg ved godt det lyder dumt. Men det er bare fordi, jeg gerne vil have en undskyldning for, ikke at sige noget selv. Det lyder dumt jeg ved det! Men alligevel. Jeg prøvede endnu en gang at sove. Denne gang lykkedes det. Jeg vågnede igen næste morgen, ved at jeg kunne høre fugle. Jeg kunne lugte salt, og mærke… sand? Jeg åbnede stille mine øjne. Jeg var på stranden? Hvad lavede jeg her? Jeg kiggede mig omkring. Drengene var i vandet. De plaskede rundt i vandet. Typisk drenge! Jeg kiggede lidt forvirret på dem. de kunne ikke se det, men så fik jeg en hånd på min skulder. Jeg rejste mig forskrækket op, og kiggede ned, på Chris. Han kiggede forskrækket på mig. Jeg sukkede. pyha! Jeg smilte til ham, og han gengældte det. Jeg kiggede ud på vandet, og løb hen mod drengene. Der var en badebro, tæt på dem. De havde ikke set mig. jeg løb ud på badebroen, og lavede bombe i vandet. Jeg kom op til overfladen, og så på drengene. Altså Chaz, Ryan og Chaz, de var pladder våde! De smilte stort til mig, og jeg smilte tilbage. Jeg havde hoppet i vandet med alt mit tøj, og jeg begyndte hurtigt at fryse. Drengene kiggede på hinanden. ”skal vi gå op?” sagde Chaz, go fnes lidt. Jeg nikkede ivrigt. Drengene grinte af mig. Ja hahaha! Vi gik op, og lagde os hen på håndklæderne, der lagde fremme. Chris lagde og læste. Det havde jeg aldrig set en dreng gøre? Jeg droppede det, og lagde mig til rette. Så lukkede jeg mine øjne, og lod solen varme min hud. Der var egentlig noget jeg ikke havde tænkt på før nu! Hvad laver jeg egentlig her? ”drenge? Hvorfor er jeg på stranden?” sagde jeg, uden at åbne mine øjne. ”du er fri! Så…” sagde Chris, der lagde ved siden af mig. Jeg nikkede. Solen var SÅ dejlig! Intet kunne være bedre lige nu! Jeg er på stranden, med mine bedste venner! Ikke lige så varmt som i USA, men det er noget andet. Det mærkeligste var, at der ikke var andre. Lige meget! Jeg ville nyde det her, fuldt ud! Jeg mener… hvad kunne gå galt? Intet! Rigtigt! Jeg åbnede mine øjne. Udover at, Chris, Chaz og Ryan, nok snart skulle hjem. Jeg mener… helt ærligt! Hvem skulle jeg gå med? Altså ja jeg havde Mac men… han gik jo snart ud af skolen, og så var jeg helt alene! Jubii? Nej! Jeg kiggede op på himlen, for at tænke på noget andet. Den var flot. helt lyseblå, og helt skyfri. Lidt kedelig, men stadig flot. Jeg lukkede mine øjne, og tænkte, på det samme som før. Det jeg ville glemme. Ville jeg blive en enspænder? eller ville jeg få en veninde? Jeg kunne jo ikke vide det med sikkerhed, at jeg ville få en veninde. Så prikkede en mig på skulderen. ”hvad er der?” sagde jeg, og lød mega lige glad. ”jeg ville bare sige… hej?” kunne jeg høre, en lidt fremmed stemme sige. Hvem var det? Jeg åbnede mine øjne, også… Nico! ”hej Nico!” sagde jeg, med et stort smil. Han smilte tilbage, og satte sig. Jeg satte mig op ved siden af ham. Drengene solede sig endnu. ”hvad laver du her?” sagde jeg, og kiggede smilende på ham. ”jeg er her med nogle venner” sagde Nico, og pegede hen, til en isbod. Der stod 4 andre fyre. De var alle lyshårede, og havde blå øjne. Jeg nikkede. ”hvad med dig?” sagde Nico, og jeg kiggede på ham igen. ”jeg er her også med nogle venner" sagde jeg, og pegede på drengene. Han nikkede. ”skal vi gå en tur?” sagde jeg, og smilede sødt til ham. Han nikkede, og vi rejste os op. Så gik vi langs vandkanten. Det var hyggeligt. Vi snakkede ikke, men alligevel, var det behageligt. Pludselig tog Nico min hånd, men jeg gjorde ikke noget ved det. Han skulle jo helst ikke, føle sig flov! Det ville være synd. Og desuden. Så var det vel bare venskabeligt? Ikke? Det håbede jeg! Og på en måde ikke. Jeg vidste ikke om jeg skulle være glad, eller lige glad. To vidt forskellige ting! Men jeg valgte at droppe emnet, og tænke på noget andet. Men hvad? Jeg kiggede på Nico. ”så… hvad skal vi snakke om?” sagde jeg, og kiggede ud på vandet. Der var bølger helt de, men herinde, var der ingen. Vandet kom kun en gang imellem, op og rørte mine fødder. Og det var dejligt, hver gang den gjorde det! ”det ved jeg ikke… hvad vil du snakke om?” sagde Nico, og smilte stort til mig. Jeg trak på skuldrene. ”hvad har du lavet i ferien?” sagde jeg, og prøvede at starte en samtale. Efter det, snakkede vi bare derud af! Det var hyggeligt. Vi begyndte at gå tilbage af, og vi var ikke langt fra drengene. ”hvad for en skole går du på?” sagde jeg, og smilte sødt til Nico. ”øhm… jeg kan ikke huske hvad den hedder, men det er en i den her by” sagde Nico, og smilte endnu sødere tilbage. ”den går jeg også på!” sagde jeg, og smilte stort. Han smilte også stort. ”så kan det jo være, at vi ses på mandag?” sagde Nico, og smilte endnu større. ”øh… jeg tror først jeg kommer mandagen efter… mine venner er her, og jeg har hjemme undervisning, indtil de tager hjem” sagde jeg, og pegede på drengene. Hans smil blegnede lidt. Hvorfor blegnede hans smil? Kunne han lide mig? jeg havde virkelig ikke brug for flere, der kunne lide mig! lige meget. Vi kom hen til de andre, og mig og Nico, krammede farvel. Jeg satte mig hen i sandet, ved drengene igen. Der sad vi bare. ”skal vi ikke gå hjem?” sagde jeg, og glædede mig, til at komme hjem. De nikkede, og så rejste vi os op. Vi kom hen til min mors bil. Men det var Justin der skulle køre, og ikke min mor. vi gik ind i den, og kørte hjem ad. ”Justin? Hvornår skal du hjem?” sagde jeg, og smilte stort. ”om 2 dage” sagde han, og smilte tilbage. Jeg nikkede, og kiggede ud af ruden. Men jeg var kommet mig over, det med kysset. Jeg ville aldrig kysse ham igen. Jeg ville finde en, der ikke bare ville glemme alt om det, og så skride igen. Sådan en som… Chris? Eller Ryan? Jeg vidste det ikke. Nok mest Ryan. jeg vidste ikke hvorfor, men Ryan var blevet meget tiltrækkende, siden at Justin ville glemme kysset, og bare skred igen. Han havde såret mig i starten, men nu var jeg lige glad. Jeg ville bare have Ryan, og så ville jeg være verdens lykkeligste! Men jeg vidste ikke, hvor godt han kunne lide mig. men jeg håbede mine følelser, var gengældt. Det håbede jeg inderligt. Jeg lænede mig op ad vinduet, og faldt stille i
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...