oh my bieber!

well... læs den!:)

5Likes
25Kommentarer
4385Visninger
AA

15. 13 dage senere!

Jeg vågnede. Klokken var 10:09. det var i dag jeg skulle hjem. Det var det jeg havde glædet mig til, hele tiden. Så skulle jeg nemlig hjem! Jeg havde også fået lov til, at tage krykkerne med hjem. Jeg kiggede rundt. Drengene var ikke stået op. Jeg gik ud på badeværelset, og lagde lidt make-up på, børstede tænder, og børstede hår. Så tog jeg et par cowboy bukser på, og en flot lime grøn top, og en lysegrøn cardigan. Jeg havde fået Ryan til at hente min kuffert, som stadig stod hjemme hos Justin. Så nu var jeg klar, til at tage hjem til Danmark, sammen med Chris, Chaz og Ryan. Og vi skulle endda være på første række. Jeg gik hen til sengen, og tog krykkerne. Hvis jeg skulle gå langt, skulle jeg have mine krykker med mig. Mine sår var væk, men jeg havde nogle ar, rundt omkring på mine arme, og nogle på mine ben. Men ikke mange. 2 på venstre ben, 2 på højre ben, 2 på venstre arm, og et på højre arm. Jeg gik ud af døren, og gik så rundt på gangen. Jeg snublede, men faldt ikke. Jeg gik videre, og gik så ned til enden af gangen, og gik tilbage igen. Jeg kom til mit værelse, og gik ind. Drengene var vågnet. Jeg smilte til dem. ”godmorgen” sagde jeg, og kiggede rundt på dem. ”godmorgen” sagde de i kor. Jeg havde vænnet mig til det, så det var ikke så sjovt mere. Jeg satte mig hen i sengen. ”skynd jer at gøre jer klar! Jeg skal hjem i dag, og væk fra det her hospital!” sagde jeg, og smilte stort. De smilte tilbage, og fik gjort sig klar. Ikke så hurtigt igen, men de blev klar. Chaz bar min taske, Ryan bar min guitar, og mig og Chris, gik bare. Eller… jeg havde jo mine krykker. Chris støttede mig nogle gange, så han hjalp jo også. Vi kom ud fra hospitalet, og fik fat i en taxa. Vi blev kørt til lufthavnen, og ventede spændt. Der blev jeg nødt til at tage min taske, så drengene også kunne have deres kuffert. Det var dem der havde billetterne. Der blev sagt i højtalerne, at dem der skulle til Danmark, skulle gå til gate 4. vi gik hen til gate 4, og steg om bord på flyet. Vi fik afleveret vores billetter, og fandt vores pladser. Jeg sad ved vinduet, sammen med Ryan, og Chris og Chaz, sad foran os. Vi skulle spænde vores sikkerhedsseler, og vi gjorde det med det samme! Så lettede vi, og det gav et sug i maven. Jeg kiggede ud af vinduet, og alt lignede små prikker, der havde forskellige farver. De så ret sjovt ud. Jeg kiggede på Ryan, og smilte. ”glæder du dig” sagde Ryan, og jeg nikkede ivrigt. Jeg var stadig lidt små træt, så jeg faldt i søvn. Jeg vågnede, ved at en ruskede blidt i mig. jeg åbnede mine øjne, og så vi var landet. Jeg smilte til Ryan, som havde vækket mig. Vi rejste os, og gik ud af flyet. Der kom en kold brise, os i møde. Dejlige, kolde Danmark. Drengene frøs, og jeg fnes af dem. De kunne bare have klædt sig lidt varmere. vi fandt vores kufferter, og gik ud af lufthavnen. Jeg fandt min mobil frem, og ringede til min mor.
Mig: hej mor!
Mor: hej skat!
Mig: kan du ikke komme, og hente os nu?
Mor: selvfølgelig ska! Jeg er der om 10-15 minutter!
Mig: okay ses!
Mor: ja vi ses!
Mig: hej!
Mor: hej!
Dut, dut, dut. Så lagde jeg min mobil i lommen igen. ”hun kommer om 10-15 minutter" sagde jeg, og smilte til drengene. De nikkede. Vi stod og ventede, uden at snakke. Stilheden var dejlig. Så satte jeg mig på min kuffert, og fandt min guitar. Så begyndte jeg at spille, og synge pick me. Folk der gik forbi, kiggede på mig, men aldrig længe af gangen. Nogle stoppede, og lyttede til mig. Så sang jeg never let you go. Jeg så min mor komme, da jeg var midt i sangen. Hun kom ud af bilen, og lyttede med lukkede øjne. Så blev sangen færdig, og jeg rejste mig op, og pakkede min guitar ned. Så tog jeg mine krykker, og min mor tog min kuffert, og min guitar. Vi satte os ind i bilen, og kørte af sted. Vi kom til et stort rødt hus, og det var vores. Jeg skyndte mig ind, og op på første sal, for at finde mit værelse. Jeg fandt det. Det var det sidste værelse, for enden af gangen. Det var stort, hvidt og med en masse plakater. jeg havde en stor dobbelt seng, et tv, walk-in closet og et skrivebord. Alle møblerne, var hvide. Jeg havde også mit eget badeværelse. Jeg studerede, alt det tøj jeg havde. Det meste var okay, men da jeg så en lilla kjole, flåede jeg den ud, og smed den hen på sengen. Føj! Så kom drengene ind bag mig, med min guitar og kuffert. Jeg satte alle mine ting på plads, og satte mig så på min seng. Der var også en bærbar computer. Men jeg ville skrive en sang lige nu. Jeg satte mig med min guitar, og tænkte på, hvad jeg skulle skrive. Da jeg tænkte over det, kom der en pige ind, jeg aldrig i mit liv, havde set før. ”hej! Jeg hedder Emilie… vi var bedste veninder før" sagde hun, og satte sig ned på sengen, ved siden af mig. Jeg smilte til hende. ”hej” sagde jeg, og hun smilte tilbage. ”vil du gerne have den der kjole? Jeg gider ikke have den” sagde jeg, og pegede på den lilla kjole, der lå imellem mig og hende. ”må jeg det? Det vil jeg helt vildt gerne!” sagde hun, og smilte. Jeg smilte tilbage. Det var bare en kjole? Måske har jeg været for meget sammen, med drenge? 2jeg har set videoerne, dig Chaz, Ryan og Chris har lavet! De er geniale! Og skide skægge!” sagde hun, og smilte stort. ”tak” sagde jeg, og smilte stort tilbage. ”jeg ville bare lige se, om du kunne kende mig, men det kan du ikke, kan jeg se… men jeg håber du får, en fin ny veninde så… jeg har også fundet en anden at være sammen med… jeg synes du er blevet lidt drenget? Jeg mener… normalt ville du skrige, eller hvine, over den mindste ting… men det har du ikke gjort, en eneste gang… er det okay med dig, at du bare finder en anden, at være sammen med?” sagde hun, og kiggede håbefuldt på mig. Hun sagde godt nok tingene lige ud. ”det har jeg det fint med… jeg synes du er lidt for piget… måske er jeg bare blevet drenget” sagde jeg, og smilte. Hun nikkede, og gik så. Pyha! Jeg ville godt nok heller ikke gå med hende, om hun så var den eneste, pige tilbage på hele skolen! Så kom en dreng ind. Havde godt nok heller ikke set ham før! Men… det er en dreng? ”hej… jeg er Mac… vi var ude på en date, lige før du tog til USA” sagde han, og satte sig ned, ved siden af mig. ”hej Mac" sagde jeg, og gav ham hånden. ”du kommer ikke for at sige, at du ikke vil kendes ved mig vel? Jeg er lige blevet afvist, af min tidligere bedste veninde” sagde jeg, og kiggede smilende på ham. Han rystede på hovedet. ”nej… jeg tænkte bare på, om vi ikke kunne være venner? Du må gerne være sammen med mig, og mine venner" sagde Mac, og smilte. ”det vil jeg da gerne” sagde jeg, og smilte. ”Emilie, syntes også jeg var for drenget” sagde jeg, og smilte. Han nikkede. ”for resten! Fede videoer! dem fra USA… det var sjovt at se på” sagde han, og smilte. ”tak! Selv om, det ikke altid har været så sjovt, for os der blev filmet… VEL CHRIS” råbte jeg ud af døren, og smilte. ”er Chris, Ryan og Chaz her? Dem du lavede videoerne med?” sagde Mac og smilte. Jeg nikkede. ”jeg kan lige hente dem, så du kan hilse” sagde jeg, og rejste mig. Jeg fandt dem, og skubbede dem med, ind til mig. ”Mac det her er Ryan, Chris og Chaz som du nok ved, og Chris, Ryan og Chaz, det her er Mac” sagde jeg, og smilte. Mac løftede hånden, som en hilsen. ”hej Mac” sagde de i kor. Det lød ret dumt, men det tror jeg, ikke Mac havde noget imod. ”jeg har set alle jeres videoer! De er vildt gode” sagde Mac, for at bryde tavsheden. ”det var også vildt sjovt, at optage” sagde Chris, og smilte. Mac nikkede, og rejste sig så. ”jeg må nok hellere komme hjem igen” sagde Mac, og gik. ”vi ses!” sagde jeg, og vinkede til ham. Chris, Chaz og Ryan blev stående. ”værsgo at tage plads, i den store seng” sagde jeg, og satte mig selv. De satte sig ved siden, af mig. ”hvem er Mac?” sagde Chris, da der havde været stille, i lidt tid. ”en eller anden, jeg åbenbart havde været på date med, inden jeg rejste til USA” sagde jeg, og kiggede på papiret. Hvad skulle sangen handle om? Det er som om, jeg kun kan gøre det, når Justin er her. Jeg har det! Og så skrev jeg derud af. Sangen hed wake me up! (den er rigtig lavet af evanescence, men lige nu skriver hun den altså!) jeg skrev noder til, og så var sangen færdig. Jeg spillede den, og glemte alt om drengene. ”den sang er meget mere rå, end de andre sange du har lavet” sagde Chris, og kiggede nysgerrigt på mig. Jeg gispede. ”jeg havde glemt i var her… men ja… ja det er den… jeg ville lige prøve det” sagde jeg, og kiggede på Chris, og smilte. Han smilte tilbage, og nikkede. Jeg spillede den igen, og så klappede de. Jeg havde ikke set min mor komme, men hun klappede også. Jeg bukkede. Jeg ville skrive en ny sang! Den skal hedde… once in our lifetime. Og så skrev jeg der ud af (den er skrevet af Texas). Jeg blev færdig, og havde også noder til. Så skrev jeg en mere, der hed: summer son, og en der hed tell me the answer (også lavet af Texas). Jeg havde skrevet fire sange i dag! Drengene var der stadig. Jeg sang de tre nye sange, og de smilte hele tiden. Jeg var kommet til summer son, og var lige startet introen. Deres ansigter lyste op, så det var nok den sang, eller intro de bedst kunne lide. Jeg begyndte at synge. De sad og rokkede med til den, så det var helt klart den, de bedst kunne lide. Den kunne jeg nok også bedst lide. Jeg blev færdig, og de klappede. ”det er vidst også nok sange, lige for i dag… eller for resten af ugen” sagde jeg, og strakte mig. De nikkede. ”hvad skal vi så lave nu?” sagde jeg, og smilte. ”vi skal spise!” råbte min mor, og vi rejste os. ”der har vi jo svaret” sagde jeg, og smilte. Men hun sagde det på dansk, så de forstod det ikke. ”vi skal spise” sagde jeg, til dem på engelsk. Jeg skal måske lige sige, til min mor, at hun skal tale engelsk. De nikkede, og så gik vi ned, og satte os til bords. Vi skulle have spaghetti, og kødsovs. Mums! Vi spiste, og gik så ovenpå. ”hvor sover i egentlig henne?” sagde jeg, og kiggede på drengene. De viste mig hen til et stort værelse, hvor der var tre drømme senge, og en sammenklappet drømme seng. Det var vidst fredag i dag, så jeg skulle i skole om 3 dage. Øv! De havde deres kufferter, ved hver deres drømme seng. Jeg foldede den sammenklappede ud, og satte mig på den. ”kommer lige om lidt” sagde jeg, og drønede ned af trappen, for at spørge min mor, om vi havde noget sodavand, eller noget andet sukker. ”mor? Har vi noget sodavand?” sagde jeg, og smilte til hende. ”ja skat, og du må altså godt snakke dansk” sagde hun, og smilte til mig. Jeg surmulede. ”hvad er der skat?” sagde min mor, og kiggede bekymret på mig. ”så skal jeg have sovemedicin… jeg har jo epilepsi, og sukker gør det værre… desværre, kan jeg ikke modstå sukker… derfor får jeg det, så jeg ikke tager noget om natten… og mor? Når de er her, skal du nok snakke engelsk” sagde jeg, og gik op til drengene. Jeg satte mig på drømme sengen igen. ”hvad så?” sagde Chaz, og kiggede nysgerrigt på mig. ”skulle vide om vi havde sodavand” sagde jeg, og kiggede på dem. ”har i det?” sagde Chris, og kiggede nysgerrigt på mig. Jeg nikkede. ”du tog ikke noget vel?” sagde Ryan, og kiggede rundt på drengene. Jeg rystede på hovedet. De åndede alle lettet op. Drenge… nogle gange er de så irriterende, og så er de lige pludselig bekymrede? weard? Ja! ”hvad skal vi så lave nu?” sagde jeg, og kiggede smilende rundt på dem. ”vi kunne gå en tur?” sagde Ryan, da der var gået lidt tid. Jeg nikkede, og det samme gjorde Chris og Chaz. Jeg tog mine krykker, og så gik vi nedenunder. ”vi går en tur mor” sagde jeg, og så gik vi. Vi gik bare rundt, uden at vide, hvor vi egentlig gik hen. Men på et tidspunkt, kom vi til en park. Den så hyggelig ud, og så var der ikke nogen andre, end os fire. Dejligt! Så kan man gøre lige hvad man vil, uden at tænke på, hvad andre tænker om en. Vi gik ind i parken, og fandt en bænk. Vi satte os, uden at sige noget. Det var en dejlig stilhed, men jeg ville gerne have en samtale i gang. Bare så de ikke begyndte, at kede sig. Men hvad kunne vi snakke om? ”hvad syntes i om Danmark?” sagde jeg, og kiggede rundt på drengene. De sendte hinanden et blik. ”det er koldt… men ellers er her da hyggeligt” sagde Chris, og smilte. Jeg smilte også, og nikkede så. ”hvad skal i lave når jeg er i skole?” sagde jeg, og kiggede rundt på dem. ”altså… vores hjemmeskolelærer kommer, og så tænkte vi på, om du ikke kunne være med der?” sagde Chaz, og kiggede håbefuldt på mig. ”det kan jeg da finde ud af… men Chris? Får du så din egen?” sagde jeg, og kiggede lidt forvirret på Chris. Han nikkede. ”jeg går jo en klasse under jer” sagde Chris, og smilte. Jeg smilte tilbage, og nikkede. Jeg rejste mig op for at strække mig. Det var lidt svært med krykker, men jeg klarede det med lidt besvær. Det måtte have set ret sjovt ud. Jeg satte mig ned igen, og kiggede rundt på drengene. De smilte stort. Næsten grinte. Så kiggede jeg i stedet rundt i parken. Der kom en fed dame løbende, med sved drivende ned som floder, ned af panden. Hendes trøje var helt våd af sved. Hun løb forbi os, og en blanding af sved og sure sokker, kom os i møde. Da hun var tilstrækkeligt langt nok væk, lod vi alle som om, vi var ved at dø. Så stoppede vi, og kiggede på hinanden. Så flækkede vi af grin. Vi kunne ikke holde det tilbage. Det kom bare. Og vi blev ved i en evighed, indtil der kom en masse folk, der kiggede mærkeligt på os. Så stoppede vi, og gik hjem ad. Eller… vi gik rundt, og prøvede på at finde hjem. Vi gik og endte med at komme, til en åben gade. Der var masser af mennesker. Vi kiggede rundt, og prøvede at finde et skilt, der fortalte os hvor vi var henne. Men vi kunne ikke finde et eneste skilt. Vi kiggede på hinanden. ”skal vi ikke finde en, og spørge om hvor vi er?” sagde jeg, og kiggede rundt på drengene. De nikkede. Jeg kiggede rundt omkring, og så, så en sød dreng. Han sad på en bænk, og tegnede. Han havde sort, kort og pjusket hår. Han var veltrænet, og så ret høj ud, selvom han sad ned. Jeg gjorde tegn til drengene, om at jeg kom igen, lige om lidt. Jeg gik hen til drengen, og satte mig ned ved siden af ham. Han kiggede ikke op fra papiret. Jeg rømmede mig. Han kiggede forskrækket op. ”hej? Kan jeg hjælpe med noget” spurgte han, og kiggede venligt på mig. ”kunne du ikke sige mig hvor jeg er henne af?” sagde jeg, og smilte venligt til ham. ”du er i Randers” sagde han, og smilte venligt tilbage. Jeg nikkede. Hvor boede jeg egentlig? Jeg kiggede ned på hans tegning, som han havde kastet sig over igen. Han tegnede… mig? Jeg smilte. Han kiggede op på mig, og tegnede så videre. Den var virkelig flot! Den lignede mig på en prik! Han blev færdig, og kiggede på mig. Jeg smilte stort. Havde han lige tegnet mig? Sarah? Som er så grim? Lille mig? Han smilede lige så stort tilbage. ”må jeg ikke godt tage et billede af dig? Og muligvis få dit nummer?” sagde han, og smilte stort jeg nikkede, imens jeg smilte. Han tog et billede af mig, og fik mit nummer. ”hvad hedder du?” sagde han, og sad klar med sin mobil. ”Sarah… hvad med dig?” sagde jeg, og smilte charmerende til ham. ”jeg hedder Nico” sagde han, og smilte charmerende tilbage. Nico! Hvor sødt! Så rev han tegningen af, og gav den til mig. Jeg foldede den sammen, og puttede den i lommen. Jeg rejste mig. ”jeg må nok hellere komme videre” sagde jeg, og smilte. Han nikkede. Jeg gik over til drengene, som kiggede på mig, med jalousi i øjnene. ”vi er i Randers” sagde jeg, og smilte til drengene. De nikkede. ”tog han et billede af dig?” sagde Chris, og kiggede nysgerrigt på mig. Men jeg nåede ikke svare, for jeg blev afbrudt. ”fik han dit nummer?” sagde Chaz så, og kiggede også nysgerrigt på mig. Jeg nåede igen, heller ikke at sige noget. ”hvad var det han gav dig?” sagde Ryan så, og kiggede også nysgerrigt på mig. Jeg sukkede. ”må jeg svare nu?” sagde jeg, og kiggede lettere irriteret på dem. De nikkede. ”altså… ja han tog et billede af mig… ja han fik mit nummer… og så gav han mig en tegning, han havde tegnet af mig” sagde jeg, og følte mig helt varm indeni. De nikkede. Jeg tog min mobil frem. Jeg fandt min mors nummer, og ringede hende så op.
Mig: hej mor.
Mor: hej skat!
Mig: kan du ikke hente os? Vi er i Randers åbenbart.
Mor: jo da! Hvordan er i endt der? Jeg mener… vi bor i Hobro… men jeg henter jer lige om lidt. Så vi ses
Mig: ja hej!
Mor: hej!
Så lagde jeg på, og kiggede på drengene. ”hun kommer og henter os lige om lidt” sagde jeg, og smilte stort. De smilte endnu større tilbage, og nikkede så. Jeg kiggede mig rundt omkring. Nico var gået. Jeg slæbte drengene med hen til bænken, og så satte vi os ned. Hvad kunne vi snakke om? jeg mener… de er jo ikke piger, så ingen hemmeligheder. De er drenge. Men hvad kunne jeg snakke med dem om? jeg kiggede rund på dem. De så lidt nedtrykte ud. ”er der noget galt?” sagde jeg, og kiggede bekymret rundt på dem. ”nej” sagde Ryan, og satte et falsk smil på. Der var et eller andet galt. Men hvad? Hvad kunne der muligvis være galt med dem? Vi sad på bænken, og ventede. Så kom min mor frem. Hun smilede, og vinkede os hen til hende. vi fulgte efter hende, og kom ind i bilen. Vi sagde ikke noget, hele vejen hjem. Det var en irriterende stilhed. Jeg kiggede rundt på drengene. Men ingen af dem, så meget som kiggede på mig. Jeg kiggede ud af ruden igen. Vi kom hjem, og vi steg ud. Vi gik op på vores værelser. Jeg kiggede rundt på værelset. Så kom drengene ind. De så lidt nervøse ud. De satte sig i sengen, lige overfor mig. Jeg kiggede nysgerrigt på dem. ”altså ser du… vi kan alle sammen rigtig godt lide dig… vi vil rigtig gerne vide, hvem du bedst kan lide” sagde Ryan, og kiggede på sine hænder. Åh nej! Jeg vidste de ville spørge mig, på et tidspunkt! ”altså ser i drenge… Chaz: du er rigtig dejlig, sød, sjov og mega stærk, men jeg ser dig mere som en bror… Chris: du er sød, dejlig, helt vildt sjov, og helt vild med videoer, men jeg ser dig mere som en bror, eller bedste ven, Ryan: du er sød, sjov, dejlig, skøn… ja jeg kunne blive ved! Jeg kan rigtig godt lide dig! Men så er der også Justin… han er ligesom dig! Man kunne blive ved, med at komme med ord… jeg håber ikke det gør noget…” sagde jeg, og kiggede rundt på drengene. Ryan smilte stort, og det samme gjorde Chris og Chaz. de kunne nok godt lide, at være som mine brødre. ”det har vi det helt fint med… men hvem kan du bedst lide, af Ryan og Justin?” sagde Chris, som smilte helt vildt. ”jeg ved det ikke helt” sagde jeg, og smilte større tilbage. Jeg var glad for, at de tog det så pænt! De nikkede. ”hvad skal vi så lave?” sagde jeg, og kiggede rundt på dem. Chris stoppede vidst nok en video. Jeg kiggede irriteret på ham. Han smilte. ”bevis?” sagde han, og smilte. Jeg fnes. Den knægt er og bliver, helt vildt skør! ”men hvad skal vi lave?” sagde jeg, og kiggede rundt på dem endnu en gang. ”jeg ved det virkelig ikke” sagde de i kor. Jeg fnes. Jeg elskede når de sagde noget i kor. Det lød så sødt! Jeg kiggede rundt. Jeg har det! Nej… jeg gider ikke s, p eller k! dumt af mig at tænke! Men hvad kan vi så lave? Så kiggede jeg på drengene, som sendte hinanden et lumskt smil. Åh nej! Hvad havde de nu tænkt sig? ”hvad tænker i på?” sagde jeg, og kiggede nysgerrigt rundt på dem. ”ikke noget” sagde Chris, og smilte et stort falskt smil. Jeg kiggede mistroisk rundt på dem. ”der er noget… sig det!” sagde jeg, og kiggede på dem, som om de var under forhør. ”ikke noget… eller” sagde Ryan, og kiggede rundt på drengene. De nikkede bare. Så sprang de på mig, og begyndte at kilde mig. jeg grinte, og det gjorde HELT vildt ondt i min mave. ”STOP DRENGE! Det gør ondt i min mave!” sagde jeg, med jævne mellem rum, for jeg kunne ikke få vejret. Drengene stoppede, men jeg grinte stadig videre. Jeg hostede, og kunne ikke grine mere, da hosten udviklede sig til meget hosten. Drengene kiggede på mig, med lidt panik i øjnene. Jeg rejste mig, men så kom en smerte i mine lunger. Det føltes som om det brændte. Jeg faldt sammen, og hostede helt vildt, imens jeg tog mig til maven. Drengene kiggede bange på mig. ”SARAH’S MOR!” sagde Ryan, eller rettere sagt råbte. Min mor kom op af trappen, og ind på værelset. Hun tabte det glas hun havde i hånden, da hun så mig. min mor flåede sin telefon frem, og ringede 112. mine lunger brændte. Hosten blev værre og værre. Så kom ambulance folkene ind, og løftede mig op på en båre. De bar mig ud i ambulancen, og kærte af sted med mig. Drengene fik lov til at komme med mig i ambulancen. Min mor kørte bag os. Vi kom til hospitalet, og min hoste var ikke gået væk. De ville tag et røntgenfotografi, og jeg kom ind i rummet. Det var svært at få mig til at ligge stille, men det lykkedes til sidst. De fik taget et billede, og kom ud til mig. de løftede mig forsigtigt, og lagde mig i en hospitalsseng. Min hosten var gået væk, men jeg havde det stadig svært, ved at trække vejret, uden det gjorde ondt. Drengene havde indhentet. Os. Jeg kom ind i en operationsstue, for at blive opereret. Jeg kunne mærke, hvordan min puls langsomt blev svagere, og til sidst, sortnede alt, imens jeg tog mit sidste åndedræt!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...