the JB hater!

en pige skal med til sin venindes elskede JB's koncert, hvor hun ikke kan komme ind. men tilfældigvis støder hun ind i Christian Beadles! men hvad siger hun mon til det, nu hvor hun HADER JB!

18Likes
78Kommentarer
7239Visninger
AA

2. lyn!? og en ny familie?

Jeg vågnede ved, at hele min krop var øm. Jeg kiggede mig omkring. Jeg var stadig på marken, men henne i starten af den, hvor hegnet var. Det jeg var stødt ind i, var et træ. Jeg satte mig op, men med besvær, da det dunkede i mit hoved, sved i mit ben, og gjorde helveds ondt i min mave. Jeg kiggede rundt, for at finde min mobil. Den lagde ved siden af mig, og jeg tog den op. Der var 7 ubesvarede opkald. Alle fra Chris. Ikke et eneste, fra mine plejeforældre. Var de SÅ lige glade med mig? jeg ignorerede min tanke, og ringede Chris op. Han tog den, efter lidt tid. ”det Chris”, lød der i den anden ende. ”det er Sam” sagde jeg, med en lille hæs stemme. ”SAM!? Hvor er du?? Næsten skreg Chris, af bare bekymring. ”jeg er ved den første mark, efter der hvor bæveren, holdte sin koncert” sagde jeg, og lagde på. Jeg orkede ikke, at snakke mere. Jeg vidste ikke en gang, om de ville finde mig. Men jeg var lige glad. Lige glad med alt. Jeg lukkede mine øjne, men åbnede dem igen, da jeg hørte en bil stoppe. Jeg kunne høre skridt, og tre personer der hoppede over hegnet, og løb hen til mig. det var Chris, Caitlin og bæveren. ”SAM!” skreg Chris, og satte sig ned ved mig. ”hvad er der sket?” sagde Caitlin, og man kunne se, tårerne trille ned, af hendes blege kinder. ”lyn” sagde jeg. Mere orkede jeg ikke, at sige. De kiggede bekymret på hinanden. Chris løftede mig op. Det dunkede i mit hoved, endnu mere end før. De fik mig over i bilen, og kørte. De stoppede foran hospitalet, og fik mig ind. Der kom straks læger til, med en hospitalsseng. ”hvad er der sket?” sagde en læge, og kiggede bekymret på mig. ”lyn”, sagde jeg endnu en gang. De kørte mig ind et sted, hvor der skulle tages billeder. jeg lagde mig op på briksen, med stort besvær. Lægerne gik, og kom igen lidt efter. ”det ser ud til, at du har brækket 2 ribben, og har brækket dit ben, 2 steder. Vi operer med det samme, og så renser vi dine brandsår, når du en gang vågner igen” sagde lægen, og smilte venligt til mig. jeg nikkede, og kom over i sengen igen. De kørte mig ud af rummet, og direkte over, til operationsstuen. De bedøvede mig, og jeg faldt straks i søvn. Jeg vågnede ved, at nogen rørte min hånd. Jeg åbnede forsigtigt mine øjne, og så Chris, sidde og nusse min hånd. Jeg gav hans hånd et klem, og han kiggede overrasket, men smilende på mig. Jeg gengældte smilet. ”godt du er vågnet” sagde Chris, og med de ord, kom Caitlin og bæveren, også over. Caitlin krammede mig hårdt. Det gjorde ondt i mine ribben, men jeg sagde ikke noget. Hun trak sig væk, og man kunne se, hun havde været ved, at græde. Sødt. Jeg kiggede over på Justin, der kiggede surt på mig. jeg kiggede surt tilbage, men kiggede så over på Chris, og Caitlin igen. De stod og trippede lidt. Havde de travlt? ”hvis i skal nå noget, så må i godt gå” sagde jeg, og smilte sødt til dem. De nikkede, og krammede mig farvel. Så var der kun mig, og bæveren. Eller. Han gik ud. Så var jeg vel alene. Men nej. Han kom igen lidt efter, med en læge. Hun havde salver med. Han smilte lumskt til mig. jeg kiggede uvidende på ham, men ignorerede det. Hun satte sig ved min fodende, og begyndte, at rense mit brandsår. Nårh ja. Jeg skulle jo have renset mine sår. Det gjorde ondt, men jeg sagde ikke noget. Det skulle han ikke nyde noget af! Han kiggede skuffet på mig, da lægen gik ud igen, og jeg ikke havde sagt en lyd, under det hele. Jeg kiggede surt på ham, og han gengældte det. ”hvornår går du bæver?” sagde jeg, og kiggede hånende på ham. ”du ved ikke hvor meget jeg har lyst, men jeg havde jo snakket med dine pleje forældre, og de ville have, at jeg blev, da de ikke kunne komme” sagde bæveren, og kiggede surt på mig. jeg nikkede koldt, og kiggede den anden vej. ”det er bare dejligt bæver” sagde jeg, og kiggede igen over på ham. Han boblede helt af raseri. ”lad så VÆR med at kalde mig bæver” sagde han, og var rød i hovedet, af raseri. ”hvorfor det bæver?” sagde jeg, og kiggede koldt på ham. Han knyttede hænder, og man kunne se, han var ved at sprænge, af raseri. ”fordi jeg faktisk er et menneske! Jeg har også følelser!” sagde Justin, og var endnu mere rød i hovedet. ”jeg vidste ikke at ting, godt kunne føle” sagde jeg, og kiggede koldt på ham. Okay. Jeg var sikker på, at han ville sprænge nu! ”stop nu det der! Det er ikke MIN skyld, at din mor var en psykopat, der begik selvmord, fordi jeg skrev en sang!” råbte bæveren, og hans knoer begyndte at blive hvide, på grund af, at han knyttede sine hænder, så meget som han gjorde. Havde han lige sagt at min mor var psykopat? Var det det han sagde!? Den bæver! Jeg havde drop, og var sat fast, til en hjerterytmemaskine. Man kunne høre, hvordan min puls blev hurtigere, og hurtigere. Bæveren kiggede forskrækket, hen på den. Jeg tog mig selv fri af droppet, og af hjerterytmemaskinen. Jeg sprang ud af sengen, og gik hen mod ham, i min hospitals T-shirt, og shorts. Han kiggede forskrækket hen på mig. jeg kiggede på ham, med lynene øjne, og knyttede næver. Jeg stod tæt på ham. Jeg skulle til at slå ham men, han tog fat i min hånd, og drejede mig rundt, og holdt mig stramt fast, i hans favn. Jeg prøvede at komme fri, men han klemte mere, og mere til. Det gjorde ondt i min mave, som selvfølgelig var forståeligt, da jeg havde brækket 2 ribben. Jeg begyndte at gispe efter luft, og droppede, at prøve på, at komme fri. Bæveren gav slip på mig, og jeg faldt ned på gulvet. Nu kom smerten. Smerten i mit ben. Det brændte, og det samme, gjorde det i mine lunger. Så kom der læger ind, sammen med Chris, og Caitlin. Chris og Caitlin, kiggede surt på bæveren, og bekymret på mig. lægerne fik mig op, og tjekkede mit ben, men der var intet galt. Så tjekkede de mine lunger, og man kunne se, at der var noget galt. De gav mig hurtigt drop igen, og satte mig fast, til hjerterytmemaskinen. Man kunne høre, hvordan min puls, blev svagere, og svagere. ”vi skal have brækket hendes ribben ud, s det er nok bedst, hvis i går ud” sagde lægerne, og kiggede på Chris, Caitlin og bæveren. De nikkede, og gik derefter ud. Lægerne satte sig hen til mig, og tog fat. De rev til, og det gjorde ondt, men jeg sagde ikke noget. Smerten var dejlig. Den dækkede over den smerte, jeg havde indeni. Det hul, som jeg havde haft, i evigheder. De gav mig noget bandage på, og de andre kom ind. Min hjerterytme, var normal igen. De kiggede bekymret på mig, men jeg smilte til dem. ”har i givet hende stoffer eller noget?” sagde Caitlin, der kiggede forvirret på mig. lægerne rystede på hovedet, og gik igen. ”havde i forventet, at mit ansigt var fordrejet i smerten?” sagde jeg, og kiggede smilende på dem. ”ja! Eller at du idet mindste skreg” sagde bæveren, men jeg værdigede ham ikke et blik. ”okay? Men ved i hvad det mærkelige var? Det var, at det var… behageligt? Eller nej. Det gjorde ondt, men det var dejligt” sagde jeg, og de kiggede på mig, med store øjne. ”du er jo psykopat, ligesom din mor” sagde bæveren, og kiggede hånende på mig. ”så hele din familie er bævere?” sagde jeg, og kiggede hånende tilbage. ”idet mindste HAR jeg en familie”, sagde han hånende tilbage. ”som er bævere”, sagde jeg hånende igen. Han rejste si vredt, og kiggede på mig, med lynene øjne. Så kom en læge ind. ”Samanthas venner? Jeg har lige en meddelelse til jer” længer nåede hun ikke, før jeg afbrød hende. ”vent! Hvis det er mine venner, skal han ud” sagde jeg, og pegede på bæveren. Han rejste sig surt, og gik ud. Jeg nikkede til lægen som tegn, på hun måtte begynde. ”i skal passe på hende for hvis det sker igen, med hendes ribben, kan hendes lunge punktere” sagde lægen, og gik igen. Chris og Caitlin, nikkede bare. Så kom bæveren ind igen, og satte sig. Caitlin og Chris, stod endnu en gang, og trippede lidt. ”i må altså godt gå igen?” sagde jeg, og smilte til dem. De nikkede, og krammede mig hurtigt farvel, og gik så. Og nu skulle jeg så være alene, med bæveren. Jubii? Så meget NOT! Der bliver nok en bitch fight. Så er det godt vi begge er piger. Ellers havde det været unfair. Men han sagde ikke noget, og det gjorde jeg heller ikke. Jeg gad heller ikke mundhugges med ham, lige der. Jeg valgte at sove, så jeg lagde mig til rette, og lukkede mine øjne. Kort efter, sov jeg tungt. Jeg vågnede, ved at en sagde mit navn. ”hvad er der?” sagde jeg, og åbnede mine øjne. Det var bæveren. Så kunne det være lige meget. Jeg lukkede mine øjne igen. ”kan du ikke bare have lidt respekt for mig?” sagde Justin, og sukkede højlydt. Jeg åbnede modvilligt mine øjne, og kiggede hen på bæveren. ”jeg har et brev fra dine pleje forældre” sagde DEN, og gav mig et brev. Jeg satte mig op i sengen, og tog imod det. Jeg åbnede konvolutten, og tog brevet ud. Jeg foldede det langsomt ud.
Kære Samantha.
Vi er rigtig kede af, at vi ikke kan være der for dig. Nu hvor du har det så svært, kom vi til at tænke på noget. Vi er der faktisk aldrig for dig. Du har brug for nogle rigtige forældre. Nogen der kan tage sig af dig, og ikke nogen, som du aldrig ser. Så derfor har vi fundet en ny plejefamilie til dig, som bor tæt på, hvor vi bor. Eller. Det er nok 20 km væk. De hedder Jane og Jeremy. De er rigtig rare, og nogle af vores gamle venner. De har altid gerne ville have et barn, og så tænkte vi på dig. Håber du kan tilgive os. Tusind kys og kram
Kent og Susanne.
Jeg læste det igennem, en ekstra gang. Jeg var såret, men så kom vreden. Jeg rev papiret i stykker, og smed det på gulvet. Justin kiggede overrasket på mig. ”lad VÆR med at hovere!” sagde jeg, og kiggede surt på ham. ”jeg ville bare spørge, hvad brevet havde gjort dig?” sagde han, med en uskyldig stemme. ”det er bare mine plejeforældre, der giver mig videre, som var jeg et dyr!” sagde jeg, med en grødet stemme. Jeg kunne mærke tårerne, i min øjenkrog. ”kan vi ikke begrave stridsøksen? Så kan du få et kram?” sagde Justin, og kiggede desperat på mig. jeg nikkede, og åbnede mine arme. Han smilte, og krammede mig. lige da vi krammede, kom Caitlin og Chris ind. ”jeg glemte min… wow! Hvad er der med jer? Så slås i, og så krammer i?” sagde Chris, og så trak vi os fra hinanden. ”jeg skal have nye plejeforældre” sagde jeg, og kiggede på dem, med tårer i øjnene. De havde åben mund, og kiggede forvirret på mig. ”hvem er det? Hvor ved du det fra?” sagde Caitlin, og var helt i chok. ”brevet har jeg revet i stykker, men de hedder Jane og Jeremy. De bor 20 km herfra” sagde jeg, med en trist stemme. De kiggede på Justin. Jeg kiggede forvirret på dem. ”det er jo Justin’s far og halv mor” sagde Caitlin, og kiggede på mig, med store øjne. Hvad? Jeg kiggede på Justin, med store øjne. ”ja… det er rigtigt…” sagde Justin, med et smil. Jeg smilte forvirret tilbage. Okay? Jeg lagde mig til rette. Det her skulle jeg lige sove på! Jeg lukkede mine øjne, og faldt i søvn.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...