Søster Søster


1Likes
2Kommentarer
443Visninger
AA

1. "Søster, søster"


"Søster, søster"

Nogle gange tænkte jeg, det ville det være rart at have en søster. En søster der ville forstå, og ikke vende ryggen til, når de andre var onde. En søster jeg kunne betro mig til. Og gad lytte.
Pigerne stod sammen i hjørnet. De havde ryggen til mig og hviskede. Indimellem vendte de sig om og så på mig, og pludselig var de om mig.
"Du er godt klar over, at du kan komme på hospitalet, når du er så tynd... ikke?" De gloede på mig, og jeg krympede mig under deres blik. Svedte i hænderne og mærkede, hvordan jeg blev rød i kinderne og havde svært ved at trække vejret. Jeg kiggede ned i gulvet, og gruppen stimlede tættere sammen om mig. Jeg følte mig klemt inde og prøvede at komme væk, men pigerne stod tæt og afventede svar. I et glimt så jeg en pige med rødt hår smile vagt til mig. Så sortnede det for mine øjne.


Det havde været svært at starte på den nye, uoverskuelige skole. Pigerne i klassen var fjendtlige og gad mig ikke. Når de var optaget af andre ting, som at sjippe bue eller spille bold, fik jeg lov at være i fred. Andre gange var de efter mig, og kom med lede tilråb og bemærkninger. Jeg hadede skolen. Jeg hadede pigerne. Og jeg hadede hele denne lorteby af hele mit hjerte.
Som alle andre dage skyndte jeg mig lige hjem efter skole. Hjemme var der i det mindste fred. Fra mit værelse kunne jeg se ud over den store kirkegård. Da vi flyttede hertil, havde jeg afskyet den makabre udsigt. Nu elskede jeg at sidde i vindueskarmen og kigge ud over gravene. Ofte ønskede jeg, det var mig, der lå dernede under en af de flotte sten med masser af smukke blomster over mig. Elsket og savnet, stod der på nogle af stenene.
Jeg sad og så, hvordan der var en, der blev begravet dernede. Der var mange mennesker. De fleste i sort tøj. Da der var kommet jord på graven, og begravelsesfølget var forsvundet, knælede en kvinde i sort tøj ved gravstedet. Hun sad helt stille og blev der længe. Først da det begyndte at mørkne, rejste hun sig og vaklede mod udgangen.

Billedet af kvinden ved graven ville ikke forsvinde. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvem hun var, og hvem der lå i den nye grav dernede. Tænk hvis det havde været mig. Eller min søster.
En aften gik jeg derned. Jeg stod stille, næsten højtideligt, og betragtede graven. En lille hæk omkransede jordhøjen, som stadig var fyldt med blomster. Øverst lå en stor sten malet med sorte bogstaver: "Lisa" stod der på den. To datoer. Hun var kun blevet et år ældre end mig. Jeg gøs. Det begyndte at blive rigtig mørkt. Da jeg gik, kunne jeg mærke mit hjerte hamre, som havde jeg løbet. Jeg forsøgte at gå helt roligt. Prøvede at få gruset til at lade være med at knase under mine fødder.
Måske var det i mørket ved graven, at det med min søster opstod. Eller måske først næste dag i skolen. Det var ikke meningen, jeg ville lyve, men det var fantastisk. Og så greb det om sig.


Jeg forstod ikke hvorfor det skulle være så interessant, at jeg havde en søster. Mange af de andre piger havde både søstre og brødre. Men jo mere detaljeret jeg fortalte, desto mere interessant syntes pigerne jeg var.
Pigen med det røde hår, som jeg ikke havde lagt rigtig mærke til før, nikkede ivrigt hver gang, jeg fortalte om min søster. Ind i mellem kom hun også med små tilføjelser eller bekræftede de ting, jeg fortalte. Jeg studsede over det. Det gjorde jeg. Men jeg var så optaget af at fortælle, og af min nye status. Og jo mere jeg fortalte og selv troede på min historie, des mere naturligt virkede hendes væremåde.
Jeg fortalte, at min søster, Lisa, havde slangekrøller der lyste rødorange i solen og hang langt ned ad skuldrene på hende. Beskrev, hvordan Lisas grønne øjne kunne skinne på en helt speciel måde. Forklarede hvordan Lisa grinede så alle blev revet med.
Hver gang jeg fortalte om Lisa, blev pigerne stille og lyttede. De stimlede sammen om mig på en rar måde og smilede til mig, når jeg holdt pauser.
Ind i mellem fortalte jeg også uhyggelige historier, hvor Lisa gjorde de vildeste ting. Så rykkede pigerne tættere og spærrede øjnene op. Lisa var sådan en alle gerne ville være. Stærk, hurtig og fræk. Og hun var min søster.
Det var fantastisk. Aldrig havde jeg befundet mig så godt. Men eventyret havde en ende, og en dag begyndte pigerne at plage for at møde min fantastiske søster.
"Kan vi ikke tage med dig hjem i dag?" Spurgte en.
"Ja!" Stemte de andre i. "Så kan vi se din søster."
Jeg vred mig. "Hun er ikke så meget for fremmede."
"Vi er jo bare med dig hjemme." Fortsatte pigerne.
"Vi skal nok lade være med at genere hende."
"Kom nu. Vi har heller aldrig set hvordan du bor!"
De ville med mig hjem! Jeg blev smigret. Blev revet med, det hele kunne jo være rigtigt. I hvert tilfælde føltes det rigtigt! Jeg havde aldrig haft nogle med hjemme før. Og mine kinder brændte.
"I må gerne komme med mig hjem på mandag, hvis I vil." Jeg prøvede at lade være, men jeg kunne mærke, at jeg smilede med hele hovedet.


Hele weekenden skiftede jeg mellem at være lykkelig, nervøs og desperat.
En søster var vel ikke så vigtig. Og det var jo mig, de kom for at besøge. Det sagde de selv.
Da jeg mandag eftermiddag efter skole låste mig og pigerne ind i lejligheden, forventede jeg næsten at Lisa stod der. Men selvfølgelig var der ingen søster. Pigerne var skuffede. De spottede hurtigt den overskuelige lejlighed og så straks, at der hverken var værelse eller seng til en Lisa. Jeg vred mig. Forsøgte at sno mig uden om spørgsmålene. Til sidst brød jeg grædende sammen. Pigerne stirrede anklagende på mig.
"Løgner!"
"Lede kælling!"
"Du har snydt os! Tænk at sige sådan noget…"
Jeg var bange for, at pigerne ville fare på mig. Hele min krop rystede af gråd. "Jamen..." hikstede jeg. "Hun er forsvundet. Pludselig var hun og alle hendes ting væk. Jeg tror, at vores forældre gav hende til vores tante. Hun kan ikke få børn. Og hun har altid været så glad for Lisa." Jeg kunne godt selv høre, at det var langt ude, men pigerne dæmpede sig lidt. De stirrede på mig. Måske vidste de ikke helt, hvad de skulle tro.
"Det er forfærdeligt," Fortsatte jeg. "Jeg tror ikke, at jeg kan leve uden hende."
"Givet væk til din tante. Vrængede en af pigerne. "Du er ikke rigtig klog!"
"Ja du skulle spærres inde, skulle du. Sådan en løgner-so".
"Det er rigtig, hvad hun siger." Det var pigen med det røde hår. "Jeg har set Lisa. Og jeg så dem køre af sted med hende i lørdags."
Pigerne var ikke overbevist. De så skiftevis fra mig til den rødhårede.
"Jeg så, at Lisa græd og gjorde modstand, men hun kunne ikke gøre noget." Fortsatte pigen og kiggede medlidende over på mig. Jeg holdt op med at græde.
"Ja..." sagde jeg, måske lidt for ivrig. "De prøvede at bilde mig ind, at hun var blevet kørt ned. Vi var til begravelse og det hele i weekenden. Men jeg troede ikke på, at hun var død."
Ingen sagde noget. Der var stille i lejligheden. Helt stille.
"Jeg ville kunne mærke, hvis hun var død. Vi er meget tætte.” Jeg snøftede. ”Jeg var sikker på, at hun ville være her nu, når jeg kom hjem fra skole!" Jeg begyndte at græde igen.
En af pigerne kom hen og lagde armene om mig. "Stakkels dig." Sagde hun. "Hvor er det nogle væmmelige forældre, I har." Konstaterede en af de andre. "Hvor er de nu?"
"De arbejder vel." Svarede jeg. Pigerne var med mig nu. Det kunne jeg mærke. I hvert fald de fleste. Der var aldrig nogle af pigerne, der havde rørt ved mig før. Jeg havde tit set dem kramme, holde i hånden, og pille ved hinanden, og havde ofte tænkt på, hvordan det ville være. Nu sad de tæt omkring mig. Pigen, der havde holdt om mig før, sad nu med tårer i øjnene og kiggede medlidende på mig, mens hun knugede min hånd. En anden stod bagved og strøg mig over håret.
Det var ved at blive mørkt i lejligheden. Pigerne skulle hjem for at spise. Inden den første gik, sværgede vi på ikke at sige et ord om dette til nogle.
Måske kunne det blive farligt for Lisa, hvis det slap ud.


Da alle pigerne var gået, sad jeg længe i mørket og kiggede ud over kirkegården. Tak Lisa, tænkte jeg. Du har virkelig gjort mig lykkelig. Min kære søster.
I de næste dage og uger var jeg klassens midtpunkt. Alle pigerne var opmærksomme på mig og ville vide, hvordan jeg havde det, og om der var noget nyt om Lisa. De var bekymret for, hvordan jeg klarede den hjemme hos mine forældre, som jo kunne finde på hvad som helst.
Jeg beroligede dem med, at det var bedst at lade som om, alt var fint og spille med, så de ikke fandt ud af, at jeg kendte sandheden om Lisas forsvinden. I lang tid var det fantastisk. Men der var en slange i paradiset. En pige med lange lyse rottehaler. Hun troede mig ikke. Og hun ville gøre alt for at få mig ud i kulden igen. I starten ville de andre ikke høre på hende. De viftede hende irriteret væk, hvis hun sagde noget om det. Men langsomt fik hun alligevel overbevidst flere af pigerne om, at jeg måske løj.
Jeg tog mig ikke rigtig af det, for jeg havde travlt med at nyde min nye status. Og faktisk blev jeg ægte forarget over, at hun ville være bekendt at sige sådan til mig, der både skulle leve med savnet af min søster og med angsten for hvad mine forældre kunne finde på.


En morgen da jeg kom i skole efter at have været syg nogle dage, var stemningen pludselig vendt. Ingen kom hen til mig for medfølende at spørge til mig eller Lisa. Ingen kom og kørte fingrene gennem mit hår. Eller aede mig på ryggen. Pigerne slog bare blikket ned eller gik, når jeg forsøgte at fange deres blik. Jeg vidste ikke helt hvad det handlede om, men havde selvfølgelig en fornemmelse. Det var forfærdeligt at sidde alene. Og vente. For det var vel det jeg gjorde. Det gjorde ondt i maven, og jeg kunne ikke samle tankerne. Bare de ville sige noget.
Først i frikvarteret trak de mig til side i det bagerste hjørne af gården.
"Vi tror ikke på dig!” spruttede pigen med de lyse rottehaler. ”Hvorfor lyver du?"
"Lisa har aldrig eksisteret!" Næsten råbte en af de andre. De andre piger stod tavse og kiggede på mig. Bebrejdende.
"Hvorfor lyver du?" spurgte pigen igen. "Synes du ikke det er lidt for underligt, at ingen af os hverken har hørt om Lisa eller set hende?"
Jeg svarede ikke, men kiggede mig febrilsk om efter pigen med det røde hår. "De-de-det er rigtigt!" stammede jeg så. "Hvorfor gør I dette mod mig?" Mine øjne var fyldt med tårer. Jeg kiggede på pigerne rundt om mig. Nogle af pigerne så ned i jorden. Måske vidste de ikke helt, hvad de skulle tro.
"Hvorfor tror I mig ikke?" Hikstede jeg videre. "Vil I virkelig have at jeg skal bevise det for jer?"
"Ja!" Sagde nogle af pigerne og så mig lige ind i øjnene. Nogle af de andre nikkede. "Bevis det hvis du kan, ellers bliver det værst for dig selv. Løgner."
”Ja, det her kommer du til at fortryde!”
Mit hoved gjorde ondt. Jeg havde det som om, jeg skulle besvime, men tog mig sammen.
"Ok!" Jeg tog mig sammen. "Så mød mig nede ved indgangen til kirkegården kl. tolv i nat. Pigerne nikkede, og lod mig være i fred.


Lidt i tolv listede jeg mig ud af lejligheden og gik ned mod indgangen til kirkegården. Fra mit vindue havde jeg set, at et par af pigerne allerede var kommet. Jeg ville gerne have været den første, men det gjorde ikke nogen forskel. Det var koldt og mørkt. De nikkede til mig uden at sige noget, og tavse stod vi i mørket og ventede på resten. Da klokken var lidt over tolv gjorde en af pigerne tegn, og vi gik ind på kirkegården. Der manglede et par stykker, men måske kom de ikke. Et øjeblik efter indhentede pigen med det røde hår os forpustet. Hun nikkede til mig og smilede alvorligt.

Jeg førte dem hen til Lisas grav. Kunne mærke, at det gjorde indtryk på pigerne. I tavshed stod de lidt og betragtede graven.
”Ok, der er en gravsten med navnet Lisa… Men hvem siger, at hun er din søster? Og hvem siger, at denne Lisa ikke bare ligger og er død nede i kisten?” var der en der spurgte.
Jeg så højtideligt rundt på pigerne. Gav mig god tid. Så bøjede jeg mig ned og trak en spade frem, der havde ligget gemt under en busk. Der gik et gisp gennem forsamlingen, da jeg tavst og koncentreret begyndte at grave.
Der lød et højt smæld, da spaden ramte en sten, og der gik et gys gennem pigerne. Ingen sagde noget. Forstenede stod de i mørket og stirrede på mig, mens jeg gravede. En ugle tudede og en iskold vind fik et øjeblik kirkegårdens store trækroner til at bruse.
Jeg kunne mærke deres angst. Jeg vidste godt, at det var helt forkert dette her, alligevel kunne jeg ikke stoppe. Ikke nu. Jeg var ikke bange for gravene og for de døde. Kun for det der ville ske, når jeg nåede kisten. For der lå jo en. En Lisa. Selv om det var koldt, sprang sveden fra mig. Det var hårdere at grave, end jeg havde regnet med, og der var langt ned. Overrasket så jeg pludselig, at pigen med det røde hår også havde fundet en spade. Pigen sagde ikke noget men gav sig til at grave ved siden af mig. Det gik en del hurtigere, når vi var to.
Jeg havde mistet tidsfornemmelsen. Var nærmest gået ind i en slags tankeløs trance, hvor jeg bare gravede og gravede. Dybere og dybere. Jeg kunne mærke flokken af piger, der stod lidt væk, stive af angst og kulde.
Den rytmiske lyd af de to spader, der gravede i den mørke, kolde jord, fyldte mit hoved. Jeg stoppede et øjeblik. Så mig over skulderen. Pigerne stod som mørke silhuetter i mørket, med ansigter der lyste hvidt i natten. Deres ånde stod som små skyer fra dem. De så latterlige ud. Blege og bange. Hvad var de bange for? Spøgelser, vampyrer eller halvrådne lig, der pludselig væltede deres gravsten og stod op? Jeg smilede for mig selv og fortsatte.
Pigerne begyndte at røre på sig. En begyndte at mumle noget om at ville gå hjem. At der ikke var nogen ide med dette her. Uroen bredte sig, og de ellers så stille piger begyndte at tale lavmælt og slå kuskeslag, for at holde varmen og slå angsten ud af kroppen.


Med et ramte min spade kisten. Der blev helt stille.
”Stop nu. Det er for sygt det her,” var der en der sagde med lille stemme. Men hun blev stående og ingen af de andre rørte på sig.
Så gravede vi videre, mig og pigen med det røde hår. Vi kæmpede ivrigt for at få låget af kisten fri. Det tog lang tid. Jeg havde vabler i hænderne og det gjorde ondt i ryggen. Men på et tidspunkt var vi færdige med at grave, og låget til kisten kunne tages af. Det sad fast, men jeg havde værktøj med og fik efter meget masen og baksen låget løsnet.
Pigernes ansigter var nu blege som lig. De var stive af at stå stille i den bidende kulde så længe og af ubehaget ved stedet og omstændighederne. De rykkede forsigtigt sammen om kisten. Pigen med det røde hår og jeg kiggede op på dem, inden vi forsigtigt lirkede låget af. Og hvad så vi? Vi måtte knibe øjnene sammen for at kunne se i mørket.
Kisten var... Jeg blev svimmel. Kisten var TOM.
Jeg kiggede over på pigen med det røde hår. Hun smilede roligt og blinkede til mig.
Jeg blinkede tilbage. I et kort glimt så jeg pigens øjne skinne grønt i mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...