Søskendekærlighed

Da Samantha, en normal skolepige på 15 år, bliver hacket, vender hendes venner hende ryggen. Hendes kæreste, som burde tro på hende, svigter hende også. Hendes verden falder sammen for fødderne af hende.
Hvad skal der blive af det, der er tilbage af Samantha? Og hvem er hendes rigtige venner, når det kommer til stykket?

3Likes
2Kommentarer
2059Visninger
AA

4. "I tror på løgnen,"

Jeg fulgte min søsters råd – jeg tog i skole. Jeg ville ikke bare gemme mig, og håbe på mine problemer gik væk af sig selv. Nej, nu ville jeg tage dem i egen hånd, og se dem i øjnene.
Det regnede udenfor. Støvregn, heldigvis.
Jeg trak hætten over hovedet, og gik ud af hoveddøren. Fumlede efter mine uldne, grå handsker i lommen, mens jeg gik. Fik fat i dem, trak dem ud, og tog dem straks på. Det varmede. Det var koldere end det så ud til, jeg havde undervurderet vejret i dag. Jeg trak lynlåsen på min store vinterjakke helt op under hagen, og skuttede mig.
Jeg prøvede på at have positive tanker hele vejen til skole. Men da skolen kom inden for mit synsfelt, fik jeg sommerfugle i maven – de dårlige – og alle hvad-nu-hvis tanker dukkede hastigt op i mit hoved. Alle mine positive tanker havde været spild. Nu kom mit nervøse, dårlige humør tilbage. Jeg prøvede på at skjule det så godt som jeg kunne, at udstråle overskud og selvtillid, mens jeg åbnede døren til skolen og trådte ind.
Gangen summede med aktivitet, og en spænding, som jeg ikke kunne sætte fingeren på, hvad var.
Flere øjne fulgte mig, da jeg gik med så rolige skridt jeg kunne, ned ad gangen. Okay, så folk havde været på Facebook.
Da jeg nåede døren til min klasse, stoppede jeg op, tog en dyb indånding, og åndede ud. Så er det nu. Jeg åbnede døren, gik med mine ikke rolige skridt ind, og smed tasken ved mit bord. Jakken tog jeg af, og lagde over i vindueskarmen. Jeg kiggede op på klokken; fem i otte.
Kastede et ligegyldigt blik rundt på de andre i klassen. Flere af dem stod og fniste, eller kiggede over på mig, når de ikke troede jeg så det.
Mine veninder stod ovre i hjørnet og snakkede. Dem alle, også dem fra parallelklassen, men Chloe var der ikke. Da Amalia så jeg kiggede derover, lavede hun et kast med hovedet, der betød jeg skulle komme over. Dette ville ikke blive kønt.
”Hvad så?” spurgte jeg da jeg kom derover. Prøvede på at lyde frisk og glad over at se dem.
”Lad være med at lade som om du ikke ved hvad du har rodet dig ud i,” kom det ovre fra hjørnet, hvor Mia stod.
”Jeg har ikke rodet mig ud i noget,” var blot mit eneste svar – jeg kunne ikke få andet frem.
”Samantha for syv svesker! Du ved godt hvad vi vil sige, men du prøver på at undgå det, ikke sandt? Ligesom i går med Emil.”
Det var tydeligt at Mia førte ordet her, og de andre fulgte trop.
”Ja, jeg ved godt hvad i vil sige, og jeg prøver ikke at undgå det, for hvis jeg gjorde det, ville jeg nok ikke være her nu. Og det med Emi- har han sagt det?” det lød koldere end det var ment, men det stod ikke til at ændre. Sket er sket.
”Der står jo ikke komplet idiot i panden på os, vel? Selvfølgelig sagde han det.”
Jeg sukkede. Jeg ville gerne have at dette snart sluttede.
”Og hvorfor, om jeg må spørge, står i alle herinde, og venter på mig? Hvis i vil sige noget til mig, så fyr løs.”
Mia ventede ikke, eller pakkede det kønt ind - hun gik lige til sagen.
”Du er din kæreste utro, han elskede dig! Du skriver alt muligt pjat på Facebook. Dine hemmeligheder. Din søsters hemmeligheder. Dine veninders hemmeligheder. Vi deler ikke hemmeligheder med folk for at de skal lægge dem på Facebook, så alle kan se dem! Hvad er det du ikke forstår? Hvorfor gjorde du det?”
”Men det var jo ikke-” begyndte jeg. Mia afbrød mig.
”Lige meget, vi vil ikke høre din forklaring. Du kan ikke redde dig ud af dette.”
Det hele var forbi. Alt. Jeg havde lige mistet alle mine veninder. De troede på løgnen.
”Vi gør som du vil have os til, siden du hader os, vi lader dig være i fred.”
Med de ord som de sidste ord, forlod de alle sammen klassen, og lod mig stå tilbage.
”I tror på løgnen,” mumlede jeg efter dem.
Dagen sneglede sig af sted; Timerne var lange, men frikvartererne var uendelige. Uden mine veninder var der intet at lave.
Jeg burde have vidst det. Ude foran skolen stod Andy. Forstod han alt dette? Ville han blive ved med at være min ven, eller ville han vende ryggen til og gå?
”Hvad så Andy?” spurgte jeg entusiastisk. Jeg troede på at han stadig var min ven.
”Jeg kom her for at snakke med dig.” var blot hans ord.
”Det havde jeg regnet ud mester, hvad er problemet?”
”Hvordan skal jeg sige det Samantha, uden at det lyder forkert og sårende?” begyndte han. Han valgte sine ord med omhu.
”du er problemet.”
Fedt. Han forlod mig også. Mange tak Facebook. Det er hvad man for ud af at bruge dig.
”Hvad har jeg nu gjort?”
”Først skriver du at du elsker mig på Facebook, og så skriver du et eller andet vås om at jeg har et alkohol problem. Hvad er der galt med dig Samantha?” han lyder ikke som den glade Andy jeg kender.
”Men det var jo ikke mig, jeg er blevet hacket,” forsvarede jeg mig selv.
”Sikke kreativ du er med din undskyldning. Bare ærgerligt. Den virker ikke på mig. Jeg vil ikke se dig mere.”
Med de ord vendte han sig og gik.
Ene og alene, en gang til. Hvem var der ellers tilbage, som ville tro på løgnen uden at have hørt sandheden?
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...