Søskendekærlighed

Da Samantha, en normal skolepige på 15 år, bliver hacket, vender hendes venner hende ryggen. Hendes kæreste, som burde tro på hende, svigter hende også. Hendes verden falder sammen for fødderne af hende.
Hvad skal der blive af det, der er tilbage af Samantha? Og hvem er hendes rigtige venner, når det kommer til stykket?

3Likes
2Kommentarer
2058Visninger
AA

2. "Farvel Samantha."

Da jeg kom om på skolen næste morgen, stod der en mørk skikkelse med hætten på, og hænderne i lommen, ved cykelskuret. Sikkert Emil. Jeg cyklede hen til skuret, steg af cyklen, og kiggede op på skikkelsen. Ganske rigtigt, det var Emil.
”Jeg vidste ikke du havde følelser for Andy fra parallelklassen,” sagde han koldt. Jeg kiggede op på ham, og så ind i hans dybe havblå øjne. Jeg så en masse følelser. Nogle af dem genkendte jeg, og nogle havde jeg set før. Andre var ukendte. Skuffelse. Tristhed. Bedrageri. Had?
Jeg tog mig sammen, sank den klump der havde sat sig fast i min hals, og åbnede munden for at sige noget. Der kom kun en halvkvalt lyd ud. Jeg prøvede igen.
”Jeg har ikke de følelser for ham, som jeg har for dig. Det ved du godt Emil.”
”Nå ikke? Så du havde bare lyst til at skrive det på Facebook, for at gøre mig til grin? Og jeg har godt set sådan som du kigger på ham. Du kan godt lide ham, ikke sandt?”
”Emil, det var ikke for at gøre dig til grin, og det er ikke som-”
”Spar mig for det-er-ikke-hvad-det-ser-ud-til prædiken. Den har jeg hørt før. Jeg gider dig ikke mere Samantha.”
Han kaldte mig aldrig for Samantha. Aldrig. Ville han slå op med mig? Det kunne han ikke. Jeg tillod det ikke. Jeg havde dybe følelser for ham. Hvis han gik, ville det være det samme som at rive mit hjerte ud, knuse det, og smide det væk. Jeg ville ikke miste ham. Ikke min elskede Emil.
”S-slår du op.. med mig?”
Han svarede ikke på mit spørgsmål. I stedet svarede han blot: ”Farvel Samantha.”
Han kiggede en sidste gang på mig, vendte sig om, og gik mod indgangen. Jeg ville åbne munden og sige noget, forklare. Men jeg kunne ikke åbne munden.
Emil kunne ikke bare gå fra mig. Han forstod det ikke. Jeg fik ikke chancen for at forklare, og nu var det for sent. Tårerne pressede sig på. Jeg rev min cykel ud fra skuret, satte mig op, og trampede hårdt i pedalerne. Tårerne trillede ned over mine kinder, en efter en. Mit blik var helt sløret. Jeg ville hjem. Nu.

Jeg tillod mig selv at tage en sodavand, og en chokolademuffin. Når man led af kærestesorger var okay at trøstespise. I min verden var det. Bar det hele med ovenpå, og tændte min computer. Da den endelig var færdig med at tænke, gik jeg på internettet, og ind på Facebook. Siden jeg ikke kunne komme ind på min bruger, måtte jeg tage en anden metode i brug. Jeg loggede ind på en af mine andre brugere. Jeg brugte aldrig denne bruger mere. Jeg brugte den førhen, da jeg altid sad og spillede spil, hele dagen. Så kunne jeg sende gaver til mig selv. Jeg skrev ' Samantha Suléz Ravn' i søgefeltet. Frem, kom få personer under dette navn. Jeg identificerede min bruger, ved at se på billedet. Inde på min profil var der skrevet mere.
Ting som: ”Jeg elsker mine Teletubbies film, jeg ser dem tit.”, ”Mia ligger i med alle de drenge hun kan komme til.”, ”Amalia er sin kæreste utro bag hans ryg.”, ”Chloe er en totalt snob, som brokker sig over at hendes tallerken ikke står som den skal.” og ”Jeg græder mig selv i søvn hver nat, fordi jeg savner min yndlingsbamse.”
Alle mine hemmeligheder. Lagt ud på Facebook, hvor alle kan se dem. Personen som stod bag dette, ville få så mange smæk når jeg fandt ham eller hende.
Kunne det blive være end dette? Hvem ville de næste være, der vendte mig ryggen? Mine veninder? Min søster?
Mine hemmeligheder, mine veninders, og min søsters. Lagt ud til offentlig skue. De var sande. Jeg så meget Teletubbies, og græd nogle gange mig selv i søvn, fordi min yndlingsbamse blev smidt ud. Mia flirtede utrolig meget, og Amalia var hendes kæreste utro. Chloe var ikke en snob, bare en perfektionist.
Jeg åbnede min sodavand, ventede til den skummede af, og tog en ordentlig slurk. Tog papiret af min muffin, og spiste den, som var den kun i tre stykker. Da jeg fik tygget af munden, så jeg der var skrevet mere på min profil. Der stod: ”Jeg hader mine veninder, bare de ville lade mig være i fred!”
Det passede ikke. Overhovedet ikke. Jeg elskede mine veninder. De var der for mig, når jeg var nede, eller når jeg bare ikke var på toppen. Jeg ville ikke bytte dem ud med noget andet. Hvem ville dog skrive alt dette, ødelægge min verden?
Jeg smed mig over på min seng, som knirkede ved den pludselige vægt, og begravede hovedet i puden. Jeg lod tårerne få frit løb. Også tankerne fik frit løb. Jeg havde fået nogle få svar, men ikke alle dem jeg ledte efter. Nu var jeg ligeglad med svar. Jeg ville have en løsning. En ende.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...