Søskendekærlighed

Da Samantha, en normal skolepige på 15 år, bliver hacket, vender hendes venner hende ryggen. Hendes kæreste, som burde tro på hende, svigter hende også. Hendes verden falder sammen for fødderne af hende.
Hvad skal der blive af det, der er tilbage af Samantha? Og hvem er hendes rigtige venner, når det kommer til stykket?

3Likes
2Kommentarer
2066Visninger
AA

3. "Du ved jeg er der for dig, lige meget hvad."

Der lød en knasen fra bildæk, da en bil kørte op i vores gårdsplads. Min mor eller far.
De skulle ikke se mig sådan her. Jeg fik mig taget sammen, rejste mig, og gik med hurtige skridt ud på badeværelset. Lukkede den hvide dør efter mig, drejede nøglen om, og vendte mig om. Jeg stod ansigt til ansigt med det beskidte spejl, fuld af tandpasta. Jeg sukkede, og tændte for vandet. Plaskede det kolde vand i hovedet, og tørrede mit ansigt i håndklædet ved siden af håndvasken. Jeg stod lang tid og gloede i spejlet. Den pige som for ikke mindre end et par dage siden, altid var frisk, udadvendt og positiv, stod her, lignede noget katten havde slæbt ind, var indelukket og negativt indstillet.
Jeg samlede mig mod til at forlade toilettet. Mit såkaldte mod var udvendigt. Indeni var jeg en struds, der bare ville stikke hovedet i jorden, og gemme mig.
Inde på mit værelse sad Chloe. Jeg sukkede svagt, gik helt ind, og lukkede døren efter mig.
”Undskyld for det der står om dig på min Facebook, det var virkelig modbyde-” begyndte jeg i en lang plapren. Hun afbrød mig.
”Du skal ikke undskylde, det var ikke din skyld, Sam, og det ved du også godt.”
Jeg mumlede noget uforstående og kiggede hen på hende igen.
Vi snakkede lidt om diverse ting, men mest om mit store problem.
”Chloe, du bliver nød til at hjælpe mig. Jeg vil ikke i skole, jeg vil ikke gøres til grin igen, foran hele skolen,” sagde jeg med en tynd stemme.
Hun lagde en hånd på mit knæ, i en venlig gestus, som ikke var nedladende på nogen måde.
”Jeg kan ikke sige du skal tage i skole, men hvis jeg var dig ville jeg tage i skole, jeg ville ikke gemme mig. Vis dem hvem du er, skid på at de griner af dig. Du er den du er, og det skal de ikke lave om på.”
Jeg ville ikke gøres til grin. Jeg gik meget op i hvad folk syntes om mig. Det var jo let nok at sige for min søster, da hun var vant til det. Hun skillede sig ud; i sit sorte tøj, dystre makeup, sorte hår, mørke personlighed – indtil du kender hende – og hendes højrystethed.
Hun var vant til at folk kiggede på hende, snakkede om hende, og grinede af hende. Det var jeg ikke. Jeg prøvede på at passe ind, men uden at miste ”mig”.
Vi snakkede lidt mere, mest om lidt lysere emner, men hun gav mig nogle råd.
”Tusind tak for hjælpen, støtten, alt,” jeg sendte hende et lille smil, og gav hende et kram.
”Så lidt søster. Du ved jeg er der for dig, lige meget hvad.”
”Tak for rådene,” nåede jeg at tilføje, inden hun lukkede døren efter sig, for at gå ind til sig selv og lave lektier.
Det føltes som om en tung byrde var lettet fra mine skuldre, men at der stadig var noget der tyngede mig ned. Selvfølgelig var der det. Men jeg var stadig i bedre humør, end jeg havde været hele dagen. Jeg var i så godt humør at jeg gav mig til at rydde lidt op i alt mit rod. Og for at få mig til at rydde op, krævede meget. Det var ikke noget jeg gjorde frivilligt.
Jeg blev færdig lige til spisetid. Jeg var ikke sulten, men vidste at jeg ikke kunne slippe afsted med ikke at spise noget. Jeg fik klemt lidt ned, og skyndte mig op på værelset igen.
Kiggede rundt i mit værelse. Hvad skulle jeg lave? Lektier var udelukket. Det gad jeg ikke, og de var ikke til i morgen. Mit blik gled hen over tingene på værelset og landede på en bestemt ting; min computer.
Suk. Jeg kunne vel lige så godt tjekke Facebook, høre lidt musik, og skrive videre på min novelle. Jeg begav mig hen til min computer, fik den startet, og ventede.
Jeg kom endelig ind på nettet, fik skrevet ”Facebook.com” i søgefeltet, og kom langsomt ind på siden. Jeg havde sat den til at huske mig, så jeg behøvede ikke logge ind. Jeg fandt min gamle profil, og klikkede mig derind. Mit hjerte bankede hårdt og tydeligt, mens jeg ventede. Koldsved piblede frem i nakken på mig. Bare det ikke var slemt. Sig det ikke var slemt. Jeg lukkede øjnene og bad til Facebook om, at det ikke var slemt.
Da jeg åbnede øjnene igen, så jeg kun de opslag som jeg allerede havde set. Hackeren havde ikke skrevet noget nyt, heldigvis. Min bøn var hørt. Det var ikke så slemt. Måske var alt dette her være løst i morgen? Og hvis det ikke var, hvem ville så vende mig ryggen?
Jeg gad ikke alle mine spørgsmål til mig selv, de ødelagde mit lidt bedre humør.
I stedet gav jeg mig til at skrive videre på min novelle, som handlede efter livet efter døden. Det var ikke noget til skolen, kun noget jeg skrev på for sjov.
Halv ti, gik jeg med tunge, slæbende skridt hen til min seng, smed mig i den, tog den nærmeste bog, og begyndte at læse. Allerede inden der var gået en halv time, var jeg faldet i søvn, med bogen liggende over mit hoved. Fuldt påklædt og med lyset tændt. Kun min underbevidsthed fangede at nogen var inde ved mig, fjernede bogen fra mit ansigt, slukkede lyset og kyssede mig på panden.
I morgen ville alt blive godt. Det var det håb jeg havde – og det jeg holdt så inderligt godt fast i.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...