Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6562Visninger
AA

29. Uventet. Kap. 29.

Efter at se hans skræmte ansigt, troede jeg, at han ville trøste eller bare sige, det kun var en drøm, men i stedet sagde han: ”Hvad er der galt med dig?!” Han lagde stort tryk på ’galt’ og stirrede så på min hals. Den var dækket til med mit fugtige hår der var så mange gange snoet rundt om min hals, at jeg ikke kunne trække vejret.
”H-hvad?” Jeg gispede det. Jeg satte mig op og støttede mig med albuerne, mens jeg kæmpede med min vejrtrækning. Vinduerne og døren til altanen var stadig åben, og en kold luft ramte mig. Mine hænder føltes som isterninger.
”Først siger du, at det er din veninde, der prøvede at begå selvmord, men så er det dig! Du kunne have sagt det for … Du gemmer der med en stor hemmelighed i dig, men du … Hvorfor sagde du det ikke bare?!” Hans hænder svingede rundt, prøvede at vise hvad han sagde, men hans fumlede med ordrene.
”Fordi det er min hemmelighed. Det er mit valg at det skal forholdes hemmeligt.” Jeg lagde forvirret ansigtet på skrå, da jeg så hans bekymrede ansigt.
”Hvad med dine forældre?” Han kiggede rundt i værelset, som om jeg var i livsfarer og skulle have en ambulance.
”Jeg er sytten. Jeg har ikke brug for mine forældre.” Jeg kravlede væk fra ham, mærkede hvordan den mærkelige samvittighed bredte sig i mig, fordi min hemmelighed blev vist – til min ven. Jeg kaldte ham min ven, og skulle ikke til at fortryde det nu.
”Du holder det også hemmeligt for Scooter, gør du ikke? Er du klar over, at han flipper?”
”Min far er ligeglad! Jeg tænkte mig om. Mit liv var fint. Godt nok havde jeg hemmeligheder som kun Miranda vidste.
”Du ved ikke, hvor meget, din far elsker dig. Han snakker om dig hver dag, sagde hvor meget han elsker dig og savner dig, hvordan han skammer sig over aldrig at have tid til dig.” Jeg blinkede overrasket over det, han sagde. Jeg glemte alt om mine ar og tænkte kun på far. Jeg nægtede at tro, han skammede sig, men at han elskede mig gjorde mig ti gange lettere. Jeg havde et stærkt forhold til min familie – hvilket jeg var glad for – og far var altid udenfor. Jeg ville ønske han fandt sammen med mor så vi var én lille familie. Anders ville jeg savne, men jeg syntes han var så overbeskyttet mod mig. Ikke fordi der ikke var noget galt med det, men det var kun mig han beskyttede. Hvad med hans egen søn Alec?
Måske skulle jeg give ham en chance og lade ham falde ind i familien. Det var godt nok mest mor, der skubbede ham væk fra familien som var han en sæk skrald, og det havde jeg også. Hans arbejde og penge gik mig virkelig på naverne.
”Han skammer sig ikke,” sagde jeg hårdt. Mit tonefald passede slet ikke ind til Justins, der ligeså stille faldt ned til en blid, varm stemme, der på ingen måde prøvede at skælle mig ud igen.
”Jo, det gør han.” Han kom tættere på mig, prøvede at fange mig, tage mig til det skrækkelige, dybe hul, jeg lige havde været i. Og så kom jeg i tanke om, hvor latterligt, det lød.
Jeg hoppede op i sengen og lod ham blive nede på gulvet.
”Jeg tror du skal snakke med ham. Jeg tror godt, han kan holde det hemmeligt og hjælpe di …” Hans hånd kom slyngende forbi, strejfede min arm lige ind jeg hev den til mig og sprang op af sengen. Min højre hånd vred sig der hvor han havde rørt mig. Den rystede stille, og det var dybt ubehageligt.
Han ville prøve at fange mig, men til hvad, vidste jeg ikke, og det gjorde han nok heller ikke.
Han lænede sig tilbage op af væggen, som om jeg var en skrøbelig ting, der kunne knusses i tusind stykker bare ved en enkel berøring.
”Det eneste, der er vigtigst nu, er om du kan holde dette hemmeligt,” sagde jeg med sammenbidte tænder. Jeg truede ham, og jeg vidste, at en spinkel, lav pige som mig var ingenting, så hvad nyttede det? Han ville afsløre det til hele verden, lad mit privat liv ilde op, for helt ærligt, en verdens kendt dreng som ham havde nok intet privat liv.
Jeg måtte være et dårligt menneske. Jeg tænkte sådan om min ven. Jeg holdte jo allerede af ha …
Jeg gav mig en hård lussing på kinden, hvilket fik Justin til at grine lavt, men han blev alvorlig igen: ”Jeg kan godt holde på hemmeligheder, Diana. Jeg lover det.”
Jeg lukkede øjnene, forstillede mig Stacie sagde det samme.
Jeg valgte den hårde vej. En jeg ikke kunne finde ud af, men alligevel – hvad skulle jeg ellers? Måske kunne jeg true ham som det onde menneske, jeg var. Eller bare slå ham ned med mine slappe arme og slidte knoer.
”Jeg tror ikke på dig. Jeg …” Jeg fandt noget truende, noget der kunne gøre ham mundlam, ”… slår dig ihjel.” Det lød så plat, da det kom ud af min mund. Jeg havde lyst til at krympe mig sammen og ringe til Miranda og bare tude ned i mobilen.
”Det kan godt være, du ser på mig på en anden måde, end den jeg virkelig er, men hvordan du end ser på mig, er det forkert. Både Chris og jeg kan holde hemmeligheder.” Han smilede beroligende til mig nede fra gulvet af. Jeg stod stadig oppe i sengen, håret viklet om min krop og havde altandøren bag mig. Den kolde luft ramte min ryg.
”Så du vil fortælle det til Chris?” spurgte jeg, da jeg stille og roligt fandt ud af, hvad han mente.
”Du har vel fortalt ham det. I er jo allerede ved at blive mere end venner.” Han lød så sikker, da han snakkede. Jeg rødmede og tænkte på kun på Chris og mit forhold. Der var ingen følelser; det samme forhold som jeg havde til Miranda.
”Nej, der er noget, du har misforstået. Vi har ikke noget privat forhold eller noget sammen,” svarede jeg, svingede mit hår om min hals for at undgå Justins blikke og satte mig så i sengen. Jeg faldt helt ned i bunden i sengen. Det var vandseng, hvilket betød, at denne seng var god til min ryg.
Jeg vendte tilbage til nutiden og lod ikke min hjerne skifte emne. Justin var foran mig, helt alvorligt i de rigtige tanke, mens jeg tænkte på min ryg.
”Det er også lang tid, jeg har snakket med jer.” Justin rystede på hovedet, da han fandt ud af vores drejning på emnet. Så var jeg ikke den eneste, der havde for stort emneskift i mit hoved.
”Ja. Vil du gå ud af mit værelse?” Jeg sagde det hurtigt og ville bare være alene. Jeg kunne ikke styrer de ukendte følelser i kroppen, der dukkede om. De kom så uventet op og fløj rundt inden i mig, at jeg var nød til at holde dem tilbage.
”Diana, du forstår ikke det, da jeg nævnte Chris. Han kender dig bedre end mig og har et tættere forhold til dig. Jeg kender godt det med at holde noget inde og virkelig har brug for at snakke ud om det. Chris er god til sådan noget.”
”Hvad er det, du har imod mig?” Jeg følte mig en smule fornærmet, når han sagde det sådan. Som om Chris skulle snakke med mig og han ikke gad. Han var en virkelig god ven, men nu vendte han sig mod en lidt dårligere ven.
”Hvad mener du?” Han så uskyldigt og forvirret på mig med sine blanke, brune øjne. De så ærlige ud, så det var ikke falske følelser han spillede med.
”Chris skal ikke vide det. Det er ikke engang meningen, at du skulle komme ind og se mig. Du er en dårlig ven, hvis du bare pisser på det og vender mit problem over til Chris og lader det gå ud over ham. Du burde kunne se på mig, at jeg virkelig ikke gider tale om det her!”
”Det er da dig, der er en dårlig ven, siden du holder dine hemmeligheder bag din ryg! Har du ikke hørt, at man kan stole på sine venner?” Hans tonefald blev en smule højere.
”Vi har ikke et tæt bånd til hinanden. Jeg stoler på Miranda, og hun er den eneste, der ved det. Jeg lader ikke andre vide det! Og jeg er træt af at snakke om dette,” tilføjede jeg hurtigt.
”Vi har kendt hinanden i en måned, og nu har du jo også et tæt bånd til Chris.”
”Hvorfor skal jeg snakke med alle om det?” Jeg kunne mærke Alices halskæde blive tungere. Jeg var ligeglad med mit selvmordsforsøg. Det var Alice, jeg tænkte på. At blive opdraget at forældre der skændtes, fik to nye kærester hver måned og legede små, vilde teenager gjorde ikke mit liv nemmere. Mit liv ville være perfekt, hvis Alice levede, se hende give mig sin omsorg der var i hendes øjne på billedet i halskæden og vide, hun var min mor. Min familie og Miranda betød meget for mig, men Alice betød endnu mere.
Jeg kunne mærke klumpen i min hals, mine hænder der gned op af hinanden og kunne mærke den klamme sved imellem dem og tårer der truede med at springe om. Hvor var jeg barnlig og sårbar!
Jeg stirrede stift ned i dynen og ønskede mig et bedre sted hen end dette luksus hotel.
Følelserne i min mave, der var så fremmede kom frem. Jeg kendte dem ikke, men stak dybt i mig. Det var måske på grund af Alice, men de plejede ikke at være så stærke. De kom da jeg stivnede skrækslagen, fordi jeg mærkede nogle arme i et fast greb om mig. Måske var det nu, Justin ville fange mig?
Jeg måtte misforstå det, for han trak mig ind i et varmt kram.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...