Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6640Visninger
AA

16. Uønsket. Kap. 16.

”Fuc …” En hver idiot vidste, hvad jeg ville sige. Det her var ikke godt. Slet ikke godt. Jeg havde et eller andet uskyldigt barn i min mave. Der var kun én ting, der køre rundt i mit hoved: Hvad fanden skulle jeg sige til Justin?! Skulle jeg lade som ingenting og få en abort eller sige det til ham og så få en abort eller bare beholde denne lille unge og ikke dræbe det?
”Du er en smule stille, Julia,” mumlede Mary derude. Jeg var dødligeglad, om jeg var stille eller ej. Nu var min baby vigtigere. Jeg havde for fanden i helvede en unge inden i mig!
”Jeg er gravid!” skreg jeg, og blev helt chokket, da jeg sagde det. Gud ja, det var jeg, og nu ville den ødelægge mit liv – og måske mig og Justins nye forhold.
”Hvad?!” skreg de begge. Jeg åbnede hysterisk døren og skreg.
”For helvede! Hvad skal jeg gøre?!” Jeg hoppede op og ned som en kylling. ”Hvad vil Justin sige til mig, når han finder ud af det?” Jeg tuede som en lille baby. ”Åh, Gud!”
”Du skal sige det til Justin, Julia, og så få en abort, hvis det er det, du vil, men jeg synes ikke, det er så smart at dræbe en lille, uskyldig baby.”
”Nej, du har ret. Justin er kun nitten og jeg er atten.” Jeg sank en klump.
”Jeg er enig med Amy, men kun på det punkt, at du skal få snakket med Justin. Det er din beslutning, om du vil få fjernet det barn,” sagde Mary.


Det regnede totalt, da jeg kom hjem. Det var ikke tit det regnede i Spanien, og alle planter trængte til det.
Jeg rystede, da jeg trykkede ned i håndtaget til mit hus. Jeg forventede ikke, Justin ikke var hjemme og jeg havde ret. Der var helt tomt.
Jeg sukkede og satte mig på køkkenøen efter at have hentet nogle jordbær. Jeg kastede en ned til Sofus og kiggede ud af vinduet. Det var dejligt også at kunne kigge ud over byen i mit køkkens store vinduer.
Imens jeg havde et stort jordbær i munden, åbnede jeg min hvide bærbar og gik ind på Google. Jeg skrev ’Abort i Mallorca’ og masser af eksempler dukkede op. Jeg trykkede på den bedste. Der stod ikke særlig meget, men et nummer var henne i hjørnet. Jeg fumlede min iPhone op af lommen og trykkede det ind. Jeg kiggede i lang tid på skærmen på min mobil. Imens nød jeg den summende lyd fra køleskabet, bilerne udenfor og Sofus’ potter gå frem og tilbage på gulvet. Jeg nød stille stilheden og ringede så op. Den duttede kun to gange, før en tog den.
”Mm-hm?” Jeg kunne høre en tygge på tyggegummi.
”Jah, ehm, jeg vil gerne bestille, du ved, en abort?”
”Jaer, det kan jeg høre. Hvor lang tid har du været gravid?”
”Jeg ved det ikke. Et par dage, tror jeg.”
”Giv mig det præcist. Tre dage? Fire?”
”Jeg tror fire-fem dage.” Jeg lagde ned på gulvet og nussede Sofus. Han beroligede mig.
”Så det ikke her, du skal ringe. Gå på apoteket og få en fortrydelsespille, hvis du fortryder dit barn. Du kan få mere af vide der. Hej.” Hun lagde på med det samme.
”Nemt nok,” mumlede jeg. Nu skulle jeg bare sige det til Justin. Eller skulle jeg? Jeg skulle bare tage en pille og få fjernet det. Nemt nok. Han skulle intet vide. Det hørte til mit privatliv.
Vores privatliv, sagde en af mine indre tanker. Jeg havde lige følt mig tyve kilo lettere, indtil dén tanke kom. Ja, han skulle vide det, men jeg kunne ikke få mig til det. Tænk hvis han ville have barnet eller om det ødelagde vores forhold …?
”Hej, Shawty!” Mine tanker stoppede der, da jeg hørte Justins stemme.
”Hej,” mumlede jeg bare og åd et jordbær til. Lidt efter mærkede jeg nogle kolde arme om mig og Justins våde hår, der strejfede min kind. Jeg vendte mig om og så Justin med vådt hår. ”Hvor ser du sød ud med vådt hår,” grinte jeg og kørte en hår igennem det, så det strittede.
”Mm,” smilede han. Jeg var lige ved at glemme alt om vores barn, men det dukkede op igen. Mit glade smil, der dukkede op, da jeg så Justin, forsvandt med det samme. Jeg kiggede ind i Justins ansigt, der var så fejlfrit og perfekt. Jeg ville aldrig lyve for ham, men jeg kunne ikke tage mig sammen og sige det. Det var totalt pinligt, og, åh, Gud, jeg følte mig som en lille, egoistisk pige lige nu. Hvordan kunne jeg dræbe et lille barn?! Der var nok mange teenager, der havde gjort uden at sige det til sine kærester. Alle ville begå en fejltagelse, så dette må bare være min sidste; intet sige til Justin. Ja, genialt. Egoistisk. Dumt. Utilgiveligt. Total idiot, jeg var. Gud, hjælp mig.
”Noget galt?” Justins søde smil forsvandt ligeså hurtigt som mit forsvandt.
”Nej. Der er bare noget, jeg skulle tænke på. Og, øh, jeg fyret.” At blive fyret var ingenting i forhold til det, jeg stod i lige nu.
”Det jeg ked af,” mumlede han og strammede grebet om livet på mig. Jeg nikkede og tog et jordbær i munden.
”Jeg er vildt træt. Jeg har haft en hård dag.” Jeg tog Justins varme hånd og hev ham stille op på værelset. ”Hvornår skal jeg besøge din familie?” spurgte jeg, da jeg stod ude på badeværelset og børstede tænder.
”Skal jeg bestille billetter?” spurgte han fra værelset af.
”Ja,” svarede jeg bare, satte mit hår i en knold og gik ind på værelset. Justin sad med min bærbar og skrev hurtigt noget på Twitter. Jeg smed mig i sengen ved siden af ham. Det var lang tid siden, jeg sidst var på Twitter eller Facebook. Jeg var kun på i nogle minutter og svare på beskeder nogle gange om ugen.
Idet samme, jeg skulle til at lukke øjnene, kunne jeg mærke kvalmen stige. Jeg holdte den nede så godt, jeg kunne og sneg mig ud på badeværelset. Jeg væltede om kuld ved toilettet og lukkede døren med foden. Jeg kunne mærke, hvordan min mave trak sig sammen. Jeg rejste mig op og børstede grundigt mine tænder. Jeg tog bagefter noget mundskyld i munden og gik så ud til Justin, som intet havde opdaget. Jeg smuttede ind under dyne og ved siden af ham.
”Jeg tager over til Chris og Ryan i morgen,” sagde han og klappede bærbaren i.
”Gør du bare,” smilede jeg. Jeg lukkede øjnene. Jeg faldt i søvn efter en halvtime.


Et eller andet bankede mig i hovedet. Jeg kunne høre nogle små dryp der bankede mig en efter en i hovedet. To sekunder efter øsede det ned med regn. Jeg kunne intet se igennem den kolde regn, men kunne utydeligt se Mariah sidde under en lille træplade. Den store ulv fyldte det hele, men hun kunne lige sidde lænet op af ulvens mave. Jeg kravlede over til hende. Jeg kunne ikke være med inde under den lille plade, men kunne idet mindste se dem begge her.
”Løgner,” sagde hun bare, da jeg kiggede på hende.
”Hvad mener du?”
”Løgner.” Hun kiggede surt ud i luften. Jeg vidste ikke, om det var regnen, der havde gjort hendes kinder våde eller om det bare var tårer.
”Græder du?” spurgte jeg overrasket.
”Det er din skyld! Lad mig leve! Justin har ikke fortjent en så stor en hemmelighed! Du tror løgnen kan hjælpe med alt! Du gør det hele værre! Hvorfor?! Vil du virkelig dræbe mig?!” Hun skreg det op i én lang køre. Hun kiggede vredt på mig med røde kinder.
”Jeg ved ikke,” mumlede jeg næsten helt mundlam.
”Jeg vil gerne leve! Du kan ikke være bekendt at dræbe mig og så ikke sige det til Justin!” Hun tørrede hysterisk sine tårer væk. ”Du kunne i det mindste sige det til far, mor.” I et øjeblik forstillede jeg en lille familie. Mig, Mariah og Justin. Vi var lykkelige, men jeg vidste, det var Mariah, der havde lavet det billede.
”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” hviskede jeg.


Jeg vågnede alene op i sengen. Jeg kunne høre en hoveddør smække og så en bil starte. Jeg sprang op af sengen, løb over til mit skab og fandt det første sæt tøj, jeg kunne finde; en blå og turkis stribede bluse, nogle mørke jeans og et par sko, jeg ikke helt kiggede på. Jeg var ligeglad med, hvad jeg havde på; jeg skulle bare over til det apotek.
Jeg tog en pose jordbær med i bilen. Jeg sprang ind i bilen, startede den og kørte ud af indkørselen. Der var langt til det nærmeste apotek, så jeg skulle køre langt. Jeg kiggede rundt på de store pools rundt omkring. Jeg kiggede rundt på de store pools rundt omkring. Familier gik rundt og så alle glade ud. Forældre legede med deres børn. Deres mor svingede dem rundt eller holdte dem i hånden og faderene havde deres søn på skulderene. Jeg kunne næsten ikke få øjnene fra dem. Deres kone eller kæreste havde nok fortalt dem, de var gravide, hvis det ikke var deres ønske at have et barn.
Jeg kørte ind på en parkeringsplads til et stort center, men stoppede op, da jeg så paparazzierne. Jeg havde helt glemt, de var her. De stod ikke udenfor min hoveddør, så de havde nok givet op. Men de var overalt her!
Jeg åndede lettet op, da jeg så min sorte, lange jakke ved siden af mig. Jeg brugte den altid om aften, da der var meget koldt der. Jeg tog den på og dækkede mit ansigt med hætten. Jeg lynede den helt op, selvom det var hede varmt. Jeg tog mine store solbriller på og steg ud af bilen. Jeg lignede sikkert en indbrudstyv nu, men så længe, de ikke opdagede mig var det fint.
Jeg luntede ind i centeret og ledte efter apoteket. Min mave gik i kramper jo tættere på, jeg kom. Jeg tænkte på Mariah. Det var jo ikke sikkert, at det var en pige. Og hvor havde hun fundet navnet ’Mariah’ fra? Men hun lignede mig og Justin. Hun havde brune, smukke øjne som Justin, langt, brunt hår som mig og havde en stemme, der lød som min. Lys og skrøbelig. Det måtte da være hende. Eller var det bare noget, jeg fantaserede mig til?
En klokke ringede, da jeg gik ind på apoteket. En tynd dame stod ved disken og rettede på nogle produkter.
”Æh …” mumlede jeg øg rødmede mig. Jeg gemte mig endnu mere under min jakke, kiggede mig omkring og sagde hurtigt: ”Fortrydelsespiller til graviditet.” Jeg skar tænder.
”Ja.” Hun kiggede kort på mit ansigtsudtryk og valgte ikke at kommentere det. Man kunne godt nok kun se mine kinder, men de var sikkert helt røde.
Hun vendte sig om og rakte ud efter en lysegrøn æske.
”Tag cirka 4 piller, så skal det nok virke. Der er mere information på papiret i æsken.” Hun tog den ned i en lille æske og rakte den til mig. Jeg gav hende hurtigt nogle penge og smuttede ud af butikken. Jeg gemte posen i min jakkelomme og løb over til min bil. Den var svær at finde, når der var så mange biler, men jeg fandt den endelig og sprang ind i den. Jeg startede den, kørte i fuld fart ud af den kæmpe store parkeringsplads og kørte hjem. Godt så. Så var dét overstået. Nu skulle jeg bare finde ud af, hvordan jeg kunne få pillerne ned i halsen og måske fortælle det til Justin.
Jeg stoppede min bil efter fem minutter og steg ind i mit hus. Jeg fumlede med pillerne. Jeg tog dem ud af deres små beholdere og to fire ud.
Jeg løb op på mit værelse. Jeg tog seddelen ud af æsken.
”Skal tages inden tre-fire dage før det sidste sammenleje,” læste jeg op for mig selv. Jeg trak på skulderene og gik ud på badeværelset. Jeg proppede dem i munden, imens jeg kiggede ind i det store spejl. Jeg havde intet smil på mine læber, mine øjne så triste og trætte ud og jeg havde mistet en del af min solbrune kulør.
Jeg lænede mig langsomt ned til håndvasken, tændte for vandet og tog lidt i munden. Jeg legede lidt med pillerne i munden, imens jeg overvejede, om det her var det rigtige. Mon jeg ville føle mig som en morder hele mit liv? Hvad mon Justin ville sige, når jeg engang havde sagt, vi havde et barn som jeg havde dræbt. Det var helt igennem dumt det her. Jeg skulle først få tilladelse af Justin. Men hvordan skulle jeg sige det? Skulle jeg leve på en stor løgn og tænke for meget på vores fremtid eller sige det til Justin uden en idé om, hvordan han ville reagere?
Jeg kiggede mig selv i øjnene og overvejede det. Jeg kunne stadig mærke pillerne under min tunge.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...