Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6589Visninger
AA

14. Unavngivet. Kap. 14.

Jeg steg hurtigt ud af min røde bil. Jeg havde kun siddet der i fem minutter, og jeg skulle allerede brække mig. Bare det ikke var den lungebetændelse, jeg endelig var blevet kureret for, for cirka fire måneder siden. Jeg kunne forstille mig turister gå rundt og kigge på mig midt ude på vejen og knække mig. Lækkert. Så lærte de i det mindste noget om Spanien: de har dårligt mad. Seriøst.
Heldigvis brækkede jeg mig bag en kaktus, men kunne stadig mærke turisternes blikke på mig.
”Glo I bare,” mumlede jeg. Jeg skar ansigt af den grimme smag i min mund. Jeg sprang ind i min bil og kørte videre.
Det skal nok gå, det skal nok gå, det skal nok gå, gentog en stemme i mit hoved igen og igen. Det lød ikke som min; mere som Mariahs. Ja, hende fra min drøm. Hende der fik mig til at føle mig som en psykopat. Og ja, det gjorde hun. Hun fyldte mit hoved med masser af tanker, som om hun prøvede at snakke med mig.
”Lad mig være, lille barn,” mumlede jeg for mig selv. Der blev stille. Jeg smilede tilfreds og lænede mig tilbage i sædet.
Måske var det din skyld, at Selena døde. En hviskede det i øret på mig. Jeg vente mit hoved mod stemme som en eller anden idiot, men så intet. Din skyld.
”Så er det nok!” råbte jeg. Idiot. Jeg var en idiot. Jeg tyrede min fod ned i fodbremsen. Bilen standsede med det samme ude på en øgede vej. Den drejede en halv omgang. Jeg vendte mod en høj skrant. Jeg vendte bilen og kørte hjem.
Justin var nok ikke hjemme, men jeg skulle altså bare hjem. Selenas død havde ødelagt alt stemningen. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på hende.
Jeg parkerede bilen efter lang tid i min indkørsel. Justin havde fået Sofus ud i min store have. Han legede med alt sit legetøj. Jeg sukkede bare og gik ind i huset. Jeg smed mig i sengen efter at have kylet mine højhælede af.
”Lov mig De tager godt imod hende,” mumlede jeg stille til Gud.


”Jeg kan godt forstå, du er ked af det.” Mariah tog imod mig, som om jeg var en helt normal gæst.
”Det der med Selena? Nå, det lød ellers, som om du ville lade det gå ud over mig.”
”Nogle gange bliver jeg bare lidt sur på dig.” Vi sad ude på en hvid gang. Til højre var der en dør. Der skinnede lys ud af det lille vindue på døren. Til venstre var der døren til en elevator. Der var døre over alt på gangen.
”Hvorfor? Hvad har jeg gjort?” Mariah kiggede ud i luften i noget tid. Hun havde en rød, slidt kjole på.
”Bare lov mig du ikke lyver for ham.”
”Hvem?”
”Justin.”
”Hvorfor kan du ikke bare sige, hvem du er? Du forvirrer mig.”
”Jeg forstår ikke, du ikke ved det. Men det kommer du til. Jeg prøver at forhindre dig.”
”Forhindre mig?”
”Sover du?” Hendes smil trængte op i et smil, da Justins stemme pludselig kom. Jeg så til, hvordan hun blev glad over Justins stemme.
”Jeg vil så gerne møde ham.” Hun kiggede ud i luften.


Jeg åbnede øjnene. Justin sad foran mig med mine hænder i mine. Han kiggede bekymret på mig. Man kunne nok se, jeg havde grædt. Måske også fordi jeg var helt bleg. Jeg havde virkelig meget kvalme og havde virkelig lyst til nogle jordbær. Mit køleskab var fuldt med dem. Min mor havde sin egen, lille have med jordbær.
”Har du grædt?” Hans stemme lød sjov. Jeg fniste.
”Selvfølgelig. Alle kiggede koldt på mig i kirken, jeg brækker mig, min veninde er død …” Jeg rejste mig op, imens jeg snakkede, gik over til køkkenet og snubbede nogle jordbær. Jeg proppede en i munden og kiggede på Justin, som kiggede mærkeligt på mig.
”Det jeg ked af,” mumlede han så.
”Jeg er vel nød til at glemme det.” Jeg trak på skuldrende og snubbede et jordbær til. Han lagde armene om mig. ”Hvorfor flytter du ikke her ind?” spurgte jeg. Han satte sig op på køkkenbordet og trak mig op på hans skød. Han legede med mine fingre på mit skød og hans hage hvilede på min skulder.
”Du kunne også flytte ind til mig i Atlanta.”
”Jeg vil ikke flytte væk fra alt hvad jeg har her.”
”Du har en større familie derover, og …” Han blev afbrudt af, at det ringede på døren.
”Jeg åbner,” mumlede jeg og gik over til hoveddøren. Der blev banket på igen og igen af en utålmodig person. Jeg åbnede irriteret og blev ramt af nogle masser af blitz. De skar i mine øjne, så jeg var nød til at tage mine arme op foran mine øjne. Masser af journalister stod med masser af kamera. Hele min forhave var fuld med dem. De var overalt. Biler fra Tv-kanaler holdte ude på vejen.
Jeg lukkede døren, inden de åbnede munden. ”Justin! Der er nogle, der vil snakke med dig!” råbte jeg, imens jeg himlede irriteret med øjnene.
Han kom ind af døren fra stuen.
”Det er paparazzier, så det er dumt at gå der ud.” Jeg satte mig i sofaen i stuen. Sofus, som Justin havde lukket ind, fyldte en af de største sofaer.
Mon jeg skulle leve med det resten af livet? At paparazzier gik rundt efter mig? Intet privatliv? At jeg skulle blive kendt for Justin Bieber kæreste?
”Hvor lang tid vare det her, Justin?” Jeg kiggede på ham.
”Hvad mener du?”
”Kommer de til at gå efter mig døgnet rundt?” De var blevet tavse derude, men jeg vidste, de stadig var der.
”Ja. Man kan ikke slippe for dem.” Han kiggede ud af det store vindue, der fyldte halvdelen af stuen. Der var også udsigt til byen. Han tilføjede hurtigt: ”Men vi klare det.” Hans hænder tog hårdt fat i mine.
”Det skal vi nok, og du behøver ikke holde med så stramt et greb om mine hænder.” Han gav slip på mine hænder.
”Vil du ikke nok komme tilbage til Atlanta? Du kan jo møde min familie.” Han valgte at vende til bage til dét emne.
”Hvem er så det?”
”Min mor, bror og søster.” Han smilede stort. ”Jeg kan ikke forlade dem, men jeg vil aldrig forlade dig.” Jeg lagde mit hoved på hans skuldre.
”Fint. Så besøger vi dem, men jeg savner også min anden familie, selvom de ikke er min rigtige. Det giver bedre mening, hvis jeg bare besøger min far.”
”Tak, søde. De savner dig virkelig meget. De ser dig stadig som et medlem af familien.”
”Det gør jeg ikke, for så ville jeg være kærester med min papbror.” Han grinede.
”Skal vi ikke gå i seng? Du ser træt ud, Shawty.”
”Selenas død gør mig træt.” Mit smil forsvandt.
”Du skal nok komme over dig.” Han kyssede min kind og trak mig op af sofaen.
”Mit hus er stort. Jeg har et kæmpe skab til dig og et eget badeværelse på gæsteværelse,” mumlede jeg, og planlagte allerede planer for fremtiden.
”Det kunne jeg,” smilede han. Han satte sig på min seng. Jeg smilede, vendte ryggen til ham og gik over til vinduet. De lange gardiner var trukket for. Mine arme strakte sig om på ryggen af mig og tog fat i lynlåsen på kjolen. Mine fingre fumlede med den, indtil Justins varme fingre strejfede min ryg og lynede den ned.
”Tak,” smilede jeg, selvom han ikke kunne se det. Jeg holdte kjole oppe, da jeg gik ind på badeværelset og snuppede lige en grøn T-shirt med. Jeg tog et meget hurtigt bad og gjorde mig ellers klar til at gå i seng. T-shirten gik mig til knæene og mit våde har hang over min ene skulder.
Justin lå ventende under dynen, da jeg kom ind i værelset igen. Han smilede sødt til mig og trak mig ind til sig.
”Jeg elsker dig,” hviskede han.
”Elsker ogs’ dig,” smilede jeg og faldt hurtigt i søvn i armene på Justin.


”Jeg elsker denne melodi,” sagde en lys stemme bag mig. Mariah. ”Den gør mig så glad.” Jeg kunne høre toner fra et klaver. Hun havde spillet det før. Jeg vendte mig om og så hun sad på en pianobænk foran klaveret. Den samme ulv som jeg havde set sidst sad ved siden af hende på pianobænken. Den betragtede hendes fingre, som lavede den uhyggelige lyd, der gav mig gåsehud. ”Kan du finde ud af det? Jeg vil gerne lære noget mere, for det her er den eneste melodi, jeg kan.” Et øjeblik troede jeg, hun snakkede til ulven, indtil hun hurtigt vendte blikket mod mig og ventede på svar.
”Øh, ja. Jeg har spillet nogle gange.” Hun rykkede tættere mod ulven og gav plads til mig. Mine ben rystede, da jeg rejste mig op og satte mig ned ved siden af hende. Jeg gled mine fingrespidser over klaveret først. Det lignede nærmere et kæmpe flygel. Det var at træ, der var helt glat og havde fået sort maling. Nogle steder var det brunt. Hvis jeg kiggede rundt i rummet var der helt fyldt op med gamle vaser, lamper, malerier, plastik blomster og gamle, store reoler. Der var fyldt med støv, men flyglet var helt skinnede rent og smukt.
Jeg spillede stille en sød melodi, jeg engang havde lavet. Den var langsom i starten, men blev hurtigere og hurtigere. Mariah og ulven betragtede mig imens. Ulvens blik hvilede på mit ansigt og Mariahs på mine hænder.
”Du god.” Mariah smilede hurtigt til mig og spillede den selv. Hun kunne huske den helt uden ad, selvom hun kun havde set det én gang. ”Du er både smuk, talentfuld, yndig og et godt menneske. Jeg håber, jeg bliver ligesom dig, mor.”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...