Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6759Visninger
AA

12. Ulven Og Pigen. Kap. 12.

Sam var stadig i det triste humør. Vi vekslede blikke nogle gange, men jeg blev bare i dårligere humør, når jeg kiggede ind i hans øjne. Vi begge savnede Selena vildt meget.
”Jeg har denne seddel fra Selenas mor.” En kuvert blev skubbet over mod mig. Sam stod og smilede skævt til mig.
Jeg tog papiret og rev det op. Jeg genkendte hurtigt Selenas mors fine skrift.


Kære Julia.
Da du altid har været Selenas veninde, så vi lader dig komme med til hendes begravelse på onsdag klokken 16.45. Du skal vide, du selv bestemmer, om du vil komme. Jeg gør kun dette for Selenas skyld, for jeg ved, hun gerne vil have dig med.

Ha´ en god dag.


Ikke engang et ’farvel’ eller ’ses’ eller en hilsen. Brevet lød så koldt.
”Tror du, de hader mig?” spurgte jeg.
”Jeg vil ikke lyve for dig, men ja, jeg tror de hader dig, Julia.”
”Jeg vidste det!” Jeg satte mig op på barbordet. ”Det er i morgen, jeg skal derover. Du skal med, ikke?”
”Ja, men …”
”Julia!” Amys og Marys stemme kom bag fra mig. De hoppede i favnen på mig og krammede mig.
”Du har så meget at fortælle! Har du set, hvor glad Justin var, da han kom ind på hotellet i morges?!” spurgte Mary.
”Vi er sammen!” hviskede jeg til mine veninder.
”Jeg vidste det! Hvad med Madeleine?” spurgte Amy. Hun hoppede op og ned, imens hun hev mig om bag baren.
”Jeg ved det ikke. De burde slå op. Så I hende på hotellet?”
”Ja, men kun kort. Hun så ikke speciel glad ud.” Mary rynkede panden og fniste. ”Men så kan hun lære det!”
”Jeg ved ikke … Amy, syntes du, jeg er et dårligt menneske efter at have gjort det mod Madeleine?”
”Jeg syntes ikke Justin har fortjent hende. Nej, du er ikke et dårligt menneske, Julia.” Hun lagde armen om skulderen på mig.


Justin hentede mig, da jeg havde fri. Han havde endda købt roser til mig. De samme røde roser, men bare mange af dem.
”Tak.” Jeg tog en af roserne op og duftede til dens søde duft. ”Hvad har du lavet i dag?” Jeg startede en nem samtale op.
”Været i centeret og skrive autografer.” Han smilede og kørte ind til indkørslen til mit hus.
Da vi i tavshed kom op til huset besluttede jeg at tage emnet op: ”Har du snakket med Madeleine?”
Han gik ind og satte sig i sofaen. ”Ind til videre, nej.” Sofus sprang op til ham. Han havde sikkert savnet Justin, siden han hele tiden løb efter ham. ”Sofus burde møde Sammy, min hund.”
”Klart. Tag ham med en dag.” Jeg klappede Sofus. Min store hund fyldte hele Justins skød.
”Har du tænkt dig at besøge din familie?” spurgte han forsigtigt.
Jeg trak på skuldrende og sagde: ”Nej, det har jeg ikke tænkt mig.”
”Hvorfor? De savner dig.”
”Min mor har holdt en hemmelighed i seksten år. Hvordan kan jeg tilgive hende?”
”Det skal da ikke gå ud over dine søskende.” Han mumlede det lavt.
”Nej. Jeg overvejer at besøge dem.” Jeg sukkede og kiggede på mit på mit guldarmbåndsur. 21.30. Jeg havde kommet sent hjem, men heldigvis ville Ross ansætte en ny på baren, så jeg ikke skulle arbejde så meget. ”Jeg er altså træt,” mumlede jeg. Jeg ventede ikke på svar, men gik bare op på mit værelse, ind på badeværelset og gjorde mig klar til at gå i seng. Jeg tog en hvid silke natkjole til lårene på og lod mit hår hænge ned af min ene skuldre. Jeg slukkede lyset på badeværelset, gik ind på værelset og forventede at se Justin, men han var der ikke. Han kom sikkert ned senere, for jeg kunne høre Tv’et nedenunder. Det lød som baseball kamp ellers var det ishockey. Jeg var ikke den store nørd i sport, men det lød sådan.
Jeg gik ned af den lange, sorte trappe ned til Justin. Han smilede, da han så mig og lagde armene om mig, da jeg satte mig på hans skød. Sofus lå nede på gulvet. Jeg kunne mærke hans silke bløde hår strejfe mine ben.
Imens Justin fulgte med i det, der skete i fjernsynet, faldt jeg i søvn.


Jeg sad i en seng. Ikke min seng, men en seng med beskidte dyner og puder, en tynd madras og lavet af sort jern formet som små roser i hjørnerne. Der hang en stank i luften. Det lugtede af døde dyr og støv. Der var ikke stille i værelset; kun en lille hulken under sengen lød der. Det var helt sikkert fra et lille barn. Den var lavmælt, men ellers var der næsten helt stille i huset. Der var noget, der knagede, noget, der bankede … Et hjerte?
Bange kiggede jeg under sengen. Jeg forstillede mig et hvert barns frygt: et uhyre under sengen. Men der var intet. Der var helt mørkt. Jeg kunne stadig høre den lavmælte hulken.
”Er der nogle?” Min stemme lød helt høj i det lille rum. Der var mørke, slidte trævægge, tæpper overalt på gulvet, som lignede, at de var fugtige og lugtede, små, gamle lamper rundt omkring og edderspind i alle hjørner.
Hulkene stoppede under sengen. Der var stille lidt, og jeg rykkede mig tilbage i sengen og gemte mig under den kolde, fugtige dyne.
”Hm?” Stemmen hviskede det så lavt, at jeg næsten ikke kunne høre det.
”Hvem græder?” Jeg kiggede rundt i værelset efter hvor stemmen kom fra.
”Jeg gør.” Stemmen kom fra venstre side. Den var så tæt, og jeg genkendte den med det samme. Pigen. Hende pigen fra min anden drøm.
Jeg sprang op af sengen af chok. Pigen sad helt uskyldig med sine store, brune øjne. Hendes små hænder var foldet på hendes skød. Hun havde våde kinder.
En ulv hylede et eller andet sted. Det gav et sæt i mig, og jeg sprang helt op af sengen og faldt med et brag ned på gulvet. Den hylede i lang tid. Lyden var smuk, men skæmmende.
”Det er bare en ulv. Den kommer og besøger mig nogle gange,” sagde hun med sin lyse stemme. Pludselig sprang en ulv igennem væggen – hvordan vidste jeg ikke, men væggen gik ikke engang i stykker – og gik elegant over til mig. Den havde store, blå øjne, grå, langt pels og store potter. Den knurrede, da den duftede til mig. Jeg kiggede skrækslagen på den og lænede mig mod væggen. ”Den gør intet. Den er min ven.” Den lille pige klappede hunden.
”Hvem er du?” Jeg rykkede mig væk fra ulven og op på sengen.
”Jeg hedder Mariah. Du kender mig godt, men bare ikke nu.”
”Hvad mener du?” Jeg kiggede forvirret på hende.
”Jeg er der i din fremtid. Du ved, jeg er der hver dag hos dig, følger dig hele tiden, snakker med dig, men det er ikke hver gang, du svare. Jeg er din fortid, og snart din fremtid.” Hun lagde hovedet på skrå og betragtede ulven.
”Jeg forstår det ikke.” Jeg kiggede på hendes kønne, mørkebrune øjne.
”Det skal du nok, Julia.” Med ét forsvandt det hele …
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...