Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6586Visninger
AA

24. Uden tillid er der intet venskab. Kap. 24.

Miranda havde hjulpet mig igennem min hårde barndom. Mine forældre skændtes, den hårde episode, da de fortalte, min mor ikke fandtes, da jeg var fem og mobningen på skolen. Jeg kunne huske, hvor forvirret jeg var, da mor havde fortalt Alices død.
”Åh. Dine forældre er … ikke?” Han så helt forbavset ud. Han gav sig selv en lussing. ”Undskyld!”
”Det gør ikke noget,” sagde jeg og grinte lavt. ”Jeg er kommet over det.” Næsten.
”Nå, okay. Det er jeg glad for.” Han kiggede ned på sine hænder og rykkede frem og tilbage i sofastolen. ”Er du vant til det her kendisliv?” spurgte han pludselig.
”Hvad jeg ved, så er jeg ikke kendt,” svarede jeg.
”Jeg mener, Justin er, og du har nok lagt mærke til, hvor mange journalister der render ham dag og nat.” Jeg satte mig på sofaen overfor ham.
”Nej, jeg kunne bestemt ikke lige at have paparazzier rundt omkring. Det er et dårligt tegn; jeg skal være her i fire måneder.”
”Jeg kan heller ikke lige vænne mig til det, men Justin er min ven, så …” Han fik et smil klasket op i ansigtet. ”Hey, hvad var det lige, du sagde?”
”At jeg ikke kunne lige, at journalister var rundt omkring?” Jeg kiggede mærkeligt på ham. Han mindede mig også om Miranda. De begge var mærkelige, men det var det, jeg elskede ved folk; de turde være sig selv. Hvis man kiggede på mig, holdte jeg mig selv inde i et bur, dybt inde i mig og holdte en kold facade udenom mig.
”Ja! Det er sjældent, jeg hører det. Normale piger ønsker altid opmærksomhed om sig.”
”Måske er jeg bare ikke normal,” fniste jeg. Jeg stoppede hurtigt mit fniserig, da jeg opdagede, hvor meget tillid jeg lige havde for ham. Jeg virkede en smule for åben. Sådan var jeg også, da jeg var veninder med Stacie. Jeg stolede på hende og fortalte min største hemmelighed. Den der borede i mit hjerte om som jeg aldrig glemte. Men Chris var ikke som Stacie. Jeg var ikke blind.
”Du er vel god nok,” sagde han. Han smilede drillende og sagde: ”Hvor gammel er du?” Jeg ignorerede hans drillende smil.
”Sytten,” sagde jeg kort. Han bankede hånden ned i sofabordet.
”Hvorfor skal alle være ældre end mig?!” Nu forstod jeg. Han hentydede til kærester. Jeg nåede lige se det ironiske smil og grinte så. ”Ej, men du virker da sød nok, Diana,” sagde han så. Jeg smilede stort til ham. Det var måske lidt overdrevent, men det var første gang nogen havde sagt sådan noget så hurtigt, og så endda ikke bare tænke negative tanker om mig.
”Tak, Chris. Det betyder meget for mig. Jeg tror aldrig nogen har sagt det til mig før.”
”Seriøs?” Jeg nikkede. Jeg kunne svagt se ham hæve det ene øjenbryn igennem hans hår. ”De burde skamme sig,” sagde han så.
Nogen varme hænder lagde sig på mine skuldre. Det gav et sæt i mig. Mit hjerte sprang op i halsen på mig. Kun et lille skrig undslap min mund, før en hånd klaskede op til min mund.
”Jeg tror de bliver sure, hvis de høre dig skrige, men jeg vil gerne have fornøjelsen af at høre det,” kunne jeg høre Justins stemme sige. Chris flækkede af grin.
”Du gjorde mig forskrækket,” sagde jeg, da han tog sin hånd væk fra min mund. Jeg tog min hånd på hjertet og kunne høre det banke.
Justin masede sig ned ved siden af mig.
”Skulle du ikke i seng?” spurgte Chris. Justin rystede på hovedet.
”Jeg skulle bare snakke i telefon.”
”Har du travlt i morgen?” spurgte jeg ham om. Han brune øjne mødte mine. Igen gav det et sæt i mig. Ikke af chok, men jeg følte mig mere utilpas her. Hans øjne gjorde ham en del pænere. Jeg følte mig endnu mere som om, jeg ikke hørte til.
”Nej. De andre har arbejdet til at gøre klar til koncerten. Jeg skal bare slappe af.” Han smilede til mig.
”Jeg tror jeg går i seng nu.” Jeg rejste mig op.
”Godnat, Diana,” sagde de i kor. Jeg kunne ikke andet end at smile stort. Jeg gik hen mod trappen. Jeg kunne mærke deres blikke følge mig.
Da jeg stod på badeværelset, tog jeg tøjet af. Jeg regnede med, at det ville tage lang tid til jeg kunne gå i bad, og da jeg så badekaret besluttede jeg mig hurtigt. Badekaret lignede sådan set en rund kop.
Jeg smed tøjet. Jeg hev mit sorte halstørklæde af til sidst. Jeg havde altid halstørklæde på. Under den gemte min største hemmelighed. Et ar fra dengang jeg hængte mig selv. Dengang jeg havde det så svært med al den mobning i skolen og mine familieproblemer. Jeg var inde i for meget mørke og forvirring til at tænke på, hvad det var, jeg havde gang i.
Jeg hængt ikke rigtigt mig selv; jeg tog en af Anders’ fiskesnore og bandt dem nogle gange om halsen. Så hev jeg ellers til. Enden havde jeg mistet forstanden eller også var det bare meningen, jeg skulle dø sådan. Jeg kunne huske snorene borer sig ind i huden på mig, blodet …
Jeg gispede og rystede på hovedet. Jeg kiggede på arene der snoede sig rundt forskellige steder på min hals. Jeg døde ikke af det. Jeg kunne bare mærke blodet komme ned af mine skuldre og så rev jeg snoren af mig. Jeg var meget kold dengang. Jeg havde ingen følelser.
Jeg vendte mig op og smed mig i badekaret.


Det føltes som fem minutter og så vågnede jeg. Min far ruskede i mig.
”Go’ morgen. Vi skal op.” Han hev dynen af mig, kun for at genere mig. Jeg kunne mærke kulden omringe mig. Mine muskler var helt slappe. ”Der er morgenmad nedenunder i restauranten.”
”Bare sig, at jeg går direkte ind i bussen,” mumlede jeg. Jeg havde aldrig været den store morgenmad spiser.
Jeg ventede til han gik ud, før jeg hentede mit tøj i kufferten. Blå, lårkorte cowboyshorts, en skrigende laksefarvet trøje, der hele tiden gled ned til overarmen, nogle fladesko med en hel masse snore i forskellige farver, der snoede rundt op min fod og så selvfølgelig undertøj. Jeg tog et hvidt halstørklæde om halsen og smuttede så ud i badeværelset. Jeg børstede tænder og redte mit lange, lyse hår. Jeg satte det op i en høj hestehale med en tyk hårelastik.
Jeg ud af værelset og igennem stuen og ned af gangen. Der var helt menneske tomt. Det var lige før, at en udtørret busk ville flyve forbi.
Jeg gik ind i elevatoren med kufferten i hånden. Jeg trykkede på ettalet og trak på skuldrende. Da dørene åbnede, så jeg svagt bussen ud af et lille vindue ved receptionen.
”Hvordan helvede kommer man der ud?” spurgte jeg en tilfældig. En meget, meget fin dame. Hvor uhøfligt.
”Meget logisk. Går ud og rundt om hotellet.” Hun vendte ryggen i en voldsom bevægelse til mig, så hendes hvide pelsjakke strejfede mit hoved.
Jeg gjorde som hun sagde. Jeg gik ud og kiggede grundigt efter, hvor det var, jeg så bussen. Til sidst så jeg den og, så uheldig jeg altid var, var der låst.
Jeg smed mig på min kuffert og krydsede armene og benene. Solen skinnede på mig så mine skuldre brændte.
”Åh, nej. Er den låst?” Jeg kunne høre en slå på noget. Da jeg kiggede op, så jeg Chris.
”Skal du ikke have morgenmad?” spurgte jeg.
”Jeg har spist. Jeg kunne ikke sove i nat, så jeg stod tideligt op. Hey, vidste du, at de åbnede for maden klokken halv tre dernede?”
”Nej. Har du virkelig ikke sovet en hel nat?” Jeg fandt mine solbriller på sidelommen af kufferten og tog dem på.
”Jeg snakkede mest med Justin. Bagefter gik jeg i seng, kunne ikke sove, sov en times tid og så tog jeg morgenmad.” Han smilede stolt af et eller andet.
”Nå, okay. Sejt.” Jeg nikkede for mig selv.
”Hvorfor …” Han tøvede lidt, satte sig ved siden af mig og dæmpede stemmen. ”Har dig og Scott et skænderig i gang eller hvad?
”Hvad mener du?” Jeg lagde hovedet på skrå som en forvirret hund.
”Han virker gnaven når han snakker om dig.”
”Vi har ikke et tæt forhold. Det er seks uger siden, vi sidst så hinanden.”
”Nederen.” Han tog sine brune aviator solbriller på. Så lavede han er hair-flip, vendte sig om, som om han virkelig havde spået, at John var bag ham med busnøglerne i hånden.
”Hop bare ind i bussen, unger.” Han åbnede døren til bussen. Jeg maste min kuffert ind i bagage rummet, men tog dog en bog og mine lektier med ind i kufferten.
”Du burde snakke med Justin,” sagde Chris, da vi satte os bagerst i bussen.
”Hvorfor?” spurgte jeg og drak af den vandflaske, John lige gav mig.
”Han er skilsmissebarn. Han var, hvordan det er.”
”Hvad med dig? Hvordan er din familie?” Nu hvor han vidste noget om mig, så skulle jeg også vide noget om ham. Så stod vi lige.
”Jeg laver vel bare med min mor og far og en irriterende storesøster.” Han sagde det alt for kort.
”Hvad hedder de? Har dig og Justin nogle venner? Hvor lang tid var I venner?” Jeg plaprede løs om spørgsmål, hvilket gjorde Chris utilpas. ”Undskyld. Jeg føler bare, at du ved for meget om mig.”
”Det gør ikke noget. Jeg har ikke noget imod at svare. Jeg misforstod dig bare et øjeblik.” Han sendte mig et lille smil. ”Min storesøster hedder Caitlin. Hun har været kærester med Justin.” Han gøs. ”Ja, mig og Justin har mange. Han har flere end mig, men vi plejer tit at være sammen med en der hedder Ryan og Chaz.” Han lagde benene op på sædet foran os og kiggede grundigt på mig. ”Hvad med dig? Jeg vil gerne vide noget mere.” Han hoppede op og ned i sædet af spænding. Jeg kunne ikke lade være med at grine; det var første gang, at nogen gad høre om mig.
”Der ikke rigtig noget.” Jeg trak på skuldrende.
”Venner?”
”Min bedsteveninde hedder Miranda. Hun kommer fra Kina og har gået til karate i seks år.”
”Ingen andre veninder?” Jeg rystede på hovedet. ”Kærester?” Jeg rystede igen på hovedet.
”Miranda har. Han hedder Xander.”
”Har du aldrig haft en?” Han måbede en smule.
”Jeg ville, hvis Stacie altså ikke fandtes. Det er ’snobben’ på min skole.”
”Åh … Kender det godt,” mumlede han. Idet samme ringede min mobil. Jeg fumlede den op af lommen, men da jeg tog den op, var den slukket. Miranda havde ringet ottetredive gange. Hvad kunne være så vigtigt, siden hun tømte sin konto på at ringe til mig?
Jeg ringede hende op. Hun tog det sekundet efter.
”Diana! Det er Stacie. Hun har lagt det ind på nettet!” Hendes stemme var helt forpustet, hun lød træt og vred og så kunne jeg høre noget banke på noget. Hun fik nok sin vrede væk ved at banke på noget, men det var ikke det, jeg var bange for.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...