Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6731Visninger
AA

8. Kate. Kap. 8.

Hans stemme lød sødt i mit øre. Jeg kiggede op på ham. ”Det er ikke din skyld.”
”Jo det er! Jeg kunne redde hende.” Jeg begravede mit hoved i mine hænder.
”Det er ikke din skyld,” gentog han. Han tog min hånd. Hans hænder var så dejlige varme.
”Jo. Jeg kan ikke leve med skyldfølelse hele livet, Justin.” Han svarede ikke i noget tid. Måske havde han ikke noget at sige?
Jeg lagde mig ned i sengen og kiggede op i loftet. Justin sukkede og hørte ham rejse sig op. Jeg troede, han var væk, men pludselig lå han i fodenden og betragtede mig. Han kørte sin hånd op af min kind, som om han trøstede mig. Det gjorde han også; jeg følte mig helt tryg og lænede mig mod hans hånd, men da jeg kom i tanke om, han havde Madeleine, trak jeg mig væk fra hans hånd og han kom tættere på. Jeg lænede mig alligevel op af ham.
”Hvor er Madeleine?” spurgte jeg.
”På skadestuen.” Jeg nikkede. ”Hvad drømte du? Du skreg.”
”Jeg så mig og Selena blive kørt over.” Han fangede mit blik.
”Det må være ubehageligt for dig,” sagde han og holdte mit blik fast.
”Ja,” hviskede jeg. Og især når ens ekskæreste render rundt med ens gamle veninde, havde jeg lyst til at sige.
Han tog min hånd. Hans fingre strejfede tilfældigt der, hvor mine ar var. Der hvor jeg engang havde skåret mig selv. Jeg kunne huske, da Justin kom ind og så mig med blod ud over det hele.
”Det kan jeg godt huske,” mumlede han og strøg sine fingre op af arrene. Han kiggede ned på dem og løftede så langsomt blikket og mødte mit. Jeg drømte mig helt væk i hans øjne. Denne gang var de mørkere end sidste gang. De skinnede i de mange natlamper, han havde tændt.
Jeg rykkede mig tættere. Jeg vidste ikke, hvorfor, men jeg ville bare. Jeg glemte alt om Madeleine. Han havde ikke fortjent hende.
Jeg holdte hans blik fast, lænede mig mod ham, så vores pander rørte hinanden. Jeg kunne mærke hans tunge åndedrag mod mine adskilte læber. Jeg var næsten helt sikker på, han ville kysse mig nu. Og det gjorde han. Det var kun et kort, blidt kys og så trak jeg mig væk.
”Det her er forkert.” Jeg tænkte på Madeleine. Hun havde følelser, og nu var jeg sammen med hendes kæreste. ”Undskyld,” sagde jeg så.
”Det var mig, der startede,” sagde han.
”Det var mig, der ville,” hviskede jeg.
”Ville du?” spurgte han overrasket.
”Det har jeg altid ville,” mumlede jeg flovt og kiggede ned i dynen.
”Jeg troede, du hadede mig.”
”Hvorfor skulle jeg det?” Jeg kiggede ham dybt i øjnene.
”For alt det, jeg har gjort … Været dig utro.”
”Har jeg ikke sagt, jeg tilgiver dig?” Jeg smilede et lille smil.
”Nej, det har du ikke.”
”Men det er du,” smilede jeg. ”Men må jeg spørge dig om noget?”
”Selvfølgelig.” Han lagde armen om min skulderen og kiggede ned på mig.
”Hvorfor er du sammen med Madeleine?” Han havde åbenbart ikke forventet det svar.
”Det ved jeg ikke …”
”Du ved det ikke?” Jeg kneb øjnene sammen.
”Jo, jeg elsker hende.” Jeg skjulte det smertefulde stik, der stak i hjertet på mig. Elskede han hende?!
”Det lyder det ikke som om,” mumlede jeg, selvom han gjorde, men jeg sagde det alligevel. Hans blik flakkede godt nok rundt, men hans stemme lød bestemt.
”Hvorfor skulle jeg ikke det?” spurgte han og kiggede mig ind i øjnene. Jeg trak på skuldrende og lokkede et smil frem.
”Lige meget. Lad os i det mindste have det sjovt, inden tiden er spildt,” sagde jeg og rejste mig op.


Jeg fandt Mary og Amy ved baren, da jeg kom på arbejde tidligt om morgnen. De sad sammen med Sam på hver sin barstol og så ud til, at hygge sig. Jeg kunne høre deres grin fra langt afstand og smilede selv.
”Go’ morgen,” sagde jeg smilende og tog min T-shirt af.
”Nå, hvor sødt! Du ligner en, der er nyforelsket!” hvinede Mary. Jeg trak på skuldrende.
”Måske,” hviskede jeg til dem, og sørgede for, Sam ikke hørte det.
”Sig hvad der er sket!” sagde Amy højt. Sam kiggede forvirret på os.
”Ikke højt! Kate kommer herover!” sagde Mary og hev os alle under barbordet, som om vi var små børn.
”Hvad? Er det ikke lidt for tilfældigt?”
”Jeg tror, hun vil snakke med dig,” hviskede Amy til mig.
”Snakke med mig? Hvorfor?” Jeg kiggede over på Kate. Hun havde en stor, sort sommerhat, så man ikke kunne se hendes ansigt, store, runde solbriller og en lårkort, sort kjole, der snoede sig stramt op til hendes bryst. Hendes hår var glattet og hang ned langs ryggen. Hun fik øje på mig. Jeg sukkede og rejste mig op.
”Hvad laver du?” hviskede Mary til mig, da jeg var på vej over til hende. ”Hun er jo sindssyg!”
Jeg ignorerede hende og gik over til Kate.
”Hej. Det var lige dig, jeg skulle snakke med.”
”Hvad vil du?” mumlede jeg.
”Bare snakke.” Hendes røde læber formede sig til et venligt smil. Venligt smil?
Jeg lænede mig op af barbordet, imens jeg kiggede mærkeligt på hende.
”Hvad er det så, du vil snakke om?” Hun kiggede sig omkring. Der var mange mennesker, så hun tog fat i min arm og hev mig over bag nogle palmer.
”Du kender det godt,” mumlede hun, kiggede ned i sandet og kiggede så om på mig. ”Det der med, at dårlig samvittighed.” Hun sukkede og rødmede et fin, lyserød farve. ”Jeg tror jeg havde følelser for Justin.” Hun lavede tryk på datid og kiggede forsigtigt på mig. ”Jeg fortryder alt det, jeg har gjort. Jeg fortryder, jeg skilte jer ad. Nu hader Justin mig. Jeg føler, jeg skylder ham noget. ”
Jeg gloede dumt på hende.
”Hvad snakkede du om?”
”Julia, jeg er ikke et eller anden dumt menneske, der ingen følelser har.”
”Nå, det troede jeg ellers.” Jeg kiggede vredt på hende. ”Jeg kan godt forstå det med dårlig samvittighed, men du har fortjent det.”
”Ja, det har jeg.” Hun sukkede og jeg kiggede overrasket på hende. ”Justin er virkelig sur på mig. Ikke kun, fordi jeg skilte jer ad, men jeg føler mig som et ondt menneske. Du ved ikke, hvor dårlig, Justin havde det, da du gik.” Jeg kiggede ned i jorden og tænkte på Justin. ”Men det med, jeg kan lide ham … Altså, mig og Justin har været gode venner i lang tid. Jeg har altid elsket ham, men har været så … falsk imod ham.” Hun rynkede næsen.
”Hvorfor er du kommet? For at få ham tilbage igen.”
”Nej. Jeg vil hjælpe dig med, at få Madeleine væk.”
”Hvad? Nej! Jeg stoler ikke på dig! Hvorfor det?” Jeg kiggede med store øjne på hende. Mente hun det virkelig? Ville hun hjælpe mig, efter at være så kold?
”Fordi jeg elsker Justin. Han har ikke fortjent Madeleine. Kun dig, Julia.” Hun satte hovedet skævt og kiggede på mig. ”Jeg ved godt, jeg opfører mig mærkeligt, men jeg har lært meget af det her; jeg har fået et bedre hjerte.”
”Og hvordan vil du så gøre, for at få Madeleine væk?” Jeg kiggede på hende. Hun så og lød ærlig. Hun havde stadig den snobbede attitude, men hun havde et venligt smil på læben og var ikke så falsk og kold, som hun plejede.
”Jo …” mumlede hun og grinte.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...