Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6567Visninger
AA

34. Kap. 34. Flådet hud.

”Nej, Miranda! Det bliver ikke hyggeligt!” snerrede jeg. Hendes blik var både skuffet og nevøs.
”Helt ærligt, Diana! Vær nu ikke så ... pessimistisk et menneske,” mumlede hun.
”Pessimistisk?” Godt nok kunne jeg godt være pessimistisk nogle gange, men at hun sagde det, sårede mig.
”Ja, det synes jeg, du er! Nogle gange giver du aldrig folk én eneste chance og er så negativ! Jeg er pisse træt af det! Det burde du vide!” Hun råbte op. Alle eleverne på gangen vendte sig om og kiggede på os. Jeg kiggede på dem alt, prøvede at lade, som om der intet skete. Selvom det gjorde så ondt, at Miranda snakkede sådan.
Det var ikke tit, at Miranda græd – faktisk, så havde jeg aldrig set hende græde – men nu strømmede tårer ned af hendes lysebrune kinder.
”Jeg har støttet dig med alt! Men hvad giver du tilbage? Intet. Du vil ikke engang lade Keri komme med! Hun er min veninde, og hun er altså ikke så slem! Bare prøv at give hende en chance.” Hun pustede sig op. Hun virkede virkelig vred over det her, og jeg vidste, det var min skyld – selvfølgelig. ”Er det fordi, at din døde mor siger det?! Se, det har jeg også hjulpet dig med! At komme over hende, men hvad jeg får for det? At være tæt på at miste dig! Du prøvede t begå selvmord! Jeg troede, jeg kunne hjælpe dig.” Det sidste hviskede hun.
Jeg kunne ikke røre mig. Det eneste, jeg kunne høre, var de hviskende teenager, der snakkede om mig. Havde hun virkelig lige sagt det højt?
Jeg trak vejret tungt, gjorde mig kold, skjulte mine følelser, der var helt knuste. Jeg åbnede munden, prøvede at sige noget, men der kom intet ud. Jeg forbandede mig selv i alle elevernes latter, og til sidst hev jeg min taske frem. Jeg svingede den over skulderen, ignorerede alle, der lo og sendte mig blikke og gik bare direkte ud af den store port ud til skolen. Jeg ville bare væk. Væk fra alt.


”Sådan?” spurgte jeg og smed blyanten væk. Jeg sad på mit værelse – det eneste sted, hvor jeg kunne få ro til at tænke og hvor jeg følte mig hjemme. Radiatoren ved siden af mig varmede mig op, efter den lange tur, jeg lige havde gået i nattens kolde vejr. Klokken var over 3 om natten, jeg skulle i skole i morgen, jeg kunne nemt blive træt, men hvad så? Ingen ville lægge mærke til mit triste og trætte problem – ikke engang min mor, der havde for travlt med at bekymre sig om et eller andet. Det var også fint nok; ingen måtte blande sig, især ikke når de fleste fra min skole fik sandheden om mig at vide.
”Den er perfekt,” smilede mor. Godt nok havde hun ikke helt forstand på kunst – som hun udmærket vidste – men hun kunne finde ud af at give mine tegninger nogle råd.
Jeg havde tegnet den visne rose over i hjørnet. Skyggerne faldt ned over dens stilk og videre ned på det slidte, detaljeret gulv og rosens hoved hang, faretruende på at falde af.
”Det minder mig om den gang, jeg var rig,” mumlede hun. ”Dengang jeg havde alt; en perfekt kæreste, en gravid søster, en far og en mor og ... masser af penge.” Jeg skar en grimasse til hende.
”Nu handler livet ikke om penge, mor.”
”Vi kan ikke leve uden penge,” sagde hun. Jeg ville protestere, men hvad skulle jeg svare?
Jeg var selv skyld i den tavshed, der kom over os.
”Hvorfor var du ikke hjemme i går?” spurgte jeg efter lidt tid. Hun var ved at rejse sig og forlade mig på mit lille værelse, men hun sukkede; en dyb, skælvende vejrtrækning, som om hun var ved at tude.
”Det ...” Hun overvejede stærkt, om hun skulle fortsætte. Mor plejede aldrig at være hemmelighedsfuld, så det sårede mig, at hun ikke fortalte det. ”Det er lige meget! Du behøver ikke vide noget. Faktisk,” sagde hun og lød pludselig vred, ”så kan du være ligeglad.” Hun prøvede at se mildt på mig, men alligevel lignede det, at hun var vred på mig. ”Gå i seng med dig, så du kan komme i skole i morgen.”
”Jeg gider ikke i skole, mor.” Nu ville jeg bare have hjælp. Jeg overvejede at ringe til Justin, men hvad skulle jeg sige? Miranda og jeg havde et skænderi. Ja, og hvad så? I kommer over det.
”Jaja. Du kommer over det. Det er sikkert en af de der teenagerdepressioner eller sådan noget.” Hun rettede på sin hvide trøje, der var fyldt med pinlige, lyserøde smileys.
”Nå,” mumlede jeg. ”Er det ikke dit job, at hjælpe teenager med depressioner?”
”Jo, det er jeg vel. Men ikke nu. Nu har jeg fri, og jeg skal nyde det.” Hun rettede ryggen og mumlede svagt: ”Selvom jeg kommer til at arbejde en del de næste måneder.” Hun fornærmede mig med det næste: ”Især, når jeg skal have penge nok til en irriterende teenager som dig.”
”Du vil ikke hjælpe mig, fordi du ikke er på arbejde nu? Det er dit job at passe på din datter!” Jeg følte mig som en forkælet teenager, men jeg var ligeglad. Jeg følte mig fornærmet, men ikke nok med det, så var det også måden, hun sagde det på. Som om hun ikke ville være min mor.
”Ork! Jeg gider ikke, Diana. Jeg er træt! Jeg gider ikke diskutere med dig. Nu vil jeg skride op på mit ensomme værelse og passe mig selv. Godnat.” Det sidste sagde hun koldt, som en isterning ned af ryggen.
”Godnat,” mumlede jeg bare og bad til Gud, at dagen i morgen ville blive bedre, at mit liv ville blive en smule mere retfærdigt og at jeg snart kunne slippe af med min opmærksomhedskrævende, forkælede og irriterende side af mig selv, så jeg kunne blive et bedre menneske, så mor kunne tilgive mig.


”Hey, Diana!” Jeg kunne nemt genkende Stacies stemme, da hun trak mit navn ud i en lang sætning med en lys, irriterende stemme.
Efter at løbe ned til busstoppestedet, selvom jeg vidste, det var kørt for fem minutter siden, var min vejrtrækning ikke til at styre.
Stacies skinnende Jaguar holdte ved siden af mig. Den var nyvasket, som altid, og skinnede mere end Solen nogensinde ville drømme om.
Stacie sad i højre side bag rettet og smilede alt for sukkersødt til mig. Det brugte hun altid, for at skjule hendes lumske, onde smil under det alt for søde smil, og jeg vidste med det samme, at hun var ude på noget.
Keri sad i venstre side og brugte det vinduet, der var halvt rullet ned, som armlæn. Hun gemte sine øjne bag sine runde, mørke solbriller, smilede ikke og gav mig ikke ét eneste blik eller et nik som et hej, da jeg kiggede mod hende.
”Nu hvor bussen er kørt, tænkte vi, at du ville have et lift,” sagde Stacie. Keri reagerede med det samme og stirrede på Stacie gennem hendes solbriller. Stacie sendte hende et kort blik, og som om Keri kunne læse tanke, nikkede hun smilende.
”Okay,” mumlede jeg og ignorerede de alarmklokker i mit hoved, der ringede på fuld drøn. Det var en dårlig idé, men jeg havde jo ingen bil og kunne på ingen måde komme i skole. Jeg kunne ikke bare pjække, men nu hvor eksamen ikke var så langt væk, kunne jeg ikke bare sådan pjække.
”Nå? Hvorfor står du så bare der og glor?” Keri afbrød mine tanker. Jeg stod bare på cykelstien og lignede en idiot. Jeg skyndte mig bare ind bag Stacie og nød den lune luft, der blæste mod mit ansigt, da vi kørte mod skolen. Stacie kørte lidt mere over fartgrænsen, men jeg sagde intet til det. Jeg ville ikke være en kylling.
”Så du skal med til Island?” spurgte Keri. Hun hørte Miranda og mit skænderi; hun ville bare genere mig.
”Det skal jeg vel,” mumlede jeg. Jeg vidste ikke, om det var rigtigt eller ej.
”Du ved vel nok, at jeg skal med.” Det var ikke et spørgsmål, men jeg svarede alligevel: ”Ja, desværre.” Hun blev tydeligvis fornærmet og skulle til at sige et eller andet dumt til mig, da Stacie gav hende et blik. Igen sad de og læste hinandens tanker og smilede så til hinanden.
”Jeg har ellers hørt fra Miranda, at du ikke skulle med,” sagde Stacie og mødte mit blik i bakspejlet.
”Det har jeg ikke hørt.” Selvom jeg vidste, at jeg ikke skulle stole på Stacie, gjorde det ondt, da hun sagde det. Mon Miranda virkelig var vred over vores lille skænderi? Eller burde det være mig, der skulle være vred?
”Nå, men Stacie tog din plads. Miranda tog imod hende med åbne arme,” fniste Keri. Og jeg som havde troet, at Miranda og jeg skulle have en god klatretur i Island efter ikke at havde set hinanden i over to måneder.
”Jamen, du kan jo ikke klatre!” sagde jeg – en smule for højt.
”Nej, det kan jeg ikke; vi skal bare ud og shoppe i London.” Jeg kiggede måbende på Keri.
”Skal I nu til London?” Jeg kneb øjnene sammen, vidste ikke, om jeg skulle tro på dem.
”Ja. Miranda har seriøst brug for en ny stil! Og det har London!” Miranda shoppede kun, når tøjet blev slidt eller når hun voksede ud af det. Hun shoppede sjældent, hvilket jeg elskede hende for. Jeg gider normalt ikke det der pigefnider. Bare slappe af ude i naturens smukke natur med ens bedsteveninde var meget bedre end London, der lignede en losseplads som den forurenede naturen.
Det var ikke det med, at de tog Miranda og forlod mig alene, men at de måske ændrede hende. Ændrede hendes stil, hendes personlighed, alt. Lige meget, hvor dum, det lød, så var de sikkert ude på at hjernevaske hende af ren kedsomhed.
”Hvorfor skal hun nu have en ny stil?” spurgte jeg og lod dem ikke svare: ”Må man nu ikke være sig selv? Eller skal alle være en flok hjernedøde kællinger som jer?” Jeg prøvede at irritere dem, hvilket gik meget godt. Keri blottede sine tænder og lignede en, der hvæsede af mig. Stacies mund var åbent, og det var lige før, hun savlede.
Enten havde de ikke set det, eller også havde jeg ret med det med hjernedøde. Vi kørte direkte forbi skolen. Vi kørte forbi skolevagterne, og da vi var kørt væk fra dem, satte Stacie farten op. Bilen kørte som et lyn igennem den smalle vej, der kørte ned af den lille bakke.
”Vi kørte forbi skolen!” råbte jeg og kiggede bag mig, hvor skolen hurtigt forsvandt. De svarede ikke. Jeg sparkede med fødderne mod Stacies fine lædersæde og forlod mudret fodspor.
”Lad være med at sparke til sædet! Det kostede mange penge de der sæder!” råbte Stacie.
”Vi kørte forbi skolen! Stop! Vi kommer forsendt!” Jeg vred mig af ren panik i sædet. Det her var ikke godt. Jeg skulle væk nu.
”Diana, kan du ikke se, hvad vi har gang i?” Keri skubbede solbrillerne ned på næsetippen og kiggede på mig med sine skarpe, grønne øjne.
”N-nej.” Jeg skammede mig selv over min skælvende stemme; det lød, som om jeg græd.
”Hvad med at lukke kæften?” Stacie kiggede irriteret på mig. ”Den har været åben for længe.” Hun drejede ud på en lang grussti, der førte mod en kæmpe stor hal. Det var den der skide bank med alle de der pengebokse og vagter, der havde vildt strenge regler.
”Vi må ikke være her,” sagde jeg og fik ro over stemmen. Inden i, var jeg ved at eksplodere. Mit hjerte var i et højt tempo og det samme med min vejrtrækning. Jeg ville bare væk, intet andet.
”Det ved jeg godt,” mumlede Stacie som svar. Vi kørte forbi en masse ’Ingen Adgang’, ’Privat Grund’ og ’Overtrædelse Af Denne Grund Meldes Til Politiet’ skilte. Mit hjerte sad oppe i halsen på mig. Ikke nok med alle de skilte, var der også pigtrådshegn overalt rundt om den store bygning.
”Hvorfor er vi her?” spurgte jeg og rykkede frem og tilbage i sædet; ikke af spænding, men af panik og frygt. Jeg var bange.
De grinede som svar og Stacie parkerede et åndssvagt sted nogle meter fra en masse sorte, store lastbiler. Det var ikke de der gamle skrotlastbiler, men nogle dyre, skinnende lastbiler. De var buret inde med højt hegn og pigtrådshegn, og ikke så langt væk, var der en masse dyre biler, med de dyreste mærker. De skinnede under solens stråler og skilte de flotte, store lastbiler ud med deres blærede sæder, lak og tonede vinduer.
”Vi vil vise dig den rigtige verden. Den verden, hvor der ikke er nogen mor til at hjælpe dig.” Stacie stod ud og holdte sig for sine knaldrøde læber. ”Gud, ja. Du har ikke nogen.” Keri grinede sammen med hende; deres latter gav mig hovedpine. ”Skrid ud af min bil,” mumlede Stacie så og tog fat i min overarm. Hun borede sine negle ind i min hud.
”Lad mig være!” Jeg lød som et tudefjæs, men det var heller ikke en hemmelighed. Jeg var et tudefjæs, der prøvede at være stærk som min døde mor.
Hun rev mig ud af bilen. Jeg prøvede at gøre modstand, men hendes negle føltes som fiskekroge i min hud og holdte mig fast. De begge nød at se mig spjætte i armene på Stacie, der prøvede at holde mig fast.
”Gør noget!” skreg Stacie, da Keri bare skreg af grin.
”Lad! Mig! Være!” skreg jeg i hovedet på Keri, da hun kom over til mig. Jeg spyttede hende i hovedet.
”Hvor klamt!” råbte hun og tørrede mit spyt af sin kind. Stacie skreg af grin; det mindede mig om dengang, hvor jeg så dyr, der blev mishandlet i Tv’et og folk bare grinede af det.
”Tag fat i hendes ben,” grinte Stacie. Jeg baskede med benene, så hun ikke kunne få fat i dem.
”Stå stille!” skreg Keri og tog fat i mine ankler. Hun borede sine negle ind i huden på mig. Jeg spjættede som en fisk på land og havde et dunkende hjerte. Jeg var bange på to piger. Jeg ville bare væk her fra. Jeg burde blive på tournéen.
Jeg sparkede mere hårdt og ramte til sidst Keri i ansigtet. Lettelsen skyllede ud af mig, da hun endelig gav slip på mig og lod mig falde ned på det tørre grus. Stacie holdte stadig fat i mine arme. Jeg havde ingen chance mod de to. Stacies negle havde skadet mine overarme nok.
Jeg prøvede at rejse mig op, men det eneste, der skete, var mine fødder, der sparkede til grusset, så der kom en kæmpe støvsky. Jeg baskede også med armene, men intet skete.
Keri stod med siden til og holdte sig forsigtigt på næsen. Da hun tog hånden væk, var der blod på. Hendes ellers så fine næse efter en lang, dyr plastikoperation var nu blevet skæv – helt sikkert brækket.
”Nej!” skreg hun, mens tårer løb ned af hendes kinder. ”Min næse.” Så vendte hun sig mod mig. Det var som koldt vand ned af ryggen, da jeg så hendes vrede blik. Jeg kunne høre Stacie grine af hendes skæve næse, men det var ikke det, jeg bekymrede mig om.
Jeg fik en hård lussing af Keri. Jeg faldt ned på grusset og lod så min venstre kind hvile mod det kolde grus. Den anden kind brændte der ved kindbenet, og jeg kunne mærke blodet blive pumpet under min hud. Jeg havde en klump i halsen som jeg ikke kunne sluge. Jeg kunne ikke trække vejret.
”Smid hende derover,” sagde Stacie og pegede mod pigtrådshegnet. Jeg gispede efter luft og mine øjne gjorde mig automatisk skeløjet. Jeg lænede mit hoved tilbage og mærkede dem bære mig op. Så talte de til tre og kylede mig mod pigtrådshegnet. Jeg sank med det samme den store klump i min hals og skreg. Piggene tog fat i min hud, flåede den op, tog fat i mit hår og hev i det og rev i mit tøj. Det sveg, da jeg mærkede blodet løber ned af min flænsede hud.
Det høje hegn foran mig væltede over mig. Først holdte en lastbil det oppe, men så faldt den ned og efterlod en rise i lastbilen og faldt så ned over mig. En jernstang ramte mit hoved, men jeg kunne intet mærke. Det her var ikke den virkelige verden. Det måtte det bare ikke være.
”Shit! Der kommer nogen,” kunne jeg høre Stacie sige. Jeg kiggede op under det tunge hegn. De kiggede bag mig og flygtede så mod Jaguaren.
”Vent!” sagde jeg bange. ”Hjælp mig op!” hulkede jeg. Jeg ville ikke græde, men jeg kunne ikke holde det inde. At holde tårer tilbage gjorde mere ondt end pigtråd rundt om sin krop.
De gjorde intet, men startede bare den lydløse motor og kørte direkte ned af den lange grussti med en støvsky bag bilen.
”Hey! Hvad fanden laver du her?! Du må ikke være her!” En mand med blå uniform som en vagt af en slags stod et par meter fra mig. Jeg kunne ikke andet end ønske, at mit liv ikke nok ville slutte her.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...