Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6582Visninger
AA

36. Jeg kommer tilbage igen. Kap. 36.

Folk gav mig mærkelige blikke og Carin råbte efter mig, men jeg var ligeglad. Jeg svingede mine arme rundt om dem begge og trak dem ind i et uventet kram.
”Hej.” Jeg havde forventet, at Justin fik mig til at mindede mig om mor, men der skete intet. Der blev bare stille omkring os tre, ingen tårer og så knækkede min stemme endda ikke over.
”Hey,” sagde Chris, vildt overrasket over at se mig. Vidste de ikke, at jeg var i Frankrig? Eller var det kun Justin, siden han ikke så overrasket over at se mig?
De valgte ikke at nævne noget om mor, da vi i en akavet tavshed gik ind i kirken, mens kirkeklokken rungede i den lune luft. Carin tog et fast greb om armen på mig og far gik bag os, beskyttende og bekymret for mig.
Vi satte os op på de bænke i kirken, der var pyntet op med lilla blomster. Jeg kedede mig seriøst, når jeg sad i en kirke. Det var præsten et kun snakket og babyer, der hylede og ellers faldt jeg stille ind i min egen verden, hvor jeg tænkte på mor. Det eneste, jeg vidste, var, at hun stadig var her, smilede til mig, men bare langt væk. Jeg ville aldrig klare den begravelse. Jeg ville ikke skuffe mor, så jeg var nød til at lokke mig til den begravelse.


Mit nye værelse havde ikke udsigt til noget bestemt; en kæmpe, nyslået have med det største bøgetræ, jeg nogensinde havde set midt i haven. Stammen var tyk og nøgen og var tre meter og så begyndte tusindvis af store grene at klatre sig hele vejen op til solen med grønne, friske blade, der fulgte med med.
Jeg gik ind på far og Carins værelse. Carin var i gang med at vaske vinduerne indvendig, så jeg snubbede hurtigt en tilfældig bog fra den store reol med den aflange glaslåge. Det var en eller anden krimi, eller det lignede det på forsiden med det billede at blod i hjørnerne og en pistol i midten. Den fangede mig ikke, da jeg slog op i den, mens jeg gik på den gang ud til forhaven. Gangen mindede om de gange i lufthavnene på vej ind i flyet; glasvinduet på hver side af en og solen lyste hele rummet op. Her havde Carin bare sat palmer i store vaser, der skyggede noget af solen og malet loftet præcis som en kineser ville male det.
Jeg greb et hvidt tæppe og gik mod bøgetræet. Jeg spredte tæppet ud og gjorde det lidt hyggeligt og satte mig så. Jeg åbnede bogen, spændt på at få andre tanker end min mor frem, da noget i min øjenkrog fangede mig. Jeg så far oppe på øverste etage og pege på mig. Han snakkede med en eller anden og han så bekymret på mig. Lige idet, han kiggede væk fra mig, kom Justin op ved siden af mig. Mit blik fløj direkte ned i min bog; småt skrift, fremmede ord og totalt kedelig bog. Jeg sukkede. Denne bog kunne ikke få mig på andre tanker. Jeg ville for alt i verden bare væk, eller idet mindste have evnen til ikke at have tanker.
”Diana,” sagde en over mig. Jeg kiggede stille op fra bogen og mødte Justins blik; varmt, trygt og beroligende. Måske var bøger ikke løsningen.
”Hej,” mumlede jeg. Jeg kløede nervøst ved min arm med min fugtige hånd, da han satte sig ved siden af mig under træet. Han lagde albuerne på knæene og flettede sine fingre sammen.
”Hvad læser du?” Jeg sukkede lettet, da han ikke nævnte mor. Det var det sidste, jeg ville, og det kunne han nok godt se.
”Øh ...” mumlede jeg og kiggede hurtigt på forsiden. Sex & vold, stod der. Fantastisk. ”En eller anden krimi ... Carins.” Jeg trak nervøst på skuldrende og pillede ved en af siderne. Jeg var nervøs for, om han nu tog emnet op om mor. Men han kendte mig åbenbart, og han tog det ikke op.
”Har du set skoven? Og marken? Frankrig er et smukt land.” Han tilføjede hurtigt, da jeg rystede på hovedet: ”Du burde se det.” Jeg lagde bogen ned på tæppet med forsiden nedad og rejste mig op.
Jeg hævede overrasket mine tynde, lyse øjenbryn, da han tog min hånd og hev mig ned af den lange have, væk fra bøgetræet og huset. Vi kom over imod den store, sorte metallåge for enden af haven. Parkeringspladsen lå bag lågen samt fars store samling af fede biler.
”Skoven er herovre.” Han trykkede på en hvid knap, så lågerne langsomt åbnede. Den var ikke en gang kvart åbnet, før han maste os in mellem lågerne og ud af parkeringspladsen. Han vendte sig om på hælen og gik baglæns, så han kunne se på mig. ”Vejen er ikke så svær. Man skal bare følge grusstien i skoven og så ender man ved marken.” Han blinkede til mig. Da han vendte ryggen til mig, bed jeg mig i læben og var ved at give mig en lussing, fordi jeg rødmede, men så tog han et strammere greb om min hånd og hev mig mod skoven. Han skulle til at gå mod grusstien, da han drejede skråt mod en forvokset, gammel sti.
”Hvad skal vi hen?”
Han vendte sig om mod mig og smilede bare til mig, hvorefter han vendte sig om mod skoven igen. Vi løb igennem den. Jeg vidste ikke, hvorfor vi løb. Vi bukkede os under alle grenene foran vores ansigter, sprang over roderne på jorden og gik uden om træer.
Jeg var lige ved at brase ind i hans ryg, da han stansede brat op. Jeg kiggede forvirret på ham, men igen smilede han bare til mig.
”Se,” sagde han og pegede foran sig. ”Da jeg var femten, elskede jeg at være her sammen med min familie.” Jeg kiggede væk fra hans varme blik og lod det køre rundt foran os. En stor vinmark strakte sig ud foran os og ud mod kæmpe store, flotte bjerge. Her var frisk luft, pippende fugle og så fredeligt. Vindruer hang i de små buske, friske og røde og solen brændte på os.
”Wauw,” mumlede jeg og snurrede et par gange rundt.
”Kan du lide det?” smilede han.
”Jeg er nød til at male det her ned,” grinte jeg, men det lød falsk. Det gav et sæt i mig, da mine tanker sprang til mit falske grin og til mor. Jeg lukkede øjnene, mærkede solen varme mit ansigt og prøvede at glemme hende. Jeg ville ikke have billeder af hende død op i mit hoved igen. Jeg ville ikke huske, hvor ondt det gjorde at se hende dø ...
”Diana?” Justin afbrød mine tanker. Da jeg åbnede øjnene, stod han foran mig. ”Hvad tænker du på?” Han gav mig et skævt smil.
”Hun propper bare hele tiden op i mit hoved ...” Jeg rystede frustreret med hænderne.
”Jeg er så ked af, at det skete! Kan jeg ikke gøre det godt igen?” Jeg kiggede forvirret på ham. Så rystede jeg på hovedet.
”Det er ikke din skyld! Du kan ikke gøre det godt igen. Eller, du behøver ikke.” Jeg trak på den ene skuldre og prøvede at smile til ham.
”Jeg ved ikke, hvorfor, men jeg føler, at det er min skyld,” mumlede ham.
”Det er ikke din skyld,” sagde jeg hurtigt. ”Jeg føler, ar jeg skylder dig noget. Jeg blev så bange, da min far lagde på, men så glad, da du tog den og lovede, at du ikke ville lægge på.” Jeg rødmede, da jeg sagde det. Mine kinder blev lyserøde og mit lille, falske smil blev til et skævt et. Jeg snakkede, som om jeg var med i en Romeo og Julie-film, men alt sammen var rigtigt og jeg kunne ligeså godt indrømme det. Plus at der måske også var lidt mere end ’men så glad, da du tog den’, men det havde jeg ikke indrømme. Ikke indrømme, at jeg sukkede lettet, lod hans søde stemme varme mig smadrede krop og bare havde det, som om han var ved siden af mig dengang ...
”Jeg havde ondt af dig,” sagde han, ”så jeg kunne aldrig finde på at lægge på.” Jeg smilede til ham, et falsk og ulykkeligt smil, men nok til, at han smilede tilbage.


Chris og Justin ville åbenbart gerne med og se mig male ude på marken. Vi tog en trillebør, til maling og to malerlærreder, og så skulle Chris netop ligge i trillebøren. Han havde alle mine maleting som far havde købt til mig, mens Justin og jeg ledte efter Chris hjemme hos Justin. Jeg hadede virkelig at kigge på fars store, flotte hus og så flytte den over til Justins hus, der var ved siden af vores som var dobbelt så stort. Vi havde en kedelig forhave, men baghaven var fyldt med blomster, spring vand, statuer af ørne og engle og en lille kilde, der løb igennem vores have og ned mod skoven. Vi boede på et bjerg, hvor den smukkeste natur var og en masse, smukke kilder.
Justins hus var mere drenge-agtigt. Han havde en kæmpe pool i baghaven med vipper og alle de der vand-ting. Palmer havde vokset rundt om poolen og lod hvide roser slynge sig rundt om dem. Han havde vist mig rundt i huset, imens vi ventede på far kom hjem med alt det malegrej.
Det var kun Justin og Chris, der smilede. Jeg burde også smile, da jeg havde den smukke udsigt foran mig og lærredet foran mig. At male og tegne var det, jeg elskede mest, men det føltes så tomt nu. Jeg mangle min mor ved siden af mig, dufte den kaffeduft, der altid sad på hende og hvordan hun roste mine malerier og sagde, at jeg nok skulle blive til noget stort.
Da jeg gik et skridt tilbage, opdagede jeg, at mit maleri lignede lort. Ærligtalt. Den smukke mark, det skulle forstille, det smukke dyreliv og den skinnede sol var uden farver, ingen følelser og bare tomt og smertefuldt at se på.
Chris og Justin lå ned på den tørre jord længere væk og spiste vindruer. De snakkede om et eller andet, men jeg kunne ikke høre det.
Jeg tog fat i maleriet og kastede det væk og tog et nyt.
”Hey, hvad er der galt med det?” Justin og Chris gik imod mig. Justin tog fat i maleriet og kiggede på det.
”Jeg kan godt lide det,” sagde Chris. ”Meget ... anderledes, smertefuldt og ... Ej, jeg er elendig til det her!”
”Det er sørgeligt. Det var ikke meningen.” Jeg rystede på hovedet og malede videre. Jeg lavede en lille, grå plet, men malede den hurtigt over med hvidt maling. Jeg skulle lave et meget mere glad maleri.
Justin og Chris gik lidt rundt. Justin sprang op på en stor sten og smilede op til solen. Stenen måtte være to meter, og det tog også tid for ham at komme derop.
”Want you to make me feel like I’m the only girl in the world!” råbte og sang han. Han spredte armene ud, og jeg kunne ikke lade være med at grine af ham.
”Det hedder boy!” rettede Chris ham. Chris sang videre på sangen og hev fat i min hånd. Han svingede mig klodset rundt og var nød til at svinge armen om livet på mig, for at jeg ikke faldt.
Hans lyse latter fyldte mit hoved og han løftede mig op i sine arme.
”Tag hende!” Som en lille baby, rakte han mig op til Justin og han tog imod mig. Jeg rakte hånden ned til Chris, så han også kunne komme op. Så satte vi os ellers bare på stenen og kiggede på solnedgangen, der klemte sig ned i skovens ende. ”Jeg kunne godt bruge noget musik,” mumlede Chris. ”Da-da-da ... da-da,” nynnede han og vuggede til melodien.
”Hvad laver du?” spurgte Justin dumt.
”Hvad jeg laver? Jeg leger popsanger.” Chris smilede charmerende til mig, som om det skulle tænde mig. Jeg rystede bare på hovedet af ham.
”Lad os lege sandhedens time, for jeg har noget at indrømme.” Justin baskede blidt til mit knæ og smilede undskyldende. ”Selvom jeg føler, at jeg stadig skylder dig noget, så er jeg nød til at tage til Spanien. Julia sagde, at hun havde noget at fortælle mig.” Han vred sig lidt, som om det gjorde ondt, da han sagde det med Julia.
”Uha-uha. Drama ...?” spurgte Chris og trak ordet ud.
”Hun lød bare alvorlig og som om hun græd.” Han bed sig i læben og kiggede mod solnedgangen. ”Jeg er nød til at tage derover, Diana. Jeg skal nok komme tilbage.”
”Det er mig, der skylder dig noget,” sagde jeg og skiftede så over til et lidt mere smertefuldt emne: ”Du savner hende.” Jeg sagde det ikke som et spørgsmål, for jeg kunne se det på ham.
”Ja,” sagde han kort.
”Du bliver her, ikke, Chris?” Jeg kiggede på Chris’ brune, varme øjne.
”Selvfølgelig. Jeg bliver i Justins hus.” Han grinede lidt. Jeg ville smile til ham, men tanken om Justin og Julia ødelagde det lidt.
Jeg gabte træt og kiggede på solnedgangen, der langsomt forsvandt.
”Skal vi tage hjem? Du ser træt ud.” Justin lagde armen om mig. Jeg nikkede og de hjalp mig ned at stenen og gik mod trillebøren. Nu fik jeg lov til at ligge der. Chris og Justin skubbede mig hjem ned af stien i mørke. De snakkede lavmælt i mørket. Jeg nød deres stemmer omkring mig og nægtede at falde i søvn. Jeg var så træt. Mine øjenlåg var tunge som to, tykke bøger.
Jeg vågnede helt op af deres latter og smilede et lille smil. Træerne omkring os var sorte og uhyggelige, men samtidigt smukt.


”Og det her er Chris. Han kravler ind af mit vindue som han gør hver eneste dag.” Jeg holdte mit kamera op foran ham og optog ham kravle ind af vinduet. Han grinte, da hans sko sad fart i vindueskarmen.
”Normalt er jeg bedre,” smilede han og hev sin fod til sig. Så rakte han sin mobil til mig og jeg slukkede kameraet. Jeg kiggede mærkeligt på ham, men han gav mig bare store øjne og et mærkeligt smil, som om han ville få mig til at grine.
Jeg kiggede på skærmen og så han var inde på kontakter og inde ved Justins nummer.
”Han sagde, han ville snakke med dig,” sagde han og viftede utålmodigt med hænderne. ”Nu.”
Jeg ringede ham op. Det var i går, jeg sidst snakkede med ham. Han havde været væk i tre dage nu og lød glad i mobilen. Det undrede mig bare, at Chris gik uroligt rundt på mit værelse.
”Hej, Justin, du ville snakke med mig?” spurgte jeg, før han nåede at sige noget.
”Er der noget, der hedder ’hjælpsomhed’ i et venskab.” Mine øjenbryn fløj bekymret i vejret, da jeg hørte hans stemme. Det lød, som om han ... græd?
”Hvad er der galt?!” sagde jeg højt.
”Julia og jeg havde et skænderi.” Han sagde det kort, som om han hadede at sige det.
”Hvornår?” spurgte jeg. Mest af alt var jeg meget sur. Sur, fordi Julia nu havde gjort noget dumt. Eller, det vidste jeg ikke, men der var noget, der sagde mig, at jeg havde ret.
”Nogle minutter siden. Jeg tør ikke gå derover. Det var ikke et lille et. Jeg ved ikke, om jeg kan tilgive hende, men det her er noget stort. Noget dårligt.” Hans stemme knækkede over flere gange. Hver gang der skete, stoppede mit hjerte. Min mave forvandlede sig til en hård, kvælende kugle.
”Gå der over, Justin. Det synes jeg.” Jeg ville for alt i verden ikke høre ham græde. Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg måtte ignorerer de ukendte følelser, der gjorde så ondt og gøre som et godt menneske. Eller god ven. Jeg ville bare ikke høre ham græde. Det var vreden igen, der tog over. Hvad end Julia havde gjort, havde jeg lyst til at slå hende. Men hvis hun elskede Justin og Justin elskede hende, så kunne jeg ikke gøre noget ved det. Så måtte jeg leve med, at jeg skulle drukne i jalousi. At han aldrig ville blive min ...
Det var der, det gik op for mig, hvor forkert min tankegang var.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...