Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6565Visninger
AA

30. Idiotiske følelser. Kap. 30.

Han måtte se hvordan jeg prøvede at holde tårerne inde ved at bide mig hårdt i læben.
Det overaskede mig, at han krammede mig. Han havde gjort det før, men når jeg sad her og græd, var det noget andet. Det lignede meget mere, at han ville trøste mig, hjælpe mig eller noget andet. Hans ansigtsudtryk var svær at læse.
”Min mor døde da jeg var lille. Jeg havde bare en hård barndom,” smuttede det ud af munden på mig. Jeg ville klaske en hånd op til munden, men det ville nok se for barnligt og plat ud.
”Det gør mig ondt,” svarede han stille. Jeg tog min hånd op til min hals og lod mine fingre røre halskæden. Den føltes mere kold end min kolde hud. ”Hvem er Stacie?” spurgte han.
”D-det er min veninde.” Jeg var så træt og kold, at jeg ikke havde energi nok til at tale. Mit hoved hang med alt sin vægt nede på mit bryst og mine øjne var lige på kanten til at lukke i. ”Min gamle veninde,” tilføjede jeg hurtigt.
”Hvad skete der?” Hans omsorgsfulde og hjælpsomme stemme fyldte det stille værelse.
”Jeg stolede på hende.”


Jeg vidste ikke, hvad der ellers skete, men pludselig lå jeg i sengen, med dyne. Min krop havde fået sin normale temperatur og jeg følte mig godt udhvilet.
Det første, jeg tænkte på, var Justin. Han havde hørt min hemmelighed, jeg havde opgivet, fortalt ham ligeså meget som Miranda vidste og bare nyde hans forståelse som Miranda også viste. Han lod mig ikke glemme, at han var der for mig, selvom jeg vidste, at vi ville miste kontakten, når tournéen stoppede. Han ville alene og aldrig sige det til andre og – som han havde lovet – have min hemmelighed i godt behold. Og jeg stolede på ham. Godt nok havde ret med, at Chris ville jeg føle mig mere tryg med at fortælle det til, men Justin var mere hjælpsom og forstålig, men fik mig til at tvivle på, om han mon kunne holde på den hemmelighed.
Chris’ værelse lå ved siden af mit, og igennem den tynde væg, kunne jeg høre, at han snakkede med Kenny, som prøvede at vække ham.
Jeg rejste mig op fra sengen og skiftede midt i værelset. Jeg vidste, at Kenny vidste, jeg ikke var den type, der stod tideligt op og for det meste sov længe. Det havde jeg fra min farmor; hun havde heste, og det skulle fodres klokken seks om morgnen. Jeg skulle tit gå over og fodre dem, da hun havde problemer med ryggen. Hun var dog død nu, og jeg savnede hende. Meget. Hun vidste alt om Alice og fortalte historier om mig og hende. Farmor havde et hårdt liv. Hendes forældre døde af kraft, og derfor skulle hun på et børnehjem. Problemet var, at det ikke var et børnevenligt sted.
Jeg tog en af mine pinke T-shirts og nogle hvide jeans og pinke Converse sko.
Jeg børstede tænder, lod mit blonde hår være løst og smuttede så ud uden make-up.
”Er du klar til at komme til Spanien?” spurgte en bag mig. Jeg kendte hurtigt min fars stemme. Jeg vendte mig om og så ham og Justin fylde den smalle gang.
”Ja,” svarede jeg med et skuldretræk. Spanien havde jeg været i. Det var et virkelig gode klatresteder og smyk, men udtørret og varmt klima og natur.
Jeg følte mig en smule genert, når Justin stod og kiggede på mig. Han smilede bare et lille, skævt smil, blinkede og vendte os ryggen. Mine hænder rystede, foldede sig sammen og jeg var hede varm inde i, så varmt, at jeg overvejede at smide tøjet.
Jeg kiggede på far og huskede det, Justin sagde i går. Nej. Justin løg. Ligeså snart, Justin var gået, smuttede far. Jeg stod tilbage på gangen.
Døren ved siden af mig blev åbnet. Chris kom ud med sin kuffert med uldet hår og så ret så sur ud.
”Jeg er ikke vant til at stå tideligt op,” forsvarede han sig selv, da han så mit ansigtsudtryk.
”Nå, okay,” smilede jeg. Bare af at se på ham, fik mig i bedre humør.
”Jeg skal lige …” han kløede sig i panden og prøvede at åbne hans øjne ”… vågne op.” Hans hoved landede på min arm, og det lignede han sov. Jeg grinede lidt og skubbede ham mod væggen.
”Hey, I to. Der er morgenmad dernede, hvis det er. Ellers kører vi til Spanien med det samme.” Justin trængte om i et stort smil, da han nævnte Spanien. Hans øjne skinnede, hans hår sad perfekt og hans smil, der trængte om til hvert øje viste en hel række af hvide tænder.
”Okay,” svarede jeg. Han maste sig ind i vores klump og lagde en arm om os begge. Han virkede meget mere forsigtig og opmærksom med mig. Han gav mig et lille kram, så jeg kunne dufte hans friske duft og Chris fik et hårdt, men kærligt slag på ryggen af Justins hånd. Typisk drenge at gøre sådan noget. Det var sådan, de hilste på hinanden. Sagde en plat joke, slog hinanden på ryggen og grinede, men det var alligevel ret sødt.
Jeg pressede øjnene i, vidste Justin vidste det meste om mig og at han vidste en del mere hensyn til mig. Han vidste, at jeg ikke havde lyst til at snakke og lod mig så høre på Chris’ jokes til mig. Hvilket også fik mig i bedre humør af, at Chris snakkede som et vandfald og Justin lod mig være. Ikke fordi jeg havde noget imod ham; jeg var genert. Efter at have knyttet mig til ham, var det ikke normalt, at jeg skulle føle mig genert. Jeg burde opføre mig ligesom Chris; tale som et vandfald.


Efter morgenmad, gik vi ind i bussen. Jeg smed mig i min seng med det samme og puttede mig ind dynen. Chris smed sig ved siden af mig i sengen og tændte Tv’et.
”Nu skal vi endelig til Spanien!” sagde han glad.
”Hvorfor er I så glade for det?” spurgte jeg og løftede øjenbrynet.
”Så skal jeg se Julia. Jeg har kun talt kort med hende, og siden Justin snakker om hende hele tiden, må hun være sød,” svarede han.
”Og Julia er …?” spurgte jeg. Af en gammel vane, lod jeg min hånd komme op til min næse og knækkede den kort.
”Justins kæreste.” De ukendte følelser røg op i mig igen – bare mere voldsomt. Jeg lagde ikke mærke til, at mine fortænder gned op af min underlæbe så det blødte, at Chris gloede på mig, bussen der startede og Justins blik der mødte mit. I lang tid kiggede jeg på ham. Han havde en mappe i hånden med papirer som han næsten var ved at tabe.
Jeg vendte mit blik mod Chris og så hans læber bevæge sig, men jeg hørte intet. Den ukendte følelse omringede mig som en eller anden hulahopring om mit hjerte.
Jeg lukkede, prøvede at få dem væk. Som om jeg var kommet op af noget dybt, koldt vand, kunne jeg pludselig høre Chris’ og Justins stemme tæt på og bussens stille lyd mod mit højre øre.
”Er du okay?” spurgte Justin. Han havde lænet sig over Chris’ skød og kiggede mig direkte ind i øjnene, som om han vidste, at der var noget galt. Det næste der skete gik stærkt. Chris tog fat i mine ben, svingede dem over sengen så jeg sad op. Justin satte sig ved siden af mig, tog min hånd og Chris’ hånd lagde sig på min pande.
”Du har sikkert feber. Du er helt kold,” sagde Chris bekymret. Jeg følte mig helt tryg, som de sad der og tjekkede mig igennem, om der var noget galt. De bekymrede sig for mig. De ville ikke have, der skete mig noget.
”Du er helt bleg,” sagde Justin og knurrede min hånd. Min ene hånd rystede ikke, men min anden hånd i hans gjorde. Hans hånd virkede varm og beroligende, hvilket forvirrede mig.
”Jeg har det fint. Jeg fik bare lige astma.” Jeg havde ikke engang astma, men jeg var nød til at sige et eller andet. Jeg vidste ikke, hvad der sket. Men det gjorde ondt.
”Har du brug for noget? Vand?” Jeg vidste ikke, hvorfor de var så ivrige efter at hjælpe mig, men jeg elskede det. Jeg følte mig på en måde elsket.



Jeg stod foran spejlet – i Spanien. Chris og Justin havde bestemt, at jeg skulle møde Julia. Siden Justin gad have hende, måtte hun være sød. Selvom jeg hadede den tanke.
Jeg havde den største trang til at gøre mig smuk. Droppe halstørklædet og tage lidt pudder på. Jeg havde ærligtalt aldrig prøvet det før. Julia måtte ikke være smukkere end mig. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg havde den tanke. Jeg følte, at en eller anden styrede mig til det her.
Jeg havde taget en gul sommerkjole på. Den gik mig lige til lårene og var stram. Jeg bryd mig for det meste ikke om så stramt tøj; jeg var alt for spinkel og havde ingen former. Kjolen viste kun, hvor tynd jeg var og ikke nogen smukke former, kvinder og piger nu havde.
Jeg lagde pudder ned af min hals. Mit halstørklæde passede slet ikke til min kjole, og hvorfor ikke gøre min halvblege hud lidt kønnere?
Da jeg havde lagt et kæmpe lag puder og man stadig kunne se det, vaskede jeg det af og tog min ny købte bruncreme frem. Den havde en ret mørkere farve end den hudfarve, jeg havde.
Jeg lagde det på, men kunne stadig se min rigtige hudfarve. Det var umuligt at lægge det over mine ar, når man stadig kunne se min rigtige hudfarve stikke frem mellem den mørke bruncreme.
Til sidst lagde jeg det på mine arme, ben, overalt. Jeg var ved at blive hysterisk. Det kunne jeg slet ikke finde ud af.
Mine ben blev dog pænere af en lidt mørkere hud farve, så jeg valgte at gå ud til Chris, der ville køre mig derover. Der var først koncert i overmorgen.
Jeg tog nogle øreringe i ørene, som forstillede guld stjerner hængene i en guldkæde og en matchende halskæde. Det var så ikke rigtigt guld, men hvem kunne se forskellen?
Chris sad i sengen på hotelværelset, da jeg gik ud. Han lavede store øjne, da han så mig.
”Vi skal altså ikke til en eller anden gallafest!” sagde han.
”Jeg kedede mig,” mumlede jeg og træk på skuldrende.
”Nå, okay. Skal vi skride?”
”Ja.” Han tog sin arm ind under min som den gentleman, han nu var en gang om ugen og så gik vi ud af døren.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...