Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6582Visninger
AA

32. Hjemme igen. Kap. 32.

Dianas synsvinkel:


Jeg lagde mig direkte ned i sengen inde i bussen. Min krop rystede stadig – mest forvirret, men også noget andet, noget smertefuldt.
Jeg dækkede min skælvende krop med dynen, varmede min allerede varme krop og kiggede på kaktusserne udenfor. Jeg så far med papirer ud over det hele på en hvid bænk. Jeg måtte snakke med ham.
”Var det ikke Scooter, du skulle snakke med? Jo, der var det. Hey, Scooter! Din datter vil snakke med dig!” råbte Chris ud af den åbne bagdør. Far løftede hovedet og kiggede med trætte øjne på mig. Hans mund formede et ”hvad?” og mumlede så noget utydeligt.
Jeg gik ud i den varme sol og over til ham. Han gav mig ikke ét eneste blik, men fortsatte bare sit papirarbejde.
”Far,” sagde jeg bestemt og irriteret. Han skubbede en rød mappe væk fra sig og kiggede på mig. ”Jeg vil hjem,” sagde jeg bestemt. Jeg havde det på ingen måde godt med det, jeg sagde. Jeg ville ikke efterlade Chris her, men der skete altså noget mærkeligt ved mig. Jeg kunne ikke klare de følelser, der vrimlede omkring mig. Jeg måtte bare hjem.
”Jeg troede, du havde det sjovt,” mumlede han. Han viste ikke sine følelser, men jeg kunne se på ham, at han var skuffet over sig selv og måske også mig.
”Jeg mener … jeg er stor nok og kan selv få fat i et fly. Jeg kan ikke lide det her. At være her. Det forvirrer mig og …” Jeg kludrede rundt med ordene.
”Så tag hjem, Diana,” sagde han surt og kiggede ned på sine papirer. Han skjulte sine øjne under sin kasket. Typisk ham, når han sad fast i et ømt punkt som dette. ”Men hvad med Chris? Havde I ikke noget sammen?”
”Nej, far, det har vi ikke!” stønnede jeg irriteret. ”Vi er bare venner, men jeg har altså slet ikke lyst til at forlade ham. Jeg vil sikkert savne ham.” Det var rigtigt. Chris og jeg fik et tættere bånd for hver dag der gik. Jeg kunne godt forstille os som bedstevenner efter få dage, men lige nu skulle jeg hjem.
”Og hvad med Justin? Han snakker tit om dig, når du ikke er der, og det gør Chris også. De er vilde med dig. Vil du ikke nok blive? Bare for Chris’ Justins og … min skyld?” Han sank en klump og kiggede ned i bordet. Han opførte sig barnligt med at skjule sine følelser, men jeg kunne lige det; det mindede mig om dengang han var sammen med mor og var altid genert, når mor arrangerede romantiske ting med ham.
”Jeg vil blive her en måned til.” Jeg var lige ved at klaske en hånd for min mund, men da jeg så fars gamle, varme smil, blev jeg ved beslutningen. ”Men kun for din og drengenes skyld,” sagde jeg for at se rødmen komme frem i hans kinder. Jeg nåede ikke at se hans røde kinder, da han trak mig ind i et uventet kram.
”Det er godt, min pige.” Hans muskuløse arme lå om livet på mig og han kyssede mig i håret. Jeg savnede sådan at hører ham sige sådan. Jeg vidste, han ikke var ligeglad med ham, jeg vidste han elskede mig.
”Tak, far.” Jeg vidste ikke, hvad jeg takkede ham for, men han svarede ikke på det.
”Jeg sladrer til drengene. Især Chris. ’Jeg vil sikkert savne ham’,” drillede han og efterlignede min stemme. Jeg slog ham irriteret på arme, himlede med øjnene og smilede til ham.
”Og hvad vil du sige til Justin?” Han tænkte sig om.
”Du vil da også savne ham, vil du ikke?” Jeg kneb øjnene sammen og nikkede. Selvom hans selvskab var så mærkelig og havde et eller andet fremmed i sig, så føles det mere anderledes end forvirrende og mærkeligt. Det var mere bare spændende med alle de mærkelige fornemmelser, jeg fik.


Det var som om, at en eller anden tornado var inde i mig, ødelæggende og larmende, da Justin trådte ind i bussen, med et skævt smil og hvide tænder og så hans brune øjne.
”Har du nu fået astma igen?” spurgte Chris bekymret. Jeg rystede stille på hovedet og rev mit blik væk fra Justin.
”Hedetur,” mumlede jeg, hvilket vi alle havde.
”Klart,” sagde han og smed sig ned i sin seng. Jeg vendte ryggen til Justin, Chris, det hele. Jeg stirrede ud af vinduet. Små hedebølger bølgede i en langsom rytme over asfalten.
Jeg kunne mærke noget strejfe min ryg, hedende og pirkkende, og så vendte jeg mig om. J
Justin havde lige sat sig ned og vippet sin hat helt ned til næsen, så man ikke kunne se hans ansigt. Chris sad og gnavede i et sugerør og pillede ved aircondisningen. Der var intet at lave i et varmt land som Spanien, men nu skulle vi snart videre – over til de andre lande, og måske et koldere land, for de aircondisninger var ikke nok.
Jeg sad og viftede med min tynde bog med mine tegninger, jeg havde brugt noget tid på og betragtede tavst Justin og Chris. De gav sig ikke til at lave noget. Chris stirrede stadig op i loftet med sit gule sugerør i munden. Justin havde taget sin blå kasket af og kiggede på nogle papir under hans seng.
De begge to kiggede op på mig, som om jeg havde forstyrret dem midt i noget.
”Skal vi ikke tage på stranden? Her er hede varmt!” mumlede Justin, og jeg nikkede smilende og ignorerede den irriterende mavepine, jeg pludselig fik.


”Føj! Hvordan kan du gøre det der?” Chris maste sine håndflader mod sine ører og stirrede på mig, som om han havde spist en citron.
Jeg rynkede næsen og knækkede min næse til den anden side. Knæklyden gav genlyd i mine ører, og Chris gav sig til at nynne højlydt for at overdøve knæklydende.
”Din næse burde være skæv og flad, men den er nu meget flot,” grinte han, da han var sikker på, jeg ikke ville knække min næse igen. Han havde taget mine hænder og låst dem om bag den kolde metalstol, jeg sad på.
Vi var midt i den travle lufthavn få kilometer fra Berlin. Folk rendte rundt som idioter og lagde ikke mærke til deres hylende børn efter dem eller deres brokkende teenager. Forældre havde allerede mere end travlt med at finde det rigtige fly.
”Tak, Chris. Din næse er nu heller ikke så grim,” smilede jeg. Jeg havde brugt flere timer på at få Justin og Chris i bedre humør. Jeg skulle nu hjem. På en måde glædede jeg mig til at komme hjem til Miranda og Alec, måske også mor og Anders, og så bare mase mig ned i mine lektier, bare være hjemme, men jeg ville også være her sammen med Justin og Chris. Chris var så åben, så dyb med spændende ting og så sød mod mig. Justin holdte sig hellere i bagrunden med hans liv, men når jeg spurgte ind til det, svarede han. Hvilket gjorde, at der ikke var tavshed imellem os. Imens nød jeg de masser af farver, varme, tryghed, men også prikkende, brændende og ubehagelige følelser imellem os – hvilket jeg nærmest var afhængig af at finde ud af, hvad var. Han vidste min hemmelighed, måske var det det, men der var også noget andet, et eller andet …
”Diana, dit fly er her,” sagde Kenny, afbrød mine tanker og gav mig ikke ét eneste blik – hvilket jeg var glad for. Kenny var stor, muskuløs og havde et virkelig uhyggeligt blik. Det var nok hans ”hemmelige våben” til at skræmme paparazzier væk.
Chris’ smil forsvandt på et sekund og Justins smil, der allerede var væk, blev til en lige streg og jeg så, hvordan hans øjne blev mørkere – som om der var noget, han frygtede.
Chris slog armene om mig på højre side og Justin den anden side. Jeg smilede bare for mig selv og blev langsomt kvalt af deres stærke arme.
Jeg mødte Kennys uhyggelige og utålmodige blik.
”Jeg skal af sted nu.” Da jeg sagde det, fortryd jeg. Jeg ville ikke væk herfra. Jeg kunne godt være sammen med dem, bare i den sidste måned, der var tilbage. Men beslutningen var taget, og så havde jeg endda sagt det til mor og skrevet det til Miranda – som forresten ikke havde svaret tilbage.
Chris trak mig ind i et kram igen. Vi var præcis den samme højde, men med Justin var jeg nød til at stå på tæer.
”Du skal ikke være urolig – jeg skal nok holde på din hemmelighed.” Der var så meget larm, at ingen ville hører det, men alligevel hviskede han det i mit ører, da han krammede mig. ”Husk at ringe til mig, hvis du har brug for hjælp.” Selvfølgelig mente han det med mine ar på min hals. I dag havde jeg mine elskede, røde hotpants, som jeg havde hundrede stykker af, og en orange, stropløs top, røde Converse og et orange silkehalstørklæde for at skjule mine ar.
”Jeg skal nok,” sagde jeg stille og vidste ikke, om det var rigtigt.
”Husk vi skal holde kontakten!” sagde Chris og hang i min arm.
”Det skal jeg nok, men nu skal jeg altså have mit fly.” Jeg smilede til dem, som om de var mine egne drenge, som nogle uopdragne drenge der var blevet til gentlemans og smilede et rigtigt mor-agtig smil.
”Vi ses, drenge,” sagde jeg og vendte ryggen til mine venner, som jeg havde lovet at holde kontakten til, og gik mod flyet med mine kufferter i hænderne. Mine ben føltes tunge som sten, da jeg kiggede bag mig og så dem forsvinde i mængden af mennesker.
En stewardesse fik sat mig venligt ned på et sæde i flyet. Hun spurgte ind til mad, drikke eller tilbehør, men jeg havde ikke lyst til noget. Jeg savnede allerede Justin og Chris, og jeg ville så gerne blive hos dem, hvis det altså ikke var fordi jeg havde en familie.


Jeg havde forventet at se min mor med sine pink nederdel, hendes hvide skjorte der skar igennem hende solbrændte hud, hendes lyserøde rengøringshandsker, hendes blonde hår oppe i en stor, sjusket knold og så hendes mørkerøde læbestift på hendes fyldige læber. Men der var ingen der åbnede døren til mig, råbte ”Velkommen hjem!” med lagkage i favnen eller gøre et eller andet pinligt. Det var kun Alecs hyle oppe ovenpå.
Jeg gik ind i huset, tydeligvis totalt forvirret. Jeg smed kufferterne i entréen og gik op af den knirkende trætrappe og gik efter Alecs gråd. Den kom fra kontoret af. Det var ikke normalt, at mor lod Alec græde. Hun kunne ikke holde det ud! Hvilket jeg heller ikke kunne.
Jeg åbnede den knirkende dør ind til kontoret.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...