Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6577Visninger
AA

37. Heartbeat. Kap. 37.

Julias synsvinkel:


Jeg burde være glad, da jeg stod i Justins favn. Han virkede ikke glad, men det var nok efter snakkede med ham i mobilen og sagde, at han var nød til at komme tilbage til Spanien. Det var ikke meningen, at jeg skulle bryde grædende sammen, men jeg holdte det inde. Jeg følte mig bare som en egoist ...
Jeg trykkede mig lidt mere ind til Justin, indtil min mave strejfede mig. Jeg trak mig væk med det samme. Mariah havde vokset en del. Det var nu hun voksede en del og jeg åd alt for meget mad.
”Hvad var det så?” spurgte han og trak sig væk. Jeg kærtegnede hans bløde kind og nød den tid, han nu ville være sammen med mig.
”Det er bare ...” Han var først lige kommet, og vi sad i køkkenet. Jeg var parket ind i en løs, puffet trøje, så man ikke kunne se min mave. Det måtte være det perfekte tidspunkt at sige sandheden nu. Problemet var bare, at jeg ikke ville miste ham. Jeg greb hans hånd, holdte så godt fast, at han mumlede lavt ”av” så han ikke kunne slippe væk. ”Du må ikke glemme, at jeg elsker dig, Justin, for det gør jeg. Virkelig. Og nogen gange gør vi noget dumt. Du ved, være hinanden utro ...” Han sukkede irriteret.
”Vi skal ikke til at snakke om Kate igen, vel?” spurgte han. Jeg rystede på hovedet.
”Vi holder hemmeligheder for hinanden,” fortsatte jeg.
”Har du nogen hemmeligheder?” spurgte han. Jeg nikkede forsigtigt. Han hævede øjenbrynene. Jeg forstod ham godt, hvis han ikke ville snakke om problemer i forholdet.
”Justin, det er alvorligt det her.” Han kiggede på mig, og pludselig så han helt trist ud. Åh, Gud! Jeg havde virkelig dummet mig. Jeg var så forkælet og troede, jeg kunne beholde Mariah. Hvor var jeg dog dum! Jeg havde fortjent at dø, men det var jo lige det, jeg ønskede.
”Nogen gange kan jeg bare ikke fatte, at jeg ikke siger sandheden. For eksempel de der klamme drømme, jeg har eller ... Ved du godt, hvor ond, jeg er imod Amy og Mary? De lokker mig til at sige sandheden til dig. Altså, har du mistet hjernen, siden du valgte mig? Du har fortjent bedre. Jeg er bare en ... dum kælling,” plaprede jeg løst og sagde tit unødvendige ting, der ikke engang hørte sammen til emnet.
To fingre var under min hage og Justin skubbede mit ansigt op. Hans rødbrune øjne kiggede ind i mine. Varmen spredte sig i mig. Hans øjne var så smukke. Det var dem, jeg savnede allermest. Jeg drømte om dem hver nat og savnede ham. Jeg græd mig selv i søvn hver nat. Tanken om et liv uden ham fik mig altid til at græde. Jeg vidste, at han aldrig ville tilgive mig, hvis jeg sagde sandheden.
”Sig det,” hviskede han mod mine læber. Hans øjne skinnede, men der var ingen glæde i. Hans læber strejfede mine, som fik mine hænder til at skælve.
”Jeg er gravid,” hviskede jeg lavt til ham. Idet samme fortrød jeg. Mariah var ikke mere værd end vores forhold. Jeg burde sige det til Justin for lang tid siden, få den abort og bare leve et lykkeligt liv uden ham. Han havde ikke fortjent mig. Han burde finde eller anden pige, i stedet for mig. Eller bare tage en kniv og stik mig tretten gang i hjertet. Jeg burde dø og falde ned i Helvede.
Han lod mit hoved falde slapt ned, da han gav slip på mit ansigt. Jeg måtte lokke mig selv til at se hans ansigt. Farven i hans ansigt var forsvundet og hans øjne var blevet helt mørke. Jeg sank ned i køkkenstolen og skammede mig selv ihjel.
”Hvad?” Han stirrede ligefrem for sig selv. Den var ikke fesset ind, kunne jeg se. Jeg rejste mig op og gik langsomt og tøvende hen til ham. Jeg tog hans hånd, som han bare havde hevet til sig før, og lagde den på den bule på min mave. Jeg følte mig helt som en lille familie; Justin, Mariah og jeg. Det kunne vi måske have været, hvis jeg ikke bare havde løget ham op i hovedet. Og han knækkede også billedet af vores lille familie, da han hev chokeret hånden tilbage.
”Du har jo holdt barnet i lang tid!” Et eller andet vred sig inden i mig, da jeg hørte hans høje tonefald.
”Du ved ikke, hvor meget, jeg hader mig selv for det.” Jeg faldt på knæ og kiggede op på ham. Min rystende hænder rakte ud efter ham, men han trådte vredt tilbage. Jeg var på kanten af at tude, men jeg ville ikke. Jeg måtte ikke vise mig som en billig tøs foran ham. Jeg ville have ham tilbage, selvom han ikke havde fortjent mig. Jeg elskede ham virkelig.
”Du kunne bare have sagt det.” Jeg klemte øjnene i, da jeg igen hørte hans råb.
”Justin, please, ikke gå! Hun betyder bare så meget for mig. Jeg tror, jeg har knyttet mig til hende. J-j-jeg ville ikke have en abort!” Jeg kunne ikke holde mine tårer tilbage. De gled ned af mine kinder og videre ned af min hals.
”Jeg er ligeglad! Det her er ikke en af det der små, typiske løgne! Du er gravid! Du kunne have sagt det! Hvor lang tid har du ...?” Han tog sig til hoved, som om han pludselig fik hovedpine. Jeg vidste ikke, hvad han lavede, men da han tog hænderne ned, opdagede jeg, han prøvede at skjule, at han græd.
”Ikke græd,” hviskede jeg. Jeg tog fat i hans hånd, men han hev den igen tilbage.
”Du er for meget! Jeg vil bare vide, hvorfor du ikke sagde det! Hvorfor?!” Han råbte ned til mig. Jeg krympede mig af den smerte, det gav mig og kiggede på ham med tårer i øjnene.
”Fordi jeg vil have en familie. Med dig. Jeg elsker dig,” hviskede jeg. Mit romantiske pis hjalp ikke, for det lød så slapt.
”Du for meget!” sagde han igen. ”Og jeg som troede, du elskede mig!” mumlede han for sig selv.
”Jeg elsker dig! Lad være med at sig det der!” sagde jeg. Jeg mødte hans vrede blik. Det var her, det gik op for mig, hvor vred, han var. Meget vred. Det var som kold vand ned af ryggen. Jeg hadede at se ham sådan her. Jeg ville aldrig se ham sådan.
”Det er ikke det, jeg mener! Jeg ved bare ikke, om jeg skal tilgive dig.” Hans blik blev lidt mere blidt, men kun meget lidt. ”Jeg ved ikke, om jeg elsker dig nok til det her.” Han nikkede mod min mave og nægtede at se på den. Det var som en pil i hjertet. Jeg havde altid troet, han elskede mig mere end jeg kunne tænke mig til. Måske elskede han mig slet ikke? Det var som en tsunami inden i mig, der smadrede alt. Min krop rystede, mens den ødelagde mig, smadrede mig og efterlod mig i flere tusind stykker. Jeg kiggede på Justin med tårer i øjnene. Han havde våde og røde kinder, da han kiggede hårdt på mig. Så vendte han sig om og gik. Han efterlod mig, ensom og knust. Lidt efter lidt gik det op for mig, at jeg virkelig havde fortjent dette. Justin kunne gøre hvad som helt imod mig. Jeg fortjente det virkelig.
Så gik det op for mig. Han var gået. Han ville ikke tilgive mig. Rettere: Han elskede mig ikke nok.
”Åh, Gud,” hviskede jeg og kiggede op i lofter. Tårer rendte ned af mine kinder. Jeg holdte vejret og bankede mit hoved ind i en skuffe igen og igen, for at få en anden smerte. Sofus gøede af mig, som om han ville have mig til at holde op, men jeg ignorerede ham.
”Det er dig skyld!” skreg jeg. Jeg fik et kæmpe chok, da jeg skreg. Jeg stirrede på min mave, der hvor Mariah gemte sig. ”Du burde ikke leve! Du skal ikke leve!” råbte jeg. Jeg bed mine tænder sammen af ren vrede og væltede alle mine tallerkner. Jeg flettede mine fingre sammen, og før jeg vidste det, slog jeg Mariah. En smerte bølgede i mig. Jeg væltede ind i skuffer, knive og glas og ned på de smadrede tallerkner på gulvet.
Så lå jeg på gulvet og græd. Jeg hylede, skreg og hulkede som en sindssyg. Hvis jeg havde et ønske, så var det at dø. Jeg burde ikke få Justin tilbage.
Jeg holdte mig for næsen og lukkede munden. Der gik ikke lang tid, før jeg havde brug for ilt, men jeg nægtede at trække vejret. Det her måtte være den lette løsning. Det kunne jeg mærke.
Sofus gøede igen og igen, som om han sagde, der var noget galt. Jeg kiggede på ham, og mit blik lande tilfældigt på m mine ben. Blod løb ned mellem mine bare ben.
”Mariah,” hviskede jeg af den sidste ilt, jeg havde tilbage. Jeg sprang op og holdte stadig vejret. En liter, måske to liter blod løb ned af mine ben og ud på gulvet. "Nej! Jeg mente det ikke! Du må ikke dø!” skreg jeg. Jeg var som et knust hjerte, et hjerte, der sprøjtede blod ud over det hele. Jeg var et ligegyldigt, dumt og sort hjerte, der bare kunne smides i skraldespanden. Men jeg var ligeglad med det nu, det var Mariah, der var vigtigst. Jeg elskede hende allerede så højt, og nu vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, hvad der skete, hvor jeg var og hvad jeg havde gang i.
Jeg stablede mine ben op på køkkenbordet og prøvede at tage det med ro. Jeg holdte stadig vejret, og jeg kunne mærke, hvordan jeg blev rød i hovedet af iltmangel, men jeg nægtede at trække vejret. Det var der ikke tid til.
Okay, jeg skulle ringe til abulancen. Ingen panik, ellers ville Mariah ikke findes. Så ville hun dø ... Måske var hun allerede død?
"Fuck!" skreg jeg og kylede tingene ned fra køkkenbordet. Alt svimlede for mig. Alt kørte rundt, som en tornado, der kørte rundt i mit hoved og kastede rundt med ting. Min krop skreg, at jeg skulle trække vejret, men jeg ville ikke prøve den følelse af, at jeg trak vejret, at jeg skulle lugte til lugten af blod, af et dødt foster, at vide, at jeg skulle leve videre; som om mit liv var en lang, hvid vej, der skulle overståes uden nogen ville gå med mig. Jeg havde mistet to jeg mistede. Hvis jeg mistede dem, ville det umuligt tage skade af, at jeg mister mig selv.
Min krop vred sig i den vandpyt af blod, der lå under mig. Mit tøj suede blodet til sig, mine fingre borrede sig ind i huden på mig, og jeg gav op. Jeg prøvede at trække vejret, men intet skete. Min hals snurrede sig sammen, min mave vred sig og gik i kræmpe og smerten i min krop blev større. Jeg vred mig rundt på bordet, indtil jeg faldt ned fra bordet med et brag. Mit hoved landede hårdt på flisegulvet og en kold bølge af smerte spredte sig i min krop.
Jeg brugte alle mine kræfter til at rejse mig op. Det eneste, jeg kunne gøre, var at redde Mariah. Hendes liv skulle ikke ende endnu. Hun skal have et godt, langt liv - uden mig. Jeg var nød til at redde hende. Nød til at få hende væk fra mig, hvis jeg stadig havde tid ...
"Julia!" råbte en chokeret stemme. Jeg fulgte stemme, men kunne intet se. Noget sort, aske-agtigt noget fyldte mit syn. Det bredte sig i spidserne, men pludselig så jeg inde i Justins øjne. Jeg kunne ikke læse hans følelser, men på hans stemme kunne jeg høre, at han var i en smertefuld situtation. "Kig på mig!" bedte han. "Ikke luk øjnene. Ikke forlad mig." Han sagde det igen og igen, tog fat rundt i mig og ledte efter et eller andet, men jeg kunne ikke se, hvad han ledte efter.
"Du ..." hviskede jeg alt for lavt til, at han kunne høre det. Du elsker mig ikke nok, fortsatte mine tanker. Orderne forsvandt i min hjerne og ine ben begyndte at skælve voldsomt, da noget mere blod flød ned af mine ben.
"Åh, Gud!" Jeg vidste, at han råbte det, men hans stemme var så svag i mine ører. Den var sød, varm og blød, men alligevel så forbandet langt væk. "Bliv der! Jeg ringer efter en abulance!" Han lænede mig op af bordet og gik. Jeg kunne ikke se, hvor han gik hen. Den aksegrå farve bredte sig for mit syn og smerten forsvandt stille - kun meget lidt.
Mine ben truede med at knække under mig. Jeg trådte et skridt frem, og idet samme vidste jeg, at livet ikke var så kort endda. Den askegrå farve blev stille til en hvid farve, der var så lys, at hvidt lys skinnede mig i øjnene, så smukt og så fuld af sorg på samme tid.
"Julia," stemmen var svag, meget svag, og jeg kunne slet ikke genkende den. Jeg vidste ikke, hvem den tilhørte. Jeg vidste kun, at det var mit navn.
Jeg svarede ikke, lod mig bare gå imod det stærke lys. Det føltes så varmt, så dejligt og smertefrit. Varmen trykkede mod min krop, ligesom solen.
Og så gik alt hurtigt. Jeg mærkede noget gribe mig, før jeg faldt ind i det smukke lys og så lå jeg der, trygt og varmt, mens lyset opløste min krop.
Mit hjerteslag fyldte det hvide rum. Den fyldte mine ører og gav mig myrerkryp, men det var ikke kun det. Jeg hørte mit sidste hjerteslag.

Slut. Der kommer selvfølgelig en fortsættelse eller hvad man nu kalder det.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...