Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6571Visninger
AA

27. Glemsom. Kap. 27.

”Den bliver skiftet ud med en sovebus,” sagde Justin og trak på skuldrende. ”Der er ikke så mange hoteller som vi havde regnet med.” Jeg nikkede og rejste mig op. De kiggede forvirret på mig.
”Jeg skal op og lave lektier. Vil I med?” Jeg strammede grebet om håndklædet om mig, kiggede op på den stejle bakke og sukkede opgivende.
”Det er dig, der går til klatring. Tro ikke, at vi er bedre end dig,” sagde Chris. Jeg trak på skuldrende.
”Der er en bruser inde på handicaptoilettet på tanken. Den er måske ikke god, men bedre end ingenting,” mumlede Justin til mig og trak på skuldrende.
”Tak,” sagde jeg. ”Tager I tæppet med op?”
”Jep,” sagde de i kor. Jeg smilede, gik nogle skridt tilbage og kravlede så op af bakken med mit tøj under den ene arm og den ene hånd holdte håndklædet oppe. Jeg kom endelig op og så det store rod med busser overalt.
Jeg gik hen til bussens bagagerum og ledte efter noget tøj; et par blå jeans og en rød top. De havde flyttet alt bagagen herind i denne sovebus. Jeg fumlede min toilettaske helt op af bunden. Da jeg kom til et halstørklæde, kom jeg i tanke om det. Jeg havde helt glemt det!
”Hey, Diana? Kast lige det her tæppe ind!” Stemmen kom ikke lang fra, og jeg vidste, det var Justin. Jeg mærkede panikken i min krop. Lyset fra den bus, der var foran mig, havde tændte forlygter. De skinnede direkte på mig. Jeg greb ud efter det første halstørklæde, jeg kunne finde. Et brunt, tykt bomuldshalstørklæde – beregnet til om vinteren.
”Ja?” Jeg vendte mig om. Jeg fumlede med at få halstørklædet om min hals. Jeg strammede det og smilede stille til ham. Han havde hovedet på skrå, så forvirret ud, men han trak blot på skuldrende og kastede en lille sportstaske over til mig, som der nok var tæpper i. Jeg kastede den ind i bussen og marcherede hen til toiletterne ved tanken. Jeg skulle først gå forbi tanken. Jeg havde aldrig forstillet mig, at de ville lade Justin, en verdensberømt stjerne, komme i nærheden af sådan et sted.
Der var masser af mad, vand og slik, men ingen kunder.
Jeg listede over til toiletterne. Jeg var så heldig, at jeg både var den eneste på handicaptoiletter, men at der også var totalt luksus her! Handicappet folk skulle selvfølgelig have noget bedre end os andre, da de ikke var helt gode til sådan noget. Der var et lille toilet, en håndvask i hjørnet og til højre var der en brusekabine. Den var lavet af metal, så jeg kunne gætte frem til, at dette blev et koldt bad.


Da jeg kom ind i bussen, var den meget større. Det var en dobbeltdækker. Der var brede, men længen var ikke stor. Der lå en dyne over alle sengene, en pude og et tæppe over i fodenden. Oppe i loftet var der en lampe. Vinduerne havde sorte gardiner.
Jeg havde brugt fem minutter efter badet at føntørre mit hår og glatte det. Det lå fladt mod min ryg, dinglede frem og tilbage, da jeg gik igennem bussen og de irriterende, små hårlokker klaskede mod mit ansigt.
Min mobil og mit gamle, hvide halstørklæde lå på en seng bagerst i bussen. Min mobil var ikke en eller anden sej iPhone, men bare en helt normal Sony Ericsson skub op mobil. Den var rød og sølvfarvet, og efter min mening, så var den meget god.
Da jeg kiggede på den, ringede den. ”Miranda,” stod der. Jeg tog den med det samme.
”Er du okay? Hvorfor er den der ikke mere? Hvad har du gjort? Det er godt, at Stacie ikke lagde mærke til det!” Hun lød forpustet efter alle hendes spørgsmål.
”Jeg har det fint, tak. Jeg har klaret det.”
”Hvordan?! Diana, har du nu også fået den evne. Det blad fra sidste uge viste, at en mand havde en evne til hackning – uden at røre computeren. Det er et eller andet med, at han gik ind i computeren og …”
”Det er mine venner, der gjorde det.” Jeg smilede ved ordet ’venner’, men jeg vidste bare ikke, om de ville kalde mig det samme.
”Hvem er de?”
”Chris og Justin.” Jeg satte mig på sengen, krydsede benene og kiggede til venstre for mig. Justin og Chris kom herover.
”Justin Bieber? Åh, ja. Det var jo rigtigt. Du skal også bare få alle drenge, men, Diana, det er fint. Jeg klare mig med Xander. Du skal ikke bekymre dig om mig. Jeg har det fint.”
”Hvad snakker du om?” Miranda flippede aldrig ud over kendte mennesker. Hun var ligeglad, men hvis helt normale drenge ikke gav hende opmærksomhed nok, så blev hun sur.
”Ja, altså. Du har godt nok ikke haft en kæreste før, men fanger altid drengenes blikke. Men det er fint nok. Du er jo også vildt køn, og jeg er bare … Nå, jeg har Xander, og angående det, så sidder han ved siden af mig.” Et bip kom fra mobilen.
”Miranda, jeg tror, at min mor ringer nu. Vi ses. Hils Xander.”
”Ja ja. Han klare sig. Og hils Chris og Justin.” Hun lagde på. Jeg fandt mors nummer og ringede op.
”Hej, søde. Hvordan går det?” Jeg kunne høre hendes neglefil mod hendes negle i baggrunden.
”Helt fint,” mumlede jeg.
”Okay. Hvad med far?” Hun havde den typiske stemme, som om hun snakkede til en baby.
”Han har ikke tid.”
”Åh, for Guds skyld! Selvfølgelig har han ikke det! Det er så typisk ham!” Hun fik sin normale nu-skal-vi-snakke-om-teenagerproblemer-sammen!-stemme igen. ”Det må du klare med ham!” sagde hun så. De havde altid haft godt afstand til hinanden. De gad ikke engang snakke til hinanden.
”Ja, det gør jeg så,” løg jeg. Jeg skulle ikke blandede mig i fars liv.
”Du er modig, smukke. Det har du nok arvet fra mig.” Mor var psykolog. Hun arbejdede en del med det der selvtillid og teenageproblemer. Hun havde sådan set taget en del selvtillid til sig, men hun delte den også med folk.
”Sikkert,” svarede jeg efter noget tid.
”Du husker lektier, ikke? Du ved, du går stadig på den der high school, og nu er du jo snart færdig med den.”
”Jeg har lavet en masse,” løj jeg.
”Det var god. Vi savner dig her hjemme. Især Alec. Han snakker kun om dig. Eller han prøver at snakker.”
”Hils Alec fra mig … og Anders. Vi ses. Jeg elsker jer.” Jeg kunne mærke den knurrende fornemmelse i maven. Jeg savnede Anders, Alec, Miranda og mor.
”Jeg elsker dig også. Ring hvis der er noget. Vi set, smuksak.” Jeg rynkede næsen af hendes kælenavne.
”Okay.” Jeg lagde på. Jeg havde ikke bemærket, at Chris og Justin sad og kiggede på mig. De havde sine hænder foldede på skødet og lignede to skoledrenge på hver sin seng. De lå ikke langt fra hinanden.
”Hey, drenge,” smilede jeg stille. Jeg mærkede, mærkeligt nok, hvordan jeg blev tyve kilo lettere, da jeg så dem smile. Hvorfor, vidste jeg ikke.


En måned virkede som en dag. Jeg var for det meste sammen med Chris, alle rendte rundt som stressede idioter, Justin holdte koncert hele tiden og jeg begyndte at få mere og mere hjemve. Ikke mine forældre – de stressede mig, så hvorfor dem? – men Alec og Miranda. Hvis det ikke var for Chris, ville jeg aldrig klare denne tid. Selvom vi kun gik lange ture – kun hvor der ikke var mange mennesker – og spillede alle hans og Justins spil, så var det sjovt. Jeg var nogle gange maskulin, når jeg tænkte over det. Ikke fordi jeg aldrig gik i bad og var ligeså doven som mænd, men der var også, fordi jeg havde min feminine side med mig. Jeg kunne godt finde på at spille computerspil og alle de andre spil eller gå i drenge tøj – nogle gange! – men ellers var jeg feminin.
Jeg var nød til at snakke med Miranda hver eneste aften. Hun elskede ferier, og syntes det var så snyd, at jeg skulle besøge alle lande i Europa og nogle udenfor. Vi tog alle lande rundt om Europa – både dem der var medlem i EU og dem der var nabo til Europas lande. Jeg vidste ikke meget om lande, så derfor blandede jeg mig ikke i, hvor vi var henne.
Mor snakkede jeg sjældent med. Hun havde sikkert travlt med det der psykolog-pis. Anders havde sikkert også travlt, som altid, med sit job i Federal Bureau of Investigation, bedre kendt som FBI. Han havde nu arbejdet derinde i seks år.
Turen var ikke så slem som jeg havde troet. Jeg ville gerne hjem, især når far ikke havde tid til mig. Han rendte rundt, og jeg vidste, han havde glemt mig. Jeg overvejede at stikke af, men så kom jeg i tanke om Chris. Jeg gad ikke væk, når han var her. Han boede i Canada, sagde han, så hvordan skulle jeg komme derover? Jeg vidste ikke helt, hvor i Canada. Det var jo et kæmpe land.
Mine lektier var jeg godt i gang med. Især matematik. Matematik var jeg god til, eller sådan da.
Miranda havde sparret op til en rejse i Island. Den var berømt for dens smukke natur, så jeg skulle bare derover. Chris havde bare tsk’et af det. Han var sikkert rig, og havde nok ikke ligeså lidt penge som mig og Miranda. Vi gik godt nok på en dyr high school, men vores forældre knoklede også meget for det. Hvilket mindede mig om, at de har meldt mig ud og sætte mig først ind, når tournéen er slut.
Både Chris og jeg fik hjælp til lektierne af Justins lære. Justin sad også tit sammen med os om aften og lavede lektier med os, imens vi hørte musik. Vi alle tre havde også haft en del strandture igen og kigge på hans koncerter. Det eneste, jeg ikke forstod, var hvordan han kunne teksten på alle sangene. Han var både bedre til alle fagene i skolen, kunne synge, kunne spille på alle mulige musikinstrumenter og en hel del andet. Chris og jeg misundende os stadig over det, men det så ud til, at Justin ikke syntes, det var noget særligt.
Jeg var slet ikke vant til de dyre hoteller. Selvfølgelig følte jeg mig ikke hjemme med mit kiksede tøj, men, så sød som Chris nu var, følte han med mig og sagde, at han følte det samme.
Mit hoved var lænet op af det kolde vindue. Den kraftige regn piskede mod bussens vindue, og vinden rystede nærmest bussen, da bussen standsede.
Jeg gnavede i min blyant som jeg havde en stor vane med, når jeg koncentrerede mig. Jeg havde min hvide dyne presset godt rundt om mig, puden oppe i ryggen og lænede mig mod væggen. Foran mig lå min matematik bog.
Chris grinede tredje gang i dag, fordi jeg bed i blyanten.
”Der er ikke noget sjovt ved det.” Chris’ seng lå bag mig og kun en tynd væg skilte os ad.
”Jo!” Han sad på Justins seng, som lå ved siden af min med gangen imellem os. Justin lå ved siden ham og spillede et eller andet spil med ham på fladskærmen overfor dem.
Jeg vendte opmærksomheden mod mine lektier og kunne høre deres fingre tromme på knapperne og de små skud fra tv’et.
”Det er her, vi skal spille koncert,” sagde far højt og vinkede Justin over til ham. ”Du skal lige synge en sang med hende. Jeg ved godt, du ikke vil, men det tager kun to sekunder. Hun har rejst hele vejen her over, så du skal ikke klage,” kunne jeg høre, at far sagde lavt til ham. Han havde den der teknik som han også brugte på mig; lukkede munden på en med én sætning. Og det var ikke noget, jeg bryd mig om, han gjorde.
”Jeg …” Justin blev afbrudt af fars stædige blik. Justins skuldre faldt slapt ned og hans smil forsvandt. ”Satans,” mumlede han, da han kom over til os.
”Vi mødes om to minutter!” råbte far inden han forlod bussen.
”Vil I ikke nok komme med? Please?” Justin lagde sig slapt i sengen.
”Jeg skal lige …” Chris drejede til højre side og dræbte Justin i spillet. ”Sådan.”
Jeg rejste mig op med de to drenge, skubbede bøgerne til side og gik med dem igennem gangen i bussen. Vi kom til fordøren, hvor der var en sort paraply.
”Det er bare så typisk!” sagde Chris og slog sig i hovedet. Vi maste os sammen til en lille trekant, slog paraplyen ud og gik ud i regnen. Justin, der holdte på paraplyen, holdte hårdt om den, så den ikke fløj væk. Vi nåede kun halvdelen af vejen til en gigantisk hal, da Justin mistede grebet om paraplyen og den stormede væk og direkte ind i en glasmur.
Jeg skulle til at grine, men mærkede så den kolde regn løbe ned af nakken på mig. Vi løb alle sammen mod den store metaldør og fumlede lidt med at få den op. Da den åbnede lydløst, skyndte vi os ind. Jeg havde ikke troet, at der ville være så mange mennesker. Der var en helt del fremmede mennesker.
Jeg kiggede forvirret på Justin. Han kiggede på mig og skulle til at svare, da en pige på hans alder kom imod os. Hun kiggede frem og tilbage på Chris og jeg, ignorerede Justins irriterende blikke og rakte hånden frem.
”Kate Lopez.”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...