Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6571Visninger
AA

17. Forvirret. Kap. 17.

Jeg sank hurtigt pillerne, så det gjorde ondt i halsen. I én voldsom bevægelse, stak jeg fingeren i halsen og brækkede pillerne op. Jeg kunne mærke mere bræk og krøb ned på gulvet ved siden af toilettet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med barnet og mig og Justin. Det her var for forvirrende, som jeg slet ikke kunne klare alene.
Jeg kunne høre min mobil nede i køkkenet. Den vibrerede på køkkenbordet. Det var der, jeg lagde den sidste. Jeg gik lynhurtigt ned af trappen, ned i køkkenet, snuppede min mobil og op på mit værelse og ind på badeværelset. Den lange tur i mit alt for store hus havde allerede gjort mig forpustet. Jeg havde normalt god kondi – nogle gange! – men nu var jeg for forpustet. Jeg måtte snart træne mig op. Ikke dovne her.
Jeg førte min svedige hånd med min mobil op til øret.
”Hey, Shawty! Du er langsom til at tage mobilen, er jeg nød til at sige. Jeg har sagt til John, at vi skal bruge flyet i morgen. Vi tager snart til Canada i morgenaften.” Jeg glemte alt om min baby – jeg mente, mig og Justins baby – da jeg hørte Justins stemme i røret. Jeg nød hans lidt hæse stemme og en hel del stressede stemme.
”Og hvem er så denne John?”
”Det er min pilot.”
”Pilot?” Jeg rynkede forvirret næsen, selvom han ikke kunne se det.
”Ja, jeg har et privatfly. Det er meget nemmere.” Jeg måbede. Et privatfly?! Det var jo også klart; han var på verdensturné og kunne havde nok svært ved at være i et offentligt fly.
”JUSTIN!” Der kom en høj lyd i mobilen af en sjov stemme. Det skar i mit øre. Jeg kunne genkende den lille, sjove stemme fra Christian.
”Wow,” mumlede jeg. ”Hvad har han gjort dig?” fnisede jeg.
”Sådan er Christian bare,” sukkede han for sjovt.
”Justin har et talent for at snakke i telefon. Hans rekord er fem timer eller sådan noget. Altså, han kan snakke i telefon i hundrede år, synge, score piger bedre end mig, spille på alle de der musikinstrumenter og alt det der. Men jeg har også et talent! Faktisk mange!” sagde Christian i én lang køre. Selv jeg ville blive forpustet efter at tale så hurtigt, og det gjorde han ikke engang!
”Er den på højtaler eller hvad?” mumlede jeg og satte også min på højtaler. Jeg lagde den på vasken, tog min tandbørste og tandpasta og børstede tænder.
”Ja, det er den, og hvad er det så, Chris?” spurgte Justin. Jeg kunne høre hans søde, lave grin.
”Et: Jeg kan rulle med tungen! To: Jeg kan slikke min næse. Tre: Jeg kan næsten slikke min albue.”
”Flot, Chris,” sagde Justin. De startede deres egen, lille samtale, imens jeg bare børstede tænder.
”Nå, vi ses,” sagde jeg.
”Vi ses. Jeg kommer hjem i snart,” sagde Justin og jeg kunne fornemme et smil i hans stemme. Jeg lagde på og lagde mig i min seng. Sofus sprang op til mig og puttede sig ind til mig. Jeg kom med det samme i tanke om barnet. Jeg fik mavepine af at tænke på det. Hvordan skulle jeg sige det til Justin? spurgte jeg hele tiden mig selv om. Han lød så glad i telefonen. Fedt, nu skulle jeg ødelægge hans humør. Stille kom et nyt spørgsmål op i mit hoved: Hvad med barnet? Den var inde i mig! Den betød allerede lidt for mig. Det var mig og Justins. Jeg havde altid været glad for børn, og jeg kunne altså bare ikke dræbe et lille barn, som var mit og Justins!
Jeg sukkede og rejste mig op. Jeg kunne ligeså godt pakke. Jeg rejste mig op, pakkede en del jeans, shorts, T-shirts og sko. Han havde ikke fortalt, hvor mange dage, så jeg parkede bare det, jeg ville få brug for. Rigtigt ville jeg ikke med nu hvor jeg var gravid, men gjorde det bare for Justins skyld. Hans familie betød meget for ham og han ville gerne besøge dem så meget, han kunne. De havde hjulpet ham med hans sangkarriere. Jeg vidste, han ville give dem igen, men det eneste, han kunne, var at besøge dem. Det var klart, han ville have, jeg skulle besøge dem. De var sikkert søde og venlige, og så skulle jeg ikke ødelægge det med min graviditet. Måske skulle jeg glemme det og sige det bagefter? Jeg skulle ikke udskyde det for længe. Jeg kunne bare ikke dræbe Mariah. Eller drengen. Havde jeg nu allerede givet mit barn et navn? Et eller andet skulle jeg kalde den. Skidt med, at den var en dreng, men jeg kunne virkelig godt lide navnet Mariah.
Min hånd lagde sig på min mave, men den var bare flad.
Jeg parkede færdigt indtil klokken var 20.00. Der var stille blevet mørkt udenfor og var blevet erstattet af falsk, men smukt lys fra de store huse. Jeg havde altid kaldt almindeligt lys fra lamper og lignende for ’falsk lys’. Det var ikke fra solen, men noget, vi havde opfundet.
Jeg kunne høre en dør blive åbnet nedenunder. Sofus gøede dernede. Jeg kunne høre hans potter mod gulvet, frem og tilbage og så Justins stemme kalde på mig.
”Jeg er her oppe!” mumlede jeg højt. Jeg satte mig på sengen og foldede mine hænder på mit skød. Mit hår dækkede mit hoved. Jeg ville ikke snakke om dét nu, hvis det røg ud af munden på mig. Jeg ville bare nyde den tid, jeg havde sammen med ham, inden jeg skulle snakke om Mariah. Eller barnet …
”Hej, Shawty. Glæder du dig?” Justin hentyde til rejsen i morgenaften med en glad stemme.
”Selvfølgelig,” sagde jeg og havde noget helt andet i tankerne end hans familie.
Pludselig forsvandt hans smil. Det gav et sug i maven. Jeg lagde hovedet på skrå og kiggede forvirret på ham.
”Er der noget galt?” Jeg skulle lige til at sige det samme, men han kom brød hurtigt ind.
”Nej,” mumlede jeg. Jeg rykkede uroligt og nervøs i sengen. Mit blikker vandrer uskyldigt rundt i værelset. Jeg undgik Justins blik. Jeg var dårlig til at lyve på nogle punkter. Især når det handlede om noget så vigtigt som et barn i min mave.
”Det lignede bare, at der var et eller andet, der gik dig på.” Han satte sig ved siden af mig og tog mit hår væk fra mit ansigt. Han kysser mig blidt på kinden. Jeg sender ham bare et forsigtigt smil og ligger mig så i sengen.
”Jeg er træt. Vi skal alligevel sent af sted, ikke?”
”Vi skal af sted klokken 18.” Han rynkede panden. ”Du ser også træt ud. Få noget søvn. Jeg er ude i stuen.” Han kyssede mig på panden, sendte mig et bekymret blik og gik ned i stuen.
Jeg forventede straks min fantasi ville snige sig ind i mine drømme og lave Mariah. På en måde glædede jeg mig. Glædede mig til at spille klaver med hende, hvis det var det, min fantasi ville denne gang.


Det føltes helt normalt, da jeg satte mig ved siden af Mariah, der sad ved siden af den store ulv. Vi sad alle på pianobænken foran det store flygel. Mariah spillede den melodi, jeg havde lært hende. Hun smilede endda, da hun så mig. Hunden havde puffet til mig med sin lyserøde snude og havde ellers vendt sig mod Mariah.
”Hvordan går det?” Hendes stemme gav mig en smule gåsehud, men jeg ignorerede det.
”Med hvad? Dig?” Jeg vidste godt, hvad hun snakkede om, så jeg fortsatte: ”Det går elendigt. Kan du hjælpe mig?”
”Hvad gør man ikke for sin familie?” smilede hun. Jeg sank en klump og rystede på hovedet. ”Du skal vente efter ferien. Glem alt om det. Det hele skal nok gå.” Hun vendte alt sin opmærksomhed mod ulven og kløede den bag øret.
Så dum var jeg heller ikke. Jeg vidste godt, hvad hun var ude på, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at sige det.
”Du vil bare have, at det er forsendt at sige det. Så det er forstendt til en abort.”
”Jeg vil gerne leve.” Hun legede uskyldigt med sit hår. ”Justin skal vide det, og det her er min eneste chance for at komme til verden.” Jeg smilede forsigtigt til hende. Hvordan kunne man dræbe et lille barn som hende? Hun satte sig på mit skød og spille på flyglet. Hun vejede ingenting.


Jeg vågnede først op om morgnen. Justin sov stille ved siden af mig. Solen skinnede ind af vinduet og varmede min hud. Jeg nød det et øjeblik, imens jeg kælede med Sofus. Jeg valgte til sidste at stå op og gå ud i køkkenet. Jeg snubbede nogle jordbær og ringede til min mor. Det tog ikke lang tid, før hun tog den. Jeg ville bare lige sige, Justin og jeg tog på ferie. Godt nok var jeg atten år og kunne gøre det, jeg ville, men jeg fortalte det alligevel, og så ville jeg ikke være en lille, irriterende teenager – eller voksen – som ikke gad sin familie. Jeg fortalte ikke det faktum, at jeg var gravid og mig og Justins forhold. Hun kommenterede det ikke, men ønskede os bare god ferie. Heldigvis var hun en god mor. Jeg var virkelig glad for hende.
Jeg mærkede nogle arme om mig. Jeg vidste, det var Justin og smilede så.
”Må jeg få en?” Han hentydede til jordbærrene. Jeg trak på skuldrende og gav ham en.
”Du skal ikke på arbejde i dag, vel?” Han satte sig overfor mig og rystede på hovedet.
”Jeg skal bare være sammen med dig,” smilede han sødt og kyssede mig på munden.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...