Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6562Visninger
AA

25. ’Forlovet’. Kap. 25.

”Sig ikke at det er …” sagde jeg, men blev afbrudt.
”Hun skriver, at du var tiltrukket af selvmord!” Jeg skulle til at gå væk fra Chris, ud af bussen og så skrig ned i mobilen, men bussen var allerede omringet af mennesker.
”Hvad? Hvorfor?” Jeg klemte mobil hårdt mod øret, dækkede mit hoved med mit hår og kunne mærke tårer presse på. Som at hælde vand ud af en spand, forsvandt min tillid til folk. Miranda var den eneste, jeg kunne tro mig til. Stacie skulle jeg aldrig have noget at gøre med mere. Nu var alt ødelagt. Jeg ville blive hånet i skolen, mere end jeg aldrig før.
”Hun fik at vide, at du var på tourné. Med Justin Bieber. Måske er hun misundelig. Det ved jeg ikke, men hun har lavet en gruppe på Facebook. Alle har trygget ’Synes godt om’.” Hun lød stresset, og det gjorde mig ikke ligefrem i bedre humør.
”Hvad skal jeg gøre?!” hviskede jeg i mobilen. Jeg ignorerede Chris’ blik på mig.
”Undskyld. Nu har jeg ødelagt tournéen, ikke?” Mine skuldre faldt slapt ned. Så slapt, at det sagde knæk. Jeg vidste hvad hun mente; jeg kunne ikke gøre noget.
”Lort,” hviskede jeg.
”Undskyld,” sagde hun med grød i stemmen.
”Du skal ikke græde, Miranda. Det er ikke din skyld.” Inden hun nåede at sige mere, klappede jeg mobilen sammen.
”Noget galt?” En arm blev lagt om skulderen på mig. Jeg kiggede gennem et par hårlokker og så Chris med et bekymret blik.
”N-nej. Jeg har bare lidt …” Min hjerne vred sig rundt efter noget rigtig at sige.
”Hey, drenge! Og piger … Vi køre nu.” Justin stod foran i bussen med kurs mod os. Han satte sig ved siden af mig. ”Er jeg gået glip af noget?” Han havde åbenbart lagt mærke til den dårlige stemning.
”Nej,” svarede jeg.
”Jo. Diana tog sin mobil og så …” Jeg klaskede min hånd hårdt på hans mund.
”Det er en hemmelighed!” vrissede jeg.
”Betyder det så, at jeg kender en hemmelighed?” spurgte han med store øjne.
”Nej!” hviskede jeg. ”Min far skal ikke få det her at vide. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre.” Jeg begravede mit hoved i mine hænder, og idet samme fandt jeg ud af, at jeg havde talt for meget.
”Hvad mener du? Hvad er det?” spurgte Justin.
”Det er ikke noget. Jeg mener det,” sagde jeg bestemt.
”Kom nu!” sagde Chris. Bussen startede og kørte væk fra hotellet. ”Mig og Justin er gode til at holde på hemmeligheder!” Jeg kiggede på dem begge.
”Det har noget med tillid at gøre,” sagde jeg kort og rykkede over på fire sæder, hvor der var et bord imellem.
”Du kan stole på os!” sagde Justin og satte sig over for mig.
”Jeg kender jer dårligt nok,” mumlede jeg. ”Det er alt sammen på grund af en gammel veninde som jeg stolede på.”
”Kom nu! Måske kan vi hjælpe,” sagde Chris. Det eneste de kunne hjælpe med, var hvis de kunne hacke Stacie. Måske kunne jeg. Jeg kunne ikke bede Miranda om det; hun kunne slet ikke finde ud af det, og ville aldrig gøre sådan noget.
”Kan I hacke?”


Jeg var nervøs og bange, da vi alle tre sad foran en lille bærbar. Vi brugte bussens netværk. Jeg var bange for, at de tilfældigvis kom til at læse det, Stacie skrev. De var begge glade for at kunne hjælpe mig, men jeg vidste ikke, om jeg kunne stole på dem.
De loggede på Facebook og kiggede så på mig.
”Hvad nu?” spurgte Chris. Jeg tvivlede stærkt, om det her virkelig var det rigtige. Jeg vil for alt i verden have nogen flere at stole på, men ville gerne få min tillid tilbage.
Jeg tog computeren hen til mig og skrev hendes navn. Mine hænder rystede. Jeg var virkelig på den, hvis de drenge afslørede denne hemmelighed – især Justin, for han var jo verdenskendt og kunne sige det til hvem som helst og så vidste hele verden det. Men nu vidste hele skolen det.
Jeg trykkede på hende og kom ind på hendes væg. Som jeg havde forventet, stod min største hemmelighed der. Hun havde ikke skrevet så lidt, som Miranda havde sagt. ”Diana – tiltrukket af selvmord siden hun var seks år. Bevis: Ar rundt om halsen.” Jeg kunne ikke forstå, at jeg havde været veninder med hende. Jeg kunne ikke forstå, at det skulle gå ud over mig.
”Hvad?!” udbrød Justin. Chris sad og kiggede på nogen billede og havde ikke lagt mærke til det Stacie havde skrevet på sin væg.
”Min veninde hedder også Diana.” Jeg åndede lettet ud over min løgn. Det lignede de hoppede på den, men Justin så ikke så overbevist ud i ansigtet. Han glemte det nok snart som så mange andre drenge.
”Hvad er det så, vi skal?” spurgte Justin. Af ren refleks, strammede jeg mit halstørklæde, da Justins blik faldt på min hals.
”Kunne I hacke? Jeg er nød til at give hende den tjeneste at få den væk fra Stacies væg.” Idet samme snakkede Justin og Chris om, hvordan man gjorde. Jeg fattede ikke meget at det, men stolede dog på dem. Jeg følte mig lettet over, at de kunne gøre noget ved det. Det lignede, de havde styr på det. Jeg kiggede bare på, betragtede dem begge snakke om, hvordan de kan redigerer linket og så komme ind på hendes bruger. Justin havde en gul hættetrøje og nogle mørke bukser. Chris’ tøj var nogenlunde ens. De begge havde næsten det samme hår. Justins var lidt kortere og Chris’ var lysere.
Deres hænder dansede på keyboardet og skrev en masse.
”Det var let nok,” smilede Chris og lænede sig tilbage i sædet.
”Gør I det tit?” Jeg prøvede at komme væk fra dét emne, at jeg faktisk slet ikke var veninder med en, som hed Diana. Jeg vidste, at Justin ikke troede på det. Jeg ignorerede hans spørgende blikke.
”Nej,” sagde Chris uskyldigt. Han lagde fødderne op på bordet, så jeg kunne se hans grønne sko.
Jeg lukkede øjnene og nød lettelsen brede sig i min krop. Stacie kunne skrive det igen, men Chris og Justin var så ivrige på at hjælpe mig. Det gav mig et smil på læben. Det var ikke alle, der gad det. Faktisk kun Miranda. Jeg havde virkelig brug for nogle venner – især drenge venner. Miranda hjalp mig ikke fra hjertet, men fra overtroiske myter, der fortalte, hvordan man gjorde eller fra ånder. Hun var meget overtroisk, og det gjorde hende speciel. Hun fandt de mest fornuftige svar i at gøre det, men jeg havde også brug for noget andet. Miranda kunne snakke med mig om mine problemer. Men jeg følte noget andet med dem. Der var en gnist af tillid. De kunne hjælpe mig helt. Selvom det bare var en computer som de kunne finde ud af, fik jeg en hel ny tillid til dem.
Jeg lagde mine fødder op på bordet og prøvede at skubbe hans ned.
”Hvor lang tid skal vi køre?” spurgte jeg. Jeg var opsat på at snakke. Mest af alt, ville jeg bare vide mere om de her drenge. Jeg ville lige se, om jeg kunne stole på dem.
”Når bussen stopper,” svarede Justin.
”Jaer, stump. Hun mente, hvor lang tid vi skal køre,” sagde Chris.
”Jeg svarede da.” Han lavede et mærkeligt skub med den ene skulder så den ramte Chris’ skuldre. ”Jeg aner det ikke. Ellers ville jeg have sagt, ikk’?”
”Du er total ikke-gentleman over for piger, Justin.” De startede deres eget, lille skænderi. Jeg sad fnisende over på mit sæde og så på, mens de skubbede til hinanden så Justin faldt ned på gulvet med Chris ved siden af sig. De fik vanddunke over sig. De grinede en hulkende latter nede på gulvet. ”Idet mindste hygger hun sig,” grinede Chris og kiggede på mig, der grinede.
”I er for mærkelige,” sagde jeg. Jeg kiggede hen på min far, som holdte øje med os. ”Kom lige op.” Jeg klappede på sædet ved siden af mig. Justin satte sig ved siden af mig og Chris overfor os.
”Hva’ så? Hvad laver du, når du ikke er med på min tourné?” spurgte Justin.
”For det meste sammen med Miranda,” svarede jeg. ”Vi elsker at tage på ferie i varme lande og klatre på klipper og bjerge.” Det var sandt. Vi havde både været i Frankrig, Thailand, Spanien og Grækenland. Vi var ellers ved at spare op til en tur til Island, men den blev aflyst af tournéen. Miranda solgte alt sit hjemmelavet tøj og jeg solgte mine mallerier. Ja, jeg malede. Jeg elskede at male og tag fotos af naturen. Især da vi var i de fantastiske lande. Jeg kunne huske, at jeg stod helt oppe i toppen af bjerget. Det havde taget lang tid at klatre derop. Især da mit sikkerhedsbælte om min mave gik op, men jeg fik det ordnet. Tre kilometer oppe i luften, stod jeg og tog billeder af alt. Da jeg kom hjem, begyndte jeg at male det ned og solgte det så.
Justin tog fat i mine hænder, foldede dem ud og kiggede på mine håndflader, som var fyldt med brandsår fra rebene.
”Jeg tror på dig,” fnes han og gav slip på mine hænder. De faldt slap ned på mit skød.
”Jeg vil se!” sagde Chris nysgerrigt. Han gik op på bordet og maste sig ned ved siden af mig. Han tog min hånd og kiggede grundigt på den. ”Cool,” mumlede han langsomt og drejede min hånd frem og tilbage. ”Jeg er håndlæser,” sagde han så og vippede med øjenbrynene. ”Prøv at se.” Han kiggede grundigt på min hånd. Jeg grinede. ”Du bliver rig! Du bliver skide lækker og … du bliver forlovet med Justin!”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...