Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6573Visninger
AA

28. Evigmørke eller bare døden? Kap. 28.

Hun smilede stort og lagde hovedet på skrå. Hendes smil var så stift, at det kun kunne være et falsk smil. Justin derimod smilede slet ikke. Det var et godt tegn på, at hun ikke ligefrem var noget, man skulle kalde ’sød’.
Chris tog hurtigt hendes hånd og sagde sit fulde navn. Da hun så vendte mod mig, kiggede jeg bare undersøgende på Justin og så Kate.
”Hun er vel bare min fjende nummer et,” mumlede Justin bag hende. Hun ignorerede ham igen.
”Lyder godt,” svarede jeg ham.
”Kom.” Med en hurtig bevægelse, fik Justin os langt væk fra Kate og førte os så foran scenen. Scenen lå i midten med flere millioner af sidepladser rundt om sig. Det mindede lidt om en fodboldbane som den måske også var. Det var sådan noget Miranda havde forstand på, hvis hun altså var her. ”Det er bedst, hvis I holder jeg væk fra hende,” sagde Justin.
”Nå … Er det det der med Julia?” spurgte Chris. Jeg lagde hovedet forvirret på skrå.
”Jep,” svarede han og gik op af trappen til scenen. Han satte sig på kanten og lod benene dingle nede fra scenen.
”Uha. Det minder mig om noget. Vi skal jo snart til Spanien! Der, hvor Julia er,” fnes Chris.
”Jeg aner ikke, hvad I snakker om, så jeg tror jeg smutter over til mine lektier igen. Ses, drenge.” Jeg rejste mig op, overrasket over, hvor svimmel jeg pludselig blev og gik så med små, hurtige skridt over til et lille, sort rum. Der var en nødudgang der gik ud. Bussen var ikke langt fra mig, da en sagde mit navn. En med en fransk accent. Sikkert Kate, og det var det også, da jeg vendte mig om.
”Scooters datter. Eller, halvsøster.” Hun sagde det ikke som et spørgsmål.
”Du har gættet rigtig,” mumlede jeg.
”Nå, okay. Din ”far”” hun lavede gåseøjne med fingrene, ”virker stolt af dig. Han snakker om dig hele tiden.” Hendes skrigrøde læber gled op i et smil.
”Det tror jeg ikke på.” Jeg vidste ikke lige, om jeg skulle stole på hende. Det lød plat, især når det kom fra en fremmed, men far måtte på en eller anden måde være stolt af mig. Eller bare elske mig en smule og snakke om mig, når jeg ikke var i nærheden.
”Spørg selv … Justin.” Hendes lange, falske, røde negle strøg en kastanjefarvet hårlok væk fra sit ansigt. ”Men han hører ikke tit efter, når de snakker om dig. Han hører skam kun efter, når han snakker om mig, Julia og alle de piger, han nu har fået fat i.”
”Jeg er da ligeglad.” Min ene skuldre røg skælvende op og faldt slapt ned igen.
Jeg tog fat i døren, åbnede den og gik ud i det kolde regnvejr.


Jeg kunne stadig høre de skrigende piger, selvom jeg sad i bussen med højt musik i ørene og prøvede at koncentrere mig om min bog om Martin Luther King – eller hvad han nu hed. Jeg kunne ikke koncentrere mig.
”Så køre vi til det nærmeste hotel!” Fars stemme kom fra enden af bussen. De ”vigtigste” fra holdet kom ind og satte sig direkte i deres senge.
Jeg følte mig helt lettet over at komme væk her fra. Jeg havde den vildeste hovedpine, og efter at være her i en måned i flere hoteller med den største luksus, så var jeg van til at have en blød seng at sove i. Min seng derhjemme kunne slet ikke måles med dem. Det var en gammel seng, der var over hundrede år, knirkede under min vægt, var lavet af træ og havde alle mulige cremefarvet tæpper, dyner og puder.
Chris og Justin kom over mod mig. Chris så glad og frisk ud som altid, men Justin var træt, hvilket jeg også forstod.
”Ryk lige en balle, så der plads til alle.” Jeg tog høretelefonerne ud og rykkede mod vinduet. Det regnede stadig kraftigt.
Chris satte sig ved siden af mig, tog hele min dyne over sig og tændte tv’et foran os. Animal Planet fandt han frem til. Noget om naturen, hvilket tog min opmærksomhed. Vi begge sad og kiggede på skærmen som vi havde gjort til en vane hver eneste gang, Justin havde lavet koncert.
”Chris, tag din egen dyne.” Igen en ting, jeg sagde hver eneste aften. Han gjorde som jeg sagde. Det var virkelig hyggeligt at side her og bare glo på tv’et.
”Så der slik!” kunne jeg høre Kenny sige oven på, og lidt efter kom Justins lave ”Wo-ho!” jubel frem. Det var dér, det gik op for mig, at jeg ikke havde spist hele dagen. Det måtte være derfor, jeg var svimmel.
Kenny kylede en lille, hvid og rød stribet slikpose til os hver.


”Jeg er i gang med … Av, for satan … Mad,” mumlede Miranda i mobilen. ”Hvor er du nu? Paris?!”
”Nej, der har jeg vær … Nej, det lige meget. Jeg fortryder, at jeg sov i alle geografitimerne, men jeg har altså ikke styr på dette. Jeg er i et land. Gammel stil, mange mennesker, mange huse. Jeg er på et cremefarvet hotel med forbogstavet N. Siger det dig noget?” spurgte jeg.
”Nej, slet ikke. Nå, hvad laver du?” Jeg mødte mit eget blik i det dukkede spejl foran mig. Det var et gigantisk spejl, der var bygget ind i den cremefarvede væg. Jeg redte stille mit våde hår efter et langt bad i brusekabinen. Jeg havde en grøn top til navlen og nogle lysegrønne hotpants.
”Har lige været i bad,” svarede jeg. ”Miranda, klokken er 2 om natten. Der er jo stor tidsforskel her, så jeg går i seng nu.” Jeg smilede undskyldende, selvom hun ikke kunne se det.
”Godnat, Diana. Jeg skal alligevel hente min søster i børnehaven nu.” Jeg lagde på og åbnede den hvide dør til mit værelse. Værelset var meget flot: en stor, rund seng, masser af puder med bruderet mønstre i, små lamper i loftet, så det forstillede stjerner og en kæmpe, aflangt malerig bag sengen med folk der er på en mark.
Jeg gik over til de flotte, franskedøre og åbnede den. Den lune luft kom ind i værelset, men det var ikke nok til, at det hede varme værelse kunne blive koldere. Jeg åbnede alle vinduerne på værelset og smed mig så oven på dynen i sengen.
Jeg sukkede tungt og kiggede ud i det mørke værelse. Jeg lukkede til sidst øjnene, men nåede lige hører Chris’ og Justins stemme udenfor døren.


Først tænkte jeg: var det her døden? Jeg så mit liv fra start til slut. Kæmpe billede kom frem for mit syn. Mor, far, Anders, Alec, Miranda og … mor. Ikke mor, Alice. Jeg så, hvordan jeg lå i hendes arme. Jeg måtte være to år. Jeg havde kort hår og en hvid sut i munden. Hun smilede til mig; et lykkeligt smil.
Så kom min anden mor frem og så far. De smilede stille til mig, men alligevel var der tavshed mellem det. Jeg sad imellem dem ved et spisebord. Jeg måtte være fem.
Pludselig voksede jeg til der ved syv års alderen. Mor og far forsvandt og Anders var ved mig. Så forsvandt han og jeg voksede ved ti års alderen. Så sad Stacie ved mig. Vi sad og tegnede. Så voksede jeg til 15 års alderen, hvor jeg pludselig stod ude på mit badeværelse. Fisketråd om halsen og … hvad skete der? Hvad lavede jeg?
Pludselig sprang billederne i flere tusinde stykker. De fløj direkte imod mig, flænsede min hud og mit tøj op og rev min ene arm af. Jeg skreg. Det gav ego i det uendelige store rum, der knuste i flere stykker. Jeg kunne ingen smerte mærke, ikke en tanke i hovedet, men satte mig bare ned og pressede mine øjne i. Det var først da jeg kunne mærke vinden mod mig, at jeg åbnede øjnene. Det var dér, jeg gik i panik. Her var helt mørk.
Min arm sprællede om mig, prøvede at gribe fast i noget. Mit hår piskede frem og tilbage over mit hoved.
Der lød en velkendt lyd af, da jeg lande på noget hårdt. Min hånd følte på jorden. Glat og koldt. Det måtte være træ.
Mit hoved lå fladt på jorden og mit lange hår lå uglet om mig. Her lå jeg. Ensom i intet. Her var stille og ensomt. Kun evig mørke var her.
Nogle løbende skridt kom i mod mig. Jeg rejste mig, løb rundt i intet og ledte efter lydende. En sagde mit navn. Det lød stille i mit øre, og stemmen var så tæt på, at det kun kunne være inde i mit hoved. Her var ingen. Jeg vil altid være her. Jeg kunne ikke komme ud.
Stemmen sagde igen og igen mit navn. Noget ruskede i mig og noget varmt lagde sig på mine ribben. Min hånd søgte på højre side af mine ribben, men der var intet. Der var kun varmt.
Jeg kiggede opgivende op i mørket og lyttede til stemmen. Stemmen lyste rummet op og pludselig kiggede jeg op i et lyst loft.


Jeg åbnede øjnene helt op og kiggede forvirret rundt. Mit hår lå uglet om mig og snoede sig rundt om livet på mig. Svede dryppede nærmest ned af mig. Jeg kunne mærke det i mine håndflader.
Justin stod chokeret foran mig, da jeg kiggede op.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...