Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6573Visninger
AA

10. En drøm? Kap. 10.

”Hun elsker dig ikke.” Jeg sagde det kort. Resten måtte han selv finde ud af.
”Hvad mener du?”
Jeg ignorerede hans spørgsmål og sagde: ”Hvad har Chris og Ryan sagt om hende?”
”Det … De har aldrig brudt sig om hende.”
”Jeg er enig med dem,” mumlede jeg. ”Justin, kan du ikke se, det bare er skuespil?”
”Hvad er skuespil?” Han kiggede forvirret på mig.
”Madeleine. Hun elsker at være i rampelyset, og det er derfor, hun er sammen med dig.”
”Så du mener, hun … bruger mig?” Jeg hadede den måde, han kiggede ned på, hans hår dækkede hans triste øjne og det søde smil, der langsomt forsvandt.
”Ja,” hviskede jeg. ”Hvis du ikke tror mig, så spørg Chris, Ryan, Kate, Amy og Mary.” Okay, seks mod en.
”Hvorfor er der ingen, jeg kan stole på?” spurgte han vredt. Jeg skulle lige til at sige, han kunne stole på mig, men kom så i tanke om, at jeg havde en ting, jeg ikke havde lovet. Jeg sagde, jeg ikke ville gå fra ham.
”Nej …” Jeg tænkte lidt over, hvad jeg skulle sige. ”Jeg har nok skredet fra dig, selvom jeg havde lovet, jeg ikke ville gøre det, men …” Jeg holdte mig tavs. Jeg kiggede ned på mine bare ben.
”Jeg vidste, du løj.” Justin kiggede stift ud af vinduet, da jeg kiggede op.
”Jeg var jaloux.” Han kiggede overrasket op.
”Over hvad?”
”Dig og Kate. Du sagde, hun var smuk, du var tit sammen med hende …”
”Jeg har aldrig haft følelser for Kate.”
”Hvorfor var du mig så utro?” Jeg fik en klump i halsen, da jeg tænkte tilbage.
”Jeg ved det ikke.” Han kiggede væk fra mit blik. ”Jeg var vel bare møgforkælet dengang.”
”Det kan godt være. Vi balancerede godt nok meget på vores forhold, da Kate kom til.”
”Netop. Det er derfor, jeg hader hende.”
”Hader hende?” Jeg lagde tryk på ’hader’ i nutid. ”Du har jo Madeleine.”
”Men derfor kan man stadig være møgforkælet og være forelsket i en smuk pige.” Det gav et stik i maven på mig. Godt nok havde vi ikke set hinanden i tre år, men nu sad han ved siden af mig og indrømmet, han var forelsket i mig.
”Har du aldrig tænkt på, at Madeleine er en smule falsk?” sagde jeg efter den pinlige tavshed, der var opstået imellem os.
”Jeg har aldrig lagt mærke til det.”
”Det burde du. Hun er så … kold.” Jeg rynkede bekymret panden, da jeg så ham sank ned i sædet.
”Hun er kold mod andre mennesker, men aldrig mod mig.”
”Det er skuespil, Justin.” Jeg hviskede det stille. ”Hun er god til det – ligesom Kate.”
”Hvordan kommer Kate ind i billedet?”
”Kate ville ’score’ dig, og så kunne Madeleine være mere sammen med dig. Kate fik Madeleines fars bil for det. Hun har indrømmet overfor mig, at hun kun er sammen med dig på grund af dine penge og berømthed. Hun tror, alle mennesker er sådan.” Jeg kiggede stift ud af vinduet. Han var helt stille. Han havde holdt op med at trække vejret. Jeg hørte døren smække hårdt og så var Justin væk. Han gik over mod marken. Hans fingre strejfede havren. Han så trist ud og gik længere og længere væk.
Hvorfor sagde jeg det også? Jeg skammede mig over det! Han så så trist ud ude på marken, selvom han havde ryggen til mig.
Jeg steg ud af bilen og listede efter Justin. Han gik i hurtige skridt væk fra mig. Han vidste ikke, jeg gik efter ham.
Vi stod midt på marken. Justin stoppede endelig og kiggede op på den skyfri himmel, der langsomt blev mørk. Jeg løb det sidste stykke over til ham. Han vendte sig om, da han opdagede mig. Han havde tåre i øjnene. Justin var en lidt skrøbelig og følsom dreng. Det var derfor, jeg elskede ham. Alle andre drenge ville altid være de modigste. Godt nok vendte Justin ryggen til mig og tørrede hurtigt sine tåre væk.
”Jeg er virkelig ked af det, Justin! Jeg vil ønske, jeg aldrig bare skred for dig.”
”Betyder det så, du gerne vil være sammen med mig?” Han sagde det som et spørgsmål, men han begyndte langsomt at forstå, hvad jeg sagde. ”Hvorfor?” spurgte han så.
”Du har været min bedste og første kæreste,” mumlede jeg og vendte flovt ryggen til ham. Marken mindede mig om et eller andet. Den tørre jord, lydene af fuglesang, duften af hø og frisk, lunt luft … Der var et eller andet ved dette sted. En drøm poppede op. Jeg var nede i en grotte. Jeg vidste, det var en drøm, men den var bare så utydelig. Det her måtte være en drøm. Det mindede mig om … Et eller andet. Jeg så et billede for mig, men det var helt dukket.
”Jeg forstår intet.” Justin afbrød min tanker. Det gav et sæt i mig og jeg vendte mig om. Vores næser strejfede kort hinanden. Han var tættere på, end jeg havde regnet med. Jeg havde ikke tænkt mig at gå væk. Bare være her og kiggede på hans øjne.
”Det betyder, jeg altid har været forelsket i dig.” Denne gang – heldigvis – rødmede jeg ikke.
”Fra første gang, jeg så dig …” Han afbrød sig selv. Hans kinder blev en fin, lyserød farve.
”Det sagde du på stranden,” mumlede jeg.
”På stranden?”
”Ja, der på Brasilien. Du indrømmede dine følelser for mig.” Han smilede til mig.
”Det kan jeg tydeligt huske.”
”Det var min bedste dag,” røg det ud af munden på mig. Jeg kiggede stift ned i den revnede, tørre jord. Han løftede blidt mit hoved. Solnedgangen brændte mod min ryg og gav Justin en orange farve. Hans øjne skinnede og havde et lille smil på munden. Det næste, jeg opdagede, var hans læber der strejfede mine …
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...