Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6573Visninger
AA

5. Død. Kap 5.

Jeg stod og stirrede på det lille lys, der kom tættere og tættere på og blændede mine øjne. Jeg kunne ikke nå, at tænke. Alt gik så stærkt. Det eneste, jeg så, var Selena - der intet havde lagt mærke til noget – smilede til mig og sagde noget utydeligt og så ramte noget hårdt mig i siden.
Jeg hørte et skrig og hjul, der gled op af vejen. Jeg lå bevidstløs på vejen og kiggede op på stjernerne, og tænkte, at det måske var det sidste, jeg så …


”Smertestilende …” ”Hvorfor? Hun er ikke vågen.” ”Tænd den lige …” ”Ikke den.” ”Hvad er der sket?” ”Der er rygter om, hun begik selvmord.” ”Selvmord? Det ligner ikke en ung pige som hende ville gøre.” ”Det er ikke sikkert endnu.” ”Hvad er der sket?!” Tavshed. ”Er det ikke hende, der nogen gange er med på bladene?” ”Hvilke blade? Hvorfor?” ”Der er rygter om, at hun er sammen med Justin.” ”Justin?” ”Ja, Justin Bieber. Det var nogle år siden, de slog op. Det var på grund af hende der Kate Lopez. Hun fik en del opmærksomhed den gang.” ”Nå, ja. Men det er jo lang tid siden.” ”Vent, hun rykker på sig …”
Jeg mistede vejrtrækning. Min mave krøb sammen. Som havde jeg kommet under koldt vand, var det som om, at jeg kom op igen. Alles stemmer blev tydeligere og jeg kunne høre biplyde ved siden af mig og en anden maskine, der havde en højere lyd.
Alt omkring mig blev hurtigt. Jeg så skikkelser gå rundt og rørte ved mig. Mine øjne var halvt åbne.
”Hallo? Kan De høre mig?” Stemmen ved siden af mig var dyb. Jeg åbnede langsomt øjnene og kiggede på en halvgammel mand ved siden af mig. Han havde nogle venlige, grå øjne, skægstup og et roligt smil på læben.
Jeg nikkede svagt.
”Godt. Det eneste, De skal gøre, er, at kigge på mig. De skal ikke tænke, men bare tage det roligt. Der sker intet. Vi skal nok klare det.” Klare hvad? Jeg kiggede forvirret på ham. ”Rolig nu. Bare tag det roligt. Ingen panik.” Ingen panik? Jeg anede ikke, hvad der forgik.
Jeg ignorerede hans lavmælte stemme og rejste mig halvt op med albuerne som støtte. Et pludselig stød gik igennem mig. En voldsom hovedpine, jeg aldrig havde prøvet. Det dunkede i mit hoved og overdøvede alle stemmerne og lydene. Det snorede og mit syn blev utydeligt.
Jeg faldt slapt ned på den hårde seng igen. Jeg lukkede øjnene og med det samme blev alt sort. Helt stille …


”Det måtte være nok smertestilende. Hun vågner nu.” Jeg genkendte stemmen. Det måtte være den irriterende mand, der var der før.
Jeg lå lidt og lyttede til de lyde omkring mig. Jeg åbnede øjnene efter noget tid. Jeg kiggede op i et hvidt loft. Jeg kunne se mennesker i hvidt tøj ved siden af mig.
Jeg rynkede næsen af den mærkelige lugt der var her inde. Der lugtede af plastik og et eller andet bittert. Noget hev mig i næsen. Min hånd fløj op og rørte ved nogle tynde rør, der var stukket op i min næse. Mit bryst hævede og sænkede sig, uden at jeg gjorde noget.
”Deres navn?” spurgte en stemme over mig. Den lød mærkelig, som om at damen, der snakkede ikke trak vejret igennem næsen.
Jeg tænkte mig om et øjeblik. Min hjerne vred sig helt, da jeg tænkte mig om.
”Julia Mccall.”
”De har fået besøg. Vi De hvile Dem eller skal jeg lukke dem ind?”
”Hvem er …” Jeg blev afbrudt af en stemme.
”Lad hende sidde lidt.” Jeg kiggede over på den irriterende, gamle mand. Han satte sig på en stol ved siden af mig. ”Kan De huske, hvad der er sket?” Jeg tænkte mig om. Med det samme gjorde mit hoved så ondt, at jeg pressede øjnene sammen og rynkede panden. Et billede dukkede op. Jeg og Selena stod og snakkede midt på vejen. Det tog ikke lang tid for mig, da jeg så en hvid bil køre imod mig. Jeg stirrede på bilen, og så …
”Ja,” hviskede jeg, imens tåre løb ned af mine kinder. ”Vi De være sød at sige, at jeg ikke blev kørt ned?”
”Jeg vil gerne sige det, men jeg vil ikke lyve for Dem.”
”Må jeg vide, hvem der er mine gæster?”
”Amy Samol og Mary Clapton.” Min hage røg ned på brystet af bar overraskelse.
”Det er mine venner! Luk dem ind!”
”Miss Mccall, De skal hvile Dem lidt …”
”Luk dem ind!” sagde jeg langsomt. Han vendte sig om mod damen med den mærkelige stemme.
”Vil De være venlig, at lukke dem ind?” Damen nikkede og gik ud af en dør. Jeg havde ikke lagt mærke til døren da alt i rummet var hvidt.
Jeg hørte lavmælte stemmer uden for døren. Jeg fik helt tåre i øjnene og skammede mig over, at jeg havde forladt dem på grund af en dreng. Jeg savnede dem helt …
Døren blev åbnet. To piger kom ind. Selvfølgelig var det Amy og Mary, der kom ind. De havde et stort smil på læben, da de så mig. Jeg indså, hvor meget, jeg havde savnet dem.
”Julia!” skreg de begge og løb over til mig. De havde forandret sig lidt; vokset lidt, fået ny frisurer og så lidt mere moden ud.
”Hvor vidste I fra, at jeg bor her?” spurgte jeg.
”Justin,” sagde Amy.
”Hvad er der med ham?” De krammede mig. Det gjorde forfærdeligt ondt i hovedet, og de trak sig hurtigt væk.
”Undskyld! Vi har bare sådan savnet dig!” sagde Mary.
”Hvad med Josh?” spurgte jeg og glemte alt det om Justin.
”Han er flyttet hjemme fra. Han er over i London med sin nye kæreste,” smilede Amy.
”Hvad med Kate?”
”Han fandt ud af alt sammen med Kate. Stakkels dreng,” mumlede Mary. Jeg smilede et kæmpe smil.
”Kæft hvor har jeg savnet jer!” råbte jeg og tog deres hænder. ”Denne gang vil jeg ikke forlade jer!”
”Ehm …” mumlede Amy nervøst. ”Vi er på et hotel.”
”Men hvordan kom I her til?” spurgte jeg igen.
”Det var Justin, der bestilte et hotel og en flybillet. Han har hørt alt, hvad der er sket med dig. Han var på besøg for en halv time siden …”
”Hvad? Har Justin gjort alt det for mig?!”
”Han er en sød dreng,” sagde Amy.
”Ja. Han så helt smadret ud, da vi så ham.”
”Jeg må ringe til ham,” sagde jeg ud i det blå.
”Miss Mccall, må jeg snakke med Dem under fire øjne?” Den irriterende mand kom ind.
”Okay,” mumlede jeg. ”I må ikke gå,” sagde jeg til mine veninder.
”Er det okay, hvis vi går op på hotellet? Klokken er tre om natten,” sagde Mary.
”Selvfølgelig.” Jeg kiggede over på den gamle mand, da de gik. ”Nå? Hvad ville De snakke med mig om?”
”Noget angående om Dem og Selena Villa.” Selena?! Hende havde jeg helt glemt. Åh, Gud!
”Men hun var da ikke med i ulykken?” spurgte jeg og håbede inderligt på, at hun ikke var.
”Jo, hun var med,” sagde han. ”Hun har ligget i koma i nogle dage. Og i nat døde hun.”
Alt blev stille. Eller hans mund bevægede sig, men jeg hørte intet. Intet. Det var min skyld. Selena var død, min veninde. Et sort hul var foran mig, og det var som om, at jeg stille faldt ind i det. Det eneste, der var herinde, var skyldfølelse, smerte og tomhed.
”Hvorfor gør I ikke noget? Så red hende dog!” råbte jeg.
”Vi gjorde alt, hvad vi kunne. Ro på.”
”Nej!” skreg jeg og rejste mig op. Det gjorde pokkers ondt i hovedet, men jeg var ligeglad. ”Du er bare en fucking irriterende mand, der ikke kan gøre en skid!”
”Slap af …”
”Nej!” skreg jeg igen. Læger kom ind af døren. Jeg prøvede, at tage det roligt, men kunne ikke lade være med, at tænke på Selena. Hun var død. Jeg ville aldrig se hende igen. Jeg havde aldrig været så bange. Hvorfor jeg var bange, vidste jeg ikke. Død var et stort ord, og jeg fik helt kuldegysninger af ordet.
Læger kom over til mig og stak alle mulige sprøjter ind i mig.
”Hvad med mig? Skal jeg snart ud her fra?” spurgte jeg, imens tåre løb ned af kinderne af mig.
”De skal være her i en uge. De har kun fået en lille hjernerystelse.”
”Må jeg se Selena?” Jeg kunne ikke se ham igennem alle mine tåre.
”Nej, desværre. Hun er blevet sat ned i en ligpose.” Jeg skulle kaste op. Hvorfor, vidste jeg ikke. Død havde nok givet et sæt i mig. Tankerne sad fast i mit hoved. Hun var død. Hun var virkelig død …


Min mor havde besøgt mig for noget tid siden. Hun var den eneste, der ikke tænkte på mig, men min sorg på Selenas død og hendes eget liv, der ikke eksisterede mere. Tid heler alle sår, havde hun sagt til mig. Jeg stolede på hende, men tvivlede alligevel på det, hun havde sagt.
Amy og Mary trøstede mig uden håb. Jeg havde ellers troet, at de var de eneste, der kunne trøste mig. Selvom jeg savnede en person i mit liv – der aldrig ville komme tilbage igen – føltes det, som om at der var en vigtigere person, jeg savnede.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...