Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6747Visninger
AA

23. Billard. Kap. 23.

Vi kørte ikke langt, før vi var foran et stort hotel. En rød løber gik direkte mod bussen og ind til hovedindgangen til hotellet. Der måtte mindst være tredive etager. Det var så højt, at jeg meget svagt kunne se toppen svinge frem og tilbage i takt med den blide, varme vind, da jeg steg ud. ”The Mansion”, stod der på et lille skilt. Det stod med guld skråskrift, der hang yndigt og fint på et sort skrift. Nedenunder var der fem, store stjerner. Jeg havde aldrig i mit liv troet, at jeg ville komme på et fem stjernet luksus hotel.
Det mest uventede – nej, jeg havde forventet det, men det kom bare som et chok for mig – var, at journalister kom springene imod os. Selvfølgelig ville de kun have Justin og skubbede os andre væk. De havde åbenbart aldrig set mig før; de skubbede mig bare væk, som om jeg var en lille posedame, der bare skulle hurtigst muligt ud.
Mine fødder stod ikke på den røde løber mere. Jeg blev mast og skubbet til. Jeg havde aldrig været den stærkeste fugl i reden. Jeg opgav med det samme og lod de ivrige journalister mase sig frem og efterlade mig ude på fortovet. Idiotiske far og hans job.
Jeg overvejede et kort øjeblik at løbe direkte hjem, da en hånd tog et hård, fast greb om min hånd, flåede mig igennem paparazzierne og ind til hotellet.
”Du kunne have fundet på en bedre måde at få mig ind!” sagde jeg vredt. Hele holdet var der herinde i receptionen. Alle fik nok det første indtryk af mig som en kold, forkælet, sur unge, men lige nu var jeg træt og ville intet.
”Jeg skulle jo skynde mig.” Den store, sorte mand, som hed Kenny, fik jeg at vide for noget tid siden, tog sig ikke af mig og gik bare så småt forbi mig og passede sit job; beskytte Justin.
Jeg sukkede stille, men begav mig så til at betragte receptionen. Jeg var ikke helt ekspert i det med gulve og sten, men det var sikkert marmor, jeg stod på. Det var ternet i sort og hvid. For enden var der en stor reception, hvor en bleg dame stod i smilede venlig til os. Der var to store lysestager på hver side af hende. Oppe i loftet hang kæmpe lamper ned med dinglende krystaller. Alt var skinnende rent og meget detaljeret.
Kenny, far, Justin, Pattie, fire andre, jeg ikke kendt og jeg var de eneste, der var her.
”Hvorfor sover vi ikke bare i bussen?” spurgte jeg far, da han kom op ved siden af mig.
”Du skal ikke tro, at vi overlever en tur kun i en bus.” Han vendte sig mod receptionen og snakkede med damen. Hun havde en kinesisk accent. Det fik mig til at tænke på Miranda. Hun kom fra Beijing. Hun var tit svær at forstå med sin kinesiske accent, men nu kunne jeg efter alle de år, jeg havde kendt hende forstå hende.
”Værelset til ni,” hørte jeg far mumle kort. Hun gav os en nøgle, blinkede til Justin og så gik vi ellers. Kenny og Justin tog en brand trappe i et rum – latterligt – og vi tog elevatoren. Den var som de fleste elevatorer: et spejl på den ene væg bag en og nogle knapper på højre side.
For mig var det en vild pinlig tavshed, vi stod i, da vi var på vej op til vores værelse. Ingen af dem tog sig af tavsheden, så jeg prøvede at slappe af og stirre ind i væggen som en idiot – som ikke var meningen.
Det sagde et pling og dørene gik op. På gulvet var der marmor i forskelige mønstre i sort og brunhvid, for hver dør på gangen var der et spejl ved siden af dørene til forskellige værelser, og et smalt, lille sølvbord var under spejlene, med en sølvlampe med hvid lampeskærm på bordet, som lyste gangen svagt op. Oven over os var der også nogle halvstore lamper med krystaller og væggene var mælkehvide med firkantede mønstre i loftet. Det var kort fortalt, og det var meget pænere end mine dårlige beskrivelser.
Vi gik igennem den smalle gang. I enden var der et aflangt vindue ud til byen. Da vi nåede vinduet, drejede vi til højre og ind til en stue. Et træbord var omringet med to, cremefarvet sofastole, to, lange lamper lyste rummet op og nogle mallerier af skove lå rundt omkring. Her var fuldt med flotte ting. Bag ved var der et rum med en snoet trappe til en masse værelser.
”Vælg et værelse! De alle sammen ens,” sagde Kenny, da han kom ind af døren. Jeg følte mig usikker her. Det var et alt for dyrt hotel, og jeg passede ikke herind.
”Jeg ved ikke hvilket værelse, jeg skal tage,” mumlede jeg op til far.
”Som Kenny sagde: Alle ens, vælg et værelse.”
”Jeg ved ikke, hvilket et værelse, jeg må vælge,” sagde jeg så.
”Diana, bliv nu ikke besværlig igen,” sukkede han.
”Hvornår var jeg sidst besværlig?” spurgte jeg, men han skubbede mig bare ned af trappen og ind i det første rum, der var. Jeg var ved at vælte, da han smækkede døren bag mig. Et træbord med mørkebrunt træ var foran mig med en bordlampe og nogle blomster. Bag den var der en seng med to, aflange spejle. Ovenover sengen, var der et stort maleri, et aflangt vindue til højre, med et brunt gardin ved siden af, en dør til et badeværelse og en grå sofastol.
Jeg satte mig på sengen, rettede min ben, så de sad helt lige, foldede mine hænder på skødet og kiggede stift ind i den lysegrå væg. Jeg ved ikke, hvor lang tid, jeg sad der, men kunne høre min mobil vibrere på livet løs i min lomme. Det var sikkert mor. Hun skulle altid huske mig på lektier.
Døren gik forsigtigt op til mit værelse. Pattie trådte ind på mit værelse. Hun smilede i et forsøg på at være venlig, men jeg vidste allerede, at hun ikke brød sig om mig af en eller anden grund. Sådan var alle ved første øjenkontakt. Enden overdrev de, når de kiggede på mig, eller var jeg bare totalt dum at se og høre på. Jeg valgte den anden mulighed.
Hun lukkede døren bag sig og kiggede rundt i værelset.
”De spiller billard derude. Vil du være med?”
”Øhm,” mumlede jeg. Jeg var ikke lige i humør nu. Faktisk var jeg bare træt, men jeg elskede pool spil, og ville ikke gå glip af det. Miranda hadede spillet og det var sjældent, Anders ville spille med mig.
”Skal du ikke tage din mobil?” Hun lød, mærkelig nok, ivrig og nysgerrig efter at vide noget om mig.
”Nej,” svarede jeg kort.
”Så … Du er Scotts datter?” Hun lænede sig op af døren og ventede tålmodigt på mit svar. Det irriterede mig grænseløs, at hun sådan snarrede sig i mit liv. Sidste gang gik det galt. Da jeg fortalte Stacie, min største fjende, min største hemmelighed. Det var som at få kold ned af ryggen, når jeg tænkte på det.
”Scott? Har han nu fået et efternavn? Men ja, det er jeg vel.” Han har selv præsenteret dig for mig, stump, tænkte jeg stille.
”Han siger nu, du ikke er hans rigtige datter. At din mor dø …” Hun stoppede sig selv, da hun så mit ansigt udtryk. ”Men vi håber, du falder godt til i de her måneder. Selvom jeg godt kan se, det vil tage tid.” Det sidste mumlede hun.
”Jeg vil gerne være med til billard,” sagde jeg så.
”Okay.” Hun nikkede og åbnede døren. Jeg gik forbi hende og op i stuen. De havde fået et poolbord ind og flyttet sofastolene.
”Hey! Vil du være med?” En sjov stemme lød ved siden af mig. En dreng, der var lidt yngre end mig, stod med en poolkø i hånden. Han hår mindede mig om Justins, men bare lysere. Det måtte være en af hans venner.
”Ehm, jo, selvfølgelig.” Jeg nikkede for mig selv. Han pegede på nogle poolkøer over i hjørnet af stuen. Jeg gik over, tog en tilfældig og vendte mig mod poolbordet. Justin, far og en slank, lyshåret mand var også med. De andre sad på sofastolene, der var mast ned i venstre hjørne.
”Jeg er Christian, men kald mig Chris,” sagde ham den halvlille dreng, da han kom over til mig. Alle gav sig til at kigge på os.
”Diana,” smilede jeg til ham. Idet mindste smilede han, i stedet for at veksle mig ud som et mystisk monster som så mange andre gjorde.
”Jeg starter,” sagde ham den slanke dreng.
”Og han er …?” mumlede jeg til Chris.
”Jasper. Jeg aner intet om dette pladeskab, men han er med.” Han trak på skuldrende.
Jasper skyd ingen kugler i hullet.
”Diana, vil du?” Det var nok første gang, Justin snakkede frivilligt til mig.
”Ja.” Inden jeg lænede mig over poolbordet, kiggede jeg grundigt på, hvordan kuglerne lå. Jeg gik over mod den hvide bold, der lå mod øst og vendte min poolkø mod den. Jeg kiggede mod 7 rød. Hvis jeg ramte den, ville den ramme 1 gul, lilla 4, 5 orange og 3 brun og skyde dem ind i hullet. Jeg skød, og jeg havde ret. De alle sammen røg i hullet. Jeg smilede tilfreds og rettede igen ryggen.
”Godt!” smilede Justin.
”Du er god til det,” sagde Chris og kiggede på alle kuglerne, før han puffede til den hvide kugle med sin poolkø.
Vi blev ved sådan resten af aften. Jeg syntes bedre og bedre om tournéen, imens jeg var sammen med Chris og Justin – og Jasper, men jeg snakkede ikke meget med ham. Vi alle snakkede ikke utrolig meget, men det var alligevel sjovt at spille. Et øjeblik glemt jeg alt om hjemve og spillede bare, indtil jeg vandt og var helt udmattet.
”Jeg går i seng,” mumlede jeg så.
”God idé. Vi skal tideligt op,” sagde Justin og smed pooløen fra sig. Idet samme ringede hans mobil. Han kiggede på displayet og smilede pludselig stort.
”Lad mig gætte,” sagde Chris og holdte sin hånd op foran Justin. ”Julia?” Justin nikkede bare hurtigt og forsvandt ned af trappen.
”Hvorfor er du med på tournéen?” spurgte jeg Chris.
”Jeg har intet at lave, så jeg kunne ligeså godt tage med på tournéen. Jeg slipper da for skole. Smart, ikke?” smilede han og smed sig i sofastolen. ”Hvad med dig?” Han talte så hurtigt, at det var sjovt.
”Jeg skulle hjem til min far, Scooter, men han skulle selvfølgelig på arbejde.” Jeg trak på skuldrende. ”Så jeg skulle med.”
”Dine forældre er skilt?” Jeg kiggede rundt, imens jeg kæmpede med tårerne. Min hjertehalskæde mod mit bryst føltes pludselig koldt og tungt. Der var et af mine eneste billede af Alice. Jeg fik pludselig billedet op i mit hoved. Hendes lyse hår blev løftet op af vinden, hendes kinder var røde i vinterkulden og hendes blå øjne lyste billedet op. Hun lignede mig så meget.
Jeg opdagede hurtigt, at nogen var i gang med at rydde op og de fleste var gået i seng. Eller det var sådanset kun Chris, Jasper og jeg tilbage.
”Nej. Jeg har ikke nogen forældre,” mumlede jeg. Jeg følte mig ked af det, ikke træt længere. Det måtte være et af mine irriterende humørsvingninger.
”Hvad mener du?” Han kiggede op på mig med sine brune øjne. Jeg sukkede irriteret og kunne, igennem stilheden, høre min mobil brumme på mit værelse.
”Det er bare …” Jeg sukkede frustreret og besluttede, om jeg virkelig skulle fortælle en fremmed om det.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...