Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6582Visninger
AA

13. Begravelse. Kap. 13.

Jeg åbnede øjnene. Jeg kiggede rundt efter Mariah som hun hed. Jeg sad i min stue i sofaen med Justin sovende ved siden af mig. Han havde stadig armene om mig. Sofus lå på den anden side af mig.
Jeg betragtede Justin. Tænkt han var min. At han gad mig. Den sødeste dreng, jeg havde mødt. Jeg havde aldrig tænk på ham som en berømthed; jeg glemte det nogle gange. Han virkede som en almindelig, men speciel dreng over for mig. En hver piges drøm.
Jeg vidste ikke, hvor lang tid, jeg kiggede på ham, men han rykkede pludselig på sig.
”Hvad kigger du på?” Han havde et stort smil på læberne. Han åbnede øjnene og tog min hånd. Hans smukke øjne kiggede direkte ind i mine. Jeg kunne stirre ind i dem i timevis. Så smukke, så søde, så nuttede …
Han sænkede blikket. Jeg fulgte hans blik og så den halskæde, jeg stadig havde på. Den smukke halskæde, der var hjerteformet og fyldt med små diamanter.
”Du har den stadig,” smilede han.
”Jeg lovede, at jeg ikke ville tage den af.” Jeg lagde en hånd på hans kind. Den var helt silkeblød.
”Jeg troede ikke, du mente det.” Han kyssede mig der, hvor mine smilehuller kom frem.
”Selvfølgelig gjorde jeg det. Den minder mig om dig, og så er den så smuk.” Jeg betragtede hjertet.
Han krammede mig hårdt ind til sig. ”Jeg har savnet dig så meget,” hviskede han i mit øre.
”Jeg føler, jeg har fortrudt det hele. Jeg skulle ikke have forladt dig, selvom du var mig utro. Nogle gange tvivler på, om jeg virkelig fortjener dig.” Justin var mere dyrebart end tredive kilo diamanter. Alle havde sin pris, og Justin var mere vær end mig.
”Det er mig, der tvivler på det.” Hans stemme lød sødt i mine øre. Jeg smilede for mig selv. Jeg lagde mit hoved mod hans brystkasse og kunne høre hans hjerte dunke lavt.
”Jeg elsker dig,” sagde jeg. Jeg savnede det ord. Jeg elskede at sige det til ham. Bare det at se ham lyse op i et stort smil …
”Jeg elsker også dig.” Han løftede mit hoved og kyssede mig blidt. Der slog gnister i mig. Jeg vidste ikke, om Justin kunne mærke ilden løbe igennem og eller varmen sprede sig i kroppen på ham. Jeg havde prøvet den, og jeg elskede det følelse.
Pludselig knurrede min mave sig sammen. Jeg følte mig helt svimmel, som om jeg lige var kommet ud fra en vild forlystelsespark. Det var nu eller aldrig, inden det var forsendt. Jeg sprang væk fra Justin og løb op på badeværelset. Jeg kylede mig over toilettet og knækkede mig. Bag mig smækkede jeg døren i med den ene hånd.
”Julia?” lød en bekymret stemme. Der var en, der bankede på.
”Jeg kommer om lidt!” sagde jeg hæst. Jeg kunne smage den klamme smag, da brækket væltede op af halsen på mig igen.
Da jeg endelig var færdig, børstede jeg grundigt mine tænder med ekstra meget tandpasta. Bagefter tog jeg noget mundskyld, for at være sikker på, at den klamme smag var helt væk.
Justin kiggede bekymret på mig, da jeg kom ind.
”Jeg har det dårligt,” mumlede jeg og lagde mig under den varme dyne på min seng.
”Du har ikke feber, vel?”
”Nej.” Jeg spærrede øjnene op. ”Jeg skal til begravelse!”
”Klokken er kun 9, Shawty.” Jeg sukkede lettet og tog dynen over hovedet. Justin hev den ned igen og kyssede mig på panden. ”Du er helt bleg, søde.” Han strøg mig over panden.
”Jeg har det fint,” mumlede jeg. Det var rigtigt. Jeg havde ikke kvalme mere, men var bare træt. ”Jeg er bare træt.” Justin lagde sig ved siden af mig. Vores blikke mødes.
”Du har smukke øjne,” smilede han.
”I lige måde.” Som så tit blev jeg ilde til mode. Jeg tændte for den store fladskærm på væggen, for at vende min opmærksomhed mod noget andet.


Jeg kørte alene over til kirkegården. Jeg beroligede mig selv med den varme luft. Jeg havde en mild kvalme, men ignorerede den.
Kirken var stor. Den mindede ikke om gamle kirker med mursten, der kunne falde ud hvor som helst og maling man kunne krasse af. Det var sådan nogle kirker, jeg bedst kunne lide. Denne kirke lignede mere et eller andet luksus hotel eller et slot. Der var palmer rundt omkring og hvide vaser med kæmpe, røde blomster i. Rundt om kirken var der fyldt op med gravstene. Jeg kunne allerede mærke den dårlige stemning af savn og sorg.
De fleste af Selenas venner og familie stod foran den store port til kirken. De fleste var klædt i sort tøj. Det var jeg også; en sort kjole, sort cardigan og nogle sorte højhælede gladiatorsko.
Den store klokke oppe på toppen af kirken gav en høj, langsom melodi. Jeg skar ansigt af den høje lyd.
Da vi alle gik ind i kirken gav det et højt ego i det høje loft. Jeg kunne mærke alles blik på mig. Det var ubehageligt.
Jeg satte mig på en af de lange bænke og holdte de blå tulipaner i hånden, som var til Selena.
Alle satte sig alle andre steder, end der hvor jeg var. De kiggede på mig igennem deres designer briller og solbriller.
Jeg sank ned i stolen. Jeg så ud af øjenkrogen, at Sam satte sig ved siden af mig.
”Godt du kommer! Jeg troede lige, jeg skulle være alene,” sagde jeg lettet. Jeg tog et stramt greb om hans hånd.
”Selvfølgelig kommer jeg.” Han smilede stort til mig, men alligevel lidt trist. Selvfølgelig fordi Selena skulle begraves.
En mand rødmede sig højlydt oppe ved alteret. Jeg kiggede op på præsten, der havde sin hvide, store præstekrave på.
”I bedes alle rejse jeg op.” Han råbte ud i rummet. Jeg havde altid syntes, at sådan nogle præster var uhyggelige. Ikke fordi jeg havde noget imod dem, der troede på Gud, for det gjorde jeg selv.
Han snakkede lidt med hans stemme – der lød ret magtfuld, som om han troede, han ejede Jorden på en eller anden måde – imens nogle stærke mænd i jakkesæt kom ind med en hvid kiste. Der hvor Selena var i. Hun lå der, helt død, helt bleg, selvom jeg ikke kunne se hende. Jeg stirrede på kisten med tåre i øjnene. Igen væltede alt sorgen ind over mig. Det eneste, jeg ville nu, var at være sammen med Justin. Han var den eneste, som kunne trøste mig lige nu. Jeg havde virkelig brug for ham …
”Jeg beder jer rejse jer op,” sagde præsten højt. Jeg kunne høre alle rejse sig. De gjorde det alle samtidigt, så jeg skyndte mig op. De stod pludselig i kø foran Selenas kiste. Sam hev mig forsigtigt derover. Han havde nogle gule roser i hånden.
Jeg gispede, da jeg kom der op. Låget på kisten var taget af, så man kunne se Selenas lig. Hun var helt bleg. Jeg gik over til hende og rørte forsigtigt hendes hånd. Den var iskold og hård. Det hele var min skyld. Hun havde et kæmpe ar i hovedet, som så var vasket. Hendes kæbe var revet af, men var syet på igen. Det gav et sug i maven på mig. Det hele var min skyld. Hun havde ar og sår over det hele – alt sammen på grund af mig.
Mine tårer røg ned af kinderne, da jeg lagde en blå tulipan ved siden af hende.
En høj melodi fra det store orgel bag os begyndte, mens de mændene lagde låget på og bar kisten op. Jeg nåede lige at se det sidste glimt af Selena.
Det var for smertefuldt. At se min døde veninde blive sænket ned i jorden, se hende aldrig komme tilbage og vide, hun virkelig ikke var her.
Jeg vendte om fra andres folks kolde blikke og gik med lange skridt igennem kirkegulvet og ud gennem den store port.
Nu ville jeg bare hen til Justin …
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...