Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6725Visninger
AA

35. At miste en man elsker – igen. Kap. 35.

”Jeg fatter dig simpelthen ikke, Diana! Jeg var til et vigtigt møde, og så får jeg at vide, at du er på politistationen på grund af, at du var inde i en privat grund! En bank! Hvad er der galt med dig?!”
Jeg sad på en af de hvide plastikstole i den hvide, lange gang på politistationen. Mor stod foran mig og gik vredt rundt på gangen med svingene arme, der prøvede at vise hendes vrede og skuffelse. Jeg var allerede bange for hende og skammede mig til det inderste. Det var godt nok ikke min skyld, men at se mor sådan gjorde ondt.
En sygeplejerske ved siden af mig puffede en våd klud mod min blodige kind. Jeg lignede en eller anden, der var voldtaget af en kat. Jeg kunne ikke se mit ansigt, men mine arme var fyldt med skræmmer og blod som sygeplejersken ikke havde fået væk. Hun vred kluden i den turkise plastikbalje med lunkent vand og sæbe, der var blevet rødt af mit blod.
”Du brød ind i en bank! Er det på grund af, at vi ikke har mange penge?! Troede du virkelig, at du kunne komme ind, uden at blive opdaget af vagter og indbrudsalarmer?!” skældte mor ud igen midt på gangen. Hun havde ikke gjort andet siden hun løbene ud af døren med et ildrødt ansigt efter politiet ringede til hende, fordi hendes irriterende teenagerdatter havde rendt rundt på en bank.
”Jeg brød ikke ind i den, mor!” Så fat det dog, din lille ...!
”Miss Cole, må jeg snakke med Dem?” En politibetjent kom mod mig. Et larmende nøglebundt i bæltet med pistol og peberspray fik mig til a synke længere ned i den hårde, kolde stol. Han var den der normale, klamme politibetjent; en sådan en, der åd donuts i fritiden og dælen, der kravlede ned over hans bælte og så det ubarberet ansigt.
”Ja,” mumlede jeg. Han tog fat i en plastikstol og satte den over for mig. Da han satte sig på stolen, bøjede benene under hans vægt.
”Vi kan forstå, at De ikke var ude på noget. Siden De kun er sytten, slipper du med en bøde.”
”En bøde?! Det har jeg ikke råd til!” råbte mor. Hun tog sig frustreret til hoved. ”Hvor meget bliver det?!” Hun kiggede med vrede øjne på mig.
”Ligeså meget som at stjæle M! bladet fra en kiosk,” lo han af sin egen, dårlige joke.
”Det var heldigt,” sagde jeg og rejste mig op. ”Man får ikke bøde, fordi man stjæler et billigt pornoblad.”
”Tro om igen! Bøden tømte min løn på en måned! Og jeg tjener fint her – nok til at tilfredsstille konen.” Jeg gad ikke engang vide, hvordan han tilfredsstillede sin kone.
”Stop, stop, stop! Jeg beklager, men jeg kan ikke betale den!” sagde mor og rystede stresset på hovedet.
”Det går ikke. Sådan er reglerne.”
”Sådan er den uretfærdige, røvsyge verden,” rettede jeg lavt, så de ikke kunne høre mig.
En bøde fik mor til at bryde sammen på gulvet. Hun skubbede donuts-mandens/politibetjentens trøstede hånd væk.
Det gjorde ondt at se mor græde. Især når jeg bare sad her, helt alene og følte mig forladt i det sorte, tomme rum – det samme hul som i mit mareridt.


Vi sagde ikke noget hele vejen hjem i mors lille, røde bil. Køn var den ikke og den havde slet ikke ligeså lydløs en motor som Stacies Jaguar.
Jeg vidste, at mor var vred på mig. Ikke på grund af, at jeg brød ind i en bank – eller, næsten – og fået en stor bøde, men på grund af et eller andet, jeg ikke vidste.
”Du burde skamme dig,” sagde hun, da tavsheden var lagt over os som et tykt tæppe, da hun fik bilen ind i garagen. ”Jeg magter ikke det her.” Hun slog en knytnæve mod rettet. ”Gud, forband mig ihjel.” Hun slog igen på rettet, og fandt så ud af, at det var meningsløst. Så rev hun bildøren op og gik indenfor. Så sad jeg tilbage i en stille bil med hovedet lænet tilbage i sædet og lukket øjne.
Håb var det eneste, der kunne hjælpe mig. Uden håb, kunne Gud ligeså godt tag mig op i Himmelen (eller Helvede, jeg var ligeglad).


”Skrid af helvedes til! Jeg gider dig ikke mere!” kunne jeg høre Anders’ stemme længere ude på gangen. Der var helt mørkt og stille på mit værelse. Anders’ høje råb vækkede mig fra at sove. Klokken måtte være noget med to om natten.
”Nej! Ikke gå!” skreg mor. Hendes pludselige, høje tonefald fik mig til at springe op af sengen og liste ned af den mørke, smalle gang. Under det tykke tæppe under mine bare fødder knirkede gulvet. De var tavse, og det var det eneste, man kunne, var det knirkende gulv under mig. Jeg gik over til den lille sprække, der var i døren. Lyset fra værelset skinnede mig i ansigtet.
Anders og mor stod over for hinanden og stirrede. Anders med et vredt blik og mor med øjne fyldt med tårer.
”Jeg vidste, du havde en anden! Hvad vil du så gøre nu? Skride?” råbte mor.
”Ja, det vil jeg!” råbte han hende op i hovedet og tog fat i sine fyldte kufferter.
”Det kan du ikke! Hvad med Diana og Alec?! De får den dårligste barndom, hvis du går nu! Kan du ikke fatte det, Anders? Jeg vil gøre alt for mine børn, men du ødelægger det ligesom!”
Jeg skubbede chokeret døren op; chokeret over deres råb og vrede. De begge kiggede over på mig. Mor rakte hænderne frem for at tage imod mig, men jeg rystede blot på hovedet. Jeg var for vred på Anders. Han kunne ikke bare sådan såre et fra mit familiemedlem. Jeg blev helt svimmel, da jeg så mor hulke og slå Anders på brystkassen.
”Gå med dig! Forsvind! Vi kan klare os! Jeg skal bare vide, hvor du har gjort af min søn!”
”Han er i bilen!” råbte Anders over skulderen, inden han skubbede mig til side fra døren og løb ned af trappen med kufferter bag sig.
”Hvad er jeg for en mor?” hulkede hun. Hun smed sig på sengen og begravede hovedet i en pude. Jeg stod bare og kiggede på, imens hun hylede, skreg og græd. Jeg ville trøste hende, men jeg var et andet sted. Jeg var i det uendelige, sorte hul, der omringede mig med giftigt luft, der gav mig en voldsom smerte.
Pludselig sad jeg i sengen ved siden af mor, der græd ned i min skulder.
”Vi er i en stor krise, det har du ret til at vide.” Hun tørrede sine tårer af sit ærme. ”Jeg er bange for, at Alec bliver sendt til en plejefamilie, hvis ikke Anders gider have ham. Ellers har vi to hinanden, ikke?”
”Jo,” sagde jeg. Godt nok var jeg gammel nok til at flytte hjemme fra, men jeg ville ikke lade mor stå alene. Jeg kunne købe en lejlighed, en billig en, til os begge.
”Jeg ved du har det hårdt, men Alice og skolen, men husk, at jeg støtter dig. Jeg er bare ikke så god til det ... Jeg er ikke din rette mor. Det er Alice.” Hun snøftede og tørrede flere tårer væk. Jeg havde den største trang til at græde, men holdte mig. Jeg ville ikke græde foran mor. Det ville jeg aldrig gøre.
”Alice er død, og hvis hun var her nu, ville hun nok sige, at du var den perfekte. Jeg elsker dig, mor.” Jeg havde aldrig sagt noget mere følsomt til mor. Det var ikke normalt, at jeg snakkede åbent om mine følelser, men det så ud til, at hun kom i bedre humør.
”Jeg elsker også dig, min pige. Alt skal nok blive godt. Det hele bliver okay,” hviskede hun igen og igen, men mest til sig selv. Jeg havde aldrig set hende mere knust.


Jeg følte mig klam og våd af sved, da jeg vågnede. Jeg havde stadig ikke fået resterne af blod af mit tøj og hud. Jeg orkede det ikke. Jeg orkede intet. Lige nu ville jeg bare slappe af med mor. Det var fredag, og jeg var nød til at pjække fra skole, men jeg var ligeglad. Jeg ville bare bruge min dag på at trøste mig og mor.
Jeg overvejede kort, om jeg skulle give hende morgen mad på sengen, da jeg sendt hende et kort blik. Hun var helt bleg. Bleg var for underdrivende, hun var ligbleg.
”Mor?” hviskede jeg og rystede blidt i hende. Hun reagerede ikke. ”Mor?” sagde jeg denne gang lidt højere og med en skælvende stemme. Hun lå stadig bare i sengen, helt stille. ”Mor?!” råbte jeg hende i hovedet og ruskede så meget i hende, jeg nu kunne. Hun vendte sig om på ryggen.
Jeg skreg.
Hendes hoved var vidt, hendes hår lignede noget, der var blevet hevet i og hun havde sorte rander under øjnene. Hendes øjne og mund var åbne.
Jeg sprang tilbage i sengen og faldt ned på gulvet med et brag. Min krop rystede; jeg kunne ikke få ro på den. På en måde føltes det forkert, men jeg følte mig forrådt. Hun lovede mig noget.
”Lort!” Jeg svingede min arm tilbage og ramte en gul vase. Vreden fyldte mine årer. Ikke fordi hun havde forrådt mig, men af at miste hende. Af at miste min mor – igen. Jeg kunne ikke klare alt det her pres alene, og især ikke, når mor lå død i sengen.
Noget inde i mig bevægede sig voldsomt, og pludselig lå jeg på gulvet, krøllet sammen til en lille, smertefuld kugle. Det var, som om en eller anden i mig vred sig. Jeg kunne ikke tænke på andet end at dø. Jeg ville væk her fra. Hen til der, hvor min familie var, et bedre sted end dette helvede og bare væk fra det dårlige.
Med knyttede hænder, bankede jeg på gulvet indtil jeg fik kramper og hudafskrabninger. Jeg spændte mine muskler og skreg. Hvorfor skulle livet også være så uretfærdigt?!
”Mor! Vågn op!” Jeg sprang hen ved siden af hende og gav hende nogle lussinger. ”Vågn!” skreg jeg med tårer ned af kinderne. Det virkede befriende at lade dem få frit løb. Jeg ville ikke holde dem inde mere. Jeg gad ikke være stærk. Jeg ville bare væk.
Selvfølgelig reagerede hun ikke. Hun stirrede bare mig ind i mine øjne. Hun havde forladt sine sidste følelser; tomhed, smerte og tab. Det gjorde det ikke nemmere for mig, især ikke, da jeg løftede blikket og kiggede på de hundrede af panodiler og alkohol ved siden af hende. Hun begik selvmord. Hun dræbte sig selv ...
”Du sagde alt ville blive okay!” skreg jeg ned til hende. Det føltes beroligende at råbe det op, men samtidig blev jeg mere vred. ”Jeg vil ikke miste en til igen! Jeg kan ikke klare mere!” Jeg tog flasken med vodka og kylede den ind i væggen. Flasken var tom, og jeg sad bare tavs og hørte flasken knuse mod væggen og springe i tusind stykker. Lyden skar igennem stilheden og direkte ind i mine ører.
Jeg stak mineskælvende hænder i lommerne og rodede efter min mobil. Det tog mig flere minutter, da jeg blev ved med få store smerter i maven hver gang jeg hulkede.
”Far!” skreg jeg, da mobilen bare dyttede og intet svar kom. Jeg vuggede frem og tilbage i sengen med min mobil mast op af mit øre.
”Det’ Scott.” Lyden af fars stemme beroligede mig. Jeg følte lettelsen varme min krop.
”Far ... Jeg ...” Jeg hulkede. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville sige. Jeg turde ikke sige, at hun var død ...
Det var stadig ikke gået op for mig, hun var død. Jeg ville ikke få det op i hovedet og finde ud af, at jeg havde mistet hende.
”Åh, Gud. Hvad er der galt?” Hans stemme var useriøs og alt for rolig; han koncentrerede sig om noget andet.
”Hun ...” Jeg blev afbrudt af mine hulk og tørrede dem irriteret væk. Jeg borede mine negle ind i min arm og lokkede mig til at sige det rigtigt. Jeg borede dem længere ind, men jeg kunne stadig ikke stoppe mine hulk. Jeg mærkede noget koldt ned af min arm og opdagede blodet, der løb i lange, røde streger ned af min arm. ”Hun ...” Jeg trak vejret dybt. Far var ikke kendt for hans tålmodighed.
”Diana, jeg er på arbejde. Jeg har et møde om ... nu. Okay, hør her: Snak med din mor om dine teenagerproblemer, for du ved, at hun er psykolog og jeg er jo bare en ... Vi ses, Diana.”
”Nej!” skreg jeg. ”Ikke læg på!” En lav bib lyd skar i mit øre og en skælven gik igennem min krop. ”For-hel-ve-de!” skreg jeg. Jeg trykkede ned i kontakter igen. Jeg lagde mig på maven og prøvede at stoppe mine hulk, da det gik op for mig, at en livløs kvinde var ved siden af mig.
”Ja?” Justins stemme lød så rolig, så blød og beroligende, at jeg glemte mor. Eller hun fyldte mig stadig med mørke af tab og ensomhed, men jeg så bort for det og mærkede kun smerten.
”Ikke læg på!” Mit høje tonefald forvirrede Justin. Han vidste ikke, hvilket hårde og smertefulde situation, jeg var i nu.
”Er det dig, Diana?” Igen beroligede jeg mig selv med hans rolige stemme. Jeg holdte rundt om min strube, for at stoppe mine hulk og få stemmen under kontrol.
”Ja. Lov mig, at du ikke ligger på!”
”Jeg ligger ikke på.” Jeg sank en stor, klam klump og kiggede hurtigt på mor. Jeg var ved at skrige.
”Jeg er nød til at komme væk herfra. Hurtigt.”
”Vent, hvad snakker du om?” Hans stemme var endnu mere forvirret.
”J-j.j-jeg ...” Min hals snørede sig sammen og jeg kunne ikke trække vejret. ”Jeg kan ikke ...” fremstammede jeg kvalt. Jeg brugte alt min energi på at ryste over hele kroppen og ikke trække vejret.
”Er du okay?!” Han lød bekymret, men jeg havde ikke tid til at finde ud af, om han var ligeglad med mig eller om han virkelig var bekymret over mig.
”Min mor er død!” skreg jeg. Der blev helt stille i mobilen og værelset, mens tanker bankede rundt i mit hoved. Hun var virkelig død ... Jeg kunne bare ikke acceptere det. ”Hun ligger ved siden af mig. Hun er bleg, hun er kold, hun dræbte sig selv.” Jeg lokkede ordrerne ud. Jeg hadede at sige det. Jeg ville ikke indrømme det. Hun var ikke død; hun var stadig hos mig.
”Hvad?!” sagde han chokeret. Jeg var ligeglad med, han var det, for jeg var mere glad for, han troede på det.
”Jeg vil væk herfra, Justin! Hjælp mig! Please!” Jeg hulkede det sidste i lang tid. Jeg tog mors hånd, nød at hun var ved siden af mig og følte virkelig, at hun kiggede på mig, smilede og snakkede med mig.
”Jeg hjælper dig. Jeg bliver nød til at g ...”
”Ikke gå!” råbte jeg. En voldsom skælven smadrede lettelsen af, at han stadig var her.
”Jeg går ikke, det lover jeg. Jeg er nød til at finde Scott. Vi henter dig.”
”Jeg kan ikke holde ud i så lang tid! Jeg dør, jeg dør, jeg dør!” Jeg gik fuldstændig i panik. Jeg strammede grebet om mors kolde hånd og lod mine tårer falde ned på hendes blege ansigt.
”Du dør ikke! Vi kommer hurtigst muligt!” Han snakkede noget mere, men jeg hørte ikke efter. Jeg var for langt væk. Jeg var i det mørke, ensomme rum, hvor ingen var. Jeg var midt ude i intet, som Miranda sagde. Jeg havde bare levet livet som et stort tomrum. Dette måtte være helvede.


Solen skinnede mig i hovedet, varmt og blidt som et kærtegn. Den skinnede ned af mit ansigt, over mit bryst og stoppede ved albuerne. Den skar i mine øjne og gav mig den vildeste hovedpine, men samtidig en behagelig, varm og beroligende følelse.
Stilheden fyldte mit hoved, og jeg ønskede et kort øjeblik, at jeg ville ligge her for altid. Indtil skarpe billeder dukkede op i mit hoved. Billeder af mor, død i sengen, min arm fyldt med blod og så hvordan jeg knurrede mors hånd indtil mig.
Jeg satte mig med et sæt op og tog mig til hovedet. Jeg pustede tungt ud og rystede på hovedet. Jeg ønskede så inderligt, at jeg ville give alt, hvis bare dette var et mareridt.
”Jeg kan se, du er vågnet.” Jeg kiggede op på dørkarmen. Carin, fars kæreste, stod i dørkarmen med et hvidt håndklæde over underarmen. ”Vi har været bekymret for dig.” Carin havde sine hænder foldet ved sin mave, ryggen rettet og var i fint, lyst tøj. Sådan var hun; alt skulle være fint.
”Okay,” sagde jeg bare uinteresseret i hendes snak.
”Jeg regner med, at du kan klare dig selv. Du trænger til et bad.” Jeg kiggede ned af mig selv; blod var på min kjole og arm, og jeg var kun klædt i en hvid silkenatkjole og undertøj. Det måtte være Carins. ”Bare gå derind. Sig til, hvis der er hjælp.” Hun gav mig et lille, venligt smil, men det lignede mere, hun var bange for mig. Hun vendte sig om, men vendte sig så om mod mig. ”Hov, jeg har lagt rent tøj ude ved håndvasken.” Så forsvandt hun ned af den lange, hvide gang og ned af den snoede trappe.
Jeg kiggede rundt og opdagede, at jeg var i fars gigantiske hus i Frankrig. Der var flere meter op til loftet, og det lignede et slot med de store, lange, cremefarvet gardiner, et kæmpe vindue, der fylde hele den ene væg, de detaljerede vægge med mønstre og former i en mælkehvid farve og så den gigantiske seng, jeg havde. Jeg havde kun været her én gang før. Det var siden, jeg var fjorten, hvor jeg holdte ferie med far her.
Jeg rev den hvide natkjole af og rev lidt af den i stykker. Min fugtige krop holdte den ind til sig, og til sidst blev jeg hysterisk.
Jeg fik mere og mere ondt i hovedet, jo mere jeg prøvede at tænke på alt andet end mor. Billeder af hende død dukkede op igen og igen op i mit hoved og fik mig til at krampe mig sammen i brusekabinen. Jeg blev ved med at tænke på noget andet, og til sidst endte mine tanker ved Chris og Justin. Mon de var her nu eller var ude og fortsætte tournéen og ligeglad med mig? Eller om Chris overhovedet vidste og at de begge var bekymret for mig og ventede her eller ovre i Justins sommerhus ved siden af? Jeg var stadig taknemlig over, at Justin hjalp mig og fik mig her til, og jeg savnede dem begge.
Jeg steg ud af badet og fandt et stort håndklæde over et varmestativ. Jeg tog det rundt om min krop og fandt et mindre et og tog det rundt om mit lange hår. Jeg tænkte på mit udseende, ikke mor, men åbnede bare en tilfældig skuffe under håndvasken foran det store spejl og så masser af hår ting. Jeg fandt en føntørrer frem, et glattejern, børste og nogle hårprodukter og stillede det på bordet. Så kiggede jeg i en anden, smal og lang skuffe og så en masse make-up stillet fint op. Jeg tog en mascara og eyeliner og stillede det på bordet. Så kiggede jeg på spejlet og gispede, da jeg så mig selv. Jeg havde ikke sorte render under øjnene, men røde, tydelige render ned af kindbenet, røde kinder og næse og blottet hals for ar. Jeg sukkede og var nærmest bange for mit udseende.
Jeg tog håndklædet af mit hår og redte det. Det her var en god måde at tænke på noget andet.
Jeg føntørrede mit hår og glattede mit hår. Så sprøjtede jeg noget forskellige hårprodukter i mit hår og duftede til parfumen, der var i. Jeg lavede en skilning, så mit hår skjulte halvdelen af mit ansigt. Jeg puttede mascara og blå øjenskygge i og ryddede så op og vendte mig mod mit tøj som Carin havde givet mig. Ikke ét eneste smil var i mit ansigt. Jeg var bare trist og tom uden nogle tanker.
Jeg sukkede, da jeg så tøjet. En lårkort, hvid nederdel af løst, en smule puffet stop og en blå top med røde blomster. Det er bare tøj, tænkte jeg for mig selv og tog det hvide undertøj på og så tøjet. Så kiggede jeg surt ind i spejlet og lod mit hår hænge løst ned til låret over den ene skulder.
Mit hjerte stoppede et øjeblik og jeg sprang en halv meter op i luften, da det bankede på.
”Er du færdig?” lød fars stemme. Jeg sukkede lettet og åbnede den ulåste dør. Hans bekymrede ansigt fik mig til at bryde hulkende sammen ind mod hans bryst. Jeg hadede virkelig at bryde sammen foran mine forældre, men nu var det noget andet. Jeg var alt for hårdt ramt og kunne ikke klare dette selv.
Han lagde armene om mig. Han var normalt ikke den trøstende og følsomme type, men jeg var ligeglad nu. Han var det eneste familiemedlem, jeg elskede og havde tilbage. Jeg ville for alt i verden ikke miste ham. Han virkede som den eneste, der kunne redde mig.
”Det gør mig ondt,” mumlede han lavt og satte sig i den kæmpe seng med mig på skødet.
”Hvorfor skal det gå ud over mig?” snøftede jeg. ”Syntes Gud bare, at Alice og mor ikke var gode nok til mig? Og at jeg havde fortjent at blive smidt ud i et pigtrådshegn?”
”Vent. Hvad mener du det med pigtrådshegn?” Han tog mit hår bag ørerne og kiggede på mig.
”Ikke noget.” Jeg rystede på hovedet. ”Jeg vil bare glemme alt sammen. Jeg vil ikke huske min fortid.”
”Det værste er overstået. Der sker ikke mere. Det lover jeg.”
”Det sagde mor også,” sagde jeg og snøftede. ”Eller noget i den stil. Jeg gider ikke det der ”Jeg lover” mere.” Han lo, men det lød falsk.
”Jeg har snakket med politiet lidt omkring selvmordet,” sagde han og skiftede emne. Mit ansigt vred sig til et smertefuldt ansigtsudtryk. ”Jeg forstår, at du ikke vil snakke, og jeg har klaret alt sammen.” Han klemte min hånd.


Dagen efter var det søndag og vi alle skulle i kirke. Carin havde fået mig ned i en blomstret nederdel med tørt og løst stof, en lyseblå top og nogle hvide kilehæle. Jeg kunne bestemt ikke lide tøjet, men sagde intet til det. Jeg tænkte ikke meget på det. Jeg ville bare have livet overstået.
”Opfør dig nu pænt,” hviskede Carin til mig, så far ikke kunne høre det.
”Hvad mener du?” Vi stod ude foran en stor, gammel kirke. Jeg nød at kigge på de mange tulipaner, der blomstrede så fint rundt om gravstenene.
”Vi skal ind i en offentlig kirke. Vær nu høflig. Min familie er derinde.” Jeg skulle til at hvæse af hende, da jeg så Justin og Chris henne ved parkeringspladsen. Jeg smilede stort, og inde Carin kunne stoppe mig, skubbede jeg til folk, der var på vej ind i kirken og hen til Justin og Chris.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...