Zombies

Hvad hvis en zombie ikke er underlagt sin nikromantikers kontrol? - hvad ville der så ske med hende...

Jeg kan godt forstå hvis i ikke vil læse den, på grund af længde. Alligevel håber jeg virkelig på at få noget respons på denne historie. Konstruktiv kritik, you know...

2Likes
4Kommentarer
1776Visninger

2. Tåge

Hun så sig omkring på perronen. Alting var halvslidt, mølædt. Den hvide maling var skallet af de fleste steder. Nedenunder var en grim, grøn farve. Mug. Lamperne gav alting et uhyggeligt skær. Sygt. Underjordisk. Dødt. Forladt. Regnen trommede på bliktaget. Der var kun to tog spor at se. Der lå affald hist og her. Der var ikke nogen skraldespand at se. I den anden ende af perronen lå en nedlagt bod. Den var om muligt endnu mere forfalden end resten af stedet. Der var huller over alt i taget, mere hul end tag. Der sad mug på resterne. Køleskabet lugtede fælt af kloak. Der stod stadig nogle vandflasker i det. Selvom vand nok ikke var den rigtige betegnelse for substansen indpakket i den mørnede plastic. De var aldrig blevet fjernet. Det undrede hende stadig. Nogle måneder før, havde hun set lidt nærmere på boden i sig selv. Derefter havde hun holdt sig væk. Det var fuldstændig forståeligt hvorfor så få kom til denne station. De ville hellere gå en halv kilometer ekstra end at være der. Måske var det egentlig en af hovedgrundene til at hun kom der.
Et tog ankom til sporet på den anden side af perronen. To mennesker stod på. De så underligt lettede ud. Da toget var kørt forbi, stod han der, som om han altid kom. Som om han ejede stedet. Han så ud som stedet ikke var den mindste smule ubehageligt. Han stod bare der og så på hende. Et lille ironisk smil spillede på hans tynde, perfekte læber.
Hun var skræmt for vid og sans.
Toget kom. Hun skyndte mig at stige på. Var undsluppet. Men hun var på ingen måde lettet. Hans lille nummer var en advarsel. Hvad nu? – Skulle hun nu flygte igen? Endnu en flugt, endnu et forsøg på at genskabe et liv. En ny identitet. Var deres lille spil ikke snart ovre? Det udmattede hende. Hun skulle altid bekymre sig. Altid have tanken om ham siddende i baghovedet. Simrende under overfladen. Hendes liv var et skuespil. Kun sammen med ham, var hun hende. Så hvorfor flygte? Måske var det angst der drev hende frem. Angst for hvad han ville gøre når han endelig fik hende. Angst for hvad der ventede hende. Intet rart. Selvom han ikke så det som noget decideret ubehageligt selv, ville hun det ikke. Det var måske hans nonchalance der jagede hende væk. Som den største grund.
Ved den næste station steg der en ud af toget. Kampen om den tomme siddeplads begyndte. Dagligdag. Alt og alle opførte sig som de plejede. Hun kunne bare ikke komme ud af skrækken. Stationen efter fik hun sin vante ståplads op af gangens midterpæl. Der stod også nogen på den anden side. En mand på omkring de tyve. Han kiggede på hende hen over skulderen. Han stank af cigaretter. Hans tøj lignede noget, der havde været krøllet sammen, for så derefter at blive smidt på som det sidste før han forlod sit hjem. Det var også højst sandsynligt. De øvrige mennesker i toget så på ham med foragt og holdt sig væk så godt som de kunne. Toget var overfyldt. De kunne ikke komme mere end nogle få centimeter væk. Manden sukkede højlydt. En kvalm sammenblanding af sure opstød, whisky og smøger steg ud af hans mund. Alle i coupéen holdt sig for næsen. Han steg ud stationen efter.
Resten af turen gik mere eller mindre smurt. Det eneste der var i vejen var hendes angst, der ikke havde løget af.
Toget stoppede ved endestationen. Hun fulgte strømmen. Hallen var stor, med høje lofter. Personligt vile hun nok have foretrukket at se pengene, brugt på denne station, blive brugt andet steds. Næsten halvdelen a byens befolkning levede under fattigdomsgrænsen. Det overraskede hende ofte hvor godt de kunne leve med de forhold, der var budt dem. Resten af befolkningen levede ’normalt’, med store lejligheder med altaner, tjenestefolk og barnepiger. Selv middelklassen havde folk til at passe deres børn. Hun var ingen af delene. Foretrak at gøre det hele selv, selvom hun ikke var fattig. Hvis hun havde været sammen med ham, ville hun have været rig. Det var ikke det hun ville have. Hun ville bare leve som en almindelig studerende og have venner. Han gjorde det bare alment umuligt for hende. Hans jagt. Hans forsøg på at opfange hende.
Hun gik ned af veje med små huse. Improviserede betonklodser midt i byen. Hendes rette miljø. Hun elskede disse veje. Folk hilste på hende på gaden. Der var ro. Ro og orden. Fred. Et sundt miljø, hvor man skal spare for at overleve. Hun havde det nemt der. Nemmere end så mange andre. Hun boede alene. Ingen familie at brødføde. Hun havde et arbejde. En rimelig løn for en femten årig. Hun blev aldrig udmattet, kunne fortsætte i flere timer. Derfor havde hun fået lønforhøjelse, men hun var for ung til at betale skat. Heldigvis. Hun ville ikke have været en middelklasse borger, hvis hun skulle betale de skyhøje skatte. Alle pengene endte hos de rige. Samfundet prøvede at undertrykke de fattige. Hun kunne blive så sur over det til tider. Hvordan kunne nogen være bekendt at ødelægge den sparsomme livsglæde de fattige havde? Den næsten forsvundne lykke.
Hun gik forbi en af de få eksisterende legepladser, der fandtes i byen. Nogen havde prøvet på at gøre den gladere; der var rester efter farverig maling overalt. Det var dog ikke synderligt opmuntrende. De store tomme pletter af rustent metal, der hvor malingen var skallet af, ødelagde billedet af glæde. Ligeså gjorde manglen på rungende latter fra massevis af børn. Den var næsten affolket. Der var to børn på gyngerne. De gyngede monotont. Fødderne slap aldrig jorden. Der hørtes en knirkende skraben af metal mod metal. Skrigende. Skridende. De gyngende børn hverken lo eller smilede. Deres små ansigter var blot livløse masker. Kun et lille tegn på den store virkelighed. Realiteten for alle fattige. Håbløsheden var som malet på de små, mørke skikkelser. De var tynde, udmagrede. Indskrumpede. Var højst sandsynligt på vej væk. De stank af sygdom. Tavsheden tyngede dem dog mest af alt. Den lagde sig om dem som et foruroligende, kvælende tæppe. De vidste ikke længere hvordan de skulle komme fri. Hun fik et skrækindjagende billede på sin nethinde, af de to. Som hende. Bare fangede, ikke frie til at kunne flygte som hun havde gjort det. De havde ingen mulighed til at komme fri, hvilket i virkeligheden gjorde dem mere fangede end hun nogensinde selv ville blive. Deres fødder skrabede livløst mod jorden. Gyngerne blev mere og mere stumme, men den skrigende knirken fortsatte. Hun så mig omkring for at finde kilden til den sælsomme og fængslende støj. Da så hun ham.
Drengen sad for sig selv. Holdende i højre hånd havde han lågen til legepladsen. Han gyngede den langsomt frem og tilbage. Lågens hængsler trængte til at blive smurte. De skreg højere og højere, efterhånden som hun fokuserede stærkere på den. Den var gennemtrængende og skærende. Som negle mod en tavle. Som en kats klagesang når man havde brug for stilhed. Som en hanes galen direkte ind i øret.
Hun havde boet i byen i to år. To sølle år. Hun var blevet modtaget med åbne arme. De havde vist hende velkommen.
Hun vidste godt at hun blev nødt til at flytte fra det hele. Det var alligevel efterhånden tid. Det gjorde ondt. At skulle sige farvel. Give afkald på et helt liv. Alle vennerne. Hun ville forlade et stykke af sig selv i farten.
Hun havde prøvet det før.
Hun havde gjort det mange gange, og man skulle tro at hun var begyndt at vænne sig til det. Sorgen. Det ville hun aldrig. Hun ville altid forsøge at genetablere sig selv i det nye samfund. Segrere sig i det. Det var håbløst. Han fandt hende altid. Der gik aldrig mere end fem år. Så hvorfor prøve?
Gaderne omkring hende blev smallere. Husene lavere. Gyderne mørkere. Månen tittede op over tagene. Halvt dækket af skyer. Vejene blev langsomt affolkede. Længere fremme sås en lidt større, tværgående vej. Den var mere oplyst. Hun var snart hjemme.
Nøglen knirkede i låsen, da hun drejede den. Den trængte til at smøres. Det gjorde dørens hængsler også; de skreg deres katte sang ud i den tyste nat. Hun så sig omkring. Ingen så ud til at have bemærket det. På den anden side af vejen sad nogle mænd og drak en sjus eller to. Længere nede kom nogle kvinder ud fra en skobutik. De bar på læssevis af sko æsker. Nogle lokale drankere kom ud af et værtshus. Deres blikke var slørede. En af dem gik ind i en lygtepæl, mens han fortalte en af sine platte vitser. Resten af mændene faldt om af grin. En af hendes veninder, ved navn Helen, kiggede ud af et vindue, og smilte til hende. Helens ansigt – samme farve som kanel – fik en ligbleg farve i lyset fra gadelygterne. At skulle sige farvel til hende… det ville være det værste. I sit stille sind håbede hun at alt ville gå Helen vel. Hun var klog, sød og smuk – og syg. Hun kunne se det. Måske ikke døende. Bare meget syg. Hun var ingen læge, men det så slemt ud. Nogen gange blev Helen væk fra skole i flere uger ad gangen. Da måtte hun ikke få besøg.
Synet af Helens matte smil, og hudfarve løb hende koldt ned af ryggen, og hindrede næsten hendes vinken tilbage. Hun måtte kort støtte sig til den hårde beton dørkarm, før hun kunne gå ind af døren. Trapperne op til hendes lille loftslejlighed føltes længere end sædvanligt. Det hele svimlede for hende. Det virkede så underligt menneskeligt. Hun stillede sin taske fra sig i gangen og fortsatte sig ind i stuen, hvor hun tændte lyset og satte sig i sin sækkestol. Først da så hun ham.
Han stod ganske roligt og så på hende ovre fra et hjørne. Et lille smil viste sig på hans læber. Det var så lille, men alligevel så tydeligt, at hun ikke var i tvivl. Det var varmt, smigrende. Hun faldt ikke for det.
”Én ting må jeg give dig, Marie. Det er i sandhed et smukt sted du har fundet dig.”
”Hvad vil du her, Nathan?” hvæsede hun lav meldt. ”Er du ikke snart færdig med at jagte mig verden over?”
”Hvordan kunne nogen blive træt af dét?” spurgte han.
Smilet spillede på hans læber. Viste hans små engle agtige – og ufatteligt irriterende – smilehuller.
”Forhåbentlig dig,” mumlede hun. Surt.
Men hun var bange. Han kunne se det i hendes øjne. Mærke det i luften. Høre det i hendes stemme. Han vidste det. Han havde aldrig før fundet hende så hurtigt efter advarslen. Det var det værste. Hun havde ikke tid til at sige farvel. Hun havde ikke engang tid til at flygte. Han havde fundet hende. Nu ville han ikke give slip igen. Han kunne tage kontrollen over hende. Gøre lige hvad han ville med hende. Ligesom han havde gjort det med alle andre.
”Aldrig, min kære,” sagde han smilende. ”Du er jo en sand guldklump for mig. Du er den mest værdifulde af dem alle.”
”Jeg er ikke dit legetøj.”
”Det ved jeg. Ellers ville du jo aldrig have mulighed for at flygte.”
En stund så hun en mørk skygge af sorg strejfe hans ellers så perfekte smil. Så var den væk igen. Masken sat på. Kun et enkelt sekunds svaghed. Men det var nok til at stoppe hende i at modsige hans ord.
”Jeg vidste lige fra første øjekast at du var noget særligt. En sand prinsesse.”
Han så hende dybt i øjnene. Minderne vældede over hende som en stormflod. Ansigterne. Lysene. Det hele. Klart og tydeligt. Han mindedes det også, men hans syn på historien var en ganske anden. En glædens.
”En drøm som du ødelagde,” hviskede hun, kvalt af en klump i halsen.
”Åh, søde Marie! Jeg troede at det lå bag os nu…”
”Hvordan skulle det nogensinde kunne komme bag os?” snappede hun, hendes stemme genvundet. ”Hvordan kan du forvente at jeg tilgiver dig? Du ødelagde mit liv!”
De sidste ord kom op i det hysteriske toneleje. Hans ansigt forblev uforandret og ganske roligt. Hendes kinder var våde.
”Jeg havde håbet det,” sagde han stille. Han virkede atter såret. ”Det ville være bedst for alle, hvis du kom over det. Især nu, hvor der… vi har brug for dig.”
”Du mener vel at det er nemmest,” sagde hun.
Flere minder vældede over hende. En slagmark på toppen af et bjerg. Døde overalt. Lig. Blåt blod strømmende fra sår overalt. Ud af munden. En kontrast til den røde sol. Kvalme steg op i hende. Skulle hun ind i dét igen?
”Det kan man vel sige. Der er brug for at du kan samarbejde med os.”
”Er de andre frie?”
Hun vidste ikke hvorfor hun spurgte. Selvfølgelig var de andre ikke frie. De var de heldige. At være fri betød at man kunne huske, angre. Man ville aldrig glemme det igen. Man kunne se på de fangede og ønske at de også kunne huske, men fangede levede kun i nuet. De glemte fortiden, ligesom de aldrig tænkte på fremtiden. De kunne ikke bevæge sig intellektuelt. Det gik baglæns. De stoppede med overhovedet at kunne snakke. De bliv som reptiler. Ingen dag. Det gjorde ondt i øjnene. De elskede varme. Sugede den til sig. Bevægede sig gennem jorden, ligeglade med hvor ulækkert og ubehageligt det var. Det sande billede af hvad de var.
Han smilte.
”Ja.”
Chok. De andre var frie.
”Frie?”
Han havde fanget hende på det forkerte ben. Hendes stemme var hysterisk og steg til det skingre på den sidste stavelse. Hendes øjne blev store og føltes som om de skulle trille ud af hendes kranie
”Ja. Det er en ny taktik jeg bruger. Du var så fantastisk – altså, før du flygtede – at jeg besluttede mig for, at alle skulle være sådan. De er alle hos mig af, mere eller mindre, egen fri vilje.”
”Mere eller mindre?” spurgte hun, atter skeptisk.
”Ja… øh… nogle gange må jeg fange dem til de makker ret.”
”Og det kalder du frihed til at vælge?”
”Hvis de kommer med gode grunde for ikke at være sammen med mig, finder jeg bare nogle andre til at erstatte dem. Det er nemt nok. Jeg har anskaffet en hel del efterhånden. Alle loyale og søde. De bliver trænet. Får en uddannelse. Alt sådan noget. Alle omkring din alder. Ikke nogen yngre, men heller ikke mere end fire år ældre. Jeg har endda oprettet en skole til dem. Der er professorer, kokke… alt sådan noget. Jeg har også selv klasser.”
”Og hvor mange er der så? – og endnu vigtigere, hvor mange liv har du ødelagt?” spurgte hun vredt. Endelig var det hende muligt at skjule sin forbavselse. Han smilte. Ganske enkelt.
”Bare rolig. Ingen har fået deres liv ødelagt. De fleste har jeg fundet efter de er døde. Andre har jeg fundet kort før den indtraf. Der er kun én anden, der blev dræbt til dette. Hendes navn er Sarah. Hende kan du snakke med senere. Der er omkring 500 elever på min skole.”
”Og professorerne? Er de som dig eller mig?”
Han smilede igen. Han kunne se, at han langsomt var ved at vinde. Hun kunne ikke finde noget for alvor dårligt ved hans plan. Det var en god idé. Et strejf af genialitet. Det mente han tydeligvis selv – og hun måtte indse, at hun delte dette synspunkt med ham. Til dels. Ikke helt så overdrevet.
”Profesorene er alle som dig. Med undtagelse af mig selv, selvfølgelig.”
Hun kendte allerede svaret, men spurgte alligevel: ”Hvordan fandt du dem?”
”Jeg søgte efter døde professorer af forskellige fag. Jeg må sige at jeg var ret så heldig; kun en ud af de tolv er over tredive år.”
Han prøvede at skjule det smørrede smil, der var klistret til hans mund. Det var en bedre grimasse end hendes, der stod på vidt gab af forbavselse. Alt var perfekt. Ingen fejl.
”Men nu har jeg et spørgsmål til dig,” sagde han. ”Hvorfor valgte du et sådan sted som Filippinerne at bo i igen. Det ligner ikke dig at komme tilbage til et land…”
”Jeg har snart været i hvert eneste land der findes her på jorden.” Hun trak på skuldrene. ”Jeg kan lide at være her.”
”Hvorfor bo her, når du har penge nok til bedre?”
”Jeg kan lide fattige områder. Slum kvarterer. Jeg vil gerne bo i nærheden af dem. Dette er kun lige udenfor et. Jeg kan gå igennem fra stationen. Jeg føler mig hjemme her. Der er ingen pligter. Ingen krav. Ikke alle behøver den luksus du sværmer i, for overhovedet at kunne overleve. Desuden er mine venner tæt på.”
”Det lagde jeg mærke til. Pigen på den anden side af vejen. Hun virkede sød…”
”Helen, og det er hun,” sagde Marie.
”Jeg kan intet gøre for hende, Marie,” sagde han.
Stemmen var hævet. Han prøvede at trænge igennem. Marie var lukket af. Døv for omverdenen. Stille. Stirrede ud i luften. Ind af. Nathan vidste det hele. Det sagde hans stemme. Det vækkede hende. Hun så op.
”Du må give slip.”
”Det forstår jeg,” sukkede hun. Træt. Ingen modstand tilbage.

***

Hun så på flammerne, der langsomt slikkede sig op ad hendes hus. De var gule, orange, røde og mærkeligt gyldne. Smukke. Den perfekte måde at skjule beviser på. At der intet lig var at finde. Man ville ingen rester finde efter noget. Kun aske. Det var ret normalt at finde nedbrændte huse i slummen. Udenfor var det lidt mere unormalt. Det skete stadig. Sådan var det i Manila. Der kom intet brandvæsen. Ingen stirrede.
Gaden var øde. Trancen tilbage. Angsten ligeså. Hun havde ikke lyst til at forlade dette hjem. Men nu var det brændt, og der var ingen vej tilbage. Tankerne strømmede rundt. Minderne. Ilden på slagmarken. At vinde. For hende havde det ingen sejr været. Hun ville gerne have været død, da ilden kom. Den var høj. Blå farver. Sort røg. Brændslet bestod af lig. Hundrede vis af dem. Græsset blev også et offer for ilden. Den altædende og destruerende ild. Denne kamp havde hun trænet til i flere år. Hun havde til sidst glædet sig til den. Men efter at have slået så mange af sin egen slags ihjel, følte hun sig underligt tom. Der var dannet et hul inden i hende. Det blev større og tydeligere, ville opsluge hende helt. Anger. Efter kampen, blev den mere og mere udtalt. Hendes øjne flakkede. Ingen fjender tilbage. Alle døde. Kun få fra egne rækker var faldet. Ren massakre. Dengang havde Nathan holdt om hende, for at tage hende med sig. Det gjorde han også nu. Dengang havde hun slået ham, for så at stikke af. Det gjorde hun ikke nu. Han havde vundet. Dengang havde håbet om et andet liv blusset op i hende. Nu var det ved at slukke, for at forsvinde helt. Med stor sandsynlighed for altid. En æra var forbi for hende. Hun vidste ikke om den følelse hun havde i maven, var sørgmodighed eller lettelse. Et suk, splittet af de to følelser, undslap hendes læber.
Nathan støttede hende. Hun havde aldrig før været så udmattet. Var det normalt, når man var blevet undfanget? Hun vidste det ikke. Hendes hoved var fuldstændig omtåget. Hun havde oplevet det før. De to første uger efter hendes død. Hun havde stadig svært at se sig selv som hun var. Død. Hun havde været omtåget og havde været på vej til at glemme. Tiden havde stået stille. Hun var først bange for det, da det var ovre. Hun havde intet følt.
Hun huskede, at Nathan stod bøjet over hende, som det første hun så. Hans ansigt havde været en maske af den reneste uro hun nogensinde havde set. Hun havde kigget forundret på ham, tågen fuldstændig væk. Hun hørte svagt hans stemme love hende, at han aldrig ville gøre det igen.
Og alligevel gjorde han det.
Den kendsgerning fik hendes omtågede hoved til at gøre modstand. Det blev rebelsk af vrede. Had. Det burde ikke være muligt for hende at føle noget i hendes tilstand. Alligevel var hun vred. Sur. Forrådt. Skrøbelig. Som et såret dyr. Samme smerte. Hans løfte var brudt.
Hun vred sig som en orm i Nathans arme. Samtid hviskede hun igen og igen det samme.
”Du lovede. Du lovede aldrig at gøre det. Det gjorde du.”
Han tøvede i sin gang. Til sidst stoppede han op. Han så på hende. Studerede hendes omtågede øjne. Hørte med stigende bekymring på hendes ord, der var så langt væk fra virkeligheden. Hun kunne knap nok se ham, kunne ikke fokusere. Hendes stemme var så fjern, at den var svær at kendes ved. Den var blevet til en utydelig messen. Nathan sukkede. Lyden gav genlyd i hendes hoved. Et ekko mere dominant end nogen anden lyd.
Marie bemærkede ikke at de stod midt på en vej. Ej heller at bilerne susede rundt om dem. Det hele var så fjernt. Det ene suk rungede i hendes ører, som var det af den højeste betydning. Lyden skar sig gennem luften som knive. Hendes vejrtrækning røbede stress.
Tågen forsvandt ikke. Ikke under flyveturen til en ukendt destination. Ikke da de steg ind i bilen. Tågen lagde sig tungere og tungere over Maries sind, mens de kørte. Han stolede ikke på hende. Troede sikkert, at hun ville prøve at stikke af. Igen. Men Marie havde opgivet. Gad ikke at prøve mere. Orkede ikke. Det eneste hun stadig magtede, var at kæmpe mod døsigheden. Hun ville ikke bukke under. Ville ikke tabe. Det var et spil skak, og hun ville bevise, at hun ikke var en svag bonde. En bonde som let kunne ofres. Som ingen betydning havde. Hun var ikke en bonde. Ikke dronningen, men heller ikke en sølle bonde. Hun ville ikke hundses rundt med. Vreden kogte i hendes indre. Det ukendte, ubetydelige indre. Alt sad udenpå. Der var dødt indeni.
I løbet a rejsen, hørte hun ham sukke adskillige gange. De blev af mindre og mindre betydning; hun prøvede at fokusere på de fjerne lyde.
Det føltes som at være under vand. Intet var tydeligt. Omverdenen var over overfladen. Intet var hørligt. Alt var sørgeligt. Hun var isoleret fra det hele. En del af hende holdt fast i minderne fra fortiden. Fortiden. Det var lige så fjernt som alt andet. Hun havde kun nuet at knuge sig fast til. Men hun ville ikke have det. Hun ville ikke svinde hen igen. Der skulle ikke gå to uger igen. I isolation. Nathan holdt hende under vandet. Under overfladen.
Hun hagede sig fast i fortidens minder.
”Nathan?” Hendes stemme lød fordrukken.
”Ja, hvad er der?”
”Kan du huske–”
”Huske hvad?”
Hendes stemme var næsten væk. Hun forstod næsten ikke hvad han sagde, men hun fornemmede en hvis undren i hans tonefald.
”Kan du huske da–”
Hun gav op, og – det overraskede hende, at hun overhovedet var i stand til det – gjorde en opgivende bevægelse med hånden. Nærmest som om hun skubbede sine ord væk. Fra dem begge. Den antydede at han bare skulle glemme det. Det kunne han ikke. Hun kunne, følelsesløs som hun var, mærke tænksomheden sænke sig over ham resten af turen. Hun forestillede sig hans pande rynke sig, som silke der sys sammen. Selv da hun havde hadet ham, prøvede hun at glatte dem ud. Nu magtede hun det ikke. Hun kunne ikke røre en muskel. Men hun begyndte at kunne mærke ting. Følelsesløsheden trak sig tilbage. Som en hær, der gør tilbagetrækning selvom alle odds var på deres side. Hun sukkede inden i. Det værste var overstået. Lettelse.
Idet de steg ud, blev hun pludselig grebet af trangen til at le. Hun prøvede at holde det tilbage, men et smil brød frem på hendes mund. Dernæst en rysten gennem hele hendes krop af latterkramper. Et lille vindpust af luft – et fnis – smuttede ud mellem hendes læber. Til sidst kom det. Grinet. Hun kunne ikke stoppe igen. Lo højere end nogensinde, og hun bukkede sammen i kramper. Hendes underbevidsthed fortalte hende, at hun officielt havde mistet forstanden. En lille del af hende sagde det imod, men resten af hende nikkede sammentyggende. Det var del lille del af hende, der var uenig med resten, som havde udløst latteren. Det stod hende helt klart. Og inderst inde vidste hun også godt, at hun ikke var skør. Det var bare en måde at fortælle sig selv og sine omgivelser, at hun ikke var bundet af tågen. Tågen bestod af vilje, der svigter én. En lille del af hende havde gjort modstand. En modig del af hende, der kom frem i lyset. Denne del af hende havde også taget initiativet til at flygte fra Nathan. Nu chokerede den ham.
Hun blev ved med at grine, og ænsede ikke sine omgivelser.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...