Zombies

Hvad hvis en zombie ikke er underlagt sin nikromantikers kontrol? - hvad ville der så ske med hende...

Jeg kan godt forstå hvis i ikke vil læse den, på grund af længde. Alligevel håber jeg virkelig på at få noget respons på denne historie. Konstruktiv kritik, you know...

2Likes
4Kommentarer
1775Visninger

3. Ord

Zombie.
Det var det hun var. Realiteten krøb sig som en isnende kold masse fra hendes baghoved og om til resten af hendes lemmer. Det var en kamp, Marie ikke var i stand til at kæmpe. Kampen mod sig selv. Mod hvad hun var. Hun havde tabt på forhånd. Det forstod hun nu. Hun havde givet op, og var ligeglad med verden rundt om sig. Hun kunne finde på, at gå i sort midt i det hele. Hun græd. Hver nat. Uden tåre. En sort sky havde sænket sig over hende, og alting bevægede sig langsomt, som fanget i tjære. Det lignede en sort/hvid film afspillet i slowmotion. Hvor lyden var taget fra. Hun hverken hørte, så eller sagde noget. Hun tænkte ikke på sine omgivelser, og ænsede dem knap nok. Den kvalme, hun før havde haft, var erstattet af et sort hul, der blev større og større dag for dag. Time for time. Minut for minut. Sekund for sekund. Livets karrusel var stoppet, men heller ikke dét ænsede hun. Hun var blevet til sit sande jeg. Uhyret, der ellers aldrig var kommet over hende. End ikke når Nathan prøvede at sætte hende ind i trancen. Tågen. Marie havde aldrig været så omtåget i hele sit liv. Alligevel tænkte hun klart. Nok.
Hun vidste at denne aflukning fra omverdenen var en straf fra højere enheder – højst sandsynligt Nathan – og hun vidste at hun ikke var i stand til at komme ud af rummet, der tydeligvis havde været mange andre af hendes slags’ kammer. Der var tremmer foran vinduerne, der alligevel sad for højt oppe til at hun ville kunne nå dem. Alle væggene var af jern, og døren var forseglet grundigt. Ikke fordi det irriterede hende synderligt. Hun kunne sagtens leve under sådanne forhold.
Det værste var ordene, der dækkede alle væggene. Døren. Loftet. Gulvet. Titanium stolen, der sad i hjørnet. Over alt var realiteten skrevet. Beskyldninger. Sandheder hver eneste én.

MORDER!

LØGNER!

KLON!

KUJON!

UHYRE!

MONSTER!

BASTARD!

DU SKJULER DIG BAG EN MASKE! EN FACADE. KRYSTER!

DU ER IKKE SELVSTÆNDIG. DU FUNGERER UDELUKKENDE PÅ GRUND AF EN HØJERE MAGT.

TRO IKKE AT DU ER MENNESKE BARE FORDI DU ER MENNESKELIG, HVILKET DU IKKE ENGANG ER! BEHØVER DU MÅSKE MAD OG VAND?

DU EKSISTERER UDELUKKENDE PÅ GRUND AF HØJERE FORMÅL!

DU ER SNÆVERSYNET AT TRO, AT DU ER NOGET SÆRLIGT!

At se på dem dag og nat var den værste tortur Marie kunne forestille sig. At se realiteten i øjnene på så konkret en måde.
Det gjorde ondt i øjnene, i sindet og i hjertet. Hun kunne ingen veje se, uden at blive mødt af spydige ord over alt.
Hun vidste at der var en grund til at hun blev straffet, men det eneste hun kunne komme i tanke om at hun havde gjort, var at kæmpe mod tågen. Det var det eneste. Den tanke ramte Marie så hårdt, at hun til sidst messede sin synd i en lang køre.
”Jeg må ikke kæmpe imod. Jeg må ikke kæmpe imod. Jeg må ikke kæmpe imod…”
Sådan blev hun ved, indtil hendes sidste forsvar mod ordene forsvandt som dug for solen. Hun troede på hvert eneste af dem. Tilbad dem nærmest som visdomsord. Leveregler. Omfavnede deres troværdighed og oprigtighed. Hun var en slave for ordene. Metallets farve skar hende i øjnene. Ordene stod frem efter tur i sort. Når hun så på sine hænder var de skærende hvide, og hun veg væk fra sig selv. Tågen var tykkere end det burde være muligt. Sindets tåge. Marie kunne stadig se, men ikke længere tænke. Hun fulgte sine instinkter. Udelukkende. Kun. Intet andet.
Til sidst lå hun bare på gulvet. Lå bare for at ligge. Uden grund. Intet betød noget for hende. Hun lavede noget – hun lå. Lå med den ene kind mod det kolde gulv. Lod ordene sætte deres præg på kendes kind. På hendes håndflader, der også var presset mod betonen. Metallet. Marie vidste ikke hvilken af delene gulvet bestod af. Hun var også ligeglad. Det var bare til, for at hun kunne ligge på det. Så ordene kunne indprentes i hendes håndflader, på hendes kind. Sådan lå hun i mere end en uge. Lå for at ligge. Uden en tanke i hovedet. Sit sande jeg. Zombie.

***

Tre uger efter Nathan havde undfanget hende i Manila, vågnede Marie op, og så verden i farver. Hun prøvede at huske hvorfor. Intet kom lige med det samme. Hun gennemborede sin hukommelse, og kom til sidst i tanke om sin drøm.
Der havde været farver. Overalt. Hun havde været omgivet af dem, elsket dem. Hun havde, så kliche som det var muligt, siddet på nogle lyserøde skyer og set ned på nogle gamle minder. Mest fra hendes flugt gennem verden. Hun så alle sine venner og veninder for sig. Udefra, så hun sig selv kysse sin første high school kæreste. Hun så sig selv danse på en scene og synge for et publikum. Hun så sig selv tage til den fest i slutningen af 1800-tallet, hvor hun så Nathan kysse en af hendes veninder. Marie havde dengang flygtet fra stedet med det samme. Hun så det hele i et mærkværdigt, men overskueligt flimmer, og hun fandt ud af hvor meget disse minder betød for hende. Hvor meget hendes liv betød for hende, død eller ej.
Hendes livsglæde blev langsomt omformet til had. Mod Nathan. Fordi han havde fjernet alt det fra hende. Hun var på vej mod en slave lejr. Samme dag. Et sted hvor man ikke så verden i farver, som hun gjorde nu. Det var hun sikker på. Vreden og hadet boblede op i hende, og forvandledes til et skrig. Det formede sig i hendes bryst, hals og på hendes tunge. Til sidst kunne hun ikke holde det tilbage længere. Hun tømte luften fra sine lunger ud i rummet. En lyd, der virkede underligt fjern for hende. I hendes underbevidsthed vidste Marie godt, at det var hendes eget skrig. Det virkede bare så uvirkeligt fremmed. Koldt. Anderledes. Smertefuldt.
Nathan kom ind til hende.
”Marie?”
”Gå!” råbte hun hadefuldt. Harmfuldt. Truende.
”Hvorfor skreg du?”
”Fordi.”
”Er du sur på mig?” spurgte han.
”Hvad tror du selv?” snerrede Marie til svar.
”Jeg forstår dig godt. Men det undrer mig atter hvordan du kunne overkomme strabadserne, og så virke nor – ”
”Åh, hold op!” afbrød hun ham vredt. ”Jeg gider ikke høre på dit overreagerende pjat med hensyn til min måde at håndtere tingene på. Desuden forstår du intet! –og jeg vil ikke kaldes normal. Intet ved mig er normalt, ikke situationen, ikke mig.”
Han smilede stille for sig selv.
”Tag mig dog alvorligt!” udbrød hun, og fik hans smil til at visne.
Det gav Marie en underlig fornemmelse af tilfredshed at se Nathans brede mundviger slippe fortøjningerne, og smyge tilbage til deres udgangspunkter. Han havde fortjent det. Hvis han ikke forstod hendes vrede, var det hans problem.
”Undskyld, men du har ordene skrevet på din kind…” halvt grinte han. Lidt mere forsigtigt – nervøst – end han plejede.
”Det var sandelig også meningen. Jeg har jo sørget over min identitet i næsten tre uger,” svarede Marie bittert med dryppende sarkasme i stemmen. Tilføjede, ”Hvad kom du for resten for at fortælle mig?”
”Øm. Altså, bussen holder udenfor. Det er sådan man bliver fragtet til skolen,” mumlede han. Usikkert. Eller måske mere nervøst for hendes reaktion.
Marie smilede ganske enkelt til ham, og forlod rummet uden et ord. Hun gik ned af trapperne, og ud til bussen. Den var stor. Sort. På nummerpladen stod der ”Zombie high”.
Marie smilede over synet af skolebussen. Uden grund. Ubegrundet.
Den startede motoren i samme øjeblik, Marie satte sig. Der var rigeligt med plads til alle de ting, hun ikke ejede. En kvinde i stramtsiddende tøj bad om hendes navn. Hun svarede uden at tildele kvinden opmærksomhed. Hun havde set en pige, der trådte ind i bussen. Hun var smuk. Havde hud som mørk chokolade. Hendes hår var sort med skrigende pink spidser, og strittede til alle sider. Hendes øjne var en dyb blå kulør, hvilket tog pippet fuldkommen fra Marie, der måbede over pigens skønhed og originalitet.
Hun gik over mod Marie. Ingen andre pladser var ledige. Alligevel føltes det som om pigen ikke havde lagt mærke til dette. Som om hun bare gerne ville sidde ved siden af Marie. Det varmede lidt. I kinderne. Forlegenhed.
”Jeg hedder Sarah,” sagde pigen frejdigt og satte sig ned.
”Og jeg hedder Marie,” mumlede Marie til svar. Lidt befippet.
Sarah smilede. Det var et hemmelighedsfuldt lille smil. Det prydede hendes perfekte, pink læber. Det smittede, og Marie kunne ikke lade være med at smile tilbage.
”Du har noget skrevet på din kind,” sagde Sarah, stadig smilende. Det gjorde slet ikke noget når hun sagde det, og Marie grinte og sagde,
”Ja. Også på mine håndflader.”
”Men hvorfor, egentlig?”
”Jeg faldt i søvn oven på en bog i aftes. Skriften må være smittet af.”
Det føltes forkert at lyve over for den så oprigtigt udseende pige, men Marie ville ikke konversere om de tre uger hun havde tilbragt i cellen. Sarah smilte bare sødt og mystisk.
”Nåh, men hvor længe har du så været død?” spurgte hun, bare for at holde samtalen kørende.
”Hvorfor er du interesseret i det?”
”Det bliver en lang tur, så vi kan lige så godt snakke om noget.”
”Ikke mig.”
”Hvorfor ikke?”
”Jeg vil ikke snakke om det.”
Sarah så gennemsøgende på Marie. Hendes smukke smil var ved at snige væk. På tilbagetog. Hun så lige frem for sig. Følte sig sikkert lukket ude.
”Hør her,” sagde Marie. ”Det har ikke noget med dig at gøre. Jeg er bare ikke glad for at snakke om min miserable død, der kun har nogle få lyspunkter.”
Sarah så igen på Marie, og læste hendes ansigt nøje.
”Du har haft en lang død, har du ikke? Du har også haft en traumatiserende oplevelse. Måske endda flere gange. I morges skændtes du med en af dine få venner, og nu er det sidste du vil at komme hen til skolen. Du har rigtigt nok ikke noget imod mig, men du løj om det med bogen. Det er okay, men du skal vide, at jeg er svær at holde hemmeligheder fra.” Hun smilte igen.
”Hvorfor satte du dig her?” spurgte Marie. Paf, men også en smule irriteret.
”Du er tæt på at falde over kanten til depressionens mørke. Desuden var der ikke nogen andre ledige pladser. Jeg vil gerne lytte. Måske kan jeg endda hjælpe dig.”
Marie blev ikke overrasket over hendes ord denne gang, men så i stedet undersøgende på Sarah. Hendes smil var mystisk, men hendes øjne røbede en dyb sorg, hun prøvede at dække med ønsket om at hjælpe.
”Du vil hjælpe mig fordi du selv vil havde det bedre. Hvilket er en smule egoistisk. Du hjælper mig også fordi du vil dække over den sorg du selv bærer rundt på. Du er også på vej ud over kanten. Jeg kan til gengæld fortælle dig, at jeg har levet balanceret på dette punkt i flere år end du vil tro på, at jeg har eksisteret. Det hjælper ikke at hjælpe andre, tro mig. Mine traumatiske oplevelser har alle sendt mig over kanten, men jeg har altid kommet mig. Desuden tog du fejl på ét punkt. Jeg skændtes ikke med en ven, bare en bekendt. Jeg har ingen venner.”
De stirrede på hinanden. De sagde ingenting, og holdt bare øjenkontakten. Prøvede at gennemskue den andens tanker. Marie var vred. Vred over Sarahs sorg, som hun troede kunne bedres ved at hjælpe en anden. Denne anden skulle ikke være Marie. Hun ville ikke have det. Hun ville være en enspænder. Hun ville ikke hjælpe andre. Bare gå sine egne veje.
Nathan trådte ind i bussen i samme øjeblik, den stoppede. Marie sendte ham et gennemborende blik, og han så hurtigt væk. Af frygt. Sarah så undersøgende på ham, og hviskede,
”Er det ikke rektor?”
”Sikkert.”
”Kender du ham?”
”Ja,”
”Det gør jeg også.”
Hendes ynkelige forsøg på at skabe en samtale, som Marie ikke ville deltage i, fejlede endnu engang. Marie sagde dog drevent:
”Nåh, ja. Jeg kan godt huske at han har nævnt dit navn. Da han hentede mig, nævnte han, at vi havde noget til fælles. Som om det rager mig, at jeg kan reflektere mine problemer i en eller anden fremmed.”
”Det ville da være et godt grundlag for et venskab.”
”Ikke for at såre dine følelser, men jeg er ikke interesseret i venskaber. Jeg går mine egne veje.”
”Nej, nej. Du sorger slet ikke andres følelser,” sagde Sarah i en både sarkastisk og rasende tone, der fuldstændig tog gibbet fra Marie – hun lod sig ikke mærke med det på ydersiden. ”Men har du nogensinde overvejet, at man kan komme længere frem i livet med en ven ved sin side?”
Marie tænkte sig om. Hun ville virkelig ikke såre nogens følelser. Ikke for alvor. Slet ikke Sarahs.
”Nej,” endte hun med at sige i et trodsigt tonefald.
Sarah vidste udmærket, at der ikke ville komme en fortsættelse. Hun så væk uden et ord. Tog bare sin bagage uden et ord.
Da Marie stod af, fulgte Nathan hurtigt efter. Han lagde en hånd på hendes skulder. Marie rystede over hele kroppen af harme. Uden grund. Med en ukendt årsag.
``Har du fået en ny ven?’’ spurgte han med et overdådigt nik mod Sarah.
``Ikke min type,’’ svarede Marie med en harmedirrende stemme. Han opkogte hendes blod med dette spørgsmål, der mindede hende om en diskussion, der netop var overstået. Som føltes så fjern, at der kunne være gået år frem for minutter.
Tid. Den forvirrede hende. Irriterede hende. Nærmest som en diskriminerede faktor, der trykkede mod hendes krop. Den opløste hendes tanker, men fastholdt hendes menneskelige form.
Menneskelig. Marie følte sig mindre og mindre menneskelig, jo mere hun mindedes om Nathans forfalskede venlighed og interesse. Sarahs chikanerende egoisme forklædt som sukkeragtig sødme. Hendes egne bagtanker, som aldrig ville forlade hende, efter hendes ophold i cellen. Endnu engang en ting, Nathan var skyld i.
Maries død syntes mere og mere som en dans på roser. Men kun deres torne. Bladene var blevet givet til en anden end hun selv. Dette halve faktum sønderrev hendes krop indefra. Det sendte med en stor, buet humørsvingning –der næsten sendte hendes forstand faldende ned i en kløft – lige ind i depressionens grotter. Marie havde helt glemt alt om sin position på jordens overflade. Havde glemt at Nathan havde sin hånd klemmende knogleknækkende hårdt om hendes skulder. Hun havde glemt hvem hun var, hvad hendes historie var. I det sekund, var Maries hoved tomt.
Hun var nærmest fuldkommen bedøvet. Hendes hjerne var i opløsning af bar sorgmodighed og depressivitet. Hendes krop bemærkede ikke de lette hænder, der hjalp hende hen til skolens porte. Hun opfangede ikke sin egen krops spasmeagtige krampetrækninger, der gjorde det svært at fastholde hende.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...