Zombies

Hvad hvis en zombie ikke er underlagt sin nikromantikers kontrol? - hvad ville der så ske med hende... Jeg kan godt forstå hvis i ikke vil læse den, på grund af længde. Alligevel håber jeg virkelig på at få noget respons på denne historie. Konstruktiv kritik, you know...

2Likes
4Kommentarer
1698Visninger

1. Prolog

Lysene blændede hende: de blev trukket ud i lange, betagende striber. Hun blev svunget rundt og rundt. Et hav af ansigter stirrede på Hende. De var hvide, dødninge agtige masker. Deres munde stod åbne. Rædslens masker. De blev trukket ud på samme måde som lysende. Mindet om et mareridt blev vækket på ny inde i hendes hoved. Kvalmen steg langsomt op i hende. Hun undskyldte sig og forlod dansegulvet. Det skete i en undertrykt hast. En fremmed tjenestepige kom straks bærende med noget vin. Hun takkede tjenestepigen med en rødmen. Hun havde aldrig brudt sig om deres ærbødighed. Hun følte sig ikke mere værd end dem. Dog så de hende som en Guds datter. De eneste tjenere, der så hende som en ven, var hendes egne. Hun havde altid kendt dem, men nu…
Pludselig stod der en vidunderligt smuk yngre Herre foran hende. Han lignede en engel. Hans hår var samme tone som hendes eget og hans store øjne blå. Han havde et maskulint kæbeparti og bredde skuldre. Han bød hende op til dans på flydende fransk, men hun skønnede ham en Englænder. Altså var han meget belæst… Hun takkede 'ja' i et forundret tonefald og spurgte derefter til hans navn. Han smilede et lille smil, der atter forundrede hende. Det var så lille, men alligevel så tydeligt, at hun ikke var i tvivl. Det var varmt, smigrende. Men han svarede ikke.
Efter dansen, bad han hende om at følge med ham udenfor. Bare at gå rundt mellem roserne i haven og se på månen. Det undrede hende lidt at denne skønhed ville bruge tid på hende. Hvis man spurgte Frankrigs befolkning, ville man dog få at vide, at hun var den smukkeste i verden. Men ham så hun skønnere. Hun ville ikke være i stand til at bebrejde ham noget. Det vidste hun. Lige meget hvad, ville hun give en anden skylden. Han ville være den perfekte mand, men ikke som hendes prins, konge og hersker. Den perfekte elsker…
Hun havde ikke glemt min mand. Heller ikke sin bryllupsnat. Den nat hun stod på dørtærsklen til. En nat der for altid ville ændre hende. Altid ville ændre den måde folk så hende på. Hun kom til at smile ved den blotte tanke om denne nat.
Han smilede tilbage, et nervøst smil. Et skyldbetynget smil. Hun spurgte ham hvad der var galt. Hun kunne ikke lide udtrykket i hans ansigt. Det var forkert til ham. Det slukkede hans varme, hans … nærmest kerne. Det der gjorde ham til ham. Hun havde en fornemmelse af, at hun ikke længere kendte ham – selvom det var ganske klart at hun umuligt kunne vide noget om ham, efter blot en dans og en tur blandt roserne i måneskinnet. Smilet gjorde hende underligt til mode.
”Er der noget g -”
Før hun blev færdig med spørgsmålet, drev en skærende smerte igennem hende. Det brændte hele vejen gennem hendes krop. Da hun så ned, opdagede hun en lang sølvkniv blive trukket ud af sit bryst. Igennem hendes pumpende hjerte. Kvalme steg op i hende, mens hun så blodet pumpe ud af såret og brede sig ud på hendes hvide kjole. Som en rose. Derefter følte hun rædsel.
”Hvorfor?” hviskede hun, halvt kvalt af blodet i sin hals. ”Hvorfor gør du dette?”
”Jeg skal bruge dig,” svarede han – stift.
Hun kiggede op på ham med undren. Bruge hende? Hvad kunne han mene? Hun var intet hver.
En tanke slog ned i hende. Hvad nu hvis han skulle bruge hendes død til at få Frankrig til at hævne sig på England. At dræbe den eneste prinsesse i landet ville i hvert fald gøre hendes fædreland rasende.
Han blev sløret af underlige, sorte prikker der dukkede op foran hendes øjne. De blev større og større. Det mindede lidt om blækklatter, der langsomt bliver suget ind i pergamentet.
Så blev alt rødt…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...