Braceface! - CB og JB

Morgan kan godt lide sin gode ven, Chris. Og han kan godt lide hende. Hun får en dag togskinner på, det er det Chris jo også har på?

15Likes
59Kommentarer
6432Visninger
AA

4. At miste en veninde og en kæreste

Kap 4. At miste en veninde og en kæreste

Hun så mere trist ud nu. Jeg rejste mig op. ”Hvad er der galt Caitlin?” ”Det er bare fordi…” Hun sukkede. ”Altså jeg er glad på dine vegne men… Jeg gider ikke at du skal snakke grimt om min kæreste, og kalde ham for en bæver og sige ”DEN!” om ham. Den gider jeg altså ikke!” Skreg hun. Jeg kiggede underligt på hende. ”K… kkk… kæreste!?” Stammede jeg og sank en klump. Hun nikkede med fortvivlede øjne. ”Skal du ALTID være OND imod mig!?” Råbte jeg hende ind i ansigtet og lagde godt tryk på ”ALTID” og ”OND”. ”Hvad snakker du om!? Det er dig som går rundt og snaver min lillebror, og kalder min kæreste for en bæver!” Råbte hun mindst lige så højt som jeg gjorde. Jeg fik lidt dårlig samvittighed. ”Gider du godt gå!?” ”Men men…” Stammede jeg igen. ”Gider du godt gå og aldrig komme tilbage igen!?” Sukkede hun og pegede hen imod døren. ”Caitlin, det mener du ik..” Jeg nåede ikke at sige mere før hun afbrød mig: ”JO! Det mener jeg faktisk Morgan Jackson!” Råbte hun og tog sig til panden. Jeg blev bare stivende stående. ”GÅ NU!” Råbte hun igen. Denne her gang tog jeg mine ting og gik ud af døren. Jeg løb grædende ned af trappen og stødte ind i en. Jeg kiggede op og så Justin. Han så de klare tåre i mine øjne. ”Det her er din skyld bæver!” Fik jeg frem igennem mine sammen bidte tænder. Jeg lod en tåre sive ud af det ellers klare låg af vand i mit øje, og gik så ud af hoveddøren. Jeg tog en hånd op til panden og begyndte at gå. Jeg ville bare væk. Væk fra alt og alle. Der var en som råbte mit navn. Først hørte jeg det ikke men personen kom tættere på mig. Det var Chris. Han tog min hånd og flettede sine finger ind i mine. ”Kom nu tilbage. Caitlin mente det ikke.” Sagde han. Han havde lidt tåre i øjnene. ”JO HUN GJORDE CHRIS! Hun mente endda hvert et ord. Jeg er ikke velkommen der mere, og vi kommer nok aldrig til at være kærester!” Jeg råbte det sidste da jeg ikke er bange af mig. Jeg stillede min taske på jorden. Han så trist ud men gik dog tættere på mig. Jeg slap hans hånd og fældede en tåre igen. Han gik igen tættere på mig men jeg gik væk igen. Jeg samlede min taske op igen og hviskede et kort og koldt ”Farvel.” Jeg begyndte at gå igen og han gik denne her gang ikke efter mig. Jeg gik op til bussen og satte mig ned. Jeg begyndte for alvor at græde. Tårerne røg bare ud. Jeg snøftede en gang og gik så ud af bussen igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...