min kusines kæreste JB<3

det handler om en pige, der tager med sin kusine til en JB koncert, selvom hun hader ham. hun ender dog med at støde ind i Chris, og derefter, ved man ikke hvad sker!

12Likes
62Kommentarer
4296Visninger
AA

3. en dårlig drøm!

Mor? jeg skreg hendes navn, med mine lungers fulde kraft. Hvor var hun? Hun svarede ikke. Jeg var i et koldt, mørkt og sort rum. Jeg kunne intet se. Min krop blev følelsesløs, og jeg så min mor, far og eks foran mig. De kiggede kærligt på mig, men det blev hurtigt forandret til vrede. De gik hen mod mig, og jeg stod lammet fast. Jeg løb, i det mørke rum. Jeg kunne intet se, men jeg løb. Jeg løb og løb, men kom ingen vegne. ”Sarah! Vågn op!” sagde en velkendt stemme, og ruskede i mig. jeg åbnede forskrækket mine øjne, og så, at jeg lagde nede på madrassen, ved siden af Chris. Jeg svedte, og de andre kiggede uroligt på mig. Jeg kiggede forvirret på dem. ”du… du… du begyndte at vride dig, og svede… så faldt du ned… vildt du kunne det, med dine ben” sagde Chris, og så kunne jeg mærke smerten. Arg! Jeg havde lige glemt alt om mine ben! ”Chris” sagde jeg, som et lille barn. ”Sarah” sagde Chris, på samme måde. ”nu gør mine ben jo ondt” sagde jeg, med samme stemme. ”undskyld! Krammer?” sagde Chris på samme måde, og så krammede vi. ”det gør ikke noget” sagde jeg, men med normal stemme, og smilte. ”kunne i løfte mig op?” sagde jeg, og kiggede spørgende på dem. De nikkede, og løftede mig langsomt, op ad. Jeg sukkede. De gav hinanden et blik, og gjorde det hurtigere. De satte mig ikke i sofaen, men i kørestolen, og så kørte de mig ud i køknet, hvor de fandt mad frem. Jeg rullede selv hen til køkkenbordet, og ville tage brød, men det blev taget fra mig. Jeg kiggede mig forvirret omkring, da jeg lige skulle reagere. Jeg rystede kort på hovedet, og kiggede mig så omkring. Hvor var brødet? Jeg kunne høre drengene fnise. Jeg kiggede mig ekstra godt omkring, og så drengene, ligge på gulvet, og var ved at dø af grin. Chris lagde med brødet, ved siden af sig. Jeg rullede lidt tættere på dem, og tog brødet, meget hurtigt. De opdagede det ikke, og så smurte jeg mig en mad. Jeg satte brødet på bordet igen, og rullede forsigtigt forbi, de grinene drenge. Jeg rullede hen til tv’et, og tændte det. Jeg så Disney Channel, da der ikke var andet. Så kunne jeg høre skridt bag mig, og jeg vendte hurtigt kørestolen om. drengene kiggede forskrækket på mig, da de havde ’sneget’ sig ind på mig. De sukkede. ”øv!” sagde Chris, og satte sig i sofaen, med de andre. ”skal vi ikke gå en tur?” sagde jeg, og smilte stort, til de andre, for at få dem til, at sige ja. De sendte hinanden et blik, og nikkede så. Vi gik ud i gangen, og tog jakker, og sko på. Eller jeg tog bare jakke på, da jeg ikke kunne have sko på. Heldigvis, var der ingen trappe. Jeg skulle bare over dørtrinnet, der var ret nemt. Vi kom ud, og solen skinnede. Dejlig dag. Så kom der blitz, og der var journalister over alt. Måske sagde jeg det for hurtigt. Vi ignorerede det, og gik. Eller… jeg rullede. Men det var en dejlig stilhed, som vi havde. Så gik det lige pludselig hurtigere, og jeg fjernede hurtigt mine hænder, som var placeret på mine dæk. Det gik faktisk meget hurtigt. Jeg kiggede mig bagud, og så Chris, der løb. Selvfølgelig med mig. Jeg kiggede frem ad igen. Det gik okay stærkt. Men jeg elskede fart, og satte bare mine arme op i luften, og hujede. De andre grinede bare. Især Chris. Eller også var det bare fordi, han var lige bag mig. Så drejede han skarpt, og kørte mod stranden. ”Chris! Det her er en kørestol! Den har hjul! Det er svært at køre i sa…” længere nåede jeg ikke, da vi ramte sandet, og kørestolen stoppede brat. Chris og jeg, røg forover, og trillede lidt af sted. Vi lagde begge i sandet, døde af grin. Wow! Det gav virkelig et kick! Justin, Chaz og Ryan, kom løbene, og så bekymret på os. Da de så vi lagde og var ved at dø af grin, kiggede de mærkeligt på os. De rystede på hovedet af os, og fnes lidt. Men kun meget lidt. Så stoppede vi med at grine, og kiggede os omkring. Mig og Chris rejste os op. Jeg kiggede ned af mig selv, og opdagede, at jeg havde gips på. Nårh ja! Drengene kiggede forundret på mig. jeg gik lidt, og Chris optog det vidst. Jeg gik meget forsigtigt, da det var besværligt, og gjorde lidt ondt. ”bøh” sagde en person, jeg var ved at gå ind i. jeg kiggede hurtigt op, og stod lige overfor Ryan. ”du burde ikke kunne gå” sagde Ryan, og kiggede mistroisk på mig. ”du har ret… grib mig” sagde jeg, og lod mig falde, og de tre drenge greb mig, da de stod på række. Justin havde ved mit hoved, Ryan ved min mave, og Chaz ved mine ben. Chris optog, og slukkede hurtigt videoen. De satte mig i kørestolen, og kørte forsigtigt med mig, hen ad stranden. Eller Chaz kørte. De turde ikke, lade Chris gøre det. Sjovt nok hva? Egentlig øv. For det var kun Chris, der kunne slå sig løs, og ikke være alvorlige omkring mig, da jeg sad i kørestol. Mærkeligt nok, troede jeg også, at Chaz ville være sådan, men det var han overhovedet ikke. Vi trillede lidt af sted, da der kom en gruppe over mod os, med 2 piger, og 5 drenge. Pigerne skreg, og løb hen mod Justin. ”arg! Du er Justin Bieber” skreg de, højt i kor. Pis også! ”ja? Vil i have en præmie?” sagde jeg, hånende. De kiggede snobbet på mig, og lavede et dræberblik. ”skulle vi høre på en der sad i kørestol?” sagde den ene, meget snobbet. ”som kun skal gøre det i 2-3 måneder, og som nok kommer fri der, og kan tæske jer, det eneste jeg skal vide, er jeres navne, og adresser” sagde jeg, og gav dem dræberblikket tilbage. ”Justin? Kunne du få din ven til at holde mund? Hun fornærmer os! Kunne vi få en autograf?” sagde de, og kiggede smilende på Justin, og gav ham en tusch. ”selvfølgelig kan i få en autograf… hvor henne?” sagde Justin, og de rakte begge deres arm frem, og han skrev en autograf. De fik også taget et par billeder. Så gik de igen. Heldigvis! Justin kiggede surt på mig. ”hvad?” sagde jeg, og kiggede forvirret på ham. Chris, Chaz og Ryan gik. ”du skal ikke fornærme mine fans” sagde Justin koldt, og kiggede ned på mig. Bogstaveligt talt. ”fornærme dem? De skulle ikke en gang høre det” sagde jeg, og kiggede op på ham, med et koldt, surt og såret blik. ”men du blev ved!” sagde Justin, endnu mere koldt. ”ja? DE fornærmede MIG” sagde jeg, og kiggede ligeså koldt igen. ”efter du fornærmede dem! Kan du ikke bare holde kæft, en gang imellem? Eller er det for meget at forlange, fordi du har haft det hårdt, med din mor som skred fra dig? Jeg kan faktisk forstå hende! Og din far! Din eks havde nok bare ikke nok i dig!” sagde Justin hånende, og gik. Han gik hen til drengene, der havde kigget nøje på os. Han gik koldt forbi dem. Drengene kiggede hen på mig. havde Justin lige hånet mig, med min familie? Jeg troede han forstod! Ham af alle mennesker, da hans forældre, også var skilt! Han havde da også haft smerte! Drengene kom hen til mig. De kiggede nysgerrigt på mig. ”kan vi ikke tage hjem?” sagde jeg, og kiggede på Ryan. Han nikkede, og så ’gik’ vi hjem. Det tog lidt tid, og der var en akavet stilhed. Men vi kom hjem, og kom endelig indenfor. Der var køligt. Jeg rullede hen til tv’et, og tændte det. Drengene satte sig i sofaen. Jeg gav dem fjernbetjeningen. Lige nu, havde jeg bare lyst, til at være alene. Jeg rullede ud i køkkenet, og videre hen, til spisebordet. Jeg rullede hen til bordet, så jeg lænede mig ind over det. Jeg lagde mit hoved i mine arme. jeg skulle ikke græde, over sådan en tåbe! Aldrig! Jeg løftede mit hoved. En sang! jeg kunne skrive en sang! Det ville jeg! Så kom jeg ud med mine følelser. Jeg fandt noget papir, og en blyant, i ens skuffe, i kommoden i gangen. Jeg rullede hen til bordet, og begyndte at skrive. Jeg gik i fuld gang, og fik også skrevet noder. Jeg kiggede på papiret. Sangen hed bitch. Jeg havde brug for et instrument! ”Ryan? Har i et klaver eller lignende?” sagde jeg, og rullede ind i stuen til dem. ”øh… ja? Så skal du ud i køkkenet, og ind ad den dør, der er der… inde i det rum, er der et klaver” sagde Ryan, og jeg rullede straks derhen, med mit papir i skødet. Jeg kom hen til døren, og åbnede den. Og ganske rigtigt. Der stod der et sort klaver. Jeg fjernede klaverstolen, og placerede mig selv, foran klaveret. Jeg satte teksten foran mig, og begyndte at spille. Lidt efter sang jeg også. Jeg kunne høre noget skramle, men ignorerede det. Jeg sang færdig, og kiggede bare. Så blev døren åbnet. Jeg rykkede mig ikke, men stirrede bare på teksten.
I hate the world today
You're so good to me
I know but I can't change
tried to tell you but you look at me like maybe I'm an angel
underneath
innocent and sweet
Yesterday I cried
You must have been relieved to see the softer side
I can understand how you'd be so confused
I don't envy you
I'm a little bit of everything
all rolled into one

Chorus:
I'm a bitch, I'm a lover
I'm a child, I'm a mother
I'm a sinner, I'm a saint
I do not feel ashamed
I'm your health, I'm your dream
I'm nothing in between
You know you wouldn't want it any other way

So take me as I am
This may mean you'll have to be a stronger man
Rest assured that when I start to make you nervous
and I'm going to extremes
tomorrow I will change
and today won't mean a thing

Chorus

Just when you think you've got me figured out
the season's already changing
I think it's cool you do what you do
and don't try to save me

Chorus

I'm a bitch, I'm a tease
I'm a goddess on my knees
when you hurt, when you suffer
I'm your angel undercover
I've been numbed, I'm revived
can't say I'm not alive
You know I wouldn't want it any other way
Så lagde der en hånd på min skulder. ”undskyld” kunne jeg høre, Justin’s stemme sige. Jeg kiggede forskrækket op. Og der stod Justin. ”jeg ved godt den sang der, er til mig. Jeg skulle ikke kritisere dig. Undskyld. Jeg skal nok tage dig som du er. Du er faktisk svær, at kende!” sagde Justin, og kiggede undskyldende på mig. jeg fjernede hans hånd, lukkede klaveret, tog mit papir, og åbnede døren. Og så faldt 3 drenge, ind foran mig. Jeg sukkede. Chris, Chaz og Ryan, rejste sig hurtigt, og gjorde plads. Jeg rullede ud af værelset, og videre ud i gangen, hvor jeg rullede ud. Jeg rullede hen ad gaden, og mange kiggede på mig. sikkert fordi, jeg var i kørestol. Alle gjorde plads til mig. Ret irriterende, at de stirrede sådan. Men jeg ignorerede det, og rullede videre, indtil en anden, tog fat, og styrede mig tilbage til huset. Jeg kiggede op, og der var selveste, Justin Bieber. Eller rettere sagt, bæver! Jeg prøvede at standse, men det var umuligt! Vi kom indenfor, og jeg sukkede. Men jeg ville ikke sige, noget til ham. ”hvad er der mellem jer? Hvad gik jeres skænderi ud på, dernede på stranden? Snak om det” sagde Chris, og lød pludselig, helt vildt klog. ”jeg snakker ikke med den” sagde jeg, og pegede på Justin, der stod henne ved de andre, igen. Han smilte uskyldigt til mig. Men jeg skænkede ham ikke et blik. Ikke ET! Jeg gad ham virkelig ikke. Han skulle ikke tro, at han kunne fornærme mig, og så blive tilgivet. ”jeg… kan du ikke tilgive mig? tusind gange undskyld!” sagde Justin, og jeg kiggede hurtigt på ham. Han så trist ud. ”jeg… nej” sagde jeg koldt, og kiggede stift ud af vinduet. ”hvorfor ikke? Hvad skal jeg sige?” sagde Justin, og lød ynkelig. ”jeg er ligeglad med hvad du siger. Du har virkelig gået ud på dybt vand, hvis du vil tilgives” sagde jeg, og kiggede surt på ham. Han sukkede. ”hvorfor er du så sur?” sagde Justin, og stod nu få meter fra mig. ”fordi, du brugte min familie og eks mod mig! jeg åbnede mig for jer, og så bruger du det MOD mig! jeg troede at DU af ALLE mennesker forstod! Du har vel selv følt den smerte, da dine forældre blev skilt! Ikke?” sagde jeg, og kiggede surt på ham. De andre kiggede, forvirrede på os. ”og jeg regner med, du ikke har sagt, hvad vi skændtes om?” sagde jeg, og kiggede opgivende på ham. Han rystede kort på hovedet. Jeg sukkede opgivende. Fint! Så forstod de mig ikke. Helt fint med mig. jeg ville SÅ meget løbe væk, hvis jeg kunne! Jeg ville ikke være her, et sekund mere. ”hvad tænker du på?” sagde Chris, som om han havde luret mig. ”ikke noget” sagde jeg, og kiggede på Chris, med et uskyldigt blik. Han nikkede, men man kunne se, han ikke troede på mig. ”så du vil ikke tilgive mig?” sagde Justin, og jeg kiggede hurtigt, men forskrækket over på Justin. ”ikke foreløbig… medmindre jeg skal sætte kryds i min kalender? Du kan blive klemt ind, mellem 2015 og 2016?” sagde jeg, og kiggede surt på ham. ”tror du virkelig, der vil gå 5 år? Det tror jeg næppe” sagde Justin, og kiggede skummelt på mig. ”ja… ja det tror jeg” sagde jeg, og kiggede på de andre, der fnes af os. ”jeg er ikke en… belieber? Jeg er hater! Husk det!” sagde jeg, og rullede hen ved siden af sofaen, og så tv. De så fodbold. Favorite sport! Justin satte sig i sofaen, tættest på mig. Jeg rykkede en meter, længere væk fra sofaen. Justin sukkede, men de andre fnes bare. Jeg ignorerede det, og kiggede ud af vinduet. Det var begyndt at regne. Vejret var gråt, ligesom mit humør. Jeg havde lyst til at skrige, men det ville nok ikke hjælpe. Jeg havde hørt, at det hjalp med boksning. Så kunne man komme af med sin vrede. Det kunne jeg prøve, når jeg kom fri af den her dødsfælde, kaldet kørestol. Jeg GAD virkelig ikke, at være i dødsfælden i 2-3 MÅNEDER! Jeg mener… måneder! Hvem gider det? Ingen? Rigtigt! Jeg blev faktisk træt, af at se på regnen. Jeg satte mig bedre tilpas i dødsfælden, og lukkede mine øjne, og faldt i en dejlig søvn.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...