(JB)Mit forvirrende liv.

Emma har et ønkse om at flytte til USA, og blive sanger. Det ønske har hun haft i mange år nu. Da hendes mor en hel almindelig dag kommer hjem fra arbejde, og fortæller at de skal flytte til USA er Emma overlykkelig. Men det hun ikke ved er at USA er et stort og forvirrende land, med et forvirrende folk.


14Likes
181Kommentarer
5995Visninger
AA

16. Stilleter

”Det er fem minutter siden de skulle ha’ været her.” Mumlede Sandy spændt, og kiggede sig igen i det lille spejl hun havde i sin hånd.
”Rolig nu, der er sikker bare trafik.” Smilede jeg afslappet.
Sandy så ikke ud til at høre på mig, da hun begyndte at gå frem og tilbage. Vi havde lavet en aftale med Justin og Chris om vi skulle mødes i centret i dag kl. 12:00, og nu var den 5 min over – Til Sandys store frustration. Sandy havde spasset helt ud, da vi var kommet ud af rummet i går fra Justin, som det først var der det hele rigtigt havde gået op for hende. Jeg havde bare ladet hende snakke løs om hvor fantastisk det var. Jeg synes selv det var en mærkelig situation, at være i. Der var ikke hver dag man opdagede at en af ens venner var en verdens kendt sanger, som alle ens venner vil dø, for at møde. Jeg kunne mærke jeg blev prikket på skulderen, og vente mig om til en smilende Justin. ”Undskyld vi kommer for sent, trafikken var forfærdig.” Sagde han undskyldende.
Jeg smilede, og kiggede på ham. Han havde sine sorte solbriller på, og en turkis kasket. Jeg undrede mig ikke over det mere, nu vidste jeg hvorfor. Jeg kiggede over på Sandy, som stod med store øjne, og smilede. ”Er hun stadig ikke kommet over jeg er Justin Bieber?” Hviskede han stille i mit øre.
Jeg rystede grinene på hovedet. ”Men hvor er Christian?” Spurgte jeg, og kigge rundt.
”Jeg er her!” Sagde en stemme bag mig.
Jeg vendte mig forskrækket om, og smilede til ham. ”Og en af de andre grunde til vi kommer for sent, er fordi Chris skulle have en slush-ice.” Sagde Justin irretteret. Chris nikkede smilende på hovedet. Chris stod med den største af de største slush-ice jeg i mit liv havde set, med utrolig mange farver. Jeg rystede på hovedet. ”Det er jo også livsnødvendigt.” sagde jeg ironisk, men Chris nikkede kraftigt.
”Men skal vi komme i gang med shoppingen?” Sagde Sandy, og stilte sig ved siden af mig.
Justin og Chris lavede en grimasse, men vi innorede dem. Vi gik ned af den lange ’gang’ med butikkerne. Vi var heldige der ikke var særlig mange i dag, ellers vil Justin nok havde blevet opdaget. Eller måske ikke, vi havde jo ikke opdaget ham. ”Vi skal her ind!” Sagde Sandy, og trak mig i armen, så jeg var nær ved at falde. Jeg nåede lige at tage fat i Justins arm, og rev ham med ind i butikken. Jeg kiggede rundt. Vi stod inde i enorm sko butik, med forskellige farverige sko på hver hylde. Det var en drøm, at stå imellem alle de sko, og vide jeg faktisk havde råd til et par eller to. Min mor havde givet mig en 500 kr. seddel, til lidt ny tøj – der høre sko vel også under. ”De her er for fede.” Mumlede Sandy, og gik væk fra os.
Jeg gik hurtigt efter, og kunne høre Justin og Chris sukke, men de fulgte dog trop. Sandy tog et par mørkeblå stilleter op i hånden. Jeg elskede farven, men da jeg så hælen, blev jeg straks mere striks. ”Kan man overhoved gå i dem når de er så høje?” Mumlede jeg forvirret.
Sandy nikkede ivrigt på hovedet, og tog sin egen klip klap af, og prøvede dem. Hun nåede at gå et par skridt, og så skvattede hun. Stille og yndefuldt, landede hun på gulvet, med et bump. ”Du har ret. De er for høje. Av!” mumlede hun, da hun rejste sig, efter hun havde taget dem af igen.
”Det kan da ikke være så svært at gå i dem der.” Sagde Justin, og nikkede sigende imod dem.
Jeg kiggede mærkeligt på ham. ”Og hvor ved du det fra?”
”Jeg har set tons vis af piger, der gå i højere hæle, så det må ikke være så svært.” sagde han, og fnøs.
Jeg hev stiletterne ud af hånden på Sandy, før hun nåede at ligge dem ned i den lille rektanglede kasse. ”Bevis det!” Sagde jeg, og smilede et lumsk smil.
Han hev dem ud af hånden på mig, og tog dem på. Han nåede lige at rejse sig op, da han begyndte at svaje. ”Hvordan går det Bieber?” Grinte jeg.
”Hvad er dit efternavn?” Spurgte han, da han igen fik kontrollen om de små, og tynde hæle. ”Anderson, hvorfor?” Spurgte jeg mistænkeligt.
”Det går fint Anderson!” Sagde han, og smilede et overlegen smil til mig.
”Så prøv at gå i dem Justin, du står jo bare stille.” Sagde Sandy, overraskende godt med sin normale stemme. Jeg smilede et kort smil til hende.
Justin begyndte at gå et skridt frem, men farede dog hurtigt sammen, da han var ved at miste balancen – igen. Han begyndte at gå igen, og lige da jeg troede han faktisk var bedre til det end os, faldt han. Ikke yndefuldt, og elegant som Sandy havde gjort det, men hårdt og klodset. Chris begyndte at grine hysterisk, mens Sandy og jeg farede hen, for at hjælpe ham op. ”Er du okay?” Spurgte Sandy nervøs, da hun gav ham en hånd op.
Han nikkede. ”Jeg kom længere end dig!” Grinede han.

”Kan vi ikke gå derind? Jeg har ondt i armene.” Klagede Chris, da vi gik forbi en stor cafe.
Jeg nikkede, ”Jeg giver, fordi i har været vores pakkeæsler i dag.” Smilede jeg, og holdte døren for dem.
Jeg lukkede den forsigtigt efter mig. Der mødte mig en dejlig varm luft, og en strejf af varm kakao strejfede min næse. Jeg forsatte op til kassen, mens de andre ville finde et bord til os. Køen var ikke specielt lang, men alligevel havde jeg lyst til at snyde foran i køen, da jeg havde brug for en stor kop kakao, til at varme min iskolde krop.
Der kun var en person foran mig, og jeg kiggede utålmodigt ned på mit lille lilla armbåndsur. Jeg havde kun stået i køen, i knap 5 minutter, men alligevel følelse det som om jeg havde stået der i 20 minutter. Det blev endelig min tur, og jeg fik bestilt fire kopper varm kakao.
Jeg kiggede stille rundt i det overfyldte lokale, da jeg kunne høre en råben bag mig. ”Vi er her!”
Jeg vendte mig hurtigt om, men i min hurtige vending nåde jeg ikke at se at der stod en gammel dame bag mig. Sekunderne stod stille, og jeg vaklede rundt med bakken, hvor den varme chokolade stod på. Jeg kunne hele tiden se chokoladen der nærmede sig kanten af krusene, og ned igen. Jeg kunne mærke en varm følelse ned af min mave. Jeg fik balancen igen, men det var stadig svært at stå stille med mine rystende hænder. ”Det må de virkelig undskylde.” Sagde den gamle dame, og sendte et skævt smil til mig.
”Det var ikke Deres skyld, jeg skulle bare ha’ kigget mig bedre for.” Smilede jeg, og prøvede at få kontrol over bakken. Jeg skimmede Justins turkis blå hat, og forsatte over til det bor de havde slået sig ned ved. ”Godt du ikke spildte noget.” Smilte Justin, og tog en kop. Jeg kunne straks mærke den varme og brændende følelse igen, ned af min mave. Jeg kiggede ned. Mine hvide trøje var overfyldt af kakao. ”Ja, dejligt. ”Mumlede jeg ironisk, og prøvede at tørrer det af, med en serviet - uden held. ”R.I.P min ynglings trøje.” Sagde jeg trist, og gav op.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...