(JB)Mit forvirrende liv.

Emma har et ønkse om at flytte til USA, og blive sanger. Det ønske har hun haft i mange år nu. Da hendes mor en hel almindelig dag kommer hjem fra arbejde, og fortæller at de skal flytte til USA er Emma overlykkelig. Men det hun ikke ved er at USA er et stort og forvirrende land, med et forvirrende folk.


14Likes
181Kommentarer
5882Visninger
AA

11. Skrigende veninder.

”Sandy, sig det nu.” Grinede jeg, da hun gispede efter luft, mens hun mumlede noget komplet utydeligt. ”Okay,” Sagde hun, og prøvede at falde lidt ned.
”Vi skal møde Justin Bieber!” Skreg hun, med det samme hun havde fået sit toneleje helt ned. ”Hvorfor skal vi det?” Spurgte jeg undrende, og kiggede på Justin, som grinte af Sandy. ”Justin, ham her, min nye bedste ven! Kan skaffe backstage billetter!” Skreg hun igen, og krammede Justin, så han knap kunne få vejret.
Hun blev ved med at skrige, og kramme Justin. ”Okay, stop lige med at skrige.” Sagde jeg højt, og gik væk fra dem. Tanken om at jeg skulle møde Justin Bieber var, Ja hvordan skal jeg sige det. Betød egentlig ikke specielt meget. Han var en kendt sanger, og jeg kunne lide hans musik, ja. Men jeg havde ikke blot noget behov for at møde ham. ”Hvornår, og hvorfor skal jeg med?” Mumlede jeg, og lagde mig så lang jeg er på min seng, og kiggede op i det kedelige hvide loft. ”Koncerten, på fredag!” sagde Sandy højt, men ikke lige så højt som før – heldigvis.
”Hvordan kan du sørge for det, Justin?” Jeg kiggede over på Justin, som ikke havde sagt noget hele samtalen, igen om HAN kunne skaffe os backstage.
”Åh, ”Mumlede han, og kløede sig i nakken, mens han kiggede nervøs ned i jorden.
”Min lillesøster og hendes veninde har dem. ”Sagde han hurtigt, og kiggede op på os med et mærkeligt tilfreds smil. ”Men så er det jo deres?” Mumlede jeg dumt, og løftede spørgerne det ene øjenbryn. ”Ja, men de kan ikke komme med alligevel.”
Jeg nikkede forstående. ”En skam.” Sukkede jeg, og tænkte på hvor meget de måtte ha’ glædet sig, og så kunne de ikke komme med, måske begrund af en dum onkels fødselsdag.
”Men nu skal VI møde ham!” Smilede Sandy, og kiggede drømmende ud af vinduet.
”Behøver jeg at tage med dig, om og møde ham? Jeg kommer jo kun fordi jeg vil høre ham synge.” Prøvede jeg, men blev hurtigt mødt af Sandys hundeøjne. ”Det kan være han kan kende dig for youtube, og så bliver du en stor stjerne!”
Jeg rystede grinende på hovedet. Justin Bieber havde kommenteret mit video klip, men han kommenteret så mange hver dag, så hvorfor skulle han kunne kende lige præcis mig? Men tanken om han MÅSKE kunne kende mig, kørte rundt i min hjerne. Så slemt kunne det vel heller ikke være at møde ham. ”Okay, okay, jeg skal nok tage med dig.” smilede jeg, og rejste mig for sengen.
”Du er den bedste!” skreg Sandy, og løb over for at give mig et kram. Det endte med hun nærmest overfaldt mig, og jeg væltede bagud, ned i sengen igen. ”Pas på!” Råbte Justin, og hoppede ned i sengen, og begyndte at kilde os begge to, så vi begyndte at grine helt hysterisk. Jeg prøvede at kilde Justin igen, men han var ikke helt så kilden som os, så det nyttede ikke noget. Isteden begyndte jeg og slå ham med en af puderne, som til dagligt bare stod som pynt, men i dag kunne den prøves til noget fornuftigt – slå Justin. Sandy opfangede hurtigt min plan, og greb også fat om en pude, og begyndte derefter at slå løs på Justin. ”Hey det er unfair!” Grinte Justin, da vi havde fået ham ned at ligge på maven. ”Du begyndte, så nej, egentlig ikke!” Råbte Sandy, mens hun grinende forsatte med at slå ham, med den forholdsvise bløde pude.
”Jeg er så lækker, jeg er så skøn.” begyndte min mobil at spille, på dansk.
Jeg hoppede hurtigt ned af sengen, og løb over for at tage den. ”Hej!” sagde jeg glad, og lettere forpustet. ”Har du allerede glemt os?” Spurgte Sebastians dybe danske, stemme.
”Nej, du er da… åh, hvad var nu dit navn igen?” Jokede jeg, på mit stadige, rene dansk
”Du er så sjov hva?” Grinede Sebastian.
”Yes! Endelig en der synes jeg er sjov! Sig det videre til Emma!” Råbte jeg af bare glæde. Jeg fik altid folk til at gine af mine jokes, men de sagde de kun grinte fordi de var så platte, selvom jeg synes de var meget sjove. ”Emma, du er ikke sjov, og det bliver du aldrig!” Kunne jeg høre Emma sige i baggrunden. ”Sjoveren en dig!” Råbte jeg glad tilbage, da Emma havde den mest platte humor. ”Hvad er det hun siger?” Kunne jeg høre Justin spørger Sandy om.
”En masse på dansk.” Smilede Sandy tilbage.
Jeg vendte min opmærksomhed tilbage på Sebastian, som stadig var i telefonen. ”Kommer du på skype?”
Isteden for at svarer ham, tændte jeg for mit webcam og for skype, og ringede ham op. ”Hej!” Sagde jeg smilende, da mine to bedste venner dukkede op på skærmen.
Jeg kunne se Sebastian slukkede sin mobil, og to sekunder efter, kunne også høre han havde lagt på. Jeg lagde min mobil på bordet, og vinkede Sandy og Justin over til computeren. ”Kan i huske Sandy?” Smilede jeg.
Sandy havde ”tilhørt vores gruppe” da hun havde boet i Danmark, så selvføledig kunne de huske hende. ”Og det her er min nye ven, Justin.” Smilede jeg, og kiggede på Justin, som kiggede interesseret på skærmen, som om det var en slags rumvæsner der sad på den anden side. ”Hej.” Sagde han smilende, med sin amerikanske accent.
”Jeg hedder Emma, og det her er Sebastian.” Sagde Emma, på sit endnu dårligere engelsk end mit. Justin smilede sit charmerende smil tilbage, og Emma gengældte det endnu en gang. Jeg rystede smilende på hovedet. ”Nå, men vi så du har fået lavet en youtube Chanel!” Smilede Sebastian, på engelsk, så Justin også kunne være med i samtalen.
”Og JUSTIN BEIEBR har kommenteret din ene video!” Råbte Emma, og kunne pludselig vende sin opmærksomhed på mig, som efterhånden havde været på Justin i noget tid. ”Er det ikke fantastisk?!” Skreg Sandy igen. Sandy og Emma var de to største Justin Bieber fans jeg kendte, og de kunne begge snakke om ham i evigheder, mens jeg bare sad og lyttede. ”Please, hver sød ikke at skrige.” Mumlede jeg, og lavede min berømte grimasse, når deres toneleje blev for højt og skinger.
Den havde jeg efterhånden lavede mange gange. Isteden for at blive ved med at skrige, begyndte Sandy og hoppe op og ned på sin stol, som også irretteret mig. ”Og vi skal møde ham på fredag!” Smilede Sandy.
Emmas øjne blev store, og så var vi jo nød til at fortælle hende hel den måde vi havde fået billetter på. Juhuu, nu skulle jeg blive endnu mere døv!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...