(JB)Mit forvirrende liv.

Emma har et ønkse om at flytte til USA, og blive sanger. Det ønske har hun haft i mange år nu. Da hendes mor en hel almindelig dag kommer hjem fra arbejde, og fortæller at de skal flytte til USA er Emma overlykkelig. Men det hun ikke ved er at USA er et stort og forvirrende land, med et forvirrende folk.


14Likes
181Kommentarer
5882Visninger
AA

8. Sang og guitar spil.

”Det skal nok blive et flot værelse. Hvornår får du egentlig de nye møbler din mor har lovet dig?” Spurgte Sandy, og satte sig på min ny redte seng. ”Vi har ikke været ude og kigge på dem endnu, men forehåbeligt snart.” Smilede jeg. Jeg skævede over til Justin som havde sat sig på min gamle vakelvogne stol, som jeg havde placeret over i et hjørne, med en masse papkasser. ”Hvad skal vi lave?” Spurgte Sandy, og lændte sig tilbage i sengen, og kiggede op i loftet.
Jeg selv, stod stadig i midten af hele rodet, mens mine gæster sad og ventede på jeg fandt på noget passende at underholde med. Ægeligt det aldrig havde været mine stærke side, til at finde på hvad man skulle lave. ”Godt spørgsmål..” Mumlede jeg stille, og kiggede ned i jorden, da det var temmelig akavet. ”Men vi kan nok ikke lave så meget her, der er jo et stort rod.” mumlede jeg, stadig med blikket fæstet til gulvet.
”Synger du egentlig stadig?” Spurgte Sandy glad, og satte sig op igen i sengen. Jeg nikkede smilende på hovedet, det gjorder jeg hvert fald. Musik var mit liv, jeg havde den drøm om at blive en kendt sanger, og den havde jeg haft siden jeg var 13 år, hvor jeg virkeligt fandt ud af hvor meget jeg holdte af at synge. ”Og jeg er begyndt at spille guitar.” Grinte jeg.
Sandy rystede smilende på hovedet. ”Sidste gang jeg hørte dig spille guitar, lød det, ja, lad os sige specielt..” Grinte hun. Jeg trak på skulderne, og kiggede over på Justin der rømmede sig. ”Synger du?” Smilede han, og kiggede på mig, med et nysgerrigt blik.
Jeg nikkede, og kiggede lidt nærmere på ham. Han havde en grå hue på, som var godt trukket ned over hans hoved, med et par sorte solbriller – de samme som i går. Jeg begyndte at undrer mig over det, han havde altid solbriller på, men jeg forstod ham godt når det var udenfor hvor solen skinnede, men indenfor? Men det måtte han vel selv om. ”Justin, hvorfor har du solbriller på indenfor?”
Min mund snakkede uden jeg havde givet den besked på det, og jeg fjernede hurtigt mit blik fra ham. Jeg kiggede over på ham igen da han ikke havde svaret i noget tid. Han sad med blikket rettet ned i hans skød, det så ud til han prøvede at finde en forklaring på det. ”Det gør ikke..” Prøvede jeg, men han afbrød mig, ”Jeg kan bare bedst lide at have solbriller på.” Han smilede et stort smil til mig, hvor jeg bare nikkede sigende på hovedet. ”Hvor lang tid har du sunget?” Spurgte Justin, og skiftede dermed emne. ”Jeg sang før jeg kunne tale.” Grinte jeg.
”Hvor lang tid har du så spillede guitar?”
Jeg satte mig ved siden af Sandy på sengen, og tænkte mig om. ”Kun et år, vil jeg tro.”
Han nikkede. ”Må vi ikke høre et nummer?” Spurgte Sandy, som sad ved siden af mig.
Jeg kiggede over på hende, hvor hun sendte mig hendes hundeøjne. Jeg kendte ikke nogle bedre end Sandy til at lave hundeøjne. Jeg havde aldrig haft svært ved at sige fra overfor mine veninders hundeøjne, men Sandys – Dem kunne man simpelthen ikke sige nej til. ”Det må i vel godt.” mumlede jeg, og kiggede over på Justin. ”Du skal synge et nummer du kan spille guitar til! Hvis du kan.” Sandy begyndte at grine igen.
”Så slem er jeg vel heller ikke til at spille guitar.” Sagde jeg, og skævede over på hende. Hun tog sig sammen, og rystede på hovedet. ”Men jeg ved ikke engang hvor min guitar er henne i alt det her rod.” Sagde jeg og lavede en grimasse. ”Eller vent, måske har min mor sat dem ind i gæsteværelset.” Mumlede jeg, og rejste mig hurtigt, og skyndte mig ud af døren.
Jeg gik igennem den korte gang med hurtige, og lange skridt. Jeg åbnede døren, og blev mødt af et endnu stører rod end inde på mit værelse. ”Har du fundet den?” Råbte en stemme bag mig.
”Ikke endnu, men jeg ved den er her.” Råbte jeg tilbage, og masede mig ind i rummet.
Jeg stod nu i midten af rummet, og kigge opgivende mig omkring hvor der stod papkasser. ”Har du brug for hjælp?” Spurgte Justin som dukkede op i døråbningen sammen med Sandy.
”Ja tak, jeg er sikker på den er her et sted.” Mumlede jeg, og drejede en halv omgang.
”Er det denne?” Spurgte Sandy, og løftede min elskede guitar op fra gulvet. Jeg smilede et stort smil. ”Ja.”
Jeg tog den under armen, og fik dem med ind på mit værelse igen. ”Men hvad skal jeg spille?” Spurgte jeg, og kiggede på da jeg havde spillet lidt. ”En Justin Bieber sang! Kan du en Justin Bieber sang?!” Hvinede Sandy, og begyndte direkte at hoppe op og ned.
Jeg smilede, og tænkte mig om. Jeg havde spillet ”never say never” Hjemme i Danmark, men jeg var ikke sikker på det var de rigtige rekorder jeg brugte. ”Jeg kan omkvædet af ’never say never’ Eller jeg er ikke sikker på jeg spiller rigtigt på guitaren, men det er det tætteste jeg kommer på.” Smilede jeg. Sandy nikkede spændt, og ivrigt på hovedet. Jeg kiggede over på Justin som ikke havde sagt noget, igennem snakken om Justin Bieber. Han var sikkert træt af alle pigers snak om hvor fantastisk han var. Det var forståeligt, selv jeg var ved at være godt træt af det. ”Har du noget imod hvis jeg spiller en Justin Bieber sang? Som du kan se er min gode veninde ramt af den såkaldte ’Bieber Fever’ ” Sukkede jeg.
”Det er helt fint, jeg har intet imod hans musik.” Smilede han.
”Og han er herrer lækker!” Råbte Sandy, og sluttede med et langt suk.
Jeg rystede på hovedet, og vendte min opmærksomhed ned på stegene. Jeg kunne høre et grin, som måtte tilhøre Justin, da det ikke lød til Sandy, men jeg fjernede ikke min opmærksomhed fra guitaren. ”Synger du snart?” Sukkede Sandy, utålmodigt.
Jeg kiggede op, og smilede til hende.” Jeg vendte bare på du skulle spørger.”
Jeg lod mine fingere glider over strengene, og jeg begyndte at synge med. ”I will never say never..” Sang jeg, og jeg forsatte hele omkvædet igennem. Jeg havde en ro i mig når jeg sang, som jeg ikke havde i mig ellers. En ro, og troen på mig selv, som jeg elskede. Jeg havde ikke den højeste selvtillid, men når jeg vidste jeg var god til noget, var det en fantastisk følelse, og det havde jeg når jeg sang. Jeg havde ikke troet på jeg var god til at synge i starten, men jeg elskede det, og jeg elskede at synge foran folk, ligegyldigt om jeg kendte dem eller ej – jeg vil bare synge. Hver menneske jeg sang for, sagde jeg sang godt, eller nær fantastisk. Da folk blev ved med at sige det, begyndte jeg at tro på mig selv. Jeg kiggede op fra guitaren, med et stort smil. De sagde ingenting. Først blev jeg bange, sang jeg ikke godt alligevel? Var det bare noget folk havde sagt der hjemme? Havde de løjet? Spørgsmålene fløj igennem mit hoved, men blev afbrudt af Sandys honning søde stemme. ”Wow, der er sket meget med din stemme på det år.”
”På den gode eller dårlige måde?” Mumlede jeg, og håbede inderligt på den gode, selvføledig. ”Selvføledig den gode, fjols! Du synger fantastisk!” Sukkede hun. ”Næsten bedre en Justin Bieber.” sagde hun.
Jeg kiggede overasket over på hende, og kunne se hun skyndte sig at hive sin hånd op til munden. ”Han er den bedste dreng til at synge den sang, og du er den bedste pige.” Skyndte hun sig at indskyde. ”Tak, hvor er du sød.” Smilede jeg, og sukkede lettet over det var den gode måde, min stemme havde ændret sig på. Jeg kiggede over på Justin som stadig sad i hjørnet nær mig, på den gamle vakelvogne stol. ”Jeg skal helt sikkert nok købe dit album når det kommer ud!” Sagde han med en selvsikker stemme, og sendte mig et kæmpe smil, som varmet helt ned i maven på mig. ”Tak, der er bare det problem at jeg ikke har mulighederne for det.” Sukkede jeg. ”Sæt videoer ud på youtube, det var sådan je… ” Sandy og jeg kiggede mærkeligt på ham, hvad var han ved at sige? ”Justin Bieber blev kendte.” forsatte han stammende.
Jeg nikkede, det lød vel ikke helt tosset. ”Det kunne da være.” Smilede jeg glad.
”Jeg vil gerne hjælpe med at optage!” Sagde Justin, og rejste sig for stolen.
”Og jeg vil gerne hjælpe med at sætte din nye mikrofon op, den som du fortalte så meget om i går!” Sagde Sandy, og rejste sig også. Jeg smilede til dem. ”Hvor er i søde! Kom!”
Jeg gik med raske skridt ud af døren, og ned af den korte gang. Nu skulle der rodes flytte kasser igennem for at finde det!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...