(JB)Mit forvirrende liv.

Emma har et ønkse om at flytte til USA, og blive sanger. Det ønske har hun haft i mange år nu. Da hendes mor en hel almindelig dag kommer hjem fra arbejde, og fortæller at de skal flytte til USA er Emma overlykkelig. Men det hun ikke ved er at USA er et stort og forvirrende land, med et forvirrende folk.


14Likes
181Kommentarer
5883Visninger
AA

12. Isboden.

”Justin, jeg falder altså bare.” grinede jeg, da Justin insisterede på jeg skulle op på hans skateboard.
”Nej du gør ikke, du skal bare tro på du kan. Never say never.” Smilede han, og satte en fod på skateboardet, så det ikke rullede sin egen lille vej ud i den store park.
Sandy og jeg havde givet os, efter et langt plageri fra Justin side, og taget med ham på skateboard banen, som lå centralt i den store lokale park. Jeg smilede, og tog en dyb indånding, mens jeg omhyggeligt stilte min ene fod på brættet. Jeg kiggede op, og kunne se Justin smile, mens han fokuserede på boardet. Jeg satte stille min anden fod op, ved siden af den anden. Jeg følte med det samme at jeg vil falde, så jeg skyndte mig at tage et fast, og solidt tag om Justin skuldre, så det følelses nogenlunde sikkert. ”Hvordan får jeg så det i gang?” Grinede jeg, men uden at fjernede mit blik fra boardet.
Isteden for at svare mig, kunne jeg mærke hans skuldre begyndte at bevæge sig, og mili sekunder efter, bevægede brættet sig også. Jeg strammede mit tag om hans skuldre endnu hårdere, og kiggede for første gang siden jeg havde sat mine fødder på boardet, op på Sandy. Sandy sad på en bænk, i centrum af den hele. Hendes hår bølgede ned af skulderen, mens vinden fik det til at ’danse’. Parken var et smukt sted, med en masse andre unge- jeg fortrød jeg ikke havde taget med noget før. ”Nu skal du prøve selv.”
Før jeg nåede at reagere, havde mine hænder ikke fat i andet end den tynde luft, og jeg havde straks fornemmelsen af jeg ikke havde kontrol over det mere. Den ellers så smukke park, gled hurtigt forbi mine øjne, det føles som om boardet løb fra mig. Men det var jo en tåbelig følelse, da jeg jo stod på det. Jeg kiggede ligeud, og kunne se isboden længere fremme. Tankerne om hvordan jeg skulle for vendt denne tåbelige tingest jeg havde sat mine fødder på, før jeg ramte den, fór igennem mit hoved. Isboden kom tættere og tættere på, for hver sekund der gik, og menneskers forskrækket blik, røg forbi. Da jeg var tæt på at det var for sent at gøre noget, satte jeg benet i jorden, så boardet drejede. Jeg jublede indvendigt, men det stoppede hurtigt, da jeg så et stort træ foran mig. Boardet stoppede, og jeg røg ned i det friske grønne græs, som heldigvis var meget blødt. Jeg åbnede langsomt mine øjne, og kunne se den smukke sky frie himmel. Den smukke udsigt, blev spoleret af et hoved, med noget lyst hår, som kom ind over. ”Er du okay?” ansigtet lyste op i et charmerende smil.
”Er jeg i himlen?” Mumlede jeg, og kiggede ligefrem for mig.
Jeg ville ikke være død, jeg havde lige fået min drøm om at komme til USA, og jeg kunne ikke bare forlade min mor, og mine venner. Ansigtet begyndte nu at grine en smule, og rakte mig en hånd. Jeg undlod at tage hånden. ”Er jeg?” Spurgte jeg isteden.
”Nej, du er i den lokale park.”
Jeg åbnede mine øjne helt op, og kiggede rundt om mig. Isboden stod til højre for mig, og der var masser af mennesker der skatede rundt, eller spiste is, som før. Jeg kunne skimme nogle fødder der kom tættere på. Jeg kiggede op, og kunne se Sandys grinene ansigt komme, efterfulgt af Justin bekymrede mine. Jeg satte albuerne i jorden. ”Jeg troede altså på det.” Grinede jeg, til Justin.
Justins bekymrede mine forsvandt hurtigt, og han trak en smule på smile båndet. Jeg kiggede igen op på det ukendte ansigt. Person havde lyst hår, blå øjne, og et charmerende smil, som en hver pige ville falde for – Matthew. ”Matthew?” Spurgte jeg undrende, og rejste mig hurtigt op, og børstede mit tøj rent for græs.
”Hej Emma.” Smilede han.
Jeg rødmede svagt, og kiggede ned i græsset. Jeg var lige faldet af på et skateboard foran nok byens lækreste dreng, som havde spurgt efter mit nummer forleden. Det havde han helt sikkert fortrudt nu, for hvem gad og vise en klodset, og dum pige rundt på skolen, når hun startede. ”Er du okay?”
Jeg kiggede op, og var som fæstnet fast til hans turkis farvede blå øjne. ”Ja.. det tror jeg..” Mumlede jeg forsigtigt, bange for at gøre noget forkert.
Sidste gang jeg havde mødt ham, havde jeg selvføledig godt kunne se han havde udseendet med sig, men i dag trådte det virkelig ud. Hans bare mave, og hans lyse hår, som var sat tjekket op med voks, sådan havde han ikke stået sidste gang jeg så ham, der havde han bare været afslappet klædt, som han gik i skole, i myldret af en masse mennesker. Nu stod han i bar mave, og snakkede med mig, foran Justin og Sandy. ”Nå, men jeg skal også til at hjem, med min lillesøster.” Smilede han, da en lille pige i en lilla kjole, stilte sig ved hans side.
”Men tak for hjælpen.” Smilede jeg, og kiggede hen på hans lillesøster, så jeg ikke faldt mere i trance. Han nikkede kort på hovedet, tog sin lillesøster i hånden, og gik ned af en, af de mange stier. ”Jeg stiger aldrig op på det board igen!” Sagde jeg hurtigt, da jeg så Justin havde sat det foran mig igen.
”Jamen det kørte jo overhoved ikke hurtigt, og der skete jo ikke noget.” Jeg kiggede på ham med mit øvede dræberblik. ”Det kørte hurtigt nok til mig!” snerrede jeg.
”Sorry.” Grinte Justin. Mit dræberblik løsnede op, og jeg kiggede hen på Sandy.
”Sandy, skal du ikke prøve?” Spurgte jeg med et lille smil. ”Først skal jeg lige tale med ham der!” Hun hev noget frem for sin baglomme – et lille spejl. ”Hvem?” Spurgte jeg hurtigt, mens jeg stilte mig ved siden af hende. ”Ham med det brune hår, og capen.” Sagde hun, mens hun lagde sit spejl tilbage i lommen.
”Så skal der flirtes.” Da hun skulle til at tage det første skridt, blev hun stoppede af Justin, som gik lige ind foran hende. ”Hvad med en is? Så sørger jeg for han kommer herhen.”
Sandy lagde armene over kors, og kiggede undrende på ham. ”Hvordan?”
”Jeg kender ham.”
Sandy kiggede over skulderne på Justin, men kiggede hurtigt på ham igen.
”Navn?”
”Christian.” Sagde Justin hurtigt.
”Efternavn?”
Jeg kunne ikke lade være med at fnise en smule, det lød som om han var til et forhør, som en eller anden kriminel. ”Åhm, jeg er en dreng, jeg kan ikke mine venners efternavne.” Sagde han, og smilede et lille smil. Før Sandy nåede at stille flere spørgsmål, stak han hende en 100 kr. seddel, i hånden. ”I køber is til os alle, og jeg henter ham.”
Sandy sukkede, og kigge sig over skulderne. ”Går du med over til isboden?”
Jeg nikkede, og tog hende under armen.

”Bare rolig, Justin skal nok være ordentlig over for ham.” sagde jeg, da Sandy ikke havde sagt noget hele vejen efter is, og tilbage.
Det lignede hende ikke. Hun nikkede, og lyste op i sit sødeste smil. Jeg kiggede hen af den sti, hun havde sit blik rettet imod, og kunne se Justin og hans ven, Christian komme gående op af. Christian havde sandfarvede hængerøvs bukser på, med en normal sort t-shit, med et lille v- uskæring. Men hans cap, var nu trukket helt ned over hovedet, og han havde sorte solbriller på. Man kunne i det hele taget ikke rigtig se ham.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...