(JB)Mit forvirrende liv.

Emma har et ønkse om at flytte til USA, og blive sanger. Det ønske har hun haft i mange år nu. Da hendes mor en hel almindelig dag kommer hjem fra arbejde, og fortæller at de skal flytte til USA er Emma overlykkelig. Men det hun ikke ved er at USA er et stort og forvirrende land, med et forvirrende folk.


14Likes
181Kommentarer
5992Visninger
AA

17. High School.

Jeg steg nervøst ud af Sandy lille beige bil, og kiggede udover menneskemyldret. Utrolig mange stilarter af mennesker, krydsede hinanden på krys og tværs, så det nær lignede en øvet kvadrille opvisning. ”Kom nu, ellers får vi en eftersidning.” Sagde Sandy, og smækkede døren til bilen i.
Jeg gik med rystende ben efter hende, mens jeg kiggede interessant rundt. Den store græsplæne foran skolen, havde set så fredelig ud, til football kampen, men nu var den proppede med teenager i forskellige aldre - High School piger, og drenge, og sådan en vil jeg også være om lidt. ”Er du med?” Spurgte Sandy, samtidig med hun smilede til en høj brunhåret dreng, som gik forbi os.
Jeg kiggede på hende med et sigende blik, ”Hvem var det?”
Hun trak på skuldrende, og gik videre i et roligt tempo. ”En jeg har fysik med.” Smilede hun, samtidig med hun skubbede den store dør op, vi nu stod foran.
Jeg trådte ind af døren, og stoppede et øjeblik op, mens jeg kiggede hen af den lange gang, vi var kommet ind på. Væggene var farvet i blå og hvide farver, og op af dem, var der stablet skabe op af. På mange af skabene var der sat en løve op, i blå og hvid – Skolens maskot, havde jeg læst på internettet. Midt i alle mine tanker, blev jeg skubbet hårdt i ryggen, og var lige ved at få overbalance, og havne på jorden, hvor alle de travle fødder var, men jeg nåede heldigvis at støtte af med en af mine fødder, og genvandt balancen. ”Flyt dig stump!” Snerrede en høj muskuløs dreng, og gik forbi mig. Jeg kiggede forskrækket over på Sandy, som også var standset op. ”Er alle sådan?” Mumlede jeg, og begyndte at gå igen.
Sandy rystede svagt på hovedet. ”Bare hold dig fra ham, han er i alt for mange problemer for tiden.” Sukkede hun.
Jeg nikkede skræmt, men kom hurtigt på andre tanker igen. ”Hvem var ham, du smilede til?” Smilede jeg drilsk.
Sandys brune, løse hår, faldt ned for hendes øjne, da hun bukkede hovedet frem. Jeg tog min hånd, og strøg det tilbage bag hendes øre, så jeg kunne se hende igen. ”Bare en ven.” Mumlede hun svagt, og satte farten yderligere op, ned af den lange gang.
Jeg tog fat i hendes arm, dels fordi jeg ikke kunne følge med i hendes hurtige tempo, og dels fordi, at jeg ville vide sandheden om denne dreng. ”Bare en ven?” Gentog jeg, og sendte hende et stort smil.
”Okay, jeg kan måske godt lide ham lidt.” Mumlede hun svagt, og kiggede op på mig.
Jeg grinte et lille grin, og trak hende ind i et af vores store veninde kram. ”Ham skal jeg høre lidt mere om, ”Sagde jeg, og gjorder mig fri fra krammet igen. ”Hvad hedder han?” Spurgte jeg.
”Dylan, men det kan være lige meget.” Sukkede hun, og begyndte at gå med sløve skridt, ned af en gang, som lå til højre.
Jeg undrede mig over hvorfor det kunne være ligegyldigt, og jeg trippede hurtigt efter hende, og glemte helt at være interesseret i alle de nye omgivelser, som jeg ellers havde været hele ugen. ”Hvorfor er det ligegyldigt?” Mumlede jeg, da jeg endelig var nået op på siden af hende.
”Han har en kæreste. Hende.” Sagde hun, og pegede over på en flok piger, der var på vej op af gangen.
”Hende med det lyse drøm hår.” Mumlede Sandy, og kiggede ned i de hvide fliser, som vi stod på.
Jeg betragtede pigerne som kom gående op af den lange gang. De var i alt fire pier, som kom spadserende kongeligt op af den lange gang. Den der fangede mig blik mest, var pigen som Sandy, havde peget på. Hendes lange lyse krøllede hår, hang elegant og luftigt ned af hendes bare skuldre. Hendes blå øjne, var smukke, og glinstene, når hun grinede. Hun var tynd, og kunne med sikkerhed, bære alt det tøj, som jeg ikke kunne bære, begrund af jeg ikke havde den samme, tynde figur som hende. Hendes strop løse top, var nedriget til den helt store guld medalje, og hendes korte shorts, dækkede knap nok det øverste af hendes lår. Jeg nåede ikke at fjerne mit blik, før jeg kunne se hun hviskede noget til de andre, og hun var på vej her over. ”Hej Sandy, har du endelig fået dig en ny veninde?” Spurgte hun med en sukkersød stemme.
”Hun er ikke ny,” Snerrede Sandy ”Og i det mindste har jeg ægte veninder.”
Sandys øjne var som dræber maskiner, og jeg kunne med lethed se på hende, at hun kunne flå hende i stykker - når som helt, og hvor som helst.
”Du er blevet lidt rap, hva’?” Smilede pigen, og satte den ene hånd i siden, og vippede med hoften.
Sandy kiggede ned i de fliserne igen, og det gjorder bare pigen endnu mere tilfreds med hele situationen, kunne jeg se. ”Daniella.” Sagde hun, henvendt til mig, og smilede, mens hun rakte sin hånd imod mig.
”Emma.” Sagde jeg koldt, og undgik at tage den hånd, hun havde rakt ud, for at hilse på mig. Det kunne godt være hun var flink ved mig, men den måde hun havde været overfor Sandy, var ikke i orden. Hun trak sin hånd til sig igen, da hun så jeg ikke havde planer om at tage den. ”Du er også så sej, hva’?” Smilede hun hånende.
Jeg hævede det ene øjenbryn, og tog Sandy under armen, og forsatte væk fra dem alle. ”Hvorfor er Daniella så ond overfor dig?” Spurgte jeg med medlidenhed i stemme, Sandy om, da vi var, kommer lidt væk fra de andre.
”Vi er jo begge to store Justin Bieber fans,” startede hun. ”Sidste år, hvor jeg var ny, vil jeg gerne være med i hendes gruppe, og blive populær, som de var. Den eneste mulighed jeg kunne se, var at sige jeg havde mødt Justin Bieber, fordi min mor arbejde med at planlægge hans koncerter.” Sukkede Sandy, og kiggede på mig, mens hun sendte mig et skævt smil. ”Og hun opdagede så at det var en løgn, og så begyndte hun at være ond?” Spurgte jeg. Sandy nikkede tavst på hovedet, og forsatte ind i en stor klasse. Der stod en masse en-mands border fordelt i hele klasseværelset, men en tilhængerne stol. Sandy havde været så sød at hente mit kort og skema over skolen, i sidste uge, så jeg ikke selv skulle gøre det som det første i dag. ”Bare sæt dig her.” Smilede Sandy, og pegede på et bord, som stod foran det hun havde sat sig ved. Jeg satte mig stille ned, mens jeg betragtede alle de mennesker der kom ind af døren. Folks nysgerrige øjne var over mig som en høg hele tiden, og jeg fandt det lidt ubehageligt. ”Godmorgen klasse!” Sagde en ældre dame, som kom gående ind af døren, med et par elever foran sig. Jeg kunne mærke mit hjerte slå hurtigt, og mit smil blegnede. Det var det her jeg havde drømt om siden jeg syvende klasse, hvad nu hvis jeg lige pludseligt ikke kunne forstå hvad det var hun sagde? Eller jeg byttede om på nutid og datid i mine sætninger, hvad vil klassen så ikke tænke om mig? Jeg nåede ikke at tænke mere over det før, hun begyndte at råbe en masse navne op. Jeg sad koncentreret, og prøvede at holde styr på hvem der var hvem, og var ikke klar på at mit navn blev råbt op. ”Emma Anderson?” Sagde hun, med sin strenge stemme.
”Emma Anderson?” Sagde hun igen.
Det gik først op for mig at det var mit navn hun sad og læste op, da der blev helt stille i klassen. Jeg kunne igen mærke mit hjerte slå hurtigt, da jeg rakte min svedige hånd i luften. ”Det er mig.” sagde jeg, og tog den hurtigt ned igen.
Der var stille igen, og jeg kunne fornemme de andres blikke på mig, men jeg ville ikke se op. ”Så du er den nye.” Smilede min lære, og hev nogle briller frem, og tog den på. Jeg nikkede. ”Hvor kommer du fra?” Spurgte hun, og hev nogle papir op af hendes gamle og slidte taske, som hun havde placeret på gulvet.
”Danmark.” Sagde jeg, og prøvede så godt jeg kunne smile, og med en amerikansk accent. Accenten havde jeg øvet mig på i mange år, da jeg altid gerne vil have kunne snakke flyende engelsk, men amerikansk accent. Jeg syntes selv det var fin, men kunne selvføledig være meget bedre, efter fra jeg nu kom fra Danmark. ”lad vær med at lave en accent, det kommer naturligt når du har snakket sproget i noget tid, ellers forstår man næsten ikke hvad du siger.” Sagde hun irretteret og bladrede i nogle papirer, mens der lød fnis igennem klassen. ’
Jeg vil for alt i verden bare ønske jeg kunne løbe væk fra det hele, og gemme mig. Jeg kunne langsomt mærke varmen der blussede op i mine kinder, mens jeg sank så langt ned i den hårde træstol, som der var muligt.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...