(JB)Mit forvirrende liv.

Emma har et ønkse om at flytte til USA, og blive sanger. Det ønske har hun haft i mange år nu. Da hendes mor en hel almindelig dag kommer hjem fra arbejde, og fortæller at de skal flytte til USA er Emma overlykkelig. Men det hun ikke ved er at USA er et stort og forvirrende land, med et forvirrende folk.


14Likes
181Kommentarer
5990Visninger
AA

15. En hemmelighed.

Mit liv stod stille i sekunderne, hvor Justin svingede med sit brune halvlange hår, og hans brune øjne kom til syne. Jeg sagde ingenting, tiden stod stille for mig. Jeg kunne ikke sige noget. Jeg kunne ikke finde ordene. Jeg havde hængt ud med Justin Bieber, nok verdens mest kendte teenager sanger, den sidste uge. Åbenbart. ”Oh MY BIEBER, du er Justin Bieber!” Råbte Sandys meget hæse stemme bag mig.
Jeg vendte mig om, og kunne se Sandy, sad med store øjne, og rystede. Jeg lagde beroligende en hånd på hendes skulder, og bad om hun ikke gik helt amok. Jeg vendte mit hoved igen, og kiggede med store øjne på Justin. ”Er du Justin Bieber? Altså den verdens kendte, Justin Bieber? Altså ham alle piger, elsker?” Jeg snakkede om et vandfald, så Justin til sidst måtte bryde ind i min lange talestrøm. ”Ja, ja det er mig.”
Han kiggede ned i sofaens sorte skin. Jeg kunne mærke Sandy begyndte at hoppe, og jeg vendte mig straks om i mod hende. ”Kan jeg få din autograf?” Smilede hun, overdrevent, men i det mindste hoppede hun ikke over til ham, som jeg havde frygtet.
”Ja, jeg finder lige en pen.” Mumlede han, og vendte sig om, mod et lille bord, hvor der flød med papir. ”Se selv, jeg er afslappet, og cool.” Hviskede Sandy til mig, og blinkede.
Jeg lavede en grimasse, ”Super.” Mumlede jeg stille, og vendte min opmærksomhed tilbage på Justin, som nu havde fundet en kuglepen. ”Her.” Smilede han, og rakte hende et billede af ham, med en stor autograf, som fyldte godt og vel halvdelen af det lille billede.
Jeg kiggede på det lille billede Sandy holdte i sin rystende hånd. Tænk vi havde gået rundt med Justin Bieber, hele ugen, og bare beregnede ham som en normal dreng, men i virkeligheden var han en verdens kendt stjerne, som stod på scenen, hver aften, foran flere tusind menneske. Han udlevede sin drøm. Den samme drøm som jeg havde. ”Hvad tænker du på?” Spurgte Justin, og prøvede at opsøge mit blik.
Jeg kiggede tilbage på ham. ”At vi har gået rundt med en verdens kendt sanger, hele ugen, som vi bare har beregnet som en helt almindelig teenager.” Mumlede jeg, og kiggede ned i den sorte sofa.
”Jeg er en helt almindelig teenager.” Sukkede Justin.
”Som står på scenen hver aften, foran flere tusind mennesker, og som er kendt i hvert land, jorden rundt!” Sagde jeg ophidsede, men faldt hurtigt ned igen. ”Undskyld, det kommer bare som et chok.” Sagde jeg stille, og sendte et skævt smil til ham.
Jeg kunne mærke Sandy slappe mere af, så jeg tog min hånd til mig igen. ”Jeg udlever bare min drøm.” Sagde Justin stille.
Jeg kiggede op på ham, ”Bare det var mig. Det må være en fantastisk følelse.” Smilede jeg, og lændte mig op af ryglænet, og kiggede ud i det lille rum.
”Det er det. Men nogle gange er det irreterne jeg ikke bare kan være en hel almindelig teenager.” Sukkede han.
”Og det var derfor du ikke har fortalt os noget om, hvem du faktisk rigtigt er, før nu?” Smilede jeg.
Han nikkede, og kiggede op på mig. Jeg forstod ham. Jeg vil ha’ gjort det samme, hvis det var mig der stod i den situation. Hvem vil ikke det? Enhver kendt, vil sikkert gerne bare være en ’almindelig’ bare for en dag - engang imellem. Underligt nok var jeg ikke sur over han ikke havde sagt noget om det før, nærmere følte jeg vores venskab var blevet stærkere. Han havde vist tillid til at fortælle os, hvem han rigtig var. ”Jeg forstår dig. Det gør du også, ikke Sandy?”
Jeg vendte mig rundt, til Sandy, som stadig smilede så stort, at hendes kæber rystede. Hun nikkede kraftigt på hovedet. Jeg vendte mit smilende ansigt tilbage til Justin, ”Hun er overlykkelig.” Fnisede jeg.
Han smilede, ”Hvad skal i morgen?” Sagde han, og svang benene op i sofaen, op på mit skød.
Jeg kiggede misfornøjet på hans ben, som lå over mine lår. ”Det kan godt være du er en verdens kendt sanger, men de ben, skal ikke ligge der.” Smilede jeg, og skubbede dem ned på jorden.
”Men jeg skal ingenting.”
”Tager i så ikke med på skateboard banen igen?” han undertrykkede et lille grin. ”Meget morsomt. Jeg skal ikke gøre mig mere pinligt berørt, over for verden.” Sagde jeg, og lavede en grimasse. ”Tager du så ikke med Sandy?” Smilede han, og kiggede på Sandy, som sad med opspærrede øjne. Jeg vendte mig i mod hende, og hviskede; ”Godt indtryk, cool.” Hun nikkede, og tog en dyb indånding. ”Det er vel vores tur til at bestemme hvor vi skal hen?” Hun lændte sig tilbage, og trak benene op under sig.
”Hun siger noget.” Sagde jeg, og smilede drillende til Justin. ”Okay, okay..” Mumlede han, og hev hans iphone op af hans bukselomme. Jeg kiggede på Sandy, og vi var enige med det samme. ”Centret!” Sagde vi i kor, og kiggede smilende på Justin, som hurtigt fik sit blik fjernet fra Iphone. ”Det mener i ikke, vel?” Sukkede han. Jeg nikkede. ”Så lad mig i det mindste tage en ven med.” Sagde han. ”Tag Chris med! Han er så sjov.” Smilede jeg, og huskede tilbage på den dag i parken. Chris første sætning, havde fået Sandy og mig til at grine, og sådan havde det forsat, hele dagen. Han var en sjov lille fyr, som havde en masse livlige idéer. Alle var bare ikke lige så gode. ”Så ringer jeg til ham nu.” Smilede Justin, og tastede noget ind, på den ”usynlige” tastatur.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...