(JB)Mit forvirrende liv.

Emma har et ønkse om at flytte til USA, og blive sanger. Det ønske har hun haft i mange år nu. Da hendes mor en hel almindelig dag kommer hjem fra arbejde, og fortæller at de skal flytte til USA er Emma overlykkelig. Men det hun ikke ved er at USA er et stort og forvirrende land, med et forvirrende folk.


14Likes
181Kommentarer
5876Visninger
AA

5. En football kamp, og et nyt nummer.

Vi ventede ikke i lang tid før Justin var der. Han havde skiftet sin hættetrøje ud med en langærmet lilla bluse, men havde dog stadigvæk sine store solbriller og en cap på. Capen var godt nok skiftet til en lilla nu. Jeg smilede, og rejste mig langsomt fra stentrappe vi havde siddet på. Jeg gik langsomt over græsplænen, efterfulgt af Sandy. Jeg smilede genert til ham. ”Det her er min veninde Sandy. Sandy, det her er Justin som jeg mødte på vej herover.” Præsenterede jeg dem. Justin rakte en hånd ud til Sandy, som tog den med stor glæde. ”Du minder mig om en.” Mumlede hun, og tog sin hånd til sig igen, og stak den ned i lommen på hendes bukser. Justin så et øjeblik nervøs ud, og kiggede ned i jorden. Men han kiggede dog hurtigt op igen, med et mere selvsikkert blik, ”Jeg ved det ikke, måske har du set mig på gaden.” Smilede han, og kiggede over på mig. Sandy trak på skulderne, og kiggede ned på sit armbåndsur. ”Vi er altså nød til at komme af sted nu, ellers kommer vi for sent. ”Sagde Sandy og kiggede smilende op på mig.
Jeg nikkede, og smilede til Justin. ”Okay, i fører an, jeg ved ikke hvad det er for en skole.” Smilede Justin, og trak sig et skridt tilbage. ”Det ved jeg heller ikke.” Forsat jeg, og gik også et skridt tilbage. Sandy sukkede, og begyndte at gå ud på det lange fortov. ”Det tager kun 5 minutter at gå derhen.” Smilede hun friskt. Jeg nikkede, og kiggede på Justin. Han kiggede på mig, og vi fik "øjenkontakt". Jeg smilede et lille og skævt smil, mens han smilede et stort smil. Jeg ærede mig over jeg ikke kunne se hans øjne, da det var det jeg bedst kunne lide ved en person. De fortalte nærmest en historie om personens personlighed. Den bedste måde man kunne lærer en at kende. Sekunderne føles som minutter, der varede i lang tid. Jeg mærkede et svagt koldt vindpust på min arm, og jeg vågnede op fra drømmeland. Jeg kiggede hurtigt væk, og ned i jorden. ”Kommer i?” Råbte Sandy, som stod ude på fortovet. Jeg nikkede, og gik imod hende. Justin fulgte efter mig. ”Kan i ikke prøve at forklare mig reglerne?” Spurgte jeg, da der havde været en akavet stemning, i noget tid.
”Jeg tror det er nemmere hvis du ser det.” Smilede Justin.
Jeg sukkede, da Sandy nikkede. ”Hvor langt er der endnu?” Mumlede jeg, og kiggede ned på min mobil. Sandy stoppede brat, og jeg gik lige ind i hende. ”Av, hvorfor stopper du?” Mumlede jeg, og tog mig til hovedet. ”Fordi vi er ved skolen, klodsmajor!” Grinte hun.
Jeg kiggede op, og så en stor grøn, græsplæne, foran mig. Mit blik forsatte, men stoppede hurtigt på en stor gruppe mennesker der kom gående sammen. Der var nogle slanke piger, i lårkorte nederdele, og med bar mave. Cheerleader gættede jeg på. De gik sammen med en masse høje, muskuløse drenge i store football uniformer. ”Det er cheerleaderne og football spillerne.” Sukkede Sandy bag mig. Jeg nikkede fraværende med hovedet, og kiggede videre. Jeg kunne skimme en stor parkeringsplads, som var fyldt om med alle mulig forskellige biler. Store, små, runde, firkantede. Ja selv en lille en-mands bil, holdte der. Mit blik forsatte rundt, og stoppede endnu engang ved en stor hvid bygning. Skolen. Den så forholdsvis ny ud, med store glas døre, og store vinduer, langs murerne. ”Emma, vi skal altså videre hvis vi skal have nogle gode pladser.” Sagde Sandy, og trak i mit ærme. Jeg kiggede på hende, og smilede. Jeg gik med Justin og Sandy videre, ned af en grussti. Mit blik var over det hele. Menneskerne så anderledes ud en de gjorder i Danmark. Moden var anderledes. Folks reaktioner. Omgivelserne. Sproget. Ja, alt var anderledes, men spændene. ”Finder du nogen interessante drenge?” Smilede Sandy, og vækkede mig fra mine tanker. Jeg rystede på hovedet. ”Alt er bare så anderledes end i Danmark.” Jeg smilede, og kiggede på Justin, for at se om han var med. ”Kommer du fra Danmark?” Spurgte Justin.
Jeg nikkede smilende, og skubbede forsigtigt en tot hår væk fra mit ansigt. ”Sejt! Er det ikke det lille land der lægge tæt på England?” Smilede han.
Jeg nikkede, ”Jo, det lille kolde land.”
Han smilede, og grinte et lille lydløst grin. ”Hey Emma, se lige ham der!” Mumlede Sandy hidsigt til mig. Jeg kiggede over i den store flok hun havde peget imod. ”Hvem af dem?”
Hun pegede igen, men jeg kunne ikke se ham. ”Hvordan ser han ud?”
”Ham med det lyse hår!” Hvinede Sandy stille til mig. Jeg kiggede opgivende igen. Mit blik faldt over alle mulig typer, men ikke lige min smag. Mit blik stoppede hurtigt da det faldt over en høj, muskuløs lyshåret fyr. Jeg grinte lidt, han var lige hendes type. ”Gå da over og snakke med ham,” Hviskede jeg, og gav hende et lille puf i siden. ”Nej, nej, han kigger på DIG! Ikke mig!”
Nu var det hendes tur til at give mig et lille puf i siden. ”Mig? Nej!” Mumlede jeg forvirret.
Der var aldrig nogen drenge der havde kigget efter mig hjemme i Danmark, så hvorfor skulle der være nogle i USA der gjorde? ”Hvorfor er han så på vej herover?” Smilede Sandy selvsikkert.
Jeg drejede forsigtigt hovedet, og kunne se han masede sig igennem flokken, og gik imod os med et dejligt smil på læberne. ”Hjælp.” mimede jeg, da jeg kunne mærke der var en der prikkede mig på skulderen. Jeg vendte mig om, og kiggede med det samme ind i nogle hav blå øjne- smukke øjne. ”Åhm.. hej.” Smilede jeg.
”Hej, jeg hedder Matthew, er du ny?”
Han smilede et fantastisk smil, som en vær pige ville falde for. ”Ja, eller jeg starter om en uge.” Fik jeg fremstammet, igennem min trance. Han nikkede, som det var noget meget interessant jeg lige havde sagt, og han var utrolig interesseret. ”Det er altid godt at få en ny smuk pige på skolen. Jeg skal nok vise dig rundt.” Han blinkede til mig med det ene øje.
Jeg var limet fast til jorden, som der var nogle der havde smurt super lim ud over det hele, men det var kun mig der ikke kunne bevæge mig. Flirtede han lige med mig? ”Okay, tror jeg..” Mumlede jeg usikkert, og smilede til ham. Hvordan skulle jeg reagere på det her? Jeg kiggede desperat efter hjælp over på Sandy, som nu havde stilet sig ved siden af Justin. ”Vi kan udveksle numre, så du kan skrive når du er på skolen?” Smilede han, og rakte mig hans mobil.
Jeg nikkede tøvende, og rakte ham min gamle Nokia, som Justin tidligere i dag, havde stået med i hænderne. Hans blik var det samme som Justin havde været, og jeg forstod det godt, da jeg så han havde rakt mig den samme ”smarte” mobil, som Justin havde. ”Jeg ødelagde min nye.” Forklarede jeg. Han kiggede op, og smilede til mig, og tastede efterfølgende hurtigt sit nummer ind på den. Jeg kiggede ned på den lille skærm, og var dybt taknemlig over jeg vidste hvor ”tastaturet” var på den nu. Jeg rakte den tilbage til ham.” Hvad hedder du endelig?” Spurgte han, da han stod med sin egen mobil igen. ”Emma.” Smilede jeg.
Han nikkede, og skrev noget ind på hans mobil. Sikkert mit navn. ”Kan jeg ikke få et billede af dig, før du går?” Spurgte han, da jeg lige skulle til at vende mig, om for at gå væk.
Jeg vendte mig forvirret om. ”Så jeg bruge det som kontakt billede.” Forklarede han da han så mit forvirrede blik. Jeg vidste ikke hvad et kontakt billede var, men det var sikkert noget min mobil ikke kunne. Jeg nikkede, og smilede mit sødeste smil, da han holdte sin mobil op, for at tage et billede. Jeg bedte inderligt på jeg havde åbnet mine øjne på billede, da jeg altid havde halv lukket øjne, så jeg lignede noget der lignede en halv vågen mumie. Jeg åndede lettet ud, da han mumlede ”Smukt.”
Jeg smilede, og skyndte mig at vende mig om for at gå tilbage til Justin og Sandy. ”Heldige dig!” grinte Sandy. Jeg smilede til hende. ”Hvorfor?” Spurgte jeg, og kiggede over på Justin, som vidst heller ikke forstod hvorfor jeg var så heldig. ”Det var Matthew!” Hvinede hun lavt, så de andre folk der stod omkring os, ikke kunne høre det. ”Ja?” Grinte jeg, og kiggede på Justin. Han smilede til mig, og løftede øjenbrynene som tegn på han heller ikke vidst hvad hun var så oppe og køre over. ”Han er holdkaptajn på skolens football hold! Alle piger er vilde med ham.” Sukkede hun.
Jeg stoppede straks med at grine, og fjernede min forskræmte blik fra Justin. ”Hvad vil han med en dansk pige som mig så?” Spurgte jeg, med en grimasse.
”En dansk smuk pige!” Rettede Justin mig.
Jeg kiggede smilede over på ham. ”Synes du jeg er smuk?” Mumlede jeg genert, og kiggede ned i jorden. Han rømmede sig, og kiggede over på mig. Jeg kiggede forsigtigt op igen. ”Ja, det synes jeg.”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...