(JB)Mit forvirrende liv.

Emma har et ønkse om at flytte til USA, og blive sanger. Det ønske har hun haft i mange år nu. Da hendes mor en hel almindelig dag kommer hjem fra arbejde, og fortæller at de skal flytte til USA er Emma overlykkelig. Men det hun ikke ved er at USA er et stort og forvirrende land, med et forvirrende folk.


14Likes
181Kommentarer
6006Visninger
AA

4. Den første samtale på gebrokken engelsk.

Jeg stoppede ved lyden at råb, og latter. Jeg kiggede mod venstre hvor lyden kom fra. Jeg stod ved siden af en stor hæk. Jeg kunne høre nogle råbe, og plask i noget vand. Det lød som om det kom inde fra den anden side af hækken. Jeg kiggede mig om bag skulderen, og så der ikke var nogle andre end mig. Jeg kunne høre skrig igen. Var personerne okay derinde? Jeg tog nogle af grenene væk, og kiggede ind igennem. Det var en stor pool, med en masse mennesker i, der morede sig. Jeg kunne se en pige skrige igen, da en dreng kastede hende i vandet. ”Hej.” Sagde en stemme. Jeg fik et stort chok, og prøvede at vikle mig ud af grenene. Jeg kom ud, men fik overbalance, og faldt ned på den hårde asfalt. Jeg kiggede op, og så en dreng med en cap stå og smile til mig.”Av.” Mumlede jeg, og kunne stille mærke at blodet steg mig til hovedet.
Han grinte lidt, og rakte en hånd ned til mig. Jeg tog den forsigtigt. Hans hånd var dejlig blød, og vores hænder lå perfekt i hinandens. Jeg kom op og stå igen, og tog min hånd til mig. Jeg børstede mit tøj lidt, og kiggede på ham igen, og håbede jeg ikke var helt tomat rød i hovedet, det havde jeg en tendens til at blive i pinlige stunde. Som nu. ”Jeg hørte bare nogle skrige, så jeg skulle lige være sikker på der ikke var nogle der var kommet til skade.” Forklarede jeg uskyldigt, på mit gebroken engelsk. Han havde en lilla hættetrøje på, med en sort cap, og sorte solbriller, temmelig kedeligt tøj. Jeg kunne ærlig talt ikke rigtig se ham. ”Men det var der ikke?” Spurgte han, med en blød stemme. Jeg rystede flovt på hovedet. ”Det var altid noget,” Grinede han.
”Jeg hedder Justin, hvad hedder du?” Smilede han.
”Emma” Sagde jeg, og smilte.
”Jeg har aldrig set dig her før, er du ny?” Spurgte han, og kiggede sig nervøst over skulderen.
”Ja, jeg er lige flyttet ind,” Jeg kiggede ned på mit armbåndsur. ”for 28 minutter siden præcis!” Smilede jeg. ”Det kan man kalde ny.” Grinede han.
Jeg nikkede. ”Ved du hvor denne adresse er?” Spurgte jeg, og gav ham det papir med Sandys adresse, som jeg havde taget med for en sikkerheds skyld. ”Ja, jeg bor selv to gader væk fra den. Du skal til venstre her, og så til højre.” Smilede han.
”Tak.” Sagde jeg, og gik stille forbi ham. Det havde været tilpas kejtet for min side. Da jeg havde faldet på numsen, havde det været fint for mig. Der kunne han bare ha’ gået. ”Hey, vent lige!” Råbte han efter mig, da jeg havde gået et par skridt. Jeg vendte mig langsomt om, og smilede da han kom løbende efter mig. ”Hvad?” Spurgte jeg smilende.
”Jeg tænkte på om jeg ikke må få dit nummer?” Spurgte han, og kløede sig nervøst i nakken. ”Altså, så du kan ringe hvis du skulle fare vild.” skyndte han sig at indskyde.
Jeg nikkede. Han smilede, og rakte mig hans iphone. ”Åh, hvor er tastaturet?” Spurgte jeg usikkert om. Han grinte en sød lille latter. Jeg kiggede bare uforståeligt på ham. Han stoppede med at grine, da han så jeg mente det seriøst. ”Du skal trykke på skærmen.” Forklarede han med et lille smil. ”Det vidste jeg godt.” Mumlede jeg.
Hvorfor skulle USA være så moderne? Trykke på skærmen, piist! Det var ikke normalt! Hvert fald ikke for mig. Jeg fik det hurtigt skrevet ind, og rakte ham min gamle mobil. ”Jeg ved den er gammel, men jeg ødelagde min nye, og jeg havde ikke penge til en ny.” Sukkede jeg, da jeg så hans blik på den lille gamle Nokia mobil han stod med i hånden. Han smilede, og tastede hans nummer ind. ”Nå men vis ses forehåbeligt snart igen.” Smilede han.
Jeg nikkede, og vendte mig om få at gå. Da jeg havde gået i noget tid, kiggede jeg mig forsigtigt over skulderen. Han stod det samme sted, og kiggede på hans mobil. Han kiggede op. Jeg skyndte mig at kigge frem igen, han skulle ikke tro jeg kiggede efter ham. Jeg var ved en vejen, og jeg kunne ikke huske jeg om jeg skulle til venstre eller højre nu. Jeg tog min mobil op, og ringede hans nummer op. Jeg vendte mig om, og smilede til ham. Han stod ikke mere end tyve meter fra mig. Jeg kunne se han kiggede ned på sin mobil, og tog den op til øret. ”Det var hurtigt.” Grinte han.
Jeg smilede til ham, men var lidt i tvivl om han kunne se det på så lang afstand. ”Måske lidt, men er det højre eller venstre?”
”Venstre, og bagefter højre.” sagde hans bløde stemme.
”Tak, men jeg smutter igen så.” Grinede jeg. ”Farvel shawty.”
”Shawty?” Spurgte jeg, men han havde allerede lagt på. Jeg kiggede op, og så han allerede var på vej væk fra det sted han havde stået før.. Jeg trak på skulderne, og gik videre.

Efter kun fem minutter var jeg ved Sandys store hus. Jeg løb glad op af trappen, og ringede på. ”Emma!” Hvinede hun, og gav mig et stort kram.
”Jeg har savnet dig så meget!” Sagde jeg, og smilede.
Jeg kom ind, og stilte mine sko. ”Hej.” sagde jeg glad, da hendes mor og far kom frem.
”Hvor er du blevet høj.” sagde hendes mor, og gav mig et kram.
Jeg smilte, en typisk voksen kommentar når man ikke havde set dem i noget tid. Men hun havde ret, jeg havde vokset godt og grundigt det sidste år, så jeg faktisk var højere end Sandy. Sandy tog min hånd, og begyndte at gå med raske skridt op af en stor trappe, og ind på hendes store værelse. Hun havde en stor dobbelt seng i hjørnet, med et farverigt sengetæppe på. Hendes store 42 tommer fladskærm hang på væggen, med adskillige Justin Bieber plakater. Rummet blev oplyst af den stærke sol der kom udenfor, og igennem de store vinduer. Jeg kiggede videre i værelset, og mit blik fandt hendes gamle røde fatboy. Jeg smilte, og da jeg kunne huske vi havde valgt den sammen hjemme i Danmark. Jeg satte mig i den, og smilede til hende. ”Hvad er der?” Spurgte jeg, da hun havde siddet og smilt et creepy smil til mig, i noget tid. ”Du gætter aldrig hvad jeg har fået billetter til!” Hvinede hun.
Jeg lændte mig tilbage i fatboyen, og smilede til hende. ”Hvad?”
”Justin Bieber koncert på næste fredag, her i Atlanta!” Skreg hun, og begyndte at danse.
Jeg smilede. Jeg kunne godt lide hans musik, og havde også været til hans koncert da han havde været i Danmark sidste år. Sandy var stor fan af ham, og havde været det i godt og vel to år. Hun talte ikke om meget andet end, ham. ”Er du ikke glad for det?” Spurgte hun, og kiggede ned på mig, med hendes store brune øjne. ”Jo, jeg glæder mig til at høre ham synge.”
”Jeg glæder mig til at se ham!” Hvinede hun, og satte en CD på.
Det var selvføledig Justin Bieber. ”Kom nu!” Sagde hun, og trak mig op.
Jeg smilede, og vi begyndte at danse en af vores mange åndsvage danse.

Vi dansede i noget tid. Musikken stoppede, og jeg satte mig på hendes fatboy, igen. ”Jeg troede han var på tourné?” Spurgte jeg undrende, efter noget tid.
”Han er lige kommet hjem igen,” Smilede hun over fra hendes computer.
”Vil du med til Football kamp om lidt?” Hun kiggede på mig, og jeg nikkede. Jeg forstod godt nok ikke spillet, men nu var jeg ankommet til USA, og jeg vil være som alle andre teenager her over, og jeg tror de går til football kampe. Det gør de hvert fald i film. ”Okay, det er over på skolen, så kan du også lige se den. Hvornår starter du egentlig?” Spurgte hun, og vendte sig i stolen.
”Jeg starter om en uge. Min mor synes lige jeg skal have lov til at falde til først.” Smilede jeg, tilfreds med den beslutning. ”Snyd.” Sukkede Sandy.
Jeg kunne mærke min mobil vibrer i lommen, og skyndte mig at fikse den op. Jeg kiggede ned på displayet, og smilede. Det var Justin. ”Hvem er det?” Spurgte Sandy med et stort smil.
”Bare en dreng jeg mødte på vej her over.” Sagde jeg, og trykkede på den grønne knap.
”Højtaler!” Hviskede Sandy højt, og hoppede over, og klemte sig ned i fatboyen ved siden af mig. ”Hej Emma, fandt du frem?” Lød Justins bløde stemme i telefonen.
”Ja, selvføledig gjorder jeg det. Jeg kender hele Atlanta nu, jeg kan finde rundt over alt!”Jokede jeg. ”Hvis du altså har en GSP med.” Forsatte han.
”Måske. Du siger noget.” Mumlede jeg.
”Spørger om han vil med over til football kampen nu.” Hviskede Sandy, lidt for højt.
”Hvem var det der sagde noget?” Spurgte Justin.
”Bare min veninde. Vil du med over og se en football kamp nu, over på hendes, og snart min skole?” Spurgte jeg lidt nervøst. Jeg kendte ham jo næsten ikke, og nu inviterede jeg ham med over til en football kamp. ”Meget gerne, skal jeg bare komme hen til den adresse du vidste mig? Jeg kan stadig huske den.”
Jeg kiggede på Sandy. ”Ja, vi går om et kvarter.” Sagde hun højt, så Justin kunne høre det.
”Jeg er der om ti minutter” sagde han, og lagde på.
”Er han lækker?” Spurgte Sandy med store øjne, da han havde lagt på.
”Jeg kunne ikke rigtig se ham. Han havde cap, solbriller og stor hætte trøje på.” Mumlede jeg.
Hun så skuffet ud. ”Men han virker sød, og det er det vigtigste.” Smilede jeg.
Hun nikkede. ”Kom vi går ned i forhaven, og venter.” Smilede hun.
Jeg nikkede, og forsatte efter hende.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...