(JB)Mit forvirrende liv.

Emma har et ønkse om at flytte til USA, og blive sanger. Det ønske har hun haft i mange år nu. Da hendes mor en hel almindelig dag kommer hjem fra arbejde, og fortæller at de skal flytte til USA er Emma overlykkelig. Men det hun ikke ved er at USA er et stort og forvirrende land, med et forvirrende folk.


14Likes
181Kommentarer
5878Visninger
AA

14. Backstage.

Vi fandt vores pladser, efter noget tid, hvor vi havde fået masede os igennem de skrigende Bieber fans. Jeg slog mig hurtigt ned i den røde polstrede sæde, og holdte mig for ørene. ”Jeg har hovedpine. Allerede.” Mumlede jeg, til mig selv.
Jeg blev hurtigt revet op af sædet, af Sandy. ”5 minutter tilbage!!” Skreg Sandy til mig, igennem den larmende bølge af skrigende og grædende fans, mens hun stod og trippede spændt på stedet. Jeg smilede et lille smil, og nikkede. ”Og 5 minutter til jeg skal se min kommende mand!” Skreg en i øret af mig.
Jeg havde fået nok, jeg kunne ikke klare skrigeriget mere, især ikke når de skreg mig ind i øret. Jeg vendte mig hurtigt om, for at spørger om hun ikke kunne skrige et andet sted, end mit øre. Jeg vendte mig om, til en brunhåret pige, med lange lyse striber i. Hendes grønne øjne, var opspærrede på fuld vind, og hun skreg, for sine lungers fulde kraft. ”Undskyld mig.” Mumlede jeg, men kunne dog hurtigt se hun ikke opfattede mig, da hun sendte endnu et højt skrig ud i den store sal.
”Hallo!” sagde jeg lidt højre.
Hun hørte mig tydeligvis stadig ikke, og da jeg troede jeg ikke kunne blive skreget mig lige ind i hovedet, begyndte hendes lille spinkle veninde, også at skrige. Jeg blev forbløffede da jeg hørte den spinkle piges stemme, som overvandt dem alle. Hun skreg som en løve der brølede ud over sletten. Nej, 10 sletter! Jeg havde ikke energi til at prøve at få dem til at skrige et andet sted, så jeg satte mig bare ned igen, og sank helt ned i den bløde stol stof, og holdte mig for ørene. ”Prøv at tænk hvis en af os bliver valgt som hans ’one less lonely girl’ ” Sagde Sandy højt, og tydeligt til mig.
”Jeg håber du bliver, jeg gider ikke op foran alle de mennesker.”
Jeg smilede et skævt smil, mens jeg kiggede udover hele salen. Der var godt og vel omkring de ti tusind, skrigende fans. Nogle havde endda slæbt deres stakkels kæreste med, som måtte affinde sig, med at han ikke var deres højdepunkt i aften, det var – Justin Bieber.

Koncerten var ved at være færdig, men der manglede den vigtigste af alle sange – one less lonely girl. Sandy kiggede spændt på mig, ”Bare han vælger mig!” Råbte hun, med sin hæse stemme. Jeg nikkede smilende på hovedet. Der var blevet skreget endnu mere, da han var kommet til syne på scenen. Det havde været svært at nyde hans musik, da man næsten ikke kunne høre hans stemme, for alle de skrigende fans. For at være helt ærlig, forstod jeg ikke hvorfor de skreg så meget, det vil ingen da bryde sig om. Der blev skreget ekstra højt, da jeg kunne se der kom en pige gående ude bagfra. Jeg kiggede over på en skuffede Sandy, da hun satte sig i stolen som stod placeret midt på den store scene. Sandys triste mine, forsvandt dog hurtigt igen, da jeg mindede hende om, hun skulle om og snakke med ham bagefter. Justins stemme strømmede ud af højtalerne – sammen med en masse skrig. Jeg satte mine albuer på gelænderet, foran mig, og støttede mit hoved på hænderne. Prøv at tænk hvis jeg engang blev en stjerne, så var det mine fans der stod og hørte min musik. Det vil være mig der stod oppe på scenen, og dansede, og sang af mine lungers fulde kraft, og vidste mine fans nød at høre på mig. Jeg vil gøre alt for det! Jeg blev vækket af mine drømme tanker, da en varm hånd tog omkring min arm, og rystede i mig. ”Vi skal møde Justin, kom nu!” Skreg Sandy, med det sidste af hendes stemme, der var tilbage.
Jeg nikkede, og sørgede for jeg havde husket alt i min lille taske, før jeg fulgte efter Sandys trippende skridt. Vi kom til den lille gang, som førte til udgangen, i vores side. ”Hold fast.” Smilede Sandy, og rakte hendes hånd hen til mig, da vi nærmede os, en højt talende flok Bieber fans, der var på vej til udgangen.
Jeg tog hendes hånd, og holdte godt fast, da vi forsvandt ind i mængenden.

Jeg havde, kunne mærke albuer i ryggen, skrig i hovedet, og jeg havde været ved at falde flere gange, så det var dejligt endelig at være ude, på den næsten tomme gang, der førte om til backstage, hvor vi skulle møde Justin Bieber. Sandy gav min hånd et klem, og slapt den. Vi drejede ned af en lille gang, og jeg kunne se to høje mænd stå foran en normal hvid dør, for enden af gangen. Jeg kiggede over på Sandy, som kiggede på mig, og smilede et stort smil, så hendes øjne lyst op. ”Tænk jeg skal møde Justin Bieber.” Hvinede hun, da vi fandt vores billetter frem til mændene.
Jeg smilede, og rakte min billet til en høj mand, med jakke sæt. Hans øjne, var venlige, og han havde et lille smil på læberne. Han rakte den tilbage til mig, og åbnede døren for os. Sandy prøvede at farer forbi mig, men jeg nåede heldigvis at tage fat i hende, inden hun kom ind i det store rum, vi blev lukket ind til. ”Tag en dyb vejrtrækning.” prøvede jeg, og holdte mine hænder på hendes skuldre.
Hun nikkede ivrigt, og trak vejret lidt tungere. ”Jeg kan bare ikke forstå jeg skal møde ham! Lille mig..” Hvinede hun lavt.
”Vil du gerne gøre et godt indtryk?” Smilede jeg, og fjernede mine hænder fra hendes skuldre. Hun nikkede, med store øjne. ”Så slap af. Hver dig selv, for alle kan lide dig:” Smilede jeg, og rettede lidt på taske stroppen, som var faldet ned af min skulder.
Det var rigtigt nok, alle kunne lide Sandy, og hun var god til alt. Hun var en pige, som kunne gøre alle glade, og bringe et smil frem på enhvers læber, ligegyldigt hvad der var galt med personen. Hun var god i skolen, til alle fag, og fik gode karakterer. Dengang vi var mindre havde vi meldt os til badminton, som vi havde aftalt som skulle bare være for sjov sammen. Men vi nåede knap nok at komme i gang, før træneren sagde hun skal på et højere hold, fordi hun var for god- og hun havde aldrig spillet det før. Nogle gange er det irreterrende, at der ikke er noget som jeg er god til, og hun bare kan det hele, men hun er alletiders veninde, og det er det vigtigste. ”Undskyld mig, hvor skal vi gå hen, hvis vi skal snakke med Justin Bieber?” Smilede jeg, til en dame, der kom gående forbi os.
”Ned af denne gang, og på højre side, står Kenny.” Smilede hun, og forsatte, hurtigt. ”Hvem er Kenny?” Mumlede jeg, da Sandy trak mig af sted ned af den lille gang. Hun rystede smilende på hovedet, og satte farten yderligere op, da der kom en mand til syne lidt længere nede af gangen. ”Billetter?” Smilede han venligt.
Jeg rev stille min billet op for trejde gang i dag, og rakte den til ham. ”To sekunder.” Smilede han, og gik ind af døren han stod, og blokerede for.
Jeg kiggede på Sandy, som trak vejret dybt, med et stort smil smørrede om hende læber. Manden, som hed Kenny kom ud igen, og smilede. ”Værsgo.”
Han holdte den hvide dør for os. Jeg smilede, og trak Sandy med ind i det nye rum. Jeg måtte indrømme at jeg var en smule spændt. Det her var Justin Bieber som man hørte, om hver dag, og ham skulle vi møde nu. ”Justin?” Sagde jeg forbløffet, da jeg så Justin side i en sort sofa, inde i det lille rummet. ”Hvad laver du her?” Sagde Sandy, og trippede på stedet, men hendes smil blegnede ikke en smule Han smilede et smil til os, hvor jeg kunne ane, en smule nervøsitet i. ”Sæt jer lige ned.” Smilede han, og rykkede lidt i sofaen, så der var plads til os begge.
Jeg satte mig ved siden af Justin, med Sandy på min anden side. Jeg kiggede mærkeligt på ham. Han førte langsomt sin hånd op, til sin kasket, og den anden op til hans sorte solbriller.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...