(JB)Mit forvirrende liv.

Emma har et ønkse om at flytte til USA, og blive sanger. Det ønske har hun haft i mange år nu. Da hendes mor en hel almindelig dag kommer hjem fra arbejde, og fortæller at de skal flytte til USA er Emma overlykkelig. Men det hun ikke ved er at USA er et stort og forvirrende land, med et forvirrende folk.

14Likes
185Kommentarer
5716Visninger
AA

1. En nyhed.

”Vi skal flytte til USA!” Sagde min mor glad, og kiggede på mig.
Jeg sad med åben mund, og opspærrede øjne. ”Mener du det?” Råbte jeg, og rejste mig op.
Hun nikkede smilende på hovedet. Jeg kunne græde, så glad var jeg. Jeg dansede rundt i hele stuen, det var min største drøm! Sammen med jeg blev en kendt sanger. Lige siden jeg havde været 13 år, havde jeg sparret op til jeg kunne komme på High School, ovre i USA. Det havde desværre ikke lykkes mig, da det kostede rigtig mange penge. ”Hvorfor egentlig?” Spurgte jeg, og stoppede med at danse.
Jeg smilede stadig stort. ”Min veninde, siger at hendes mands firma, kan tilbyde mig et meget bedre job end jeg har nu” Smilede hun.
Jeg hoppede flere meter op i luften. Da jeg landede på jorden igen, nev jeg mig i armen. Det her var da for godt til at være sandt? Nej, det var rigtigt! ”Hvornår tager vi af sted?” Spurgte jeg spændt. ”På fredag, om 5 dage” Smilede hun.
”Hvor skal vi bo?” Spurgte jeg, og dansede endnu vildere.
Det var ikke til at tro. ”Atlanta” Smilede hun.
Jeg stoppede brat op. Det var der Justin Bieber boede, var det ikke? Jeg havde altid godt kunne lide hans musik, men jeg var ikke en der ville spasser fuldstændigt ud, hvis jeg så ham. Jeg tror faktisk bare jeg ville gå forbi. Jeg begyndte at danse igen, og skruede op for det musik der kørte i baggrunden. ”Vil du se huset vi skal bo i?” Spurgte min mor, og satte sig over til hendes gamle computer. Jeg nikkede ivrigt på hovedet. ”Er det vores eget hus?” Spurgte jeg, da jeg så et flot hvidt hus, komme til syne på skærmen.
Hun nikkede. Jeg sad og så alle billederne igennem flere gange. Vi havde altid boet i et rækkehus, med en dum nabo ved siden af. ”Men mor, har vi overhoved råd til det?” Spurgte jeg stille, og kiggede op på hende. ”Ja, min far har endelig givet mig nogle af min mors penge” Smilede hun.
Jeg kunne ikke tro det her, der plejet aldrig at ske noget spændene i mit liv. Men nu skulle jeg til USA! Ikke bare på ferie, men bo der!

Jeg brugte resten af aften, på at google den High School jeg skulle gå på, og alle de ting der lå omkring stedet. Jeg kom først i tanke om en ting, da min bedste veninde dukkede op i chatten på facebook. Jeg skulle jo forlade alle mine venner. Jeg skyndte mig at logge af, og lagde mig i min seng. Jeg havde en mærkelig følelse af jeg var glad, men også ked af det.

Jeg blev vækket af en høj tone. Jeg slog ud efter mit vægge ur, men isteden for at slukke det, kom jeg til at vælte det på jorden. Jeg rejste mig, og slukkede det. Jeg satte mig træt på sengen igen, og gned mig i øjne. Jeg kiggede tomt ud luften, da jeg kom i tanken om jeg skulle fortælle min bedste veninde, Emma, at jeg skulle rejse til USA. Min klasse skulle også vide det.
Jeg var sikker på Emma ville være glad på mine vegne, fordi hun vidste hvor meget jeg ønskede det.

Jeg var langsom om at gøre mig klar, fordi jeg gik og tænkte på hvordan jeg bedst muligt kunne sige det til mine venner. ”Som mange af jer ved så har det altid være min drøm at flytte til USA..” Nej, det lød dumt. ”Jeg flytter til USA på mandag.” Nej, det virkede som om jeg bare var ligeglad med dem. ”Hvad laver du?” Spurgte min mor, og kom ind på mit værelse.
”Prøver at finde ud af hvordan jeg skal sige til de andre at jeg skal flytte” Mumlede jeg, og satte mig ved mit sminke bord. Jeg satte mit hår op i en høj knold, og tog min mascara. Jeg begyndte langsomt, og forsigtigt at putte lidt på, hel ind i øjenkrogen. ”Emma bliver helt sikkert glad på dine vegne, hun ved hvor meget du ønsker dig det” Smilede min mor, og gik ud af mit værelse igen.
Jeg sukkede, og lagde resten af min make-up.

”Hej Emma!” Sagde jeg, da jeg så hende runde hjørnet til skolen.
”Jamen selv hej Emma!” Sagde hun, og gav mig et kram.
Det var en ulempe vi begge hed Emma. ”Jeg har noget vigtigt jeg skal fortælle dig” mumlede jeg, da jeg ikke havde sagt noget i noget tid. ”Kan det ikke lige vente? Klokken ringer nu, og jeg skal helt ned i den anden ende af skolen.” Sagde hun, og begyndte at løbe.
”Jo det kan det vel.” Mumlede jeg, og forsatte alene, op til min klasse.
Jeg blev modtaget med en masse kram, og hej’er. Jeg var ikke en af de populære blandt pigerne, fordi jeg ikke var som den som styrede klassen, Amalia.
Hun havde aldrig gjort mig noget, men hun var bare sådan en dulle, at jeg ikke kunne tage hende. Alle på hele overgangen hang op af hende, og når man talte med dem selv, sagde de at de hadet hende. Jeg havde bare et spørgsmål så: Hvorfor så være sammen med hende?
Men det var der aldrig nogen der havde givet mig et svar på.

Jeg sad og skrev lidt noter i de første matematik timer, men jeg kunne ikke rigtig koncentrer mig. Klokken ringede endelig, og jeg løb ned til Emmas klasse, hun skulle vide det nu. Jeg spejdede rundt i klassen. Jeg så en stor gruppe stå sammen, og jeg kunne skimme Emmas gule trøje i blandt dem. Jeg gik der hen. ”Emma, kan jeg lige tale med dig?” Spurgte jeg, og hev lidt i hendes ærme. Hun rev sig surt væk fra mig ”Nej ikke lige nu.” sagde hun kort, og vendte hovedet igen imod de andre. Jeg sukkede, og satte mig på en stol bag hende.
Jeg snakkede med en af de andre piger som gik i klassen, Nikoline. Da Nikoline gik, rejste jeg mig, og spurgte Emma om vi ikke lige kunne tale sammen. Men jeg fik det samme kolde svar igen.
Jeg sukkede da klokken ringede, og gik op i min klasse igen. Min klasse skulle vide det i løbet af de næste to timer, for vi havde fri bagefter. Vi havde to timer dansk, hvor vi bare hørte om hvordan man fandt grundled, og udsagnsled. Jeg rakte hånden op, da der kun var 10 min tilbage.
”Emma?” Spurgte min lærer.
”Jeg har noget jeg skal sige til klassen, må jeg sige det nu?”
Han nikkede, og jeg rejste mig, for at gå op til tavlen. ”Okay, i kan lige så godt få det direkte at vide. Jeg skal flytte. ”Sagde jeg, højt og tydeligt.
Jeg kunne se nogle af pigerne så kede af det ud, rent skuespil tænkte jeg. ”Hvorhen?” Spurgte en af drengene. ”Åh, USA” Sagde jeg.
”Hvad?!” Råbte Amalia, og begyndte at få falske tårer i øjne.
Jeg himlede med øjne, da hun kom op og gav mig et kram.
Det så min bedste ven Sebastian, og grinte lidt. Men jeg kunne se han ikke var glad.
Jeg var glad da jeg endelig fik sat mig ned på min plads igen, der havde været så mange spørgsmål. Klokken ringede lige da jeg satte mig, og jeg begyndte at pakke mine ting sammen, jeg kunne spise der hjemme. Jeg var på vej ud af døren, da Sebastian kaldte på mig. Jeg gik nervøs over til hans plads, jeg vidste hvad han ville tale om.
”Virkeligt? USA.” Mumlede han.
”Ja, USA.” Mumlede jeg. Jeg glædet mig utroligt, men jeg var også ked af at skulle forlade mine venner. ”Hvad er du så trist over, det har du jo ønsket i mange år.” Sagde han, og skubbede blidt til min skulder, og smilte lidt.”Ja, men jeg kommer til at savne jer.” sagde jeg, og smilede.
”Hvad så med at tilbringe ekstra meget tid sammen i den sidste uge?” Grinede han.
”Det er lidt svært, vi plejer alligevel at være sammen hver dag” Grinte jeg, og fulgtes med ham ud af klasseværelset.
”Du siger noget ” mumlede han. Jeg smilte lidt for mig selv.
”Har du fortalt det til Emma?” Spurgte han, da vi gik ned af trapperne.
”Nej, hun har ikke haft tid til at høre på mig, hele dagen” Sukkede jeg.
”Hun er lige der, går over at sige det til hende nu. Jeg venter.” Sagde han, og skubbede mig derover. Jeg gik der over, hvor hun stod og talte med en af drengene for hendes klasse. ”Emma, kan jeg snakke med dig nu?” Spurgte jeg.
”Jeg snakker lige med Oliver.” Sagde hun, og vendte sig om mod Oliver igen.
Hun plejede altid at ville tale med mig. Jeg var ved at blive træt af det her, det var trods alt meget vigtigt det jeg skulle sige. ”Emma jeg skal virkelig tale med dig nu!” Sagde jeg, lidt surt.
”Jeg kan ikke tale nu!” Sagde hun, og vente sig om mod mig.
”Fint! Hvis du er ligeglad med jeg skal flytte!” Råbte jeg, så hele hende gangen kiggede på mig. ”Hvad skal du?” Råbte hun.
”Du vil ha’ fået det af vide, hvis du ikke havde så travlt med at tale med andre folk!” Snerrede jeg. ”Hvorhen?” Spurgte hun, og kiggede ned i jorden.
”USA.” Nu var det min tur til at mumle. Hun kiggede op på mig, og så gik hun. Jeg kiggede bare efter hende, mens hun forsatte væk fra gangen. Mit hjerte sank et takt. Jeg gik med triste skridt hen til Sebastian. ”Emma…” Sagde han.
Jeg gik forbi ham. Han kom løbene efter mig. ”Emma..” Sagde han igen.
Jeg afbrød ham. ”Jeg har ikke lyst til at tale om det, kan vi ikke bare lave noget andet?” Spurgte jeg. Han nikkede. ”Er du så klar på et spil singstar, når vi er hjemme?” Grinte jeg.
”Jamen, du vinder altid.” Sukkede han. ”Du skal bare øve dig.” Sagde jeg.
”Okay, men jeg vælger sang først!” Sagde han, og smilede et lumsk smil til mig.
”Åh nej.” Sagde jeg og begyndte at løbe. Jeg vidste hvad for en genre han ville vælge. Rock.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...